Troen har praktisk værdi

Vidnesbyrd fra koncentrationslejrene

KONCENTRATIONSLEJRENE — hvilket billede fremmanes for dit indre blik når dette ord nævnes?

Du husker måske billeder af forskræmte mennesker stuvet sammen i godsvogne på vej mod den visse død. Eller udslidte, radmagre fanger som lever i overfyldte barakker under elendige sanitære forhold. Eller læger der udfører kyniske forsøg med mennesker, og krematorier der fortærer endeløse rækker af lig.

Alt dette hører med til billedet af disse frygtelige lejre.

Men der er også noget andet som hører med. Hvor skrækkelige de nazistiske koncentrationslejre end var, må vi ikke glemme at der i disse lejre fandtes hundredtusinder af mænd og kvinder som forsøgte at leve. De kæmpede dag efter dag for at holde sig i live på trods af sygdom, prygl, udmattelse og vilkårlige drab. De forsøgte at få nok at spise, at holde varmen og at undgå sygdom. De måtte arbejde, sove og prøve at komme ud af det med deres medfanger.

På trods af deres rædsler — eller måske netop på grund af dem — er de nazistiske koncentrationslejre et sted hvor vi kan søge vidnesbyrd om troens praktiske værdi. Selv om vi måske aldrig kommer til at opleve livet i sådanne lejre, kan vi lære noget af dem.

Mange mistede troen

Det var almindeligt at fangerne i lejrene mistede deres tro. Forfatteren Philip Yancy forklarer: „Nogle af dem der overlevede havde mistet deres tro på Gud. Især jøderne var udsatte: de var opdraget til at tro at de var et udvalgt folk, og pludselig opdagede de, som en jøde bittert har udtrykt det, at ’Hitler var den eneste der havde holdt hvad han lovede’.“

Elie Wiesel beskriver hvordan det virkede at se en dreng blive hængt. SS-vagterne samlede fangerne foran galgen. Da drengen langsomt døde, råbte en fange: „Hvor er Gud nu?“ Wiesel siger: „Og jeg hørte en stemme inden i mig svare ham: ’Ja, hvor er han? Han er dér — han hænger dér i galgen . . .’“

Mange som tilhørte kristenhedens kirker mistede også deres tro. I tidsskriftet The Christian Century udtrykker Harry J. Cargas med disse ord hvordan mange kirkegængere følte det: „Myrderierne i koncentrationslejrene er efter min opfattelse den største tragedie for de kristne siden korsfæstelsen. I det første tilfælde døde Jesus; i det sidste kan man sige at kristendommen døde. . . . Kan nogen i dag være kristen, i betragtning af disse dødslejre, der i hovedsagen blev udtænkt, bygget og drevet af et folk der kaldte sig kristent . . .?“

Der var imidlertid en gruppe mennesker hvis tro ikke blev rokket. Jehovas Vidner forstod ud fra Bibelen at det ikke var Gud der var årsag til ondskaben i lejrene eller til de lidelser menneskeheden har været hjemsøgt af i århundreder. De vidste at sådanne ting tværtimod bedrøver Gud og er et bevis på at mennesker ikke kan styre deres skridt uafhængigt af ham. (Jer. 10:23; Præd. 8:9) Han har i sit ord lovet at han på et fastsat tidspunkt vil fjerne det onde fra jorden. Han vil også råde bod på den skade de troende har lidt, ja, give dem livet igen hvis de har mistet det. — Åb. 21:4; se også kapitlet „Hvorfor tillader Gud det onde?“ i bogen Hvordan finder man lykken?a

Tro blandt kvinder

Lad os for eksempel undersøge hvordan koncentrationslejrene virkede på de kvindelige fanger.

I sin selvbiografi Kommandant i Auschwitz siger Rudolf Höss: „Kvindelejren, der lige fra begyndelsen var overfyldt, nedbrød størstedelen af de kvindelige fanger sjæleligt, og i løbet af kortere eller længere tid gik de derfor også legemligt til grunde. I kvindelejren var der i enhver henseende altid de dårligste forhold.“

Forholdene varierede naturligvis fra lejr til lejr og ændredes efterhånden som krigen skred frem. Men Höss bemærker: „Når kvinderne først havde nået bunden, lod de bare stå til. De spankulerede rundt som spøgelser . . . indtil de en dag stille gik bort.“ Noget som medvirkede til dette var de kvindelige fanger der fik myndighed over grupper af deres medfanger. Ifølge Höss „overgik [de] langt deres mandlige kolleger i sejlivethed, nederdrægtighed, gemenhed og forvorpenhed“.

Höss tilføjer imidlertid: „En behagelig kontrast var de kvindelige medlemmer af Jehovas Vidner — kaldet ’Bibelbier’ eller ’Bibelorm’. Desværre var der for få af dem.“

Hvordan lykkedes det disse kvindelige Jehovas vidner at udholde rædslerne i de nazistiske koncentrationslejre? Og hvordan berørte det deres tro? Førstehåndsoplysninger om dette blev efter krigen offentliggjort i bogen Fange hos Stalin og Hitler (København 1956) af Margarete Buber.

Hun og hendes mand var fremtrædende medlemmer af det tyske kommunistparti i begyndelsen af 1930rne. Efter at de var blevet tvunget til Moskva, blev de arresteret for „politiske afvigelser“. Skønt Margarete Buber stadig troede på kommunismen, blev hun sendt til en lejr i Sibirien. Senere blev hun overgivet til nazisterne og blev indsat i den berygtede kvindelejr Ravensbrück, hvor hun var i fem år.

En del af denne tid var hun blokældste, en fange som var sat over en blok eller barak med andre fanger. De fleste fanger i hendes blok var Jehovas vidner (bibelstudenter). Margarete Bubers beretning er således en øjenvidneberetning fra en politisk fange der ikke selv var et af Jehovas vidner. Hendes vidnesbyrd bekræftes af Gertrud Pötzinger, et af Jehovas vidner som var fange i Ravensbrück i over fire år og som i dag tjener sammen med sin mand på Jehovas Vidners hovedkontor i Brooklyn, New York. Følgende artikel er et sammendrag af nogle afsnit i Margarete Bubers bog, udtrykt med hendes egne ord og benyttet med hendes tilladelse.b

Fange hos Stalin og Hitler

Hver nyankommen i en koncentrationslejr gennemgår en skrækkelig periode hvor hun rystes i sin sjæls inderste, uanset hvor stærk hendes fysik er eller hvor rolige hendes nerver er. Og de nyankomnes lidelser blev værre og værre for hvert år der gik i Ravensbrück, og som følge heraf var dødeligheden størst blandt dem. Alt efter karakter kunne der gå uger, måneder eller endog år før en fange fandt sig i sin skæbne og indstillede sig på livet i lejren. I løbet af denne periode ændres vedkommendes karakter. Lidt efter lidt daler interessen for verden uden for lejren og for de øvrige fanger.

Jeg tror ikke at noget er mere demoraliserende end lidelser, ekstreme lidelser forbundet med ydmygelse, sådan som mænd og kvinder oplever det i koncentrationslejre. Når SS-erne slog en, turde man ikke slå igen. Når SS-erne tyranniserede og hånede en, måtte man holde munden lukket og aldrig svare igen. Man havde mistet alle menneskerettigheder — alle, ja alle uden undtagelse. Man var blot et levende væsen med et nummer som adskilte en fra de andre ulykkelige omkring en.

Jeg tænker ikke her på de fanger der havde en tillidspost og kunne mishandle dem de havde under sig. Jeg mener de almindelige kvindelige fanger. Hvis en syntes at få blot en lille smule mere mad, et lidt større stykke brød, lidt mere margarine eller pølse, var der straks afskyelige scener hvor andre gav deres vrede og krænkelse luft.

Fra det tidspunkt vi tumlede ud af køjerne til vi skulle stille op udenfor til appellen havde vi tre kvarter til at vaske os, klæde os på, rydde op i skabene og spise vores „morgenmad“. Selv under de gunstigste forhold ville det ikke have været særlig nemt at nå det, men tænk så hvad det betød i en barak med 100 andre kvinder som alle for omkring, opsat på også at nå det! Luften svirrede af eder og forbandelser.

[Dette er et uddrag af beskrivelsen af forfatterens liv i Ravensbrück. Men derefter blev hun udnævnt til blokældste i Blok 3, som på det tidspunkt husede bibelstudenterne.]

Ved middagstid gik jeg til Blok 3. Atmosfæren her var helt anderledes. Der herskede den dybeste stilhed, og en lugt af skurepulver, desinfektionsmidler og kålsuppe hang i luften. 270 kvinder sad og spiste til middag. En høj, blond kvinde rejste sig straks og bad mig tage plads. Hun tog aluminiumsskålen ud af hånden på mig og fyldte den til randen med hvidkålssuppe. Jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle gøre.

Hvor jeg end så hen, mødte jeg lutter hengivent smilende ansigter. Håret havde de alle sammen redt stramt bagover og bundet med en knude i nakken, og de sad som efter en snor. De fleste så ud til at være bondekoner med magre, solbrændte og vejrbidte ansigter. Mange af bibelstudenterne havde siddet i fængsel og koncentrationslejr i årevis.

Der var 275 fanger — alle sammen bibelstudenter. De var alle mønsterfanger, og de kendte alle sammen lejrens regler og reglementer ud og ind og fulgte dem til mindste bogstav. Det ene skab så ud nøjagtigt som det andet, og de var alle et mønster på orden og renlighed. Alle viskestykkerne hang på skabsdørene på nøjagtig samme måde, den måde der var foreskrevet i reglementet; hver skål, tallerken, kop og så videre var ren og blankpudset. Skamlerne var renskurede og altid pænt stablede når de ikke var i brug. Der var støvet af overalt, selv på barakkens tværbjælker — for der var ikke noget loft og vi så direkte op under taget. Jeg fik at vide at nogle af SS-tilsynsførerne gik rundt med hvide handsker og lod fingrene glide hen over fremspringende kanter og skabsoversider og endda klatrede op på bordene for at se om der var støv på bjælkerne.

På toiletterne og i vaskerummet var der lige så rent. Men højdepunktet af al denne orden og renlighed var sovesalene, der hver rummede 140 senge. Sengebygningen her var ganske forbløffende. Halmsækkene og puderne var som æsker at se til. Tæpperne var alle lagt omhyggeligt sammen på nøjagtig samme måde og i nøjagtig samme størrelse, og de var alle bredt ud på sengene i nøjagtig samme mønster. På hver køje var der et kort med navnet og nummeret på de fanger der sov der, og på døren var der med omhu tegnet en plan over sovesalen med angivelse af hver eneste køje og hvem der sov i den, så enhver der foretog inspektion straks kunne sige hvor alle var.

Mens jeg var stueældste hos de asocialec havde hvert eneste minut på dagen været fyldt med en eller anden pligt og med angst for at der skulle ske et eller andet galt. Hos bibelstudenterne levede jeg som i himlen, alt i hele blokken gik for sig med et urs præcision og pålidelighed. Om morgenen, når alle var opsat på at nå det hele før appellen, talte ingen højt. I andre blokke måtte blokældste og stueældste råbe sig hæse for at få deres undergivne udenfor og opstillet på linje. Men her gik det hele ganske stille og uden et ord fra mig, og det samme gjaldt alt andet — maduddelingen, lyseslukningen, og alt det der ellers hørte med i fangernes hverdag.

Det blev faktisk min hovedopgave at forsøge at gøre livet så behageligt som muligt for disse kvinder, og at afværge alle chikanerier fra SS-bloklederens side.

I Blok 3 blev der hverken stjålet eller bedraget eller sladret. Hver eneste af disse kvinder var ikke alene pligtopfyldende til det yderste, men følte sig også ansvarlig for hele fællesskabet i barakken. Da jeg havde boet hos dem et stykke tid optog de mig i deres bloksamfund.

Da vi var blevet lidt bedre kendt med hinanden og jeg var ret sikker på at ingen af dem ville forråde mig, var der mange ting jeg kunne gøre for dem; med alle mulige undskyldninger og tricks sparede jeg for eksempel de ældre og fysisk svagere fanger for at stå og fryse i timevis ved aftenappellen. Det kunne jeg ikke have gjort for de asociale, for de der bedre kunne klare strabadserne ville have forrådt mig til SS af krænkelse over at nogle blev begunstiget.

Bibelstudenterne var den eneste kategori af fanger i Ravensbrück som dannede en sluttet kreds på grundlag af fælles tro og overbevisning. Da jeg kom til Blok 3, havde jeg ikke meget begreb om hvad deres religiøse overbevisning gik ud på og hvorfor Hitler ikke brød sig om dem. Ikke brød sig om dem er et mildt udtryk for hans indstilling til dem; han erklærede dem for fjender af staten og forfulgte dem nådeløst.

Det varede ikke længe før de syntes at have fastslået at jeg ikke duede til at være et af Jehovas vidner, men de forsikrede mig gang på gang — og det må vel sagtens betragtes som et tegn på sympati — at de nærede det håb at jeg en dag kunne blive „oplyst“. Hvis jeg havde forstået dem ret, så ventede de vist at hele menneskeheden om kort tid, når „verdens undergang“ kom, ville blive styrtet i fortabelsen. Men for alle bibelstudenterne i hele verden ville den gyldne tid bryde frem. Det gode ville til sidst sejre over det onde. Folk skulle ikke længere løfte sværd mod folk, panteren skulle hvile hos kiddet; kalven og ungløven skulle græsse sammen, og ingen skulle øve ondt eller volde mén i hele Hans hellige bjergland. Der skulle ikke være nogen død mere, og alle — de overlevende — skulle leve lykkeligt for evigt og der skulle ikke være nogen ende på deres lyksalighed.

Denne enkle tro gav dem styrke og tilfredshed og satte dem i stand til at udholde de mange års koncentrationslejrliv og alle krænkelserne og ydmygelserne og stadig bevare deres menneskelige værdighed. De fik anledning til at bevise, og de beviste, at de ikke lod sig skræmme af døden. De kunne dø for deres tro uden at vige tilbage.

De tog budet om ikke at slå ihjel alvorligt, og som følge heraf var de overbeviste modstandere af alle krige og al militærtjeneste. Deres standhaftighed i denne henseende kostede mange af de mandlige vidner livet. Sektens kvinder nægtede også at udføre noget som helst arbejde der efter deres opfattelse var beregnet på at fremme krigsindsatsen.

Deres pligtfølelse og ansvarsfølelse var urokkelig; de var flittige, ærlige og lydige. Vidnerne var i en vis forstand „frivillige fanger“, for alt hvad de behøvede at gøre for at blive løsladt den selv samme dag var at underskrive den særlige bibelstudent-blanket der lød: „Jeg erklærer herved at jeg fra i dag ikke længere betragter mig som bibelstudent og at jeg ikke vil gøre noget som helst for at fremme International Forening for Bibelstudiums interesser.“

Før jeg blev deres blokældste havde de lidt meget fordi [den berygtede tidligere blokældste] Käthe Knoll havde gjort sit yderste for at hindre dem i at føre religiøse drøftelser. At afholde dem fra at tale om dette og at sammenligne notater — kort sagt „studere Bibelen“ — var en slags kinesisk tortur, og Käthe Knoll havde anvendt den med ondsindet nidkærhed.

Jeg havde været deres blokældste i nogen tid før jeg opdagede at mine „bibelorm“, som de blev kaldt i lejren, var i besiddelse af bibler og bibelstudenternes bøger. De begyndte at bringe dem med ind, skjult i spande og gulvklude og så videre, når de kom hjem fra arbejde. Da jeg opdagede det, foreslog jeg at det ville være mindre farligt hvis de skjulte bøgerne et eller andet sted i blokken, og dette forslag gik de begejstret ind for. Derefter foregik bibelstudiet ganske åbent i blokken om aftenen og om søndagen. Og i sengen om aftenen, før SS-kvinderne kom med deres hunde, sang de dæmpet deres salmer. Min opgave var at sørge for at de i tide blev advaret om at der var fare på færde, så de fik lejlighed til at skjule deres forbudte bøger.

Jeg løb ikke nogen lille risiko. Jeg var blokældste og ansvarlig for alt hvad der foregik. Det var „guldalderen“ i mit liv i koncentrationslejren — et liv efter Harmagedon så at sige — men hvordan det lykkedes mig at overleve den ene inspektion efter den anden, foretaget af den brutale [lejrkommandant] Kögel, uden at havne i straffeblokken eller bunkeren aner jeg ikke den dag i dag.

Men jeg spillede også et langt farligere spil. Når en fange blev syg skulle hun gennem mig melde sig til lægen. Den altafgørende prøve var termometeret. Temperaturen var bestemmende for om den syge blev indlagt på sygeafdelingen, fik lov til at gøre „indendørs arbejde“, eller nådeløst blev sendt ud til sit normale arbejde. Blandt vidnerne var der en hel del ældre kvinder som, skønt de ikke havde feber, simpelt hen var så svage at det oversteg deres kræfter at arbejde. Den eneste måde jeg kunne skåne dem på og give dem en fridag nu og da, var at give falske meldinger om antallene på arbejdsholdene, og det gjorde jeg. Hvad der ville være sket med mig hvis det var blevet opdaget, viger jeg tilbage for at tænke på. Det var så meget mere vanskeligt som at vi udgjorde inspektionsblokken [den barak der blev forevist for højtstående nazister der kom på besøg. Forfatteren beskriver hvordan et sådant uanmeldt besøg almindeligvis forløb:]

I et passende underdanigt tonefald meldte jeg:

„Blokældste Margarete Buber, nr. 4208. Melder ærbødigst at Blok nr. 3 er beboet af 275 bibelstudenter og 3 politiske, hvoraf 260 er på arbejde, 8 har stuepligter og 7 tilladelse til indendørs arbejde.“

Kögel stirrede på mig med sine vandblå øjne, der gik en trækning over hans glatbarberede kinder, hvorefter han gryntede et eller andet. Så gik jeg videre med den rutinemæssige inspektion, åbnede den ene dør efter den anden, og de tre første skabe. Når vi nærmede os de fanger der lovligt og retmæssigt var til stede, snerrede jeg: „Giv agt!“, hvorefter de alle sprang op som trold af en æske. Alle besøgende, hvad enten det var mænd eller kvinder, SA, SS, eller hvem det nu var, lod sig altid imponere af det skinnende blanke tin og aluminium. Kögel var som regel den eneste der stillede fangerne spørgsmål. „Hvorfor er De blevet arresteret?“ Og svaret lød altid: „Fordi jeg er et vidne for Jehova.“ Det var alt hvad der blev spurgt om, for Kögel vidste af erfaring at disse uforbederlige bibelstudenter aldrig forsømte en lejlighed til at demonstrere [at de var vidner]. Derefter kastede de besøgende et blik ind i sovesalen, og der lød altid høje udbrud på grund af den orden og renlighed de fandt der.

Oberaufseherin [overvogtersken] Langefeld begunstigede og protegerede bibelstudenterne, men deres specielle fjende var næstledende Aufseherin, som hed Zimmer. Intet var godt nok til hende; selv den mest mønsterværdigt opredte seng kunne ikke finde nåde for hendes øjne, og hun benyttede enhver lejlighed til at fornærme bibelstudenterne.

[For at ødelægge vidnernes fred og kristne enhed placerede myndighederne på et tidspunkt 100 asociale i blokken.]

Det var som om der var kommet ulve ind i folden. Angivelser, tyveri og klammeri blev en del af vores hverdag. De asociale begyndte straks at angive vidnerne for bibelstudier og religiøse samtaler; de stjal alt hvad de kunne få fingre i; og da de følte sig som øvrighedens repræsentanter opførte de sig som regel på en stærkt aggressiv og provokerende måde. Hvor var det sørgeligt for mig! Men til mine vidners ære må det siges at de kom mig til hjælp i mine vanskeligheder og støttede mig på enhver mulig måde. Takket være dem lykkedes det os at kæmpe os igennem de seks måneder — den tid plagen varede — uden alvorlige problemer.

Jeg gjorde hvad jeg kunne for at isolere ballademagerne. Jeg lod vidnerne sidde ved deres egne borde, så de kunne drøfte deres anliggender under måltiderne uden fare for at blive angivet, og om natten anbragte jeg de asociale i overkøjerne og vidnerne i underkøjerne. Men det viste sig at øvrigheden — hovedpersonen bag det hele var Frau Zimmer — må have sendt os alle dem i lejren der ikke kunne ligge tør om natten, og nat efter nat regnede det ned på de uskyldige i køjerne nedenunder.

En dag kom vores gamle fjende, Frau Zimmer, for at overskue sit værk. Hun så straks at jeg havde skilt fårene fra bukkene, og hun vendte sig harmdirrende imod mig.

„Tro ikke at jeg er blind,“ sagde hun. „Jeg ved ganske udmærket at De skærmer og beskytter bibelbokserne her. Vov ikke at skille bibelormene og de asociale. Hører De?“

Så var det sket; jeg måtte blande dem med hinanden og håbe på det bedste. Her var det at Jehova greb ind. Bibelstudenterne tog imod de asociale som længe savnede søstre: Var de sultne? Om de var! Ville de gerne have et ekstra stykke brød? Om de ville! Og sådan fortsatte det. Jeg betragtede denne kristne godgørenhed med blandede følelser, men den virkede. De asociale blev blødgjort og blev søde og venlige, og så begyndte en kampagne for at vise dem lyset. I løbet af ganske kort tid var der et pænt antal asociale — en zigøjner, en polak, en jøde og en politisk fange — der henvendte sig på SS-kontoret og erklærede at de fra nu af gerne ville betragtes som Jehovas vidner og krævede at få en lilla trekant på deres ærmer. Da det blev for meget, rasede SS-erne mod de omvendte og smed dem ud. Til sidst blev SS-erne så trætte af det at de fjernede de asociale fra vores blok, og freden sænkede sig på ny over blokken. Jeg drog et lettelsens suk, og vidnerne holdt et bønnemøde for at takke Jehova.

Troen har praktisk værdi for dig

Det er tragisk at nogen overhovedet måtte gennemgå rædslerne i de nazistiske koncentrationslejre. Men sådan var det, og spørgsmålet er hvad vi kan lære af fangernes holdning.

Beretningen i Fange hos Stalin og Hitler bevidner at de kristne kvinder der blev omtalt, havde en stærk tro. Det var afgjort ikke en bekvemmelighedstro de havde. Selv om deres tro medførte lidelser for dem, kan vi ikke lukke øjnene for at de også havde fordele i kraft af deres stærke tro på Gud, idet de ventede på at Gud skulle fjerne al ondskab fra jorden når tiden var inde.

Deres tro gav dem høje normer. Den hjalp dem til at bevare den mentale og moralske ligevægt. Deres helbred blev ikke undergravet af bekymringer, og deres styrke blev ikke tappet på grund af fortvivlelse. Deres tro hjalp dem således til at holde livsmodet oppe dag efter dag.

Psykologen Bruno Bettelheim havde lejlighed til personligt at betragte Jehovas vidner i lejrene. Han skrev at de „ikke blot lagde en usædvanlig høj menneskelig værdighed og moral for dagen, men de syntes også at være beskyttet mod de lejrerfaringer der hurtigt gjorde det af med mennesker som jeg selv og mine psykoanalytiske venner ellers anså for at være udmærket integrerede“. — The Informed Heart (kursiveret af os).

Bogen The Dungeon Democracy tilføjer: „De blev hånet af nogle, men de ignorerede det og bevarede deres menneskelige værdighed mens andre foragteligt solgte deres for at klare sig i kampen for at overleve, der blev ført med næb og kløer.“

Selv om du muligvis aldrig vil komme ud for lidelser der er blot tilnærmelsesvis så store, kan du uden tvivl se at en sådan tro kan have stor værdi for dig. Ligesom alle andre i dag, kommer du ud for pres og problemer i det daglige. Troen på Gud vil give dig større tryghed i livet.

Tro på Gud og hans ord vil også gavne dig rent praktisk i dit forhold til andre. Når du lever i harmoni med troen vil du efter al sandsynlighed blive behandlet bedre og med større respekt. Lyder det usandsynligt i vore dages verden, hvor ’den enes død er den andens brød’? Så tænk på hvad Bruno Bettelheim også skrev om vidnerne i lejren: „Skønt det var den eneste gruppe fanger som aldrig mishandlede andre fanger eller skældte dem ud (tværtimod var de som regel meget høflige over for deres medfanger), foretrak SS-officererne dem som oppassere på grund af deres arbejdsvaner, deres duelighed, eller fordringsløse indstilling.“

Det er det samme i dag. Som følge af deres tro og Guds ånd stræber Jehovas vidner stadig efter at være venlige, milde, ærlige og flittige. (Gal. 5:23; Rom. 12:16-18, 21; Jak. 3:13; Ef. 4:28) Derfor bliver de ofte påskønnet på arbejdspladser. De har i mange tilfælde haft forholdsvis let ved at få arbejde, og ofte beholder de deres arbejde når andre bliver fyret, eller de får hurtigt mere betroede opgaver.

Troen kan også have praktisk værdi i mange andre retninger. Den kan gøre unge mennesker mere lykkelige, give dem mere indhold i livet. Den har betydning i familielivet og i spørgsmål angående kønslivet. Den kan give dig et bedre helbred og et længere liv.

Men det der efter manges opfattelse er det største udtryk for at troen virkelig er gavnlig og værdifuld, beskrives med ordene i Hebræerbrevet 11:6. Her skrev apostelen Paulus: „Uden tro er det umuligt at have [Guds] velbehag, for den der nærmer sig Gud må nødvendigvis tro at han er til og at han bliver deres belønner som ivrigt søger ham.“

Flere millioner Jehovas vidner ser i tro hen til den belønning Gud har lovet, et liv på jorden i fred, retfærdighed og lykke. (2 Pet. 3:13) Vi opfordrer dig til at tale med dem og at høre mere om denne belønning og om hvordan troen nu og til evig tid kan have praktisk værdi i dit liv.

„Alle dine børn bliver oplært af [Jehova], og stor bliver børnenes fred. Angribes du, er det uden min vilje, falde skal hver, som angriber dig. Intet våben, der smedes mod dig, skal du’, hver tunge, der trætter med dig, får du dømt.“ — Es. 54:13, 15, 17.

[Fodnoter]

[Ramme på side 7]

Hvad troen kan udvirke

I Erika von Hornsteins bog Derfor flygter vi . . . fortæller en ingeniør der har siddet i et østtysk fængsel:

„Gennem længere tid delte jeg celle med en fra Jehovas vidner, en svagelig mand, nærmest skrøbelig. Han var snedker og havde fem børn derhjemme. . . . Hver dag blev han slæbt for en embedsmand og skulle afsværge sin tro. Han gjorde det ikke. De var magtesløse, hans milde sind kunne de ikke nedbryde. Så hævnede de sig på hans svagelige krop. Trods sit skrøbelige helbred måtte han arbejde i et stenbrud sammen med os andre. . . . Hans hænder var så opsvulmede, at han om morgenen, når vi skulle op, ikke kunne bevæge en finger. Om aftenen, på marchen fra stenbruddet tilbage til cellen, sagde han sommetider hviskende til mig: ’Nu er jeg helt færdig, men det gør ikke noget, i morgen kan jeg igen.’ Om natten hørte jeg ham mumle sine bønner.

Jeg beundrede ham. Fanger, der har en tro, en idé, en overbevisning, står prøvelserne bedre igennem end så mange andre.

Denne mand blev løsladt en måned senere end jeg, og han besøgte mig hjemme. Han sad i lænestolen lige så uanfægtet som på køjen i tugthuscellen. Intet bed på ham. Ganske roligt sad han og fortalte, og jeg spurgte: ’Kan du holde det her ud længere, vil du ikke hellere over til Vesten?’

Han sagde: ’Jeg bliver dér, hvor Gud vil have mig. Jeg skal opsøge mine brødre og søstre og bringe dem vore skrifter og tale med dem om Gud. Det vil jeg gøre, indtil de fængsler mig igen.’“

[Illustration på side 8]

Gertrud Pötzinger i 1944. Hun var blandt de 275 Jehovas vidner der var indespærret i Ravensbrück

[Illustration på side 9]

Gertrud Pötzinger i dag. Hun tjener nu på Jehovas Vidners hovedkontor