Står vor civilisation for fald?
DE bemærkelsesværdige materielle fremskridt der er gjort i løbet af de sidste tres år har i et sæt ført vor civilisation fra hestevognstidsalderen til jetmaskinernes og de flammende raketters tidsalder. Forandringen har været forbløffende, især når man tager i betragtning at den er sket inden for så kort en periode i menneskets historie. Men er der, nu da vi er kommet så langt med vore tekniske bedrifter, fare for at vor civilisation vil gå til grunde i lighed med tidligere civilisationer som er faldet på et eller andet tidspunkt i deres glansperiode? Vil den hensmuldre som følge af indre moralsk forfald? Det frygter mange mennesker. De ser foruroligende ligheder mellem vor civilisation og dem som faldt.
Den kanadiske avis Daily Times i Victoria bragte et referat som gav udtryk for et sådant synspunkt: „Materialismen — den fælde der gjorde det af med fortidens civilisationer — truer det vestlige samfunds fremtid, sagde senator Donald Cameron advarende til 300 skoleværger. . . . Han sagde at der var ’skræmmende paralleller’ mellem vor tids samfund og udslettede civilisationer, som ’blev rige, svage, ligegyldige og sløve — og døde’.“ En lignende udtalelse stod at læse i Wilkes-Barre Record: „Den gode tilværelse består ikke blot af det materielle. Den gode tilværelse indbefatter karakter, evne til at træffe afgørelser, sjælsstyrke, villighed til at ofre når ofre er nødvendige for den fælles sag. Ligegyldigt hvor rig en nation måtte blive, vil den, hvis befolkningen falder i den dovne veltilfredsheds grav, hvis den mere og mere kun tillægger det materielle værdi, være dømt til endelig udslettelse.“
Den kendsgerning at vort moderne samfund er ved at blive mere interesseret i en bekvem livsførelse, materielle goder, nemt arbejde og let tjente penge end en ret og moralsk opførsel, viser at dets værdier er ved at forringes. En mands indkomst synes at bestemme hans sociale rang, uden hensyn til hvordan han kommer til sine penge. Det samme var tilfældet i fortidens materialistiske Rom før dets fald. I dag er det manden med de mange penge som beundres, er den højt ansete i samfundet, og den som i de fleste tilfælde vælges til at beklæde et politisk embede. Hans materielle velstand gør større indtryk på folk end den fattige mands moralske dyder gør. Det er den vogn en mand kører i, det hjem han har, de klæder han går i, og de mennesker han omgås, der giver ham position i denne materialistiske verden. Livets sande værdier består imidlertid ikke af sådanne ting. Kun et samfund i forfald vil være af den mening.
Skønt mange mennesker råber højt om moralske værdier, er det kun få der virkelig gør dem til en del af deres liv. Dette viser sig fra tid til anden når politiske ledere med en ellers tilsyneladende pletfri moral, gribes i at stjæle, når visse af lovens håndhævere griber til bestikkelse og endog indbrudstyveri, når forretningsfolk køber kunder med „gavebeløb“, når quizdeltagere snyder, når arbejdere med et ellers godt omdømme stjæler fra arbejdsgiveren og stræber efter at opnå fordele på andres bekostning. Tyder den slags ikke på en moralsk syg civilisation?
„Der er blevet vendt op og ned på vore værdier, vore idealer,“ sagde rektor ved Carleton college, dr. Laurence Gould. „Vi priser de åndelige værdier med læberne men lader alligevel minkpelse og cadillacs komme i første række.“ Denne verdens endevendte moralske værdier retfærdiggør ofte stjæleri når det går ud over de rige. Mange kanadiske og amerikanske funktionærer og arbejdere ræsonnerer således, for arbejdsgiverne må årligt bære et samlet tab på omkring en milliard dollars fordi personalet stjæler. Dette er cirka dobbelt så meget som professionelle forbrydere lænser befolkningen for. Er det ikke lige så moralsk forkasteligt at stjæle fra et rigt firma som fra en fattig mand? Hvordan kan moralen være elastisk?
Eftersom det moderne samfund har tilladt moralen og de åndelige værdier at forringes, skulle det ikke forbavse nogen at forbrydelser og snyderi tager til blandt vore dages unge. Er deres moral ikke en genspejling af det samfund hvori de lever? Voksne kan næppe forvente at deres børn skal opføre sig efter en moralsk norm som de selv lader hånt om. Angående dette sagde Harry M. Grant, viceinspektør ved Monctonskolerne i Kanada: „Alt for ofte sker det at den brede befolkning forlanger at skolerne skal undervise i noget som folk i almindelighed ikke selv efterlever.“ Han fortsatte med at sige at flere og flere ting tyder på at der foregår en forringelse af den samfundsmæssige og moralske struktur.
Der skal mere end materiel fremgang til for at skabe en høj og varig kultur. Ophøjede moralske værdier og kærlighed til den øverste Hersker, Jehova, er lige så nødvendige. Tekniske fremskridt har gjort det moderne samfund viist i dets egne øjne, og derfor har det vendt sig bort fra Jehova Gud. Dets materielle værdier drager det imod ateismen, og dets tænkere presser fantasien til det yderste for at finde en forklaring på menneskets tilbliven uden at måtte anerkende en Skaber. En sådan ateistisk tankegang opbygger ikke respekten for de gudgivne moralprincipper. Den nedbryder dem. Den animerer mennesker til at opstille fordærvende materialistiske normer, og skaber tilstande hvor det ene menneske ikke kan stole på det andet.
Hvordan kan vor civilisation forvente at bestå når den følger samme materialistiske og ryggesløse kurs som forgangne civilisationer? Ligesom Gud gjorde ende på den civilisation som eksisterede før Vandfloden og på den der fandtes i Sodoma og Gomorra — i begge tilfælde som følge af moralsk fordærv — vil han gøre ende på den nuværende civilisation. Han har vejet den og fundet den for let. Den vil falde i den kommende krig „på Guds, den Almægtiges, store dag“. (Åb. 16:14; 2 Pet. 3:5-7) Den omsiggribende tilsidesættelse af moralske normer er et forudsagt tegn på at vor civilisations afslutning er nær. Mennesker som elsker retfærdighed har håb om at opleve at der efter den nuværende civilisations fald opstår en ny med en ophøjet moral og åndelige værdier. Den har Guds velsignelse og vil derfor bestå til evig tid.