Er det sandt at „alle har syndet“?

HAR du tænkt over hvorfor menneskeheden, til trods for alle de anstrengelser oprigtige mennesker har gjort sig, hidtil har været ude af stand til at løse de fleste af sine presserende problemer? Hvordan kan det være at vi, selv om vi har en ret klar forestilling om hvad vi ønsker — fred, velstand, lykke og frihed for sygdom — åbenbart kommer længere og længere bort fra disse attråværdige mål?

Apostelen Paulus udtrykker en af de vigtigste grunde med ordene: „Alle har syndet og mangler Guds herlighed.“ (Rom. 3:23) Ja, de fleste af menneskehedens bestræbelser er blevet forpurret af vore syndige tilbøjeligheder.

Nogle vil måske sætte spørgsmålstegn ved apostelen Paulus’ ord. De vil måske sige: ’Hvor kan du tro at jeg er en synder? Jeg gør ikke min næste noget ondt. Jeg lever et pænt liv og generer ikke nogen. Hvilke synder begår jeg?’ Sandheden er imidlertid at synd indbefatter mere end blot det at skade sin næste eller volde fortræd. Ganske vist er disse ting synder, og det er prisværdigt hvis man kan afholde sig fra dem. Men ordet „synd“ har en videre betydning. Paulus satte det i forbindelse med at ’mangle Guds herlighed’. Det har altså noget at gøre med vort forhold til Jehova Gud.

De ord der i vores bibel er oversat med „synd“ indeholdt oprindelig tanken om at „ramme ved siden af et målmærke“. Dette „målmærke“ er fuldstændig lydighed. Lydighed mod hvad? Mod Guds vilje. En moderne bibelordbog siger derfor: „Synd er både frafald fra et trofast forhold til Gud og ulydighed over for budene og loven.“ Eftersom dette er tilfældet, er det kun Gud selv der har autoritet til at fortælle hvad synd er, og dette har han gjort i Bibelen.

Eksempler på synd

Mange af de ting der er blevet accepteret i vor moderne verden er i virkeligheden forkerte. Bibelen siger: „Hverken utugtige eller afgudsdyrkere eller ægteskabsbrydere eller mænd der bruges til unaturlige formål, eller mænd som ligger hos mænd, eller tyve eller havesyge eller drankere eller spottere eller udsugere skal arve Guds rige.“ (1 Kor. 6:9, 10) Ægteskabsbrud, utugt og homoseksualitet er altså synder. Det er tyveri også.

Sandt nok afholder mange mennesker sig fra umoralitet og tyveri, og det er naturligvis godt. Men der findes andre synder. Vor tale, såvel som vore gerninger, kan være syndige. Løgn er en synd, og ligeså bagtalerisk sladder, vredesudbrud og hån. (Kol. 3:9; Sl. 101:5; Ef. 4:31) Paulus sagde endvidere: „I må heller ikke knurre, sådan som nogle af dem knurrede, og de omkom ved ødelæggeren.“ (1 Kor. 10:10) Jakob fordømte praleri, og Paulus rådede os til at undgå tåbelig tale og sjofel skæmten. (Jak. 4:16; Ef. 5:4) Kan nogen af os mon ærligt sige at vi aldrig har syndet på i det mindste ét af de her omtalte områder? Det er tvivlsomt. Jakob, Jesu broder, sagde: „Hvis nogen ikke fejler i ord, så er han en fuldkommen mand.“ (Jak. 3:2) Er der nogen af os som med rette kan hævde at være fuldkommen? Nej.

Jakob anfører endnu en form for synd. Han siger: „Den der ved hvad der er ret at gøre og dog ikke gør det, for ham er det at synde.“ (Jak. 4:17) Hvordan skal dette forstås? Forestil dig at en mand kommer gående hen ad fortovet, da et barn pludselig farer ud af en have og ud på den trafikerede gade lige foran ham. Hvad nu hvis manden er i den situation at han kan redde barnet fra at blive kørt over, men bare ignorerer det og går videre? Ganske vist gør han ikke noget forkert. Men den omstændighed at han undlader at gøre noget aktivt for at hjælpe barnet, vil i hans tilfælde være at synde. Hvor mange gange har vi ikke alle undladt at handle kærligt over for vore medmennesker, eller over for Gud? Hver gang vi undlader det, er det en synd.

En forkert indstilling eller holdning kan også være syndig. Bibelen fordømmer hovmod og arrogance, ligesom den fordømmer fejhed. (Ordsp. 21:4; Åb. 21:8) Selv forkerte tanker er syndige. Det sidste af de ti bud fastslår: „Du må ikke begære din næstes hus! Du må ikke begære din næstes hustru, hans træl eller trælkvinde, hans okse eller æsel eller noget, der hører din næste til!“ — 2 Mos. 20:17.

Hvordan kan vi forhindre at forkerte ønsker opstår i vort sind? Måske ved at være fuldt optaget af noget sundt. Men hvis dette ikke er tilstrækkeligt, er vi nødt til at erkende de urette ønskers eksistens og bekæmpe dem. (1 Kor. 9:27) I Guds øjne er urette ønsker synder. — Ordsp. 21:2.

Endelig kan falsk religion lede os til at synde. Bortset fra sådanne forkerte handlinger som afgudsdyrkelse og spiritisme, som udtrykkeligt forbydes i Bibelen, er alene det at tilhøre en falsk religion en synd. I den sidste bog i Bibelen beskrives falsk religion som en jordomspændende by ved navn Babylon den Store, og der siges: „Gå ud fra hende, mit folk, for at I ikke skal være delagtige med hende i hendes synder, og for at I ikke skal få del i hendes plager.“ (Åb. 18:4) Falsk religion har gjort sig skyldig i store synder. Den har givet et fejlagtigt indtryk af den eneste sande Gud, forfulgt hans sande tjenere og blandet sig i politik. Alle som tilhører falsk religion er delagtige med den i disse synder, eftersom de støtter de organisationer der begår dem.

Hvorfor er vi syndige?

Vi har her omtalt nogle få af de måder hvorpå vi kan gøre os skyldige i synd, men Bibelen omhandler mange andre. Efter denne redegørelse er du måske kommet til den konklusion at det er umuligt ikke at synde på en eller anden måde. Du er sikkert enig med kong Salomon, der sagde: „Der er intet menneske, som ikke synder.“ (1 Kong. 8:46) Gud selv har sagt: „Menneskehjertets higen er ondt fra ungdommen af.“ (1 Mos. 8:21) Ja, der er mange ting som får os til at synde, men i særlig grad vort eget køds svaghed.

Hvorfor er det sådan? Det er det fordi vi har arvet synden. I begyndelsen havde vore forfædre, Adam og Eva, ikke dette problem. De var fuldkomne og kunne træffe ligevægtige og fornuftige beslutninger med hensyn til synden. Men de traf det forkerte valg, besluttede at gøre oprør mod Gud, og kunne følgelig ikke længere være fuldkomne. Af den grund måtte de give syndige og urette tilbøjeligheder i arv til deres efterkommere. Apostelen Paulus forklarede det således: „Synden kom ind i verden ved ét menneske [Adam], og døden gennem synden, og døden . . . trængte [således] igennem til alle mennesker fordi de alle havde syndet.“ — Rom. 5:12.

Det er grunden til at vi, selv med de bedste motiver, ikke kan undgå at synde. Selv apostelen Paulus indrømmede: „Det gode jeg gerne vil, det gør jeg ikke, men det onde som jeg ikke vil, det praktiserer jeg.“ (Rom. 7:19) Det er et problem vi alle har.

Det har fået katastrofale følger for menneskeheden. Menneskets bedste hensigter er blevet forpurret af dets egen fejlbarlighed. Selviskhed og grådighed har ført til forurening, fattigdom og uretfærdighed. Mistænksomhed og mistillid har været årsag til usikre forhold både på internationalt plan og inden for familierne. Korruption og forbrydelse hindrer de forskellige landes bestræbelser for at gøre fremskridt. Og det er kun lidt vi kan gøre ved det.

Hertil kommer at der, i betragtning af menneskets nedarvede synd, hænger en truende sky over hovedet på os, som det fastslås i Romerbrevet 6:23: „Den løn synden betaler er døden.“ Vi kan intet selv gøre for at undgå døden som straf for vore synder, eftersom vi intet kan gøre for fuldstændig at undgå at synde. Vi er i høj grad prisgivet vor egen ufuldkommenhed.

Men er alt hermed sagt? Vil menneskets egen ufuldkommenhed for evigt afholde det fra at få opfyldt sine største drømme og forhåbninger? Nej. For der findes en som kan hjælpe os. Efter at apostelen Paulus åbent har erkendt sin egen manglende evne til at undgå at synde, siger han: „Jeg elendige menneske! Hvem vil befri mig fra det legeme der lider denne død?“ Og svaret? „Tak til Gud gennem Jesus Kristus, vor Herre!“ (Rom. 7:24, 25) Ja, når vi tænker over i hvor høj grad vi er underlagt syndens magt og hvor hjælpeløse vi er når det gælder at frelse os selv, må vi værdsætte Guds store kærlighed og omsorg, for han har hjulpet os. Men hvordan har han gjort det?