Kirkerne engagerer sig

„DET er på tide at gudfrygtige mennesker får indflydelse på landets styre.“ Sådan siger en californisk præst. Er du enig med ham? Mener du også at religiøse mennesker bør engagere sig i politik? Mange hælder til den anskuelse, idet de med forfærdelse er vidne til den faldende moral, den stigende kriminalitet, den kriseramte økonomi, den internationale spænding, fattigdommen, sulten og den voksende vantro i verden.

Det er sandt at mange af disse problemer skyldes regeringerne. Men ofte er regeringerne magtesløse. Og mange af dem er blevet belastet af skandaler. Rapporter om korruption og bedrag har svækket folks tillid til regeringerne i den grad at mange er enige med en midaldrende moder der sagde: „Jeg begynder at tro at hele det politiske system er blevet korrupt og umoralsk.“

Derfor synes mange oprigtige mennesker at religionen bør træde til. De går ud fra at kirkerne repræsenterer Gud, og de mener — med rette — at der kræves mere end menneskelig viden for at løse de mange problemer. De beder Gud om hjælp, men de er ikke sikre på nøjagtig hvordan han vil hjælpe dem. De føler at de selv er nødt til at gøre noget. Derfor ser de gerne at „gudfrygtige mennesker“ engagerer sig i politik for at bringe lidt „gudsfrygt“ ind i styret. Flere og flere præster og andre med en religiøs overbevisning går aktivt ind i politik.

Er det den bedste hjælp religionen kan yde? Lad os se hvad nogle af disse religiøse mennesker foretager sig, og høre hvad de håber at udrette.

Religion i politik

Nogle af de amerikanske kirker har korridorpolitikere i selve Washington, D.C., hvor de søger at påvirke lovgiverne. Hvad håber de at udrette? En katolsk præst forklarer: „Vi føler at vi har en stærk og langtrækkende indflydelse på de moralske holdninger der bliver bestemmende for landets politiske kurs.“ En protestantisk præst tilføjer: „Vi bør kunne sige til regeringen: ’I har gjort noget forkert; I har valgt den forkerte vej.’“

Denne korridorpolitik føres diskret og ubemærket, og den har stået på længe. Et nyere fænomen — som har gjort sig langt mere bemærket — er særinteressegrupper som er blevet samlet og organiseret af protestantiske fundamentalister. Disse grupper, som for eksempel Det moralske Flertal i De forenede Stater, har taget kraftigt til orde angående emner som støtte til Israel, homoseksuelles rettigheder, aftalen om Panamakanalen, Taiwans sikkerhed og abortlovgivningen. Politikerne har lært ikke at undervurdere deres indflydelse. Senatorer som har støttet forslag der ikke faldt i god jord hos disse grupper, har ikke opnået genvalg.

Kirkernes Verdensråd, der har sit hovedsæde i Europa, er blevet engageret i politik på en anden måde. Siden 1970 har det skænket over 20 millioner kroner til understøttelse af forskellige revolutionære bevægelser.

Der er ordinerede præster som søger at blive indvalgt i lovgivende forsamlinger. Men det mest direkte engagement er nok det der omtales i en avisoverskrift fra sidste år: „Filippinske præster forlader deres sogne, går med i oprørsbevægelse.“ Artiklen fortalte om fire katolske præster der havde sluttet sig til en kommunistisk guerillastyrke. Mange andre gejstlige forskellige steder i verden er gået med i den slags radikale bevægelser, men prisen har været høj. I Latinamerika har det inden for de sidste ti år medført at antagelig 850 præster, nonner og lægfolk er blevet landsforvist, bortført eller dræbt.

Hvordan ser du på at religiøse ledere engagerer sig i politik på denne måde? Bifalder du det? Eller er du i tvivl? Måske har du ikke noget imod at præster diskret udtaler sig om deres mening i politiske spørgsmål, hvorimod du er betænkelig ved at kirkens mænd slutter sig til revolutionære bevægelser.

Men hvis vi overhovedet accepterer at kirkerne engagerer sig i politik, bliver det meget vanskeligt at trække grænsen. Hvis det er i orden at nogle ordinerede præster fører stilfærdig korridorpolitik i et lands hovedstad for at fremme programmer som de finder gode, hvorfor er det da forkert at protestantiske fundamentalister organiserer landsdækkende pressionsgrupper for at fremme programmer som har betydning for dem? Og hvis Det moralske Flertal kan udtale sig til forsvar for Israel, hvorfor kan Kirkernes Verdensråd da ikke give penge til militære formål som det går ind for? Og hvis det ikke er forkert, hvem kan da indvende noget imod at katolske præster, i stedet for at lade andre løbe risikoen og betale dem for det, selv kæmper og dør for sager de støtter i Sydamerika og Asien?

Og dog . . . hvad mener du om dette ræsonnement? Er det helt i orden, eller er der ikke noget der halter? Er dét virkelig den bedste hjælp religionen kan yde menneskeheden i disse svære tider?

At kirkerne søger at påvirke den politiske udvikling, er ikke noget nyt. I nedenstående skema nævnes nogle fremtrædende eksempler på blanding af religion og politik.

[Ramme på side 4]

■ I 1095 udsendte pave Urban II en appel til de vesteuropæiske landes hære om at „komme deres brødre i det kristne Østen til hjælp“ mod tyrkerne. Resultatet var det første korstog og dermed korsfarertiden, som i to hundrede år medførte uhyrlige blodsudgydelser.

■ I det tolvte århundrede skænkede pave Hadrian IV officielt Irland til den engelske konge, Henrik II, hvilket (i de troendes øjne) gyldiggjorde den engelske erobring af landet.

■ I 1524 gjorde de tyske bønder oprør, delvis som følge af Martin Luthers lære. Skønt Luther i begyndelsen gik ind for opstanden, anbefalede han i 1525 de tyske fyrster at knuse de „rovbegærlige, morderiske horder af bønder“. Fyrsterne fulgte hans råd med stor grusomhed.

■ I 1618 var en bøhmisk fyrstes forsøg på at påtvinge en protestantisk befolkning katolicismen, med til at udløse Trediveårskrigen.

■ I 1918 udtalte kristenhedens kirker sig til støtte for Folkeforbundet — uden at Forbundet dermed blev nogen succes. Kun tyve år senere blev verden kastet ud i den værste krig i menneskehedens historie. Nu har kristenhedens kirker hyldet De forenede Nationer. Men nationerne er mere splittede og mere svært bevæbnede end nogen sinde før.