Den lange række af jordiske regeringer

Menneskene har prøvet dem alle, og de er en efter en slået fejl. Hvilket håb er der da om et retfærdigt styre?

KONGEDØMMER, kejserdømmer, demokratier, republikker, diktaturer og socialistiske regeringer — alle slags menneskelige styreformer er blevet prøvet mange gange i de forløbne 6000 år. Men alle er de slået fejl, til trods for at enhver ny styreform er blevet præsenteret som netop den der ville indfri de forventninger man stillede til den.

De bestræbelser man har gjort sig i vor tid, er ingen undtagelse. De har ikke banet vejen for nye styreformer eller ført til bedre resultater. De nuværende regeringer er blot kopier af de tidligere, og de er kommet til kort på samme måde som de. Arbejdsmoralen er dalende, kønsmoralen er i forfald, og gamle værdier viger pladsen for egoistiske livsanskuelser. Fattigdom og sult, ulighed og forskelsbehandling, undertrykkelse og korruption, forbrydelser og terrorisme, mægtige nationer der dominerer svagere nationer, våbenkapløb og krige — alle disse onder er et produkt af vor tids regeringer. Hvis der er noget der adskiller vor generation fra de tidligere, er det de store videnskabelige fremskridt, men disse er blevet misbrugt til nedbrydende industrielle formål og fremstilling af forfærdelige krigsvåben.

Efter 6000 års forsøg med alle slags regeringer kan det også om dette erfaringsområde siges at „der er slet intet nyt under solen“. (Prædikeren 1:9) Grunden til at de jordiske regeringer er slået fejl, er heller ikke ny. Vi oplever blot det som Jehova for længe siden udtalte gennem sin profet Jeremias: „Det . . . står [ikke] til en mand at vandre og styre sine fjed.“ (Jeremias 10:23) Menneskene er ikke alene ufuldkomne, men „hele verden ligger i den ondes magt“. „Denne tingenes ordnings gud har forblindet [millioner af menneskers] forstand.“ Dæmoniske kræfter manipulerer med „kongerne på hele den beboede jord“. — 1 Johannes 5:19; 2 Korinter 4:4; Åbenbaringen 16:14.

Når vi betragter rækken af jordiske regeringer, deres fremståen og senere deres forfald og undergang, ser det ud til at et bestemt mønster går igen hos dem alle. Dette har fået de lærde til at tale om at historien gentager sig. Verdensriger opstår og når et vist højdepunkt i kraft af en bevidst indsats og offervilje. Men når de først har befæstet deres position begynder de langsomt at degenerere åndeligt og går til sidst i opløsning i materielle udskejelser og kønslig umoralitet. Når dette først er sket, er sammenbruddet ikke langt borte.

Historikeren Will Durant anerkender dette mønster for indre forfald, idet han siger: „Vi har forsøgt at vise, at den væsentligste grund til romernes erobring af Grækenland var den græske kulturs indre opløsning. Ingen stor nation bliver nogen sinde erobret, inden den har ødelagt sig selv.“ (Verdens Kulturhistorie, bind 6, s. 301) At en kulturs indre styrke har betydning for dens fortsatte beståen fremgår også af dette citat fra The World Book Encyclopedia (1978-udgaven): „Familien er den ældste menneskelige institution. På mange måder er den også den vigtigste. Den er samfundets grundenhed. Hele kulturer er enten fortsat eller forsvundet, afhængigt af om familielivet har været stærkt eller svagt.“ (Bind 7, s. 24) Dette skulle især give vor generation noget at tænke over.

Vil historien gentage sig?

Historikeren Arnold J. Toynbee har sagt følgende om det at historien gentager sig: „En oversigt over det historiske landskab i lyset af vor nuværende erkendelse viser, at historien hidtil har gentaget sig omtrent tyve gange, idet den har skabt samfund af den art, som vort vesterlandske samfund tilhører, og den viser også, at alle disse kulturer med vor egen som eneste mulige undtagelse allerede er døde eller døende. Hvis vi endvidere studerer disse døde og døende kulturers historie detailleret og sammenligner dem indbyrdes, finder vi ting, der tyder på noget, der ligner et genkommende skema i deres sammenbrud, forfald og fald. Vi må naturligvis idag spørge os selv, om dette særlige kapitel af historien også skal gentage sig i vort tilfælde. Er forfalds- og faldprocessen i vente for os som en dom, ingen kultur kan håbe at undgå?“

Han besvarer derefter sit eget spørgsmål: „Efter min mening er svaret på dette spørgsmål afgjort nej. . . . Der er intet til hinder for, at vor vesterlandske kultur følger de historiske fortilfælde og begår selvmord. Men vi er ikke dømt til at få historien til at gentage sig. Det står os frit for ved vore egne anstrengelser at give historien en ny og uhørt vending i vort tilfælde. . . . Hvad skal vi gøre for at blive frelst? Politisk set oprette et forfatningsmæssigt, ko-operativt verdensregeringssystem. Økonomisk set finde brugbare kompromiser mellem det frie initiativ og socialismen (forskellige kompromiser efter de forskellige tiders og steders praktiske krav). Åndeligt set skubbe den verdslige overbygning tilbage på religiøst grundlag. . . . Af de tre hverv er det religiøse naturligvis i det lange løb langt det vigtigste.“ — Kulturen for Domstolen, oversat af Elsa Gress, 1949, s. 33, 34.

Typisk nok er Toynbee af den afgjorte mening at det ikke behøver at gå vor kultur som de foregående, og at vi kan undgå at historien gentager sig i vort tilfælde. Han skrev det ovennævnte i 1948, for 34 år siden, og byggede da sit håb politisk på De forenede Nationer, økonomisk på et kompromis mellem kapitalismen og kommunismen og — vigtigst af alt — religiøst på en tilbagevenden til religionen som grundlaget for vor kultur. I dag kan vi se at man er kommet til kort på alle tre fronter. De forenede Nationer har vist sig at være magtesløs, et kompromis mellem kapitalismen og kommunismen er længere borte end nogen sinde, og religionen har aldrig stået svagere end den gør nu.