Er Gud til?

NAPOLEON spurgte engang datidens førende franske astronom, Pierre-Simon de Laplace, hvorfor han ikke havde nævnt Gud i sit nyligt udgivne værk Mécanique Céleste. Hans svar lød: „Jeg havde ingen brug for denne hypotese.“a Laplace var selvsagt ikke den første der mente at kunne se bort fra Gud, og heller ikke den sidste.

I modsætning hertil står sådanne store videnskabsmænd som Sir Isaac Newton, der engang erklærede at han under affattelsen af sit hovedværk, Principia, havde for øje at fremhæve beviser på Guds realitet, Guds eksistens.

I dag ser det ud til at flere og flere astronomer vender sig fra Laplaces holdning til Newtons. For godt og vel et par år siden skrev en af Amerikas mest fremtrædende astronomer, Robert Jastrow, en artikel om emnet „Har astronomerne fundet Gud?“ Heri sagde han blandt andet: „I almindelighed er teologer henrykte over beviser for at universet har haft en begyndelse, mens mange astronomer bliver højst foruroligede.“

Om disse astronomer siger Jastrow videre: „Deres reaktioner er en interessant demonstration af hvordan videnskabelige hjerner og sind — som formodes at være meget objektive — fungerer når forskernes egne fakta kommer i konflikt med deres faglige trossætninger. Det viser sig at videnskabsmanden opfører sig nøjagtig ligesom alle vi andre når vores tro er i strid med beviserne. Vi bliver irriterede, vi foregiver at der ikke er nogen modsætning, eller vi dækker over det med intetsigende fraser.“

Robert Jastrow fremfører interessant nok tre vidnesbyrd som alle peger på at der for omkring 20 milliarder år siden forekom en gigantisk eksplosion (kaldet „det store brag“) som har ført til at galakserne slynges bort fra hinanden med en fantastisk fart, ja nogle af dem med en fart af 160 millioner kilometer i timen! Man har fastslået at jo længere væk en galakse er, desto hurtigere bevæger den sig. Jastrow fortæller også at Einstein — og ikke han alene — i begyndelsen var meget skeptisk over for denne teori om universets opståen. Han sagde blandt andet: „At indrømme en sådan mulighed forekommer mig meningsløs.“ „Denne omstændighed, at universet udvider sig, irriterer mig.“

Det skal imidlertid siges til Einsteins ros at han senere anerkendte at teorien havde mening, ligesom mange andre videnskabsmænd gør i dag. Dette syn på universets oprindelse stemmer, som Jastrow bemærker, med Bibelens ord om at det materielle univers havde en begyndelse: „I begyndelsen skabte Gud himmelen og jorden.“ — 1 Mos. 1:1.

Andre vidnesbyrd om at Gud er til

Det at universet har haft en begyndelse, er ikke det eneste argument for at der findes en Gud som har skabt det hele. Den orden og harmoni man ser alle vegne, peger mod samme konklusion. En af Englands førende astronomer, Sir Bernard Lovell, skriver således at han nærer „en måbende beundring for naturlovenes harmoni, som vidner om intelligens af så høj en klasse at al systematisk tænkning og handling blandt mennesker i sammenligning tager sig ud som en ganske uanselig afglans“.

Tag for eksempel alle de faktorer der tilsammen gør livet muligt på vor klode, Jorden. Jorden befinder sig 149,5 millioner kilometer fra solen. Hvis den var blot nogle få millioner kilometer tættere på solen, ville livet på jorden være umuligt på grund af den kolossale varme. Og omvendt: hvis jorden var blot nogle få millioner kilometer længere borte fra solen, ville livet være umuligt på grund af kulden.

Tænk også på den luft vi indånder. Vi kan ikke klare os uden ilt, og 21 procent af atmosfæren er ilt. Hvis der kun var halvt så meget ilt i atmosfæren, eller måske dobbelt så meget, kunne livet som vi kender det, ikke trives på jorden. Så er der også harmonien eller balancen mellem plante- og dyrelivet. Planterne optager kuldioxyd men afgiver ilt, hvorimod alle de skabninger der ånder, indtager ilt og afgiver kuldioxyd. Hvordan er denne harmoni eller balance opstået? Vidner den ikke om at der findes en Gud?

Et lige så stærkt vidnesbyrd om at Gud er til, ses i de billioner af celler som menneskelegemet er opbygget af. Hver eneste af disse celler kan sammenlignes med en mikroskopisk by, befæstet med en bymur, hvor der fremstilles proteiner og hormoner. Fremstillingsprocessen styres af cellekernen, og produkterne føres ud af cellen og fra den ene celle til den anden gennem et vidt forgrenet transportnet af kanaler. Nogle af cellens bestanddele er så små at de ikke engang kan skelnes klart med et elektronmikroskop der forstørrer 200.000 gange! Det er intet under at det førende lægetidsskrift i USA siger at mindst 80 procent af de videnskabsfolk der beskæftiger sig med biologi, sandsynligvis vil indrømme at biologien og livet styres af en højere magt.

Endnu et argument for at Gud er til, er dyrenes forbløffende instinkter. Hvorfor kan fugle flyve i tusindvis af kilometer og finde deres bestemmelsessted med usvigelig sikkerhed, endda uden hensyn til vejrforholdene? Betragt også den visdom man finder hos insekter som bier og myrer. Eller læg mærke til den forunderlige ål. Både den europæiske og den amerikanske ål kommer til Sargassohavet for at lægge deres æg, hvorefter de dør. Når æggene udklækkes, svømmer ålelarverne tilbage til det sted deres moder kom fra. Det siges at man aldrig har fundet en europæisk ål i amerikansk vand, eller en amerikansk ål i europæisk vand. Hvad er grunden til dette?

Det kan simpelt hen ikke benægtes: Der må findes en stor Førsteårsag. Gud er til. Han har gjort utallige mirakler. Nogle vil i videnskabens navn afvise mirakler. Men som den engelske digter William Cowper engang sagde: „Alt hvad vi ser er mirakler, men da vi ser dem så ofte, er miraklerne forgæves.“ Dette gælder dog ikke for dem der anerkender at Gud virkelig er til!

[Fodnote]

[Illustrationer på side 4]

Den levende celle vidner om plan og hensigt

Trækfuglenes ufejlbarlige stifinderinstinkt

[Illustration på side 5]

Ålelarverne svømmer tilbage til det sted deres forældre kom fra