Hvordan kan religion lette spændingen i verden?

UNDERTRYKKELSE, sult, dalende moral, stofmisbrug, truslen om en atomkrig — det er nogle af de ting der får præster til at være politisk aktive. Alle kristne er naturligvis bekymrede over disse forhold. Men kan man lette spændingen i verden ved at engagere sig i politik?

Religiøse ledere engagerer sig i politik fordi de ønsker at fremme ’en moralsk holdning’ eller fordi de gerne vil kunne advare regeringerne om at de vælger „den forkerte vej“. Men hvad så når kirkefolkene selv vælger en forkert vej? For kort tid siden var der for eksempel en serbisk præst der forsøgte at fremme den serbiske nationalismes sag ved at bombe en jugoslavisk konsuls hjem i De forenede Stater. En sådan terrorhandling er naturligvis forkert, og den bliver ikke mindre forkert af at det er en præst der øver den. Hvad præstens bevæggrunde end var, hævdede han at repræsentere Gud. Men Guds ord siger klart til alle som tror på ham: „I må ikke hævne jer, . . . for der står skrevet: ’Hævnen er min; jeg vil gengælde, siger Jehova.’“ (Romerne 12:19) Handlinger af den art som blev begået af denne præst, er med til at svække den moralske ledelse som nogle kirkesamfund søger at give.

Selv i den katolske kirke er der mange som nærer alvorlig tvivl med hensyn til det at præster og nonner engagerer sig i revolutionære bevægelser. En jesuit i Colombia siger: „De første der kommer til at lide under en væbnet opstand er de fattige selv, ikke præsterne eller biskopperne. Hvordan kan vi gå ind for den slags?“ Paven selv har forsøgt at begrænse den politiske aktivisme, idet han har sagt at det er præstens eller nonnens pligt at sørge for hjordens åndelige behov i stedet for at organisere den til at gøre oprør.

Kirkernes Verdensråds bidrag til revolutionære grupper har ligeledes givet anledning til stridigheder, især da det viste sig at nogle af de grupper der blev understøttet, ikke var gået af vejen for at forfølge missionærer! Frelsens Hær trådte ud af Verdensrådet af samme grund.

Selv de protestantiske pressionsgrupper i De forenede Stater er blevet kritiseret. En redaktør har i den forbindelse skrevet at „alt hvad der er tilbage af Jesus på de kristnes højrefløj, er hans navn“. Denne redaktør mener åbenbart at de pågældende præster, ved at engagere sig i politik, optræder mere som skrupelløse politikere end som ordets tjenere. Dette minder os om bibelskribenten Jakobs formaning om at en sand kristen bør „holde sig uplettet af verden“. — Jakob 1:27.

Vi ser altså at præsters politiske aktivisme rejser alvorlige spørgsmål i tænkende menneskers sind. Men hvad så hvis de religiøse ledere begrænser sig til at give „diskrete“ råd vedrørende bestemte politiske spørgsmål? Selv dét volder problemer, eftersom forskellige religiøse ledere giver indbyrdes modstridende råd. De er ikke med til at lette spændingen i verden.

I De forenede Stater går nogle religiøse ledere for eksempel ind for nedrustning. Andre så imidlertid gerne at deres land havde „det stærkeste militær siden skabelsen“. Det moralske Flertal arbejder for at Amerika, og dermed det kapitalistiske system, skal „overleve“. En talsmand for Kirkernes Verdensråd har derimod skrevet: „En verdensrevolution er nødvendig for at redde menneskeheden fra udslettelse, ødelæggelse, udnyttelse og undertrykkelse, som alt sammen er skabt af det kapitalistiske system.“ Han fortsætter med at lovprise den cubanske version af denne „verdensrevolution“.

Endog i spørgsmål om kønsmoral har de religiøse ledere divergerende meninger, så hvordan skal den udenforstående kunne vide hvad der er den moralske standard man bør fastholde og hvad der er „den forkerte vej“ man bør undgå? Hvad er rigtigt og hvad er forkert? Afhænger det alt sammen af den enkeltes nationalitet, politiske observans, hudfarve eller økonomiske status? Eller har Gud opstillet en norm der gælder for alle mennesker alle vegne?

Religionens engagement i politik har i mange henseender snarere skabt forvirring end at bringe „lidt gudsfrygt“ ind i de instanser der styrer verden. Vil det sige at religionen ikke har nogen rolle at spille? Kan den ikke bidrage til at lette spændingen i verden?

Den bedste måde at hjælpe på

Jo, sand religion kan yde et enormt bidrag. Men hvordan? For at forstå det må vi først have rede på nogle grundlæggende kendsgerninger.

For det første må religionen, for at have værdi, tale med Guds røst og ikke menneskers. Hvordan kan den gøre det? Bibelen siger: „Hele Skriften er inspireret af Gud og gavnlig til undervisning, til retledning, til reformering, til optugtelse i retfærdighed, så Guds-mennesket kan være fuldt ud dygtigt, fuldt udrustet til enhver god gerning.“ (2 Timoteus 3:16, 17) Hvis en præst eller prædikant giver udtryk for sin egen mening, så er denne mening — selv om han holder en bibel i hånden — ikke mere værd end enhver andens mening. Men hvis det han siger er noget der står i Bibelen, i „Skriften“, er det et udtryk for Guds tanker.

For det andet sagde Jesus at hans rige ’ikke var en del af denne verden’. (Johannes 18:36) Den sande, bibelske religion er derfor neutral med hensyn til verdens politik. Den er hverken for eller imod nogen nation eller race, noget politisk system eller nogen økonomisk ordning. Kristne går ind for Guds rige, ikke for et af denne verdens ’riger’. En kristen skal ikke tage parti i denne verdens politiske stridigheder, lige så lidt som Jesus tog parti i de ømtålelige stridsspørgsmål der var mellem jøderne og romerne dengang. — Markus 12:17.

Ligesom de kristne gør i dag, hjalp Jesus de syge og nødlidende rent fysisk når han kunne. Men han engagerede sig ikke i politik. Hans hovedopgave var at forkynde „den gode nyhed om riget“. (Mattæus 9:35) Dette er stadig den bedste måde en kristen kan hjælpe sin næste på i betragtning af de vanskelige forhold i verden.

Hvorfor er det bedre at forkynde „den gode nyhed“ end at gå ind i politik? Fordi — hvilket enhver der tænker realistisk over tingene må indrømme — menneskehedens problemer aldrig vil blive løst fuldstændigt ad politisk vej, uanset hvor dygtige og oprigtige nogle politikere måtte være. Der skal overmenneskelig magt og myndighed til at fjerne fattigdom, sygdom, korruption og alle de andre samfundsonder. Og Bibelen forklarer at det kun vil ske ved Guds rige, hans himmelske regering med Jesus Kristus som konge. — Jeremias 10:23; Daniel 2:44.

Den opgave Jesus pålagde sine efterfølgere var derfor ikke at forsøge at påvirke politikerne i verden, men at gøre disciple, hvilket de gør i dag ved at forkynde „denne gode nyhed om riget“ på hele den beboede jord. (Mattæus 24:14) De skal oplyse folk om grunden til at dette rige vil fjerne spændingen i verden, og om beviserne for at det nu vil ske meget snart. Deres opgave består i at fortælle andre om de velsignelser dette rige vil bringe både nu og i fremtiden, og de skal hjælpe folk til at blive Jesu Kristi disciple så de kan få del i disse velsignelser. — Mattæus 28:19, 20; 1 Timoteus 4:8; Åbenbaringen 21:3, 4.

Dette budskab er af største værdi for dem der tager imod det. Det besvarer deres vanskeligste spørgsmål, fjerner deres tvivl, hjælper dem til at overvinde deres bekymringer, og viser dem hvordan de opnår „Guds fred, som overgår al forstand“. — Filipperne 4:6, 7.

Er dette nok?

Nogle synes åbenbart ikke at dette er nok. En politisk aktiv præst i et vestligt land der overskylles af verdslighed og umoralitet, siger: „Vi er som kristne nødt til at have en hårdhudet aktivistisk indstilling . . . ellers er vi færdige.“ Men vil kristendommen lide nederlag hvis dens tilhængere ikke bliver politiske aktivister?

Visse missionærer i fattige lande synes heller ikke det er nok at forkynde evangeliet eller „den gode nyhed“. De mener at folk må have hjælp nu, og det er derfor de tager del i revolutionære bestræbelser, skønt det er ganske klart at ethvert forsøg på at vælte det bestående styre er i strid med den bibelske vejledning: „Lad enhver sjæl underordne sig under de højere myndigheder.“ (Romerne 13:1) Det er også i klar modstrid med Jesu og hans første disciples holdning, eftersom de ikke var „en del af verden“. (Johannes 17:16) Sådanne bestræbelser tjener kun til at øge spændingen.

Jesus lovede sine sande disciple: „Se, jeg er med jer alle dage indtil afslutningen på tingenes ordning.“ (Mattæus 28:20) I de første århundreder efter Jesu død troede de kristne på dette løfte. De holdt sig fri af politik. Og selv om de blev forfulgt og levede midt i en vantro verden, overlevede den kristne tro.

Jesus er stadig med sine disciple i dag. Han er stadig i stand til at bevare den sande kristendom uden at de kristne behøver at engagere sig i politik. Og han vil gennemføre Guds hensigt, som er at omdanne jorden til et paradis fyldt med lykkelige mennesker, uden hensyn til at mange mennesker i dag føler at de selv er nødt til at ændre verden. — Daniel 2:44; Åbenbaringen 21:4.

Men er evangeliet eller „den gode nyhed“ nok for de fattige i verden? Et af Jehovas vidner der i mange år har tjent som missionær i det fjerne østen siger:

„Det er sandt at vi ofte blev bedrøvede over den fattigdom vi så. Men hvad ville det have hjulpet om vi havde tilskyndet de fattige til at gøre oprør? Hvem kunne garantere at den næste regering ville blive bedre?

Vi henledte derfor opmærksomheden på en regering som vi vidste ville være bedre, Guds rige. Og når de fattige tog imod den gode nyhed om dette rige, fornemmede de et nyt forhold til Gud. De følte at han virkelig interesserede sig for dem, og de oplevede hvordan han hjalp dem i de kriser de kom ud for. Dette gav dem en følelse af personligt værd og tillid til fremtiden.“

Et andet Jehovas vidne, der i mange år har forkyndt „den gode nyhed om riget“ i Mellemamerika, udtaler sig i samme retning. Og han tilføjer: „De fattige der tog imod ’den gode nyhed’ opgav deres tidligere overtro og deres laster, såsom rygning, spillelidenskab, drukkenskab og det at tygge betelnød; ofte blev deres materielle forhold også forbedret, fordi de nu brugte deres midler bedre. Og når de lod det åndelige komme først i livet, blev det lettere for dem at bære den materielle fattigdom. De var ikke længere misundelige på de rige, eftersom de indså at de havde noget som mange rige ikke havde.“

Ja, det er ganske naturligt at være bekymret over den voksende gudløshed, den udbredte undertrykkelse, den omsiggribende hungersnød og alle de andre dårligdomme som denne tingenes ordning er hjemsøgt af. Disse problemers fortsatte eksistens viser hvor hårdt vi trænger til Guds rige. Det er det eneste håb for en lykkelig fremtid, og kun den sande kristne religion som bygger på Bibelen, er virkelig i stand til at hjælpe mennesker til at få tro på det. Derved yder den sande religion den bedst mulige hjælp til at lette spændingen i verden.

[Tekstcitat på side 6]

Nogle præster så gerne at deres land fik „det stærkeste militær siden skabelsen“

[Illustration på side 7]

Jesus lærte sine efterfølgere at gøre disciple, ikke at være politiske aktivister

[Illustration på side 8]

Bibelens budskab hjælper folk til at klare problemer og kriser i livet