Nyheder på nært hold

„Ikke efter det vi ser“

Nylige videnskabelige prøver har fastslået at det såkaldte „Kristi ligklæde“ i Torino er et falskneri fra det 14. århundrede. Men „katolikker er blevet opmuntret til fortsat at vise ligklædet ærbødighed som en afbildning af Kristus, noget der stadig formår at udføre mirakler,“ beretter The New York Times. Torinos ærkebiskop, Anastasio Ballestrero, udtaler: „Den helt usædvanlige, stemningsskabende kraft Jesu billede har, bør bevares.“

Hvordan skal det forstås? Jo, skønt kirken indrømmer at aftegningen af en mandsskikkelse intet har med Jesus at gøre, bør troende katolikker alligevel bevare denne opfattelse og derfor betragte „ligklædet“ som helligt. Hvorfor? Ifølge Adam Otterbein, en katolsk præst der er formand for Det Hellige Ligklædes Lav, kan relikvier som ligklædet bistå de troende når de vil ære den der er afbildet.

Det kan ikke forbavse at „ligklædet“ trods sin uægthed fortsat er et fremtrædende trossymbol i den katolske kirke, for „statuer, malerier og ikoner . . . agtes og æres højt i katolicismen,“ bemærker The New York Times.

Findes der bibelske holdepunkter for anvendelse af billeder i gudsdyrkelsen? Nej! Guds ord siger tydeligt: „Flygt fra afgudsdyrkelsen.“ (1 Korinther 10:14; jævnfør Anden Mosebog 20:4-6.) Kristne formanes til at tilbede Gud „i ånd og sandhed“, ikke ved hjælp af billeder og relikvier. (Johannes 4:24) Træffende skrev Paulus om sande kristne: „Vi vandrer efter det vi tror, ikke efter det vi ser.“ — 2 Korinther 5:7.

Vrangforestillinger

Den stigende tendens til at såkaldte kristne slækker på de bibelske normer, viser sig nu også ved at „et voksende antal teologer i USA taler for nødvendigheden af en seksuel revolution inden for de kristne kirker,“ oplyser Minnesotadagbladet Star Tribune. Avisen gengiver synspunkter fremsat af så fremtrædende folk som John Spong, Amerikas Episkopale Kirkes biskop i Newark, og James Nelson, der er lærer i seksualetik ved United Theological Seminary i New Brighton. Ifølge artiklen mener disse og flere andre teologer at kirkerne bør „velsigne homoseksuelle par ved kirkelige handlinger, i erkendelse af at de er knyttet sammen i et kærligt, moralsk forsvarligt forhold; . . . tilbyde unge forlovede kirkens velsignelse hvis de lever sammen i et kærligt og hengivent forhold uden at være gift“, og „give sit samtykke til at modne voksne lever et ansvarsbevidst seksualliv uden at være gift med hinanden“. Af hvilken grund mener teologerne at disse forandringer er påkrævede? Spong hævder: ’Vi giver vor billigelse til promiskuitet hvis vi ikke velsigner de nævnte forhold.’

Noget der undgår Spongs og de øvriges opmærksomhed er imidlertid at kirkerne netop ved at velsigne sådanne forhold billiger „promiskuitet“. Guds ord siger utvetydigt: „Hverken utugtige . . . eller ægteskabsbrydere . . . eller mænd som ligger hos mænd . . . skal arve Guds rige.“ Kristi disciple befales ikke alene at „holde op med at omgås“ sådanne, men også at ’fjerne det onde menneske’ fra sig selv. — 1 Korinther 5:11, 13; 6:9-11.

Det væsentligste

Englands Frikirkelige Fællesråds statistiske beretning for 1988 afslørede en yderligere medlemsnedgang for de 15 trosretninger rådet dækker. For første gang er medlemstallet dykket til under én million, oplyser den engelske statskirkes avis Church Times. Grunden er at frikirkerne, skønt de siger at de er dybt interesserede i „det store flertal . . . hvis væsentligste behov er genløsningen“, stadig „ofrer for megen tid og energi på . . . selskabelige arrangementer,“ som artiklen påpeger. Avisen siger videre: „Hvis det går tilbage for kirkerne, er det ikke fordi deres årlige basarer er en fiasko eller fordi deres teaterbegivenheder ikke er velbesøgte, men fordi de ikke har taget deres tjeneste i forbindelse med genløsningen alvorligt nok.“

På Jesu tid tog de religiøse ledere heller ikke deres egentlige hverv alvorligt. Jesus kritiserede dem med rette for at have gjort „Guds ord ugyldigt“ med deres overleveringer. Han kaldte dem hyklere der ’ærede Gud med læberne, skønt deres hjerte var langt borte fra ham’. — Markus 7:6, 7, 13.

Sande tjenere for Jehova Gud er imidlertid helt optaget af „ordets tjeneste“. De tager Jesu befaling om at ’gøre disciple’ alvorligt, og de ser et forbillede i apostlene, der fortsatte med „uden ophør at undervise og at forkynde den gode nyhed om Messias“. For sande kristne er det den væsentligste virksomhed. — Apostelgerninger 5:42; 6:4; Mattæus 28:19, 20.