Den gådefulde ål

Af Vågn op!-​korrespondent i Irland

ÅLEN vakte allerede i oldtiden stor undren hos den græske filosof Aristoteles. Uanset hvor grundigt han undersøgte disse glatte, slangelignende fisk, kunne han hverken finde kønsorganer eller æg. „Ål,“ sagde han, „er hverken hankøn eller hunkøn og kan ikke formere sig.“ Aristoteles mente at „ål opstår spontant af ’jordens indvolde’ — mudder og fugtig jord“.

Denne gåde i forbindelse med ålens formering er dog blevet løst af den moderne forskning. Christopher Moriarty fra Irlands Fiskeri- og Havundersøgelser fortæller at mens man hos de fleste fisk kan se de enkelte æg med det blotte øje, kan man hos ålen end ikke øjne skyggen af et æg. „Æggestokkene hos ålen er diminutive — hos yngre eksemplarer nærmest usynlige,“ siger han, „og hos ældre ligner de blot en lys, krøllet tråd.“

Da man endnu aldrig har fanget en gydende ål, er det forståeligt at Aristoteles var forundret. Og da han ikke havde adgang til et mikroskop, havde han ingen muligheder for at finde ud af hvor ålene kommer fra.

Mens forskerne altså har opklaret denne gåde ved ålens levevis, har de opdaget en række andre mærkværdigheder som stadig optager dem. Lad os engang kigge nærmere på den europæiske åls livscyklus og se hvor spændende den er.

Gåden om ålens oprindelse

Hvert forår søger millioner af 5-8 centimeter lange ål — de såkaldte glasål — ind til Vesteuropas og Nordafrikas kyster. Hvor kommer de fra? Frem til 1920’erne var der ingen der vidste det.

Men i slutningen af det 19. århundrede blev der gjort en epokegørende opdagelse som bidrog til løsningen af denne gåde. Man fandt ud af at ål, ligesom frøer og sommerfugle, ser helt anderledes ud når de kommer til verden. Biologerne opdagede da at en tynd, gennemsigtig fisk med et lille hoved og en krop med form som et pileblad, og som bar det latinske navn Leptocephalus brevirostris, forvandlede sig til en lille gennemsigtig larve — en glasål.

Da man endelig havde opdaget forbindelsen mellem Leptocephalus og glasålene blev det muligt at spore ålelarvernes oprindelse. I 1922 kunne den danske havforsker Johannes Schmidt fastslå at alle de europæiske ål gyder i Sargassohavet, et vidtstrakt, tangdækket område i det nordvestlige Atlanterhav. Både de amerikanske og de europæiske ål gyder i dette område — og her er endnu en gåde.

Følger forskellige ruter

De amerikanske og europæiske ålelarver følger nemlig hver sin rute fra yngleområdet ved Bermuda. „Hvordan de ved hvilken rute de skal følge når de aldrig har set deres ’hjem’, er en uløst gåde,“ oplyser bogen The Fresh & Salt Water Fishes of the World. „For de amerikanske ål,“ fortæller bogen videre, „forestår der en vandring på omkring 1600 kilometer der tager et års tid. De europæiske ål rejser over 5000 kilometer, hvilket tager næsten tre år. Lige så forbløffende er det at væksten hos de to ålearter [som nærmest er umulige at skelne fra hinanden] varierer, sådan at de hver for sig er vokset til omtrent samme størrelse når de kommer frem til deres bestemmelsessted.“

Nogle forbløffende instinkter leder de to ålearter til at følge hver sin vej. Om dette gådefulde fænomen står der i bogen Fishes of Lakes, Rivers & Oceans: „Hvordan og hvorfor de følger dette overraskende mønster er lige så stor en gåde som deres oprindelse var på Aristoteles’ tid.“

Tilværelsen i ferskvand

Efterhånden som glasålene når frem til kysterne, skifter deres farve til gulbrun, alt imens de stadig vokser. Instinktivt søger de op gennem floder og vandløb for at finde de søer og åer hvor de i de næste 15 år eller mere vil vokse sig kønsmodne. De forcerer alle forhindringer for at nå deres mål.

Bogen The Royal Natural History fortæller at „flodbunden nogle steder kan blive helt formørket af disse små fisk på vandring. . . . Man har set disse småål forcere flodporte ved søer, krybe op gennem vandrør eller kloakrør . . . ja, de kan tilmed krydse et fugtigt stykke jord for at nå frem til det ønskede sted.“

I floden Bann i Nordirland har fiskere udsat ålestiger af strå på de steder ålene har vanskeligt ved at komme forbi. Glasålene klatrer så op ad disse reb af strå til særlige beholdere hvor de bliver talt — det bliver til 20.000.000 hvert år!

Forvandling og vandring

Når ålen bliver kønsmoden sker der noget andet mærkværdigt. „Der foregår en række betydelige forandringer i forbindelse med kønsmodningen,“ oplyser bogen Fishes of the Sea. „Øjet vokser i tværmål og bliver særlig egnet til at se på dybt vand. Tarmen svinder ind og kønskirtlerne bliver større. Desuden skifter farven fra gulbrun til sølvgrå.“

Hvert efterår påbegynder kønsmodne ål den 5000 kilometer lange vandring tilbage til Sargassohavet. Hvordan det lykkes dem at gennemføre denne bemærkelsesværdige vandring er der stadig ingen der ved. Ålene tager ikke føde til sig under den seks måneder lange tur, men lever af de fedtdepoter de har opbygget.

Biologer siger at så snart en hunål er tilbage i Sargassohavets dyb, lægger hun mellem 10 og 20 millioner æg som hannen befrugter. Derefter dør de voksne ål. De befrugtede æg stiger op til overfladen hvor de pilebladformede ålelarver klækkes — og ålens livscyklus er sluttet.

Men hvorfor har man aldrig fanget gydende ål? „Eftersom deres fordøjelsesorganer er svundet ind, tager de ikke længere føde til sig og kan derfor ikke fanges med madding,“ siger Christopher Moriarty. „De gyder på stor dybde,“ fortsætter han, „og da Sargassohavet er større i areal end De Britiske Øer, og ålene er vanskelige at fange, vil de altid have gode chancer for at undslippe trawl der trækkes med stor fart.“

Måske vil alle gåderne omkring denne bemærkelsesværdige fisk en dag blive løst. Blandt alle de fascinerende fisk vil ålen indtil da, som Christopher Moriarty udtrykker det, ’indtage en særstilling’.

[Ramme på side 18]

ÅLERETTER

Mens nogle afskyr tanken om at spise ål, bliver denne fisk mange steder i verden betragtet som en delikatesse. Vågn op! har bedt en kok i Nordirland fortælle hvordan han tilbereder ål. Måske kunne du tænke dig at prøve et af følgende to forslag:

Ålegryde: To mellemstore ål på omkring 50 centimeter flås, udbenes og skæres i stykker på 5 centimeter. Øvrige ingredienser: Fire teskefulde olivenolie, et par pressede fed hvidløg, en krydderurtebuket (bouquet garni), saften fra en appelsin, lidt hakket appelsinskal, lidt chilipeber, en knivspids salt og halvanden dl rødvin.

Hæld olivenolien i en tykbundet gryde eller pande der er stor nok til at rumme det hele. Tilsæt hvidløg, krydderurter, appelsinsaft og -skal samt chilipeber. Drys salt over ålestykkerne og læg dem i fadet. Hæld vin ved og tilsæt vand indtil ålestykkerne er dækkede. Det hele skal koge uden låg ved moderat varme i en halv time, indtil ålen er gennemkogt. Retten serveres på varme tallerkener.

Ål i gelé: En portion flåede, udbenede ål skæres i småstykker og hældes i en kasserolle. Derpå tilsættes et snittet løg, en gulerod, en stilk bladselleri, et laurbærblad, persille, salt og peber, og vand til det dækker. (Man kan benytte hvidvin eller æblecider i stedet for vand.) Bring det langsomt i kog og lad det simre under låg i omkring en time. Tag de kogte ålestykker op og læg dem i en form. Lad resten koge indtil kun en fjerdedel af væden er tilbage. Hæld derefter væden gennem en si over ålestykkerne. Kassér urter og grøntsager. Lad det afkøle til det stivner. Vendes ud på et fad og spises med citronsaft på ristet brød med smør.

[Ramme på side 19]

Vidste du?

At en fuldvoksen europæisk hunål måler omkring 1 meter i længden men at hannen kun er halvt så lang.

At nogle fuldvoksne ål der lever i indlandssøer aldrig tager på vandring, men kan leve sådanne steder i 50 år eller længere.

At ål kan tåle at være oppe af vandet i 48 timer.

At den ældste ål man har kendt var en hunål, ved navn Putte, som døde i 1948 i et akvarium i Helsingborg — i en alder af 88 år.

At ålen har en utrolig god lugtesans — den er mindst lige så følsom som en hunds.

[Illustration på side 17]

Floden Bann i Irland myldrer med ål i millionvis