Mysteriet om det forsvundne navn løses

DA ISRAELITTERNES fører Moses for godt 3500 år siden begyndte at nedskrive menneskehedens historie, skrev han naturligvis på sit eget sprog, hvilket var hebraisk. Hans historiske beretning står optegnet i de første 5 af de 39 bøger der udgør De hebraiske Skrifter, almindeligt kendt som Det gamle Testamente. Heri bruges Guds personlige navn næsten 7000 gange. Hvad er hans navn da?

Navnet er så helligt at Skaberen gav israelitterne et bud angående brugen af det: „Du må ikke udtale din Guds navn Jahve [hebraisk: יהוה] så du misbruger det.“ (2 Mosebog 20:7, The Jerusalem Bible) „Du må ikke bruge din Guds navn Jehova på en uærbødig måde.“ (The Living Bible) „Du skal ikke tage Jehova din Guds navn forfængeligen.“ (Kalkar) Kender du navnet „Jahve“ eller „Jehova“? Eller har du aldrig hørt det før?

Læg mærke til budet. Forbød Gud at man brugte eller udtalte hans navn? Nej. Det han forbød klart og tydeligt, var at man misbrugte det.

Prøv at slå skriftstedet — Anden Mosebog 20:7 — op i din egen bibel. Du bliver måske forbavset. I den danske autoriserede oversættelse lyder verset sådan: „Du må ikke misbruge HERREN din Guds navn.“

Lagde du mærke til det? Ja, i mange oversættelser af Bibelen er Guds navn blevet udeladt. Det vigtigste navn i universet er blevet fjernet fra millioner af eksemplarer af de kendteste bibeloversættelser inden for kristenheden og jødedommen. Hvor besynderligt!

Kan det skyldes en misforståelse? Eller er det et bevidst forsøg på at nedvurdere den suveræne Herre Jehova? Hvis det sidste er tilfældet, er det et meget alvorligt bedrag, et bedrag som berører den enkeltes forhold til sin Skaber.

Blev navnet brugt førhen?

Guds navn er blevet brugt lige siden begyndelsen af menneskets historie. Hvordan kan vi vide det? Fordi Bibelens historiske beretning siger: „Adam kendte sin hustru Eva, og hun blev frugtsommelig og fødte Kain; og hun sagde: ’Jeg har fået en søn med [Jehovas] hjælp!’“ I The NIV Interlinear Hebrew-English Old Testament står det sådan, oversat til dansk (læs fra højre til venstre):

  אֶת־ קַיִן וַתּאֹמֶר קָנִיתִי

jeg-har-bragt-til-verden og-hun-sagde Kain ***

  אִישׁ אֶת־ יְהוָה ‏׃ וַתֹּסֶף

og-hun-fortsatte (2) Jahve ved en-mand

Her står Guds personlige navn klart og tydeligt som „Jahve“. — 1 Mosebog 4:1.

Hvad viser dette? At de allerførste mennesker på jorden kendte Skaberens personlige navn. Dette navn blev fortsat forbundet med den eneste sande Gud i hele den tidsperiode hvori De hebraiske Skrifter blev skrevet — over tusind år. Da det forholder sig således, er spørgsmålet: Hvordan og hvornår begyndte man at skjule navnet „Jehova“ eller „Jahve“?

Har jødisk tradition haft indflydelse på din Bibel?

Det er vanskeligt at fastsætte en dato for hvornår man begyndte at undlade at bruge Guds navn. Der er imidlertid nogle vidnesbyrd om at der før år 70 e.v.t. var opstået en overtro blandt de traditionsbundne jøder og at den fik dem til at undgå at udtale Guds personlige navn. Efter at Guds navn var blevet brugt i århundreder, besluttede de jødiske religiøse autoriteter åbenbart at det var for helligt til at det måtte udtales og at den eneste måde hvorpå man kunne undgå at det blev misbrugt, var helt at forbyde at det blev sagt. Logikken i dette svarer til at man forbød ægteskab for at forhindre ægteskabsbrud!

Har denne jødiske tradition påvirket kristenhedens bibeloversættere? Har de herliggjort Guds navn, eller har de begået den samme fejl som jøderne og skjult det? Er din Bibel mangelfuld i denne henseende? Et kort blik på nogle få nye oversættelser kan hjælpe os til at besvare disse spørgsmål.

Revised Standard Version (1952), der ikke har fulgt det gode eksempel dens forgænger, American Standard Version (1901), satte ved at bruge „Jehova“ overalt, forklarer: „Nærværende revision vender tilbage til den fremgangsmåde der er fulgt i King James Version [1611], som følger eksemplet fra de gamle græske og latinske oversættelser og den længe anerkendte fremgangsmåde ved oplæsningen af de hebraiske skrifter i synagogen.“ — Kursiveret af os.

Der kan ikke være nogen tvivl om at jødisk tradition har bidraget til den uvidenhed der hersker i hele verden med hensyn til det vigtigste navn i universet. Og de fleste oversættere i kristenheden har gladeligt fulgt denne tradition. Men hvorfor? Hvorfor skulle de ikke ønske at man finder navnet Jehova, eller Jahve, i sin Bibel?

Hvad har været motivet?

David Clines, der er lektor ved fakultetet for bibelforskning på Sheffield University i England, giver os et utilsigtet fingerpeg om oversætternes motiv. I bladet Theology skriver han: „En følge af at Jahve ikke findes i den kristne bevidsthed, har været tendensen til at fokusere på Kristi person som den eneste manifestation af guddommen . . . I [engelske] kirkesalmer som . . . ’Hvilken ven vi har i Jesus’ . . . finder vi i praksis hvad der vil blive stærkt benægtet i teorien, en ensidig fremhævelse af den anden person i treenigheden.“ David Clines konkluderer: „Hvad der er ved at ske i praksis er at treenighedsteologien har givet Kristi person og gerning en central plads. Både i teologien og i liturgien har Faderen [Jehova] og Helligånden som regel indtaget en underordnet plads i forhold til Sønnen.“

Hvad er blevet resultatet af alt dette? For jøderne er den suveræne Herre Jehova uretmæssigt blevet noget navnløst og abstrakt — „Guddommen“. For mange protestanter er han blevet forenet med Kristus og henvist til andenpladsen i deres treenige guddom. I den katolske tro er Jehova ikke blot blevet erstattet af Jesus Kristus, men også af Jesu moder, Maria. Hvordan? Fordi Maria, ifølge treenighedsbegrebet, også betragtes som „Guds moder“. Dette har fortrængt Jehova fra den almindelige katoliks liv.

Hvem er Jehova for dig? Vil du lære ham nærmere at kende? Det valg du træffer vil i høj grad påvirke din fremtid, for Jehova har sagt: „Jeg vil hellige mit store navn, som vanæres blandt folkene, . . . og folkene skal kende, at jeg er [Jehova], lyder det fra den Herre [Jehova], når jeg helliger mig på eder for deres øjne.“ — Ezekiel 36:23.

Lykkeligvis har Jehova oprejst sine vidner, der her i det 20. århundrede frygtløst forkynder hans navn og hensigt. Hvis du gerne vil lære den sande og levende Gud, Jehova, at kende, vil vi opfordre dig til at sætte dig i forbindelse med Jehovas vidner. De vil med glæde hjælpe dig, uden at det skal koste dig noget og uden at du skal føle dig forpligtet, til at lære den himmelske, Fader, Jehova, at kende. — Esajas 43:10; Mattæus 6:9.

[Tekstcitat på side 5]

Guds personlige navn forekommer næsten 7000 gange i Bibelens hebraiske tekst. Står det i din Bibel?

[Ramme på side 6]

Den danske 1977-oversættelse af „Davids Salmer“ indeholder heller ikke Guds navn, men bruger ordet „Herren“, endda uden nogen som helst fremhævelse. Forfatteren Ebbe Kløvedal Reich, som var med i oversætterkomiteen, ville gerne have brugt navnet Jahve, men hørte til et mindretal. Hvorfor ville komiteen ikke bruge navnet? Han skriver: „Jeg deltog ikke i alle spillets runder, men dog i så mange, at jeg fik en god fornemmelse af den skjulte, vigtigste spilleregel: Det gjaldt om ikke at blive den part, der kunne kaldes ’overtroisk’.“ — Mediesvampen, Gyldendal, 1980.