Hvem taler i tunger?

„EN DAG, her i min dagligstue, knælede jeg ned og bad. Pludselig følte jeg en stor og grænseløs glæde. Jeg begyndte at lovprise Gud på engelsk og skiftede derefter til et andet sprog. Det var en vidunderlig oplevelse.“ — En kvindelig baptist i Texas.

„Så skete der det at min tunge blev grebet, og pludselig vidste jeg intet, jeg vidste overhovedet intet, men jeg følte denne trang til at tale. Jeg ville holde op med at tale, men min tunge blev tvunget til det. . . . så hører jeg mine egne ord, jeg forstår dem ikke, men jeg bliver ved at føle at min tunge tvinges til at tale.“ — Et mandligt medlem af en apostolsk menighed i Mexico.

„Det er et udtryk for noget der sker i mit hjerte.“ — En katolsk mand i Michigan, USA.

Hvad er det de beskriver? Tungetale, også kaldet glossolali.a I de sidste 10-20 år har bogstavelig talt millioner af mennesker hævdet at de har fået den mirakuløse gave af Gud at kunne tale i tunger. Denne „gave“ forekommer ikke kun inden for de „klassiske“ pinsegrupper, men i praktisk talt alle trossamfund som har tilknytning til den karismatiskeb bevægelse — den romersk-katolske, den lutherske og den presbyterianske kirke samt baptist- og metodistkirken. Ifølge en gallupundersøgelse der er offentliggjort i tidsskriftet Christianity Today, hævder cirka 5.000.000 af de 29 millioner voksne amerikanere der betragter sig som hørende til pinsebevægelsen eller den karismatiske bevægelse, at de har fået tungetalens gave.

Denne „gave“ kommer i regelen til udtryk som et ekstatisk udbrud af uforståelige ord og vendinger. For udenforstående kan det lyde som meningsløs tale, men for den oprigtige tilhænger af pinsebevægelsen eller den karismatiske bevægelse er det — som en der taler i tunger udtrykker det — „den mest vidunderlige oplevelse en kristen kan have“. Hvorfor tillægger mange tungetalens gave en sådan betydning?

„For det første,“ forklarer Felicitas D. Goodman i sin bog Speaking in Tongues (Tungetale), „er den et vidnesbyrd om den hellige ånds tilstedeværelse i den pågældende. . . . For det andet betragtes tungetale som en form for bøn der er inspireret af den hellige ånds tilstedeværelse.“ For den der oprigtigt taler i tunger er hans gave altså et tegn på at han har fået den hellige ånd. Han føler måske at hans eget ordforråd er for utilstrækkeligt til at udtrykke hans taknemmelighed over for Gud. Følgelig betragtes tungetalen „som en åndens gave der bevirker at man beder bedre“ på „et uforståeligt, ukendeligt sprog,“ siger Clark H. Pinnock, der er docent i systematisk teologi ved McMaster Divinity School i Ontario, Canada.

Men er tungetalen virkelig „et vidnesbyrd om den hellige ånds tilstedeværelse“ i et menneske? Bør man stræbe efter at få denne gave for at kunne ’bede bedre’ til Gud?

[Fodnoter]