Nyheder på nært hold
Kirken og bomben
● På 35-årsdagen for nedkastningen af atombomberne over Hiroshima og Nagasaki gav den katolske feltpræst for det daværende flymandskab udtryk for store betænkeligheder. Ifølge Chicago-avisen Tribune sagde George Zabelka, som præsten hedder, at han var „blevet hjernevasket af sin kirkes tavshed og helhjertede samarbejde med det amerikanske militær“. Præsten, der nu er gået af med pension, erklærede ifølge avisreferatet at atombombningen „skete i en verden og for en kristen kirke der ’selv havde bedt om det’ — ved at forberede menneskets moralbevidsthed på at kunne retfærdiggøre det utænkelige“.
George Zabelka henviste til at Nagasaki havde den største katolske befolkning i Japan og sagde: „Man skulle have troet at jeg som katolsk præst ville have protesteret mod at nedkaste atombomber over nonner.“ (Tre nonneordener blev udslettet ved sprængningen.) Han erklærede også: „Man skulle have troet . . . at katolsk moralfølelse i det mindste ville forlange at katolikker ikke bombede katolske børn. Men jeg forlangte det ikke.“ Tusinder af andre gejstlige på begge sider af fronten gjorde det heller ikke, men tilskyndede deres sognebørn til at gå i kamp mod deres trosfæller på den anden side af fronten.
„En morgen i 1914“
● „En morgen i 1914 endte det hele pludseligt og uventet,“ erklærede Englands tidligere premierminister Harold Macmillan i en tale for få måneder siden på Yale-universitetet i USA. Han sagde at den store krig der begyndte i 1914 markerede afslutningen på „100 år med fred og fremgang“ og var signalet til afslutningen på en tidsalder”. Indtil da syntes verden at befinde sig i en tidsalder med „automatisk fremgang“, hvor „alt blot blev bedre og bedre“, sagde den 86 år gamle statsmand. „Det var i den verden jeg blev født.“
Macmillan bemærkede derefter at Folkeforbundet var „et forsøg på i den nye tidsalder at genskabe noget af den stabilitet som de store nationer havde skabt“ før 1914. Men Folkeforbundet slog fejl, sagde han, fordi der ikke længere fandtes „nogen samhørighedsfølelse som den der havde eksisteret i de forudgående 100 år med fred“.
Hermed har endnu en anerkendt autoritet sluttet sig til de utallige statsmænd og historikere der har set tilbage og anerkendt betydningen af året 1914. Men allerede flere årtier før dette år var ivrige forskere af bibelprofetien i stand til at pege på 1914 som et vendepunkt. (For eksempel i tidsskriftet Bible Examiner, oktober 1876, s. 27, 28.) Bibelprofetien understreger i øvrigt at den „generation“ der oplevede begyndelsen til den urolige periode der indledtes i 1914, også vil komme til at opleve dens afslutning, enden på den nuværende tingenes ordning. — Matt. 24:3, 7-22, 32-35.
„Er religionen gået for vidt?“
● I en radiokronik talte Jim Branch, chefen for nyhedsafdelingen ved den amerikanske radiostation WRFM, for nylig over emnet „Er religionen gået for vidt?“ Jim Branch kommenterede kirkernes stærke engagement i det nyligt overståede præsidentvalg, og sagde: „De ønsker i virkeligheden at skrue tiden tilbage til de gode gamle dage da kirke og stat ikke var adskilt, og hvor kirkerne kørte løbet både lokalt og på højere plan.“
Jim Branch sagde at kirkerne synes at retfærdiggøre deres politiske engagement „med at Gud findes alle vegne; men en dag kommer de nok ud for en dommer der siger: ’Nej, det gør han ikke . . . ikke lovmæssigt set.’ Og så vil dommeren definere Gud og religionen og deres grænser. Og kirkerne vil finde ud af at rollerne er byttet om. Efter mange år hvor kirkerne har dirigeret med den verdslige verden, vil den verdslige verden begynde at dirigere med kirken.“
I den forbindelse er det interessant at den kristne apostel Johannes giver en levende skildring af en katastrofal ændring i kirkernes status. Først citerer han den falske religion som han kalder „Babylon den Store“, for denne udtalelse: „Jeg sidder som dronning, og jeg er ikke enke, og jeg skal aldrig se sorg.“ Og så fortsætter profetien: „Det er derfor hendes plager vil komme på én dag, død og sorg og hungersnød, og hun skal opbrændes med ild.“ — Åb. 18:7, 8.