„Han gør ende på krig“

„DET var den 8. august 1942. Japanske styrker havde besat nogle af øerne i den amerikanske øgruppe Aleuterne i den hensigt at angribe USAs vestkyst. Jeg var tilknyttet en fly-eskadrille under den amerikanske marine der skulle derover og torpedere de japanske skibe.

Under angrebet blev vi ramt af skud, og flyets radar blev ødelagt. Vi var nødt til at vende om og flyve tilbage til basen gennem tyk tåge langs den tilsyneladende endeløse række af øer i Aleuterne — uden hjælp fra vort vigtigste navigationsmiddel, radaren. Vi mistede orienteringen. Vi var klar over at vi havde øerne med deres bjerge til venstre for os. Men hvor langt var de væk? Sigtbarheden var næsten nul. Pludselig råbte kaptajnen: ’Vi styrter ned!’

Jeg husker ikke mere før jeg igen kom til bevidsthed. Flyet havde ramt et bjerg, og på en eller anden måde var jeg blevet kastet ud af vraget. Jeg kunne se at det stadig brændte. Halen var brækket af. Hvis nogen af de andre var i live måtte de være derinde.“

Denne beretning fortælles af Harley Miller, der overlevede. På side 25 vises et fotografi af resterne af flyet. Hvad skete der med de otte andre besætningsmedlemmer? Det fortæller Harley Miller om i den følgende artikel. Vi opfordrer dig til at læse beretningen, ikke som en krigshistorie, men som en beretning om en mand der til sidst fandt den fred han søgte.

Harley Miller så mange mænd dø mens han var i marinen. Det var kun en brøkdel af den anden verdenskrigs ofre, men det var tilstrækkelig mange til at få ham til at indse hvor fuldstændig meningsløs al krig er, og spørge: „Hvorfor?“

Er mennesket blevet klogere?

Under den anden verdenskrig døde omtrent 55 millioner mennesker — militærpersoner såvel som civile. Hvilken sorg og smerte spredte det ikke over hele jorden! Millioner af enker og faderløse blev overladt til at klare sig selv. Da krigen sluttede i 1945 var det store spørgsmål derfor: Bliver der nu gjort ende på krig?

Siden 1945 har vi kunnet se det triste svar. Mennesket er ikke blevet klogere. Nationerne bliver ved med at forberede sig til at deltage i krige og stridigheder. Ved en konference om jordens skæbne der for nylig er blevet afholdt, oplyste forhenværende admiral Gene La Rocque at der ifølge Pentagon er blevet udkæmpet 270 krige siden slutningen af den anden verdenskrig. Han tilføjede at De forenede Stater og Sovjetunionen alene har 20.000 kernevåben, og advarede: „Hvis vi fortsætter ad denne vej, får vi atomkrig.“

Ja, som vilde dyr afgør regeringerne stadig deres mellemværende ved at udgyde blod — men som regel ikke de politiske herskeres eget blod. Og på tidspunkter hvor krige ikke bliver udkæmpet klamrer nationerne sig til en usikker fred baseret på gensidig frygt — de støtter sig til teorien om gensidig forvisning om tilintetgørelse. Men hvorfor? Hvorfor er krig en tilsyneladende uundgåelig del af menneskehedens historie? Findes der en forklaring?

Hvorfor er der krige?

Psykologer og antropologer har fremsat mange forskellige teorier for at forklare dette fænomen. Deres ideer har i mange tilfælde rod i udviklingsteorien og i den opfattelse at mennesket blot er en højere dyreart. Nogle siger derfor at „aggression er en absolut nødvendighed for menneskehedens overlevelse“. Retfærdiggørelse af krig er således en følge af udviklingsteorien.

Andre psykologer kan dog ikke godtage at krig blot skulle være udslag af et „aggressionsinstinkt“. De mener at stridbarhed er et erhvervet træk, resultatet af skuffelser i barndommen, og er derfor tilhængere af en friere opdragelse og et friere samfund. Den vestlige verden har nu et frit og eftergivende samfund, men er krigstruslen blevet mindre af den grund?

I sin bog Warfare skriver Robert Leckie: „Krig . . . kan ikke forklares i biologiske vendinger. Noget tyder på at det snarere er et socialt, politisk og juridisk problem. . . . Samfundet selv synes at være roden til krig, og så længe store samfund — suveræne nationalstater — fortsat besidder stor og ukontrolleret magt, vil krig stadig være uundgåelig.“ — Kursiveret af os.

For næsten 2000 år siden skrev Jesu halvbroder Jakob i sit brev til de kristne: „Hvoraf kommer kampe og hvoraf stridigheder [den græske grundtekst siger ordret: „krige og kampe“] iblandt jer? mon ikke fra de lyster, som kriges i jeres lemmer? I begærer og får intet; I myrder og misunder og opnår ikke noget.“ — Jakob 4:1, 2, da. aut.

Disse ord giver os et fingerpeg om de grundlæggende årsager til krig — misundelse, ambitioner og begærlighed. Disse dårlige egenskaber har plaget menneskeheden i omkring 6000 år. (1 Mosebog 4:2-10) Hvor ofte er krige ikke blevet udkæmpet på grund af landområder, besiddelser og ressourcer! Landenes ledere spiller på stolthed, nationalisme, loyalitet og xenofobi (frygt for fremmede og udlændinge), for at mobilisere krigsstyrkerne. Krigene har imidlertid en grundlæggende årsag der stikker dybere end disse overfladiske grunde.

En grundlæggende årsag ignoreres

Trods alle deres spekulationer og overvejelser er der én faktor som næsten alle eksperterne vælger at ignorere — nemlig den usynlige magt der gerne ser menneskeheden splittet og i krig. Denne magt afleder med vilje menneskers opmærksomhed på utallige måder — for eksempel gennem religion, politik eller trangen til fornøjelser. Bibelen viser tydeligt hvem denne magt er. Der siges blandt andet: „Vi ved at vi er af Gud, men hele verden ligger i den ondes magt.“ (1 Johannes 5:19) Hvem er ’den onde’ der omtales her? Det kan vi se af Jesu svar til farisæerne der var besluttede på at slå ham ihjel: „I er fra jeres fader Djævelen, og I vil gerne gøre hvad jeres fader ønsker. Han var en manddraber da han begyndte, og han stod ikke fast i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Når han taler løgn, taler han i overensstemmelse med sin egen indstilling, for han er en løgner og løgnens fader.“ — Johannes 8:44.

Ja, den indflydelse der ligger bag menneskets stridbarhed stammer fra den onde åndeskabning, Satan Djævelen. Han og hans dæmoner har mange sadistiske træk, og de holder menneskeheden fuldt beskæftiget med krige og krigsberedskab. Millioner rejser sig ganske vist i protest og kræver fastfrysning af kernevåben, men de viser sig ikke lydige mod det der er den eneste sande løsning — Guds rige ved Kristus. Det er således lykkedes Satan at ’vildlede hele den beboede jord’. (Åbenbaringen 12:9) Han har lokket menneskene ud i en håbløs jagen efter fred. De søger fred mens de klynger sig til netop det der fører til krig — snæversynede nationalistiske interesser.

Hvordan vil freden komme?

Førnævnte Robert Leckie har sagt: „Videnskabsmænd inden for de samfundsvidenskabelige grene siger at krige er en forældet funktion . . . og at det stridbare instinkt der nærer [krigene] kan beherskes ved hjælp af uddannelse, lov og etik.“ (Kursiveret af os.) Ganske utilsigtet falder disse videnskabsmænds synspunkter sammen med Bibelens løsning på krigsproblemet der netop er baseret på „uddannelse, lov og etik“. For omkring 2700 år siden pegede profeten Esajas mod denne vej til fred, idet han sagde: „Did skal . . . talrige folkeslag vandre: ’Kom, lad os drage til [Jehovas] bjerg, til Jakobs Guds hus; han skal lære os sine veje, så vi kan gå på hans stier; thi fra Zion udgår åbenbaring, [lov vil udgå fra Zion, NW] fra Jerusalem [Jehovas] ord.’ Da dømmer han folk imellem, skifter ret mellem talrige folkeslag; deres sværd skal de smede til plovjern, deres spyd til vingårdsknive; folk skal ej løfte sværd mod folk, ej øve sig i våbenfærd mer.“ — Esajas 2:3, 4.

Hvad viser denne profeti? Den viser at folk af mange nationer vil være nødt til at anerkende Jehovas lov, herredømme og suverænitet. De vil være nødt til at lære at holde fred. Ydmygt må de sige: „Han skal lære os sine veje, så vi kan gå på hans stier.“ Ja, de vil lære den sande kristne freds veje, eller „etik“, at kende, og gå på Jehovas stier idet de følger det fuldkomne eksempel hans søn, Jesus Kristus, satte. Jehovas Vidner har som en verdensomspændende organisation opfyldt denne profeti i flere årtier — gennem to verdenskrige og alle de andre konflikter der har plaget menneskeheden.

Vi må imidlertid se i øjnene at varig fred for hele menneskeheden aldrig vil komme ved menneskers bestræbelser alene. Der er brug for noget langt større — ikke blot en international regering, som mange har hævdet — men en overstatslig regering der hævet over alle ubetydelige politiske og nationalistiske interesser. Det er netop hvad Guds himmelske regering ved Kristus er. Den kan, som den eneste, tilvejebringe fred i verden. — Mattæus 6:9, 10.

Hvordan vil denne fred blive indført? Landene vil ikke frivilligt afgive deres nationale suverænitet, men snart vil de blive tvunget til det. Som profeten Daniel forudsagde: „I hine kongers dage vil Himmelens Gud oprette et rige, som aldrig i evighed skal forgå, og herredømmet skal ikke gå over til noget andet folk; det skal knuse og tilintetgøre alle hine riger, men selv stå i al evighed.“ (Daniel 2:44) Det siges desuden i Åbenbaringen 20:1-3 at den største anstifter af krige, Satan Djævelen, vil blive ’kastet i afgrunden’, sat ud af spillet, „for tusind år . . . så han ikke [kan] vildlede nationerne mere“.

Når menneskenes selviske politiske riger eller regeringer fjernes, vil det give rum for den fuldstændige opfyldelse af de lovende ord i Salme 46:9-11: „Kom hid og se på [Jehovas] værk, han har udført frygtelige ting på jord. Han gør ende på krig til jordens grænser, han splintrer buen, sønderbryder spydene, skjoldene tænder han i brand. Hold inde og kend, at jeg er Gud, ophøjet blandt folkene, ophøjet på jorden!“ Ja, Jehovas suverænitet vil blive ophøjet på hele jorden! Og det vil snart ske. — Mattæus 24; Markus 13; Lukas 21.

Kunne du tænke dig at opleve den tid hvor der er blevet gjort ende på al krig? Du kan være forvisset om at vi står på tærskelen til den vidunderlige tid som David talte om i Salme 37:10, 11: „En liden stund, og den gudløse er ikke mere; . . . Men de sagtmodige skal arve landet, de fryder sig ved megen fred.“