Hvorfor jeg ikke længere er katolsk præst
FORTALT AF FERDINANDO PIACENTINI
„Livet er kort, og døden venter, kun er dens time uvis.
Hvad skal der da blive af os, i fald vi mister vor eneste sjæl? . . .
Dette liv vil snart få ende, men evigheden er uendelig.“
DENNE enkle salme, som sognepræsten lærte os at synge, vakte et stærkt ønske om gudsfrygt og evigt liv i mig allerede da jeg var i 13-årsalderen. Venskabet med to andre hvis tanker gik i samme retning gjorde udslaget, og sådan gik det til at jeg besluttede mig for at blive præst.
Jeg er født den 8. januar 1925 i Casola, en lille landsby i bjergene nær byen Montefiorino i den italienske provins Modena. Jeg var nummer 5 ud af 8 drenge i en middelklassefamilie. Min fader, der var entreprenør, modsatte sig mine tanker om at blive præst. Derimod blev jeg opmuntret til at træde ind i præstestanden af en af mine søstre, der var et nidkært medlem af Katolsk Aktion og som med tiden blev (og stadig er) nonne.
Tilværelsen på seminariet
I oktober 1938 blev jeg optaget på det lavere seminarium i Fiumalbo, en by beliggende højt oppe i Appenninerne, i nærheden af Modena. Senere gik jeg på det højere metropolitanske seminarium i Modena. Du vil måske gerne vide hvordan tilværelsen var på seminariet?
Den styres af klokken, som den gode seminarieelev adlyder. Når det ringede klokken halv syv om morgenen, blev lyset tændt af præfekten (den teolog der havde opsyn med sovesalen). Det var en regel at både påklædningen om morgenen og afklædningen om aftenen skulle foregå under tæpperne.
Efter at vi havde redt senge, gik vi ved lyden af klokken til kapellet til morgenbøn. Den bestod af nogle få vendinger som vi læste og reciterede i kor med en særlig rytme. Derefter fulgte omtrent en halv times meditation, derpå messe og så morgenmad. Derefter var der studium, undervisning, afslapning og en spadseretur.
Før aftensmaden var der åndelig læsning af en bog om askese, fulgt af rosenkransen og en sang til Madonna. Efter aftensmaden og en kort pause gik vi tilbage til kapellet til bøn og selvransagelse, og til sidst var det sengetid.
Seminarieelever skulle tiltale hinanden i den formelle tredje person, aldrig direkte ved navn. Vi havde forbud mod at tale med seminarieelever der hørte til på en anden sovesal. En anden regel forbød at man rørte ved en anden seminarieelev af nogen som helst grund. Vi kunne for eksempel ikke trykke hinanden i hånden eller lægge en hånd på en andens skulder. Når vi var hjemme på ferie måtte vi ikke gå ud sammen med nogen pige, ikke engang en kødelig søster.
Frygt for helvede eller kærlighed til Gud?
De første år på seminariet var jeg besat af et stærkt ønske om at rense mig for de synder jeg havde begået i min barndom. Jeg gik derfor tit til skriftemål. Det skal dog siges at frygten for helvede betød mere i den forbindelse end kærligheden til Gud. Denne frygt i mit sind blev hele tiden næret ved den obligatoriske daglige meditation over bogen Apparecchio alla morte (Beredelse til døden) af S. Alfonso de Liguori. Brudstykker af denne bog genlød gang på gang i mine tanker, især ordlyden af den 26. betragtning:
„Helvedes ild blev, med særligt henblik på at pine den fordømte sjæl, skabt af Gud. . . . [Sjælen] vil blive nedsænket i ild som en fisk i vand, og dog vil ilden ikke alene omgive ham, men også trænge ind i hans indvolde for at pine ham. Selve hans legeme vil blive en ildslue, sådan at indvoldene vil brænde i hans bug, hjertet i hans bryst, hjernen i hans hoved, blodet i hans årer, ja endog marven i hans ben; enhver fordømt sjæl vil selv blive en ild.“
Kan du forstå hvorfor tanken om evig pine i helvede plagede mig dag og nat? Prøv at sætte dig i mit sted — jeg var en letpåvirkelig yngling der uafbrudt var blevet skræmt med opfattelsen af en Gud der mindede mere om en tyran end om en kærlig fader. Jeg var forvirret. Der var endda tidspunkter hvor jeg tvivlede på selve Guds eksistens! Når jeg så betroede mig til mine foresatte, sagde de: „Min søn, dette er prøver som Gud lader komme over dem han elsker. Selv de store helgener havde deres tvivl.“
Jeg bliver præst
Årene gik deres langsomme gang, og tiden nærmede sig da jeg skulle træffe den endelige beslutning om min fremtid. Jeg begyndte at tænke mere og mere på at forlade seminariet. Jeg besluttede at tale med rektor om det.
„Hvis du ikke går videre i dit kald, vil du gå glip af den guddommelige kaldelse ligesom den rige unge mand, og du vil være i alvorlig fare for at komme i helvede for evigt!“ svarede han straks. Det er vist overflødigt at sige at hans bemærkninger om helvedes ild virkelig traf mig!
Efter megen kvalfuld grublen var dagen kommet hvor jeg skulle give besked om hvad jeg havde besluttet. Samme dag besvimede en af mine studiekammerater, der skulle have været diakon, foran alteret og måtte bringes udenfor. Måske følte han sig lige så foruroliget som jeg. Han forlod seminariet, og selv om jeg på en måde misundte ham, blev jeg hvor jeg var. Jeg besluttede mig til at følge mit kald.
Jeg følte mig drevet af ønsket om at blive en god præst. Jeg ville gerne gøre godt ved at hjælpe andre til at tilbede Gud. Følgelig blev jeg den 3. september 1950, i en alder af 25, ordineret i Modena af ærkebiskoppen af Modena, monsignore Cesare Boccoleri. I de påfølgende syv år tjente jeg som hjælpepræst hos en sognepræst.
I 1957 blev jeg sognepræst i Casine di Sestola, en lille landsby i de norditalienske Appenniner. Dér var jeg sognepræst i de næste 17 år. Jeg tror folk regnede mig for en god præst. Selv var jeg imidlertid ikke tilfreds. Det lyder måske uforståeligt, men sagen var at jeg ikke havde noget grundlag for min tro. Sandt nok havde jeg i løbet af mine 12 år på seminariet skullet studere Bibelen, men det blev regnet for et mindre vigtigt fag i forhold til sådanne fag som etik, dogmatik og kirkelov.
Naget af tvivl
På et tidspunkt begyndte jeg at læse og høre om de fornyelser som det Andet Vatikankoncil (1962-1965) havde bragt med sig. Min forvirring blev endnu mere udpræget. Nu var der modstridende opfattelser af hvad helvede var. Nogle gik ind for tanken om at Gud ikke ville sende nogen til helvede, hvorimod sejlivede traditionstilhængere holdt på at det ville være præsteskabets skyld hvis kriminaliteten steg fordi folk uden en tro på helvede ikke længere var så gudfrygtige som hidtil. Min tvivl voksede sig endnu stærkere.
Fra og med 1973 begyndte jeg at abonnere på flere religiøse tidsskrifter, deriblandt nogle der kritiserede den katolske kirke og dens lære. Visse selvmodsigelser blev nu endnu tydeligere for mig. For eksempel var der engang forbud mod at spise kød om fredagen. Da kirken så forandrede sin lære på dette punkt, tænkte jeg: ’Ifølge den lære begik den der spiste kød om fredagen, en dødssynd. For en dødssynd kan man blive straffet med helvedes ild — en uomstødelig straf. Men hvis der befinder sig nogle i helvede som ikke angrede at de spiste kød om fredagen, hvad vil de så tænke nu?’
Jeg husker pavens officielle tale engang ved påsketid. Med henvisning til dem der forlod præstegerningen sagde han: „De enkeltes tilfælde kan være forskellige, men som et hele minder de der forlader præstetjenesten én om Judas og hans forræderi.“ Jeg var dybt krænket — nej, rettere sagt harmfuld! Det jeg så finde sted i kirken, og det jeg læste, undergravede min tro på Gud. Så forandrede et uventet træf fuldstændig mit liv.
Jeg finder sandheden
Jeg var på besøg hos en ven der var præst i sognet Roncoscaglia di Sestola i Modena, omtrent 13 kilometer fra Casine hvor jeg havde mit sogn. „Vil du bare tænke dig?“ sagde min ven. „I vores landsby er der en familie af Jehovas vidner der bliver respekteret dybt.“
Jeg lærte ikke familien at kende ved den lejlighed, men det lykkedes mig at få fat i noget af deres bibelske læsestof, deriblandt bogen Sandheden der fører til evigt liv. Jeg læste den på stedet og følte mig slået af dens enkelhed. Dens behandling af emnet helvede hjalp mig til at forstå at helvede ganske enkelt er den døde menneskeheds fællesgrav. Omsider begyndte jeg at få en anden opfattelse af Gud — som en kærlighedens, ikke en pinselens Gud! Mere end én gang fik jeg gåsehud af sindsbevægelse over endelig at være blevet befriet!
Min tørst efter sandheden fra Bibelen voksede. Da jeg blev indbudt til at påbegynde nogle bibelske drøftelser med Jehovas vidner forholdt jeg mig noget tøvende, og ikke uden tanke for min religiøse stilling sagde jeg til mig selv: ’Du er ved at indlade dig på noget af et vovestykke!’
I løbet af de næste syv måneder havde jeg seks bibeldrøftelser med Jehovas vidner. På grund af afstanden kunne vi ikke mødes tiere. Giordano Morini, den forkynder der studerede med mig, boede i Formigine i Modena, omtrent 71 kilometer borte. I mellemtiden fik jeg så læst de publikationer han gav mig, sammen med min katolske udgave af Bibelen. Nu var Bibelen en kilde til nye og fornuftige trosopfattelser der bibragte mig en dyb forvisning.
Det var også ved denne tid jeg læste en artikel i Vagttårnet der gjorde et dybt indtryk på mig. Den hed „Organiseret til at prise Gud“ og fortalte at da C. T. Russell, Vagttårnsselskabets første præsident, var i begyndelsen af tyverne, var han blevet foruroliget over læren om et brændende helvede, præcis som jeg. Et studium af Bibelen havde også sat ham i stand til at forstå at et brændende helvede ikke fandtes. Russells erfaring gav mig et endnu dybere ønske om at fortsætte med at skaffe mig nøjagtig kundskab om Bibelen.
„Folk der virkelig elsker Gud!“
Jeg var meget nervøs da jeg første gang var til møde i Jehovas Vidners rigssal i Sassuolo. Jeg blev budt hjertelig velkommen, men det var ikke nok til at overvinde min utilpashed. Jeg følte mig nærmest som en fisk der var kommet op på land.
Trods dette gjorde det jeg så, et dybt indtryk på mig. Jeg så ganske almindelige arbejdsmænd på talerstolen. Mens de talte, tænkte jeg: ’Det må være sådan Peter, Paulus og de andre apostle har været.’ Når jeg så børnene deroppe, ledte det mine tanker hen på Jesu trang til nidkært at tale om sin himmelske Fader, kun 12 år gammel.
Det virkede også stærkt at se alle disse mennesker omhyggeligt slå alle de anførte skriftsteder op i Bibelen. Senere fortalte jeg andre gejstlige: „I Jehovas Vidners mødesale kan en præst finde det han altid har drømt om: folk der virkelig elsker Gud!“
Men vanskeligheder, modstand og misforståelser skulle følge hurtigt efter. Jeg lagde nemlig ikke skjul på at jeg var ved at undersøge Bibelen. Hjemme i Casine talte jeg frit om det i kirken og i landsbyskolen hvor jeg underviste i religion. Det blev umuligt for mig at fortsætte med at undervise i skolen fordi forstanderen og lærerne hele tiden afbrød timerne. I stedet indbød jeg børnene til at komme hjem til mig sammen med deres forældre. Men det vakte blot endnu mere modstand!
Skal jeg forlade præstegerningen?
Det stod snart klart for mig at jeg måtte træffe en beslutning — skulle jeg forlade den katolske kirke helt og holdent? Jeg havde aldrig haft verdsligt arbejde, og jeg havde ingen steder at bo. Jeg måtte også strides med venner og slægtninge der ville have mig til at gå til en psykiater fordi de var overbevist om at jeg nu var blevet fuldstændig vanvittig! Ville jeg være i stand til at overvinde de mange forhindringer? Jeg tilbragte disse vanskelige dage i uafbrudt bøn mens jeg overvejede en af de vigtigste beslutninger i mit liv. — Salme 55:2-8, 17-19, 23.
Så fik jeg uventet besøg af biskoppens repræsentant og områdets gejstlige rådgiver. Nogen havde fortalt dem hvad det var jeg overvejede. Mærkeligt nok havde de aldrig før haft så travlt med at få mig besøgt, skønt jeg ofte havde været ved dårligt helbred. Trods det de havde at sige, gjorde jeg min beslutning klar for dem. Næste dag, den 19. marts 1974, forlod jeg præstegerningen, 49 år gammel.
Ingen vej tilbage
Det var ikke let at finde et arbejde og et sted at bo. Der var vanskelige stunder, men der var ingen vej tilbage. For eksempel var det første hus jeg boede i, i meget dårlig stand; der var hverken elektricitet eller rindende vand. Imidlertid fandt jeg med kærlig bistand fra de lokale forkyndere et mere komfortabelt hus i Castelnuovo Rangone i Modena.
Med tiden fandt jeg et job som arbejdsmand på en lervarefabrik. Det var en ret hård tørn for en der som jeg var uvant med hårdt fysisk arbejde. De nye fik altid det hårdeste arbejde, og jeg var „ny“ i de første seks måneder!
Den Gud jeg så længe havde anstrengt mig for at lære at kende, gav mig styrke til at holde ud og gøre fremskridt i nøjagtig kundskab. Ni måneder efter at have forladt præstegerningen traf jeg den vigtigste beslutning i mit liv. Jeg indviede mit liv til Jehova Gud, og den 12. januar 1975 symboliserede jeg dette ved vanddåben.
Nu er jeg virkelig lykkelig. Jeg har fundet sandheden. Jeg foruroliges ikke længere af fejlagtige opfattelser eller lærepunkter der smæder Gud! Nu går jeg ikke længere omkring hos folk for at tigge om druer, korn, æg og brændsel! Nu går jeg ikke længere den faste tur for at velsigne huse og kvægstalde ved at fremsige den rituelle velsignelse, alt imens husmødrene ivrigt finder deres pung frem for at give mig noget for det. Nej, nu er det med lykke og værdighed jeg aflægger besøg hjemme hos de familier jeg plejede at komme til som sognepræst. Jeg kommer der for at give dem del i det mest værdifulde jeg har — den nøjagtige kundskab om Guds riges gode nyhed.
Jeg har desuden fået den glæde at blive gift med en nidkær kristen forkynder. At tænke sig — ceremonien blev forrettet i netop den by hvor jeg engang havde været hjælpepræst! Da jeg kom hen for at aflevere min ægteskabsbegæring sagde embedsmanden til mig: „Kunne De tænke Dem at blive gift om natten?“ Øjensynlig frygtede han den pinlige situation der kunne opstå ved at byens tidligere hjælpepræst blev gift her. (Men vi giftede os nu i dagtimerne!) Min hustru og jeg hører til Mazanello-menigheden i provinsen Modena, hvor jeg har den forret at tjene som udnævnt ældste.
I vort forkyndelsesarbejde har min hustru og jeg haft den glæde at studere Bibelen med adskillige familier jeg før i tiden havde lært katekismen. Til nu har det ført til at syv tidligere sognebørn eller deres slægtninge har indviet sig til Jehova!
Øjeblikkets glæde og fremtidens løfterigdom får tidligere besværligheder til at svinde ind til det ubetydelige. Som tjener for den sande Gud, Jehova, har jeg nu fundet virkelig fred og sindsro. Derfor siger jeg Jehova tak med profeten Esajas’ ord: „Se, Gud er min frelse, jeg er trøstig og uden frygt; thi [Jehova] er min styrke og min lovsang, og han blev mig til frelse.“ — Esajas 12:2.
[Illustration på side 25]
Nu går jeg ikke længere omkring hos folk for at tigge om druer, korn, æg og brændsel. Nu kommer jeg for frit at tilbyde den gode nyhed om Guds rige