Andre fordele ved „Ny Verden-oversættelsen“

Ny Verden-oversættelsen har nuancer som anbefaler den til de mennesker der elsker Guds ord. En af dem er at den så vidt muligt respekterer formerne af de hebraiske og græske udsagnsord og for eksempel skelner mellem en enkelt handling og en handling der fortsætter eller gentages. De oversættelser der ikke skelner på denne måde, deriblandt den autoriserede danske oversættelse af 1948, får apostelen Johannes til at modsige sig selv. I Første Johannesbrev 2:1 siger Johannes ifølge den autoriserede oversættelse: „Synder nogen, så har vi en talsmand hos Faderen.“ Men i kapitel 3, vers 6, læser vi: „Enhver, der bliver i ham, synder ikke.“ Denne modsigelse opklares imidlertid i Ny Verden-oversættelsen, for den siger i Første Johannesbrev 2:1: „Hvis nogen begår en synd, har vi en hjælper hos Faderen,“ hvorimod den i kapitel 3, vers 6, siger: „Enhver som forbliver i samhørighed med ham øver ikke synd.“

Og i Lukas 11:5-10 slår Jesus ved hjælp af en lignelse fast at vi må være vedholdende i bønnen. Derfor siger han ikke blot at vi skal „bede“, „søge“ og „banke på“, og at Gud så vil høre os, men at vi skal ’blive ved med at bede’, ’blive ved med at søge’ og ’blive ved med at banke på’. Der er altså tale om en fortsat handling.

Desuden søger Ny Verden-oversættelsen at få nuancer frem ved at skelne mellem det græske tillægsord kalos, der betyder god, brugbar, duelig, fortræffelig, og agathos, der hovedsagelig betyder god i modsætning til ond. I Johannes 10:2-16 omtaler Jesus derfor ikke sig selv som blot en god hyrde, men som en rigtig, duelig hyrde.

Ny Verden-oversættelsen søger også at skelne mellem de fem hebraiske ord der som regel gengives i flæng med „mand“ eller „menneske“. Der er forskel på disse ords betydning, og de hebraiske bibelskribenter tog hensyn til denne forskel. I overensstemmelse med ordenes oprindelige betydning gengiver Ny Verden-oversættelsen derfor adam med „jordisk menneske“, fordi det sigter til mennesket som skabt af jorden. Enosj gengives med dødeligt menneske fordi det lægger vægt på menneskets ringhed eller svaghed. Geber gengives med „våbenfør mand“, fordi det betegner en stærk mand. Isj gengives blot med „mand“, til forskel fra isja, der betyder kvinde; og zakar gengives ofte med „af mandkøn“, fordi det som regel bruges i sammenhæng med spørgsmålet om køn.