TV-serierne — hvordan kan de påvirke os?
„DA JEG begyndte at følge med i fjernsynets serier, varede det ikke længe før jeg var helt opslugt af hvordan det gik med hovedpersonerne,“ fortæller en kristen kvinde. „Jeg følte næsten at jeg var i familie med dem. Med tiden optog hovedpersonerne mit hjerte lige så meget som brødrene i den kristne menighed.“
Det er et gennemgående træk ved de fleste fjernsynsserier at seerne i den grad lever sig ind i handlingen. Af samme grund kalder det amerikanske tidsskrift Time dem for „den mest virkningsfulde form for underholdning i det hele taget“, og tilføjer: „Hverken skuespil eller film nyder en tilsvarende langvarig opmærksomhed; ingen andre TV-udsendelser tiltrækker regelmæssigt så store seerskarer.“ Fire TV-serier (eller „sæbeoperaer“, en efterhånden udbredt benævnelse der er taget direkte fra amerikansk) har i USA kørt i mere end 25 år!
Hensigten med disse serier er at de skal gribe én om hjertet. „Jeg går efter det som folk kender fra deres eget liv,“ forklarer TV-forfatteren William Bell. „Jeg bliver skuffet hvis det jeg skriver ikke får seerne til at græde tre gange om ugen.“ Ikke blot kvinder, men også mænd i milliontal i alle aldre, af alle racer og i vidt forskellige kår, går nødig glip af et afsnit. Denne trofaste seerskare tæller såvel almindelige lønmodtagere som folk i vellønnede stillinger, deriblandt en højesteretsdommer og en tidligere guvernør i USA. Ifølge Berlingske Tidende for 16. juni 1981 var det en amerikansk fjernsynsserie der herhjemme havde trukket flest tilskuere året før, nemlig 2,9 millioner. I De forenede Stater svinger det anslåede seertal til serierne mellem 30 og 70 millioner.
Hvilke faktorer ved disse udsendelser bør man overveje hvis man har viet sit hjerte til Jehova Gud? Er disse serier blot uskyldig underholdning, noget der hjælper én til at slappe af og få tankerne bort fra de daglige gøremål? Husk Bibelens indtrængende opfordring: „Vogt dit hjerte mer end alt andet, thi derfra udspringer livet.“ (Ordsprogene 4:23) hjertet er både bedragerisk og letpåvirkeligt, og en kristen må derfor uafbrudt holde øje med hvad der kommer ind i det. (Jeremias 17:9, Ordsprogene 28:26, NW) Men hvad er det der får disse fjernsynsserier til at virke så tiltrækkende?
„Når man næsten hver dag ser noget til en hovedperson i en fjernsynsserie, kommer man til at føle at vedkommende står én nær,“ indrømmer en 32-årig seer. „Jo bedre jeg lærte ham at kende, jo mere ville jeg vide om ham. Det føltes som noget meget naturligt.“ Fjernsynsserierne lever højt på dette naturlige ønske. Når hovedpersonerne en gang har „vundet en plads i seernes hjerte,“ skriver en forhenværende TV-forfatter, Elaine Carrington, „må seerne simpelt hen tænde for fjernsynet . . . på grund af det de føler for dem.“
Hovedpersonerne bliver virkelige for én, og man interesserer sig for hvordan det går dem. Visse seere går endda så vidt at de „taler til skærmen“ for at give deres yndlingspersoner gode råd. Sagt med en psykologs ord bliver hovedpersonerne faktisk „en vennekreds“. Ligger der en skjult fare i fjernsynets evne til at engagere os? Kan sådanne udsendelser lidt efter lidt virke nedbrydende på hjertet hos en kristen? Hvad viser undersøgelser og erfaringer?