Hvad er der sket med ærligheden?
I USA måtte et bestemt firma nedlægges efter i mere end 60 år at have forhandlet havefrø. Dets forhandlere var drenge og piger der skrev ind efter frø, solgte dem til de omkringboende og sendte en bestemt del af pengene tilbage til firmaet. Hvorfor måtte firmaet nedlægges? Fordi dets unge forhandlere var uærlige. Alt for mange af dem undlod at sende frøene tilbage, eller beholdt alle de penge salget indbragte.
Hvad må man slutte af den kendsgerning at et firma hvis eksistens beroede på børns ærlighed kunne fungere i 60 år, men nu blev tvunget til at ophøre? Det ser ud til at børn ikke længere er så ærlige som de engang var, ikke sandt? Børn er imidlertid ikke ene om at være blevet mere uærlige. Mange husker stadig dengang man med sindsro kunne gå hjemmefra uden at låse yderdørene eller lade en cykel stå på fortovet uden at den blev stjålet. De fleste steder er det ikke længere sådan. Og gerningsmændene er bestemt ikke altid børn.
Da bladet Psychology Today for nogen tid siden gennemførte en statistisk undersøgelse hvori flere tusind mennesker blev udspurgt angående deres ærlighed, indrømmede størsteparten at de havde været uærlige i større eller mindre omfang. Treoghalvfems procent indrømmede at de lejlighedsvis overtrådte hastighedsbegrænsningerne. Otteogtres procent havde taget af kontorartikler eller andre ting. Syvogtres procent havde snydt ved eksamener eller med skoleopgaver når de havde set deres snit til det. Femogfyrre procent havde bedraget deres ægtefælle. Og mange havde indsendt selvangivelser med fejlagtige oplysninger, havde undladt at deklarere toldpligtige varer, havde uden tilladelse brugt firmaets telefon til fjernopkald eller havde bedraget med deres repræsentationskonto.
Hvorfor al denne uærlighed?
Der kan fremføres mange årsager til uærligheden. Her følger nogle af dem.
Forældrenes eksempel: Når frøfirmaet skrev til forældrene til de børn der skyldte penge, modtog de ofte et brev hvis hovedindhold var: ’Deres firma er en stor virksomhed; De har ikke brug for pengene, og De er bare ude på at snyde mit barn.’ Det er ikke vanskeligt at se hvordan disse børn lærte at være uærlige.
Fordi det er let: I sin besvarelse til den føromtalte statistiske undersøgelse skrev en ung studerende: „Man er altid underlagt det pres at skulle udmærke sig for at få høje karakterer, og selv om jeg er forberedt til en eksamen, kan jeg godt finde på at snyde alligevel. . . . Eleverne snyder ugenert og åbenlyst, og mange lærere gør kun lidt eller slet intet ved det. Kort sagt: Jeg gør det fordi jeg kan slippe godt fra det.“
Fattigdom: Uden tvivl er fattigdom — eller frygt for fattigdom — årsag til en hel del tyveri og bedrageri, selv om folk i det store og hele lader til at have været mere ærlige i de store depressionsår forud for den anden verdenskrig, hvor der rådede udbredt fattigdom. Og mange uærlige er langtfra fattige. Betragt et tilfælde der fortælles om fra Japan. En gruppe mænd blev taget i at snyde et jernbaneselskab. De havde fundet ud af hvordan de kunne slippe af sted med at betale lidt mindre end den fulde pris for hjemrejsen efter en dag på golfbanen. Snød de på grund af fattigdom? Næppe. En af bedragerne var direktør for et stort firma!
Havesyge: En amerikansk spalteredaktør har skrevet: „Det utilslørede pengebegær ligger bag de fleste af dette lands moralske problemer.“
Et dårligt eksempel: Samme redaktør har desuden udtalt: „Om man vil, kan man kaste et blik på vore ledere. Takket være bestikkelse og ’frynsegoder’ kan vore kongresmænd forlade det de ynder at kalde deres ’samfundsnyttige tjeneste’ som forargeligt rige mænd med fede pensioner. Og hvad med vore industrimagnater? Gullaschbaronen er ikke uddød. Der findes næppe den forretningsfyrste der ikke har tjent på spekulation på Amerikas bekostning.“
En atmosfære af uærlighed: I en artikel i tidsskriftet Newsweek hed det: „Mange af de samme amerikanere som højlydt beklager sig over ulovligheder der begås af forbrydere med en ’pæn’ facade, er i virkeligheden selv skurke når lejlighed byder sig. Fattige amerikanere begår socialt bedrageri, og både folk i middelklassen og i den højere indkomstgruppe behandler deres repræsentationskonto som en ’svindelkonto’, foruden at de angiver en for lav skattepligtig indkomst til skattevæsenet. ’Alle i vort samfund er med til det.’“
Hvad årsagerne end er, hvad mener du så om uærlighed? Bryder du dig om at man lyver for dig eller snyder dig? Synes du om at betale højere forsikringspræmier på grund af det udbredte forsikringssvig, eller om at betale højere priser der skal dække svind ved butikstyveri og ansattes tyveri? Ville du blot affinde dig med at din kone eller mand bedrog dig? Rimeligvis ikke. Men det er netop hvad der sker i dag, og på den ene eller den anden måde berører det os alle. Hvem kan man stole på i en sådan verden? Kan forholdene ikke være anderledes?