Nidkære i „Herrens gerning“
„Vær faste, urokkelige, idet I altid har rigeligt at gøre i Herrens gerning.“ — 1 Kor. 15:58.
1. Hvorfor bør opstandelseshåbet være af stor betydning for os alle?
OPSTANDELSESHÅBET skulle altid virke som en stærk spore eller opmuntring for hver enkelt af os. På et eller andet tidspunkt kommer vi nemlig alle direkte eller indirekte i berøring med vor fjende døden. Når en af vore kære dør kan vi meditere over Jehovas storslåede hensigter, så vi ’ikke sørger ligesom de andre, der ikke har noget håb’. Vi kan have tro på at den afdøde vil opstå igen, ligesom Jesus opstod fra de døde. (1 Tess. 4:13, 14) Og vi kan have den sikre forvisning at dersom vi selv skulle dø, vil Jehova huske os i opstandelsen, såfremt vi trofast har levet op til vor indvielse til ham. — Joh. 5:28, 29; 6:40.
2. Hvordan bør vor indstilling til livet være i betragtning af det der står i Prædikeren 9:11?
2 „De sidste dage“ nærmer sig nu hurtigt deres afslutning, og mange af os håber at overleve „den store trængsel“ uden at skulle dø. (Matt. 24:21; 2 Tim. 3:1) Men selv ’hurtigløberen, heltene, de vise og de kløgtige’ er alle „bundne af tid og tilfælde“. Vi kan uventet blive ramt af sygdom eller ulykke. Hvis det skulle ske, ville det i sandhed være ønskeligt om vi af hele vort sind og hjerte, af hele vor sjæl og styrke, havde givet os selv i tjenesten for Gud, så vi kunne være sikre på at eje hans godkendelse og få del i opstandelsen! At vi bevarer vor uangribelighed kan desuden være til opmuntring og gavn for andre som lægger mærke til os og lytter til os, så de også kan blive frelst ved opstandelseshåbet. — Præd. 9:11; Mark. 12:30; 1 Tim. 4:15, 16.
Styrket ved opstandelseshåbet
3. (a) Hvilket mål må vort blik være rettet mod, og hvorfor? (b) Hvordan kan opstandelseshåbet holde kristne oppe, hvad enten de hører til de salvede eller til ’den store skare’?
3 Apostelen Paulus skrev: „Hvis vi alene i dette liv har håbet på Kristus, er vi de ynkværdigste af alle mennesker.“ Vor tro ville være nytteløs, vor forkyndelse forgæves. Men vort blik er ufravigeligt rettet mod det sikre mål, livet i Jehovas nye orden — hvad enten vi får del i det ved at overleve Harmagedon eller, som for nogles vedkommende, ved en tidlig opstandelse fra de døde. Paulus skrev ovennævnte ord til kristne som var blevet salvet med Guds ånd og som måtte underkaste sig en dåb til døden, ligesom den Jesus erfarede i de tre og et halvt år indtil sin henrettelse på Golgata. Han spurgte derfor: „Hvis døde slet ikke oprejses, hvorfor bliver de da døbt for at være sådanne?“ Ja, opstandelseshåbet holdt disse kristne oppe og gjorde det muligt for dem at udholde mange prøvelser, ligesom det kan holde kristne oppe i dag, hvad enten deres håb er evigt liv i det himmelske rige eller — for de flestes vedkommende — liv i dette riges jordiske domæne. — 1 Kor. 15:13-19, 29.
4. Hvorfor bør vi undgå at blive besmittet af den epikuræiske livsanskuelse?
4 Idet Paulus beskriver forholdene dengang siger han videre: „Hvorfor er vi i fare hver time? Daglig står jeg ansigt til ansigt med døden. Dette forsikrer jeg ved den stolthed som jeg i Kristus Jesus, vor Herre, føler over jer, brødre. Hvis jeg på menneskers vis har kæmpet med vilde dyr i Efesus, hvad gavner det mig så? Hvis døde ikke oprejses, så ’lad os spise og drikke, for i morgen skal vi dø’.“ Under forkyndelsen af „den gode nyhed“, der i første række handlede om den opstandne Kristus, kom Paulus ud for forfølgelse og mange farer, og under alt dette erfarede han Guds beskyttelse og velsignelse. Hvis opstandelsen blot var et bedrag, ville alt dette have været forgæves. I så fald kunne Paulus og hans brødre i Korint lige så godt have nydt livet, ligesom de epikuræiske filosoffer og deres disciple. — 1 Kor. 15:30-32.
5. (a) Hvor virkeligt skulle opstandelseshåbet være for os? (b) Hvilke gode eksempler fra nutiden kan vi se hen til?
5 Opstandelseshåbet og det messianske rige er imidlertid virkeligheder der er knyttet til Guds evige hensigt. Ligesom dette håb styrkede de kristne på apostlenes tid, kan det styrke os i dag. Jehovas Vidners historie i nyere tid er fyldt med beretninger om tusinder af kristne der standhaftigt har stået ansigt til ansigt med døden, i bevidstheden om at deres uangribelighed sikrede dem en tidlig opstandelse enten i ’den nye himmel’ eller på ’den nye jord’. Der er for eksempel de hundreder af vidner som blev halshugget, skudt, sultet ihjel eller pryglet til døde i den katolske Hitlers koncentrationslejre. Siden da er mange blevet forfulgt og har udholdt farer i visse udviklingslande og socialistiske stater. Men de har altid sat deres lid til Guds kommende rige. Dette rige har været deres mål, hvad enten de ville få del i det ved at overleve „den store trængsel“ eller ved en opstandelse. Det bør være det samme mål vi hver især stiler efter nu! — Åb. 21:1-4.
6. Hvilket eksempel fra Afrika virker som en tilskyndelse for tilsynsmænd til frygtløst at give sig selv?
6 Tag for eksempel det afrikanske land Zimbabwe, der i mange år var splittet af borgerkrig. I denne voldsperiode gjorde Jehovas vidner sig bemærket på grund af deres neutralitet og deres vedvarende forkyndelse af Riget. (Joh. 17:16) Det var især farligt for de rejsende tilsynsmænd at fortsætte med at aflægge deres opbyggende besøg i menighederne. Men de gjorde det, med livet som indsats. Undertiden blev disse trofaste brødre standset når de var på vej fra den ene menighed til den anden. De blev anklaget for at være fremmede og spioner, og man truede dem på livet. En kredstilsynsmand blev dræbt og hans lig efterladt ved hans cykel som en advarsel til forbipasserende. Andre kredstilsynsmænd fortsatte imidlertid frygtløst i deres tjeneste, indtil mere fredelige tider skabte en lettelse i situationen. Måtte vi, dersom vi nogen sinde skulle komme ud for lignende omstændigheder, da fortsætte lige så frygtløst i vor „hellige tjeneste“ for Gud! — Luk. 12:4-7; Rom. 12:1, 2.
7. Hvordan er vore brødre i El Salvador blevet velsignet fordi de har holdt fast ved deres håb?
7 I dag råder der en lignende kritisk situation i El Salvador, hvor borgerkrigen er blusset op overalt i landet. Også her forholder Jehovas vidner sig strengt neutrale over for voldshandlingerne. Alligevel er nogle blevet dræbt, fordi de er kommet i krydsild mellem de stridende parter. Men trofaste ældste har fortsat betjent menigheder og isolerede grupper, idet de har styrket og opmuntret disse. (Jævnfør Esajas 32:1, 2.) Nogle har med nød og næppe undgået at blive dræbt, men trods dette er de besluttede på at fortsætte deres undervisning og hyrdegerning, selv om det stadig er med fare for deres liv. (1 Pet. 5:1-4) Menighederne holder deres møder inden udgangsforbudet, og Jehova har rigt velsignet dem med en 22 procents forøgelse i antallet af forkyndere i 1981. Ved tjenesteårets afslutning ledede de 8242 forkyndere i landet 13.948 hjemmebibelstudier med nyinteresserede. Hvor vidunderligt velsigner Gud ikke dem der fortsætter frygtløst, selv om de er „i fare hver time“!
8, 9. (a) Hvordan er nogle i velstående lande blevet vildledt? (b) Hvordan bør vi reagere, og hvorfor?
8 I mere velstående og tilsyneladende mere „sikre“ lande er nogle imidlertid blevet forledt til at følge en i åndelig henseende farlig kurs. De mener åbenbart at de kan stå med et ben i hver lejr, altså mænge sig med verden og nyde livet på epikuræisk manér, og samtidig forblive i Guds organisation. De er måske blevet påvirket ved uforstandigt at pleje omgang med nogle der er faldet fra, og det har sløret deres værdsættelse af det privilegium det er at udføre en regelmæssig og nidkær tjeneste for Riget. Hvor tåbeligt! Paulus siger udtrykkeligt: „Bliv ikke vildledt. Dårligt selskab ødelægger gode vaner.“ Det er så let at erstatte gode teokratiske vaner — regelmæssig overværelse af møderne og deltagelse i tjenesten for Gud — med en egenrådig verdens fornøjelser. Synet af Guds nye orden blegner for dem, og det samme gør opstandelseshåbet. Det var det der skete for Hymenæus, Aleksander og Filetus på Paulus’ tid. Og sørgeligt nok sker det også for nogle i dag. — 1 Kor. 15:33; 1 Tim. 1:18-20; 2 Tim. 2:15-19.
9 Måtte de føle sig beskæmmede, de der på dette sene tidspunkt vender sig fra Jehovas organisation og undlader at støtte den helhjertet! Den nuværende verdensordning befinder sig på afgrundens rand. Kun ved at ’stå i den gode nyhed’ og ved at ’holde fast’ ved den, kan vi „også frelses“ ved den. Det er nødvendigt at vi fortsat vokser i kundskaben om Gud. Paulus siger meget træffende til dem der har undladt at gøre dette: „Vågn op til ædruelighed med en ret adfærd, og øv ikke synd, for nogle er uden kundskab om Gud. Jeg siger det for at få jer til at føle skam.“ — 1 Kor. 15:1, 2, 34.
„Vær faste“
10. (a) Hvilken indstilling har både Paulus og nutidens ’trælleskare’ til deres „elskede brødre“? (b) Hvordan kommer dette til udtryk i vor årstekst for 1982?
10 Paulus slutter sin argumentation til støtte for det vidunderlige opstandelseshåb i en inderlig og kærlig tone. „Derfor, mine elskede brødre,“ siger han. Han ønsker at hans åndelige brødre skal nå deres mål. På samme måde ligger det „den trofaste og kloge træl“ i vor tid stærkt på sinde at yde åndelig hjælp til de millioner i hele verden som er interesseret i Jehovas kommende rige. Det er ’trællens’ ønske at alle medlemmer af ’den store skare’ skal opfylde betingelserne for at opnå livet i Rigets jordiske domæne. De må ’vaske deres klæder, og tjene Gud for at komme uskadt „ud af den store trængsel“. (Matt. 24:45-47; Åb. 7:9, 14) Det indebærer at de nidkært tager del i Herren Jesu Kristi gerning, hvilket fremgår af følgende ord af Paulus, som Jehovas Vidner har valgt til deres årstekst for 1982.
„Vær faste, urokkelige, idet I altid har rigeligt at gøre i Herrens gerning.“ — 1 Kor. 15:58.
11. Hvad vil det sige at ’være fast’?
11 De der ønsker at komme ind i Jehovas nye orden må være „faste“. Det vil sige at de må være standhaftige, vedholdende og målbevidste. Den tro vi har må være en sikker forventning om de ting der endnu ikke ses, men som gennem vort studium af Bibelen er blevet lige så virkelige for os som var de her allerede. — Hebr. 11:1.
12. Hvilke grunde har vi til at være faste i vor tjeneste?
12 Vi ved at det messianske rige er nær, idet det blev oprettet i himmelen i 1914. Vi har set „tegnet“ på Kristi „nærværelse“ i Rigets herlighed i de voldsomme begivenheder der har fundet sted på jorden i disse „sidste dage“. Vi har bemærket hvordan englene har ledet Guds tjenere, idet disse med nidkærhed har forkyndt „på hele den beboede jord“ så bogstavelig talt millioner af mennesker har givet agt på „den gode nyhed“. Presset fra Satans verden vil uden tvivl tiltage, men skulle dét få os til at være mindre standhaftige i vor „hellige tjeneste“, vor dyrebare tjeneste for den suveræne Herre, Jehova Gud? Naturligvis ikke! — Matt. 24:3-14; 25:31-34; Åb. 7:15; 14:6, 7.
„Vær . . . urokkelige“
13. Hvordan kan vi, ligesom Job, vise at vi er „urokkelige“?
13 Paulus formaner os også til at være „urokkelige“, et udtryk der er beslægtet med at være „faste“. Det vil sige at vi aldrig må lade os rokke i vor uangribelighed med hensyn til at holde Guds bud. Det var denne indstilling den uangribelige Job lagde for dagen. Han sagde om sin Gud og Dommer: „Når han prøver mig, går jeg ud af hans prøve som guld.“ Har vi en sådan tillid? Det kan vi have hvis vi, ligesom Job, kan sige til Jehova: „Jeg har holdt mig til hans vej uden at bøje af. Jeg viger ikke fra hans læbers bud. Jeg har gemt hans munds ord — mere end det var foreskrevet mig.“ (Job 23:10-12, NW) Dersom vi, ligesom Job, vil gøre mere end det der er „foreskrevet os“ i forbindelse med vore regelmæssige møder, og grave dybt i Vagttårnsselskabets publikationer for at finde yderligere oplysninger om hvordan Guds ord finder anvendelse i vor tid, vil vi afgjort blive hjulpet til at forblive faste og urokkelige i sandheden.
14. (a) Hvordan har Vagttårnet ladet et stadig større lys skinne for oprigtige mennesker, og med hvilket resultat? (b) Hvilken advarsel har det ladet lyde, og hvordan har mange reageret?
14 I mere end 100 år har Vagttårnet, Forkynder af Jehovas rige nu tegnet et stadig tydeligere omrids af det bibelske sandhedsmønster angående Jesu genløsning, opstandelseshåbet og det kommende Guds rige. Gennem dets spalter er Bibelen blevet gjort levende for millioner af oprigtige mennesker. Det har hjulpet dem til at se de vildfarelser der læres i kristenhedens kirkesamfund, ja i hele den falske religions verdensimperium — „Babylon den Store“. Det har henledt opmærksomheden på det store Babylons åndelige fald og har ladet engelens profetiske befaling lyde: „Gå ud fra hende, mit folk, for at I ikke skal være delagtige med hende i hendes synder, og for at I ikke skal få del i hendes plager.“ (Åb. 17:1, 5, 15, 18; 18:2, 4) Mange er blevet hjulpet til at følge denne opfordring og er blevet loyale tilhængere af Jehovas messianske rige.
15, 16. (a) Hvad har nogle ikke indset og værdsat? (b) Hvem er „den træl“ der omtales i Mattæus 24:46? (c) Hvornår og hvordan blev det, i forbindelse med denne „træl“, klart at Gud kun benyttede én kanal til at udbrede sandheden?
15 Der har imidlertid også altid været nogle som, i stedet for at forblive urokkelige og loyalt støtte Riget, ønsker at vende tilbage til den falske religions læresætninger og livsførelse. De indser og værdsætter ikke at Herren Kristus Jesus benytter den salvede skare af sine disciple på jorden som ’en trofast og klog træl’ til at uddele åndelig mad. — Matt. 24:45-47.
16 Det var i 1895 at nogle venner af Zion’s Watch Tower for første gang fremsatte den tanke at dette tidsskrift var knyttet til „den træl“ eller „den tjener“. (Matt. 24:46, NV og da. aut.) Fjender gjorde voldsomme indsigelser mod dette synspunkt, og i The Watch Tower for 1. oktober 1909 kunne man således læse følgende:
„Vore venner hævder at dette skriftsted vidner om at Herren ved denne evangeliealders afslutning ikke ville benytte mange kanaler til at udbrede sandheden, men kun én kanal . . . De gør gældende at de alle har fået deres kundskab om den nærværende sandhed direkte fra Watch Tower Bible and Tract Societys publikationer, eller indirekte gennem dem der har modtaget deres oplysninger gennem denne kanal. Følgelig er de glade for som ’medtjenere’ at samarbejde med Selskabet i dets gerning, idet de tror på at de derved følger det guddommelige forsyns ledelse, såvel som det guddommelige ords anvisninger.“
17. (a) Hvordan har nogle før og nu søgt at bringe sandheden i miskredit? (b) Hvorfor bør vi være lykkelige over at forblive „urokkelige“ i vort samarbejde med ’trællen’?
17 Under henvisning til de nævnte fjender af sandheden sagde The Watch Tower videre:
„De forsøger at vende de oplystes sind i en anden retning ved at fortælle dem at ’enhver selv bør grave’ den guddommelige sandheds skatte frem og at Selskabets publikationer blot har givet dem et grundlag som de nu bør bygge videre på, sådan at dets [Selskabets] lærepunkter til sidst vil blive trængt helt i baggrunden. Disse illoyale ’medtjenere’ hævder endvidere at der er fare for at man begynder at tilbede Selskabet, og at man for at undgå det praktisk talt er nødt til at give det et spark eller at vende det ryggen. De siger: Lad os studere Bibelen, men lad os udelukke Selskabets publikationer!“
Dette blev skrevet for mere end 72 år siden, og den dag i dag er der stadig nogle få som forsøger at bringe det sandhedsmønster som Jehova lidt efter lidt har åbenbaret gennem sin ene kanal, i miskredit. Nu da sandhedens lys skinner klarere og klarere, burde vi i stedet være lykkelige over at forblive „urokkelige“ i vort samarbejde med Herrens ’trofaste træl’! — Kol. 1:21-23.
„Idet I altid har rigeligt at gøre i Herrens gerning“
18. (a) Hvad er opskriften på at bevare sig åndeligt sund, og hvordan fremgår det af Ordsprogene? (b) Hvordan kan vi have „rigeligt at gøre i Herrens gerning“?
18 Ja, vi bør have „rigeligt at gøre“, ikke med vore egne interesser, men i Herren Jesu Kristi gerning. Det er opskriften på at bevare sig åndeligt sund. Åndelig dovenskab kan føre til tvivl. Som det fremgår af Ordsprogene 19:15 kan dette være skæbnesvangert: „Dovenskab sænker i dvale, den lade sjæl må sulte.“ Vedholdende åndelig dovenskab kan føre til åndelig underernæring og død. Lad os derfor være travlt optaget af regelmæssigt at forkynde fra hus til hus (selv i distrikter hvor folk ikke vil høre), aflægge uformelle vidnesbyrd ved enhver lejlighed, genbesøge retsindige mennesker og lede regelmæssige hjemmebibelstudier med dem over en af Selskabets publikationer. Nogle af os kan måske udføre et banebrydende arbejde som „pionerer“ eller heltidsforkyndere i denne gerning der blev påbegyndt af Herren Jesus, som er „troens banebryder“. — Hebr. 12:2, da. aut.; Es. 6:8-10.
19. Hvilken ånd kan vi alle have, og hvordan kan nogle få en større andel i denne gerning?
19 Hvad enten vi virker som pionerer eller ej, kan vi alle udføre vor „hellige tjeneste“ med glæde, med den sande pionerånd. Mange af os kan måske fra tid til anden virke som „hjælpepionerer“, og hvis den glæde vi opnår derved kan tilskynde nogle af os til at blive almindelige pionerer, vil vi få en endnu større andel i „Herrens gerning“. — Rom. 12:1, 2.
20. (a) Hvem har vi det privilegium at samarbejde med? (b) Med hvilken forvisning bør vi fortsætte mod målet? (c) Hvilke ord af Paulus bør vi ønske at gøre til vore egne, og hvorfor?
20 Herren Jesu gerning, som indebærer at vi går i hans fodspor, er også „Jehovas gerning“. (1 Kor. 16:10; Joh. 5:17) Vi har således det storslåede privilegium at samarbejde med den suveræne Herre Jehova, Herren Jesus Kristus og de himmelske engle her ved „afslutningen på tingenes ordning“. (1 Kor. 3:9; Matt. 25:31-33; 28:19, 20) Vi ved at vort arbejde „ikke er forgæves i forbindelse med Herren“. Måtte vi da, hvad enten vi får del i den nye orden ved en opstandelse eller ved at overleve „den store trængsel“, kunne sige som den trofaste apostel Paulus i Første Korinterbrev 15:57: „Tak til Gud, for han giver os sejren gennem vor Herre Jesus Kristus!“ Ja, en sejr over døden der vil føre til det evige livs storslåede velsignelser!
Forstår du disse punkter?
● Hvorfor det er nødvendigt altid at bevare opstandelseshåbet levende
● Hvilken opmuntring opstandelseshåbet er for de af vore brødre der daglig må stå ansigt til ansigt med døden
● Hvorfor de der omgås tvivlere eller frafaldne bør „føle skam“
● Hvorfor det er nødvendigt at være fast og urokkelig for at opnå livet i Jehovas nye orden
● Hvilken betydning der ligger i den udtalelse om „én kanal“ der stod at læse i The Watch Tower for mere end 70 år siden
● Hvordan det kan tjene som en beskyttelse for os at være pionerer eller på anden måde at ’have rigeligt at gøre i Herrens gerning’
[Illustration på side 15]
Nogle frygtløse tilsynsmænd tjener „i fare hver time“
[Illustration på side 16]
Regelmæssig overværelse af møderne og deltagelse i tjenesten hjælper os til at være nidkære for Guds rige