Min søgen efter noget at leve for
FORTALT AF GERHARD PLUNTKE
JEG var netop ved at nå tilbage til vores feltlejr på den russiske front, da en heftig artilleribeskydning tog fat. To granater sprængtes i træerne lige over mig. Den første slyngede mig ind mellem to træer med adskillige store sprængstykker i kroppen. Den anden gennemborede mit ene ben flere steder. Smerten var ulidelig.
Jeg kunne ikke røre mig. Først efter at beskydningen var ophørt kunne jeg blive befriet fra min pinefulde stilling. Efter førstehjælpen begyndte turen til hospitalet. To mand måtte i adskillige timer bære mig på en båre gennem farligt område. De fór vild. De snublede med mellemrum. De måtte søge dækning under fjendtlige angreb — turen er svær blot at beskrive.
Til sidst endte jeg på et hospital i Sydtyskland. Vi var fire mand på stuen, og det syntes som om vi alle led af åndelig sult efter alle de grusomme ting vi havde været ude for. Vi læste mange bøger om religion, okkultisme, filosofi og beslægtede emner. Vi talte længe om disse ting. Men ingen kunne svare på det spørgsmål der voldte mig uro: Hvad er meningen med livet?
Alt dette skete for mange år siden, da jeg under Anden verdenskrig var tysk soldat. Men nu har jeg noget at leve for. Hvordan fandt jeg det?
Mine unge år
I vores familie gik vi ikke særlig højt op i religion, skønt vi på papiret stod i den lutherske kirke, som er den fremherskende i Nordtyskland hvor jeg er født. I stedet samlede min interesse sig om sport og adspredelser, noget som der bød sig mere end rigelig lejlighed til at dyrke i Hamburg.
Den store omvæltning i mit liv indtraf i 1939 med Anden verdenskrigs udbrud. Da jeg af profession var højt specialiseret mekaniker, blev jeg de to første år fritaget for militærtjeneste. Men da krigen efterhånden tog til i omfang blev jeg indkaldt til militæruddannelse ved et infanteriregiment. Indtil da havde begejstringen været ret stærk i den tyske ungdom. For mig var træningen som en sport. Men jeg skulle snart få øjnene op for hvad krig egentlig var for noget!
Tiden kom da vores træning var tilendebragt og vi blev transporteret til østfronten. Jeg kan stadig se min moder stå der med tårer i øjnene da vores tog kørte. Hun vidste hvad det drejede sig om. Hun havde været gennem den første verdenskrig, som min fader havde kæmpet i.
Krigens rædsler
Det tog os fire dage at nå til Rusland, og så begyndte den tid der både skulle blive den vanskeligste i mit liv og den der medførte de største forandringer i min personlighed.
Vi ankom til et sumpet vildmarksområde i det nordlige Rusland. Toget bragte os kun et stykke af vejen, hvorefter vi blev kørt nærmere fronten med lastbiler. Det sidste stykke vej måtte vi tilbagelægge til fods. Én nat marcherede vi 51 kilometer med tung oppakning.
Vi nyankomne blev fordelt på flere hærenheder der havde lidt svære tab. Jeg blev tilknyttet et telegrafkompagni ude ved selve frontlinjen. Det gjorde sandelig en forandring at møde krigens virkelighed!
Vi måtte krydse en strækning som russerne havde frit udsyn over, og dér fik jeg min „ilddåb“. Det russiske artilleri gav os en så „varm“ velkomst at vores begynderbegejstring hurtigt forsvandt! Det her var slet ikke som da vi trænede med regimentet. Nu drejede det sig om liv eller død!
Jeg glemmer aldrig de første lig. Det så ud til at være russiske soldater som ikke var blevet begravet. Skønt døden fra da af var som en nær bekendt, kunne jeg ikke vænne mig til rædselsscenerne med de faldnes lemlæstede rester. Det virkede så meningsløst på mig at disse unge mænd var døde. Det gjorde mig ondt at tænke på de forældre der aldrig skulle gense dem, og de familier som havde mistet en ægtemand eller en fader.
Jeg kunne ikke lade være med at tænke: Hvorfor er vi til? Og hvorfor begås der sådanne grusomheder i krigstid? Det virkede så meningsløst på mig at jeg skulle dræbe folk som jeg aldrig havde set og som aldrig havde gjort mig fortræd, mænd som havde familie der elskede dem og med ængstelse ventede dem hjem. Ja, det stred fuldstændigt imod den moral vi ellers havde fået indprentet!
I fredstid måtte en morder regne med en streng straf, muligvis dødsstraf. Men nu da der var krig, pålagde de samme myndigheder som fordømte mord, os at dræbe uskyldige mennesker vi ikke kendte. Og i stedet for straf fik vi æresbevisninger og medaljer; jo flere vi dræbte, desto større ære! Krig er i højeste grad fornuftstridig!
Religiøst hykleri
Ved fronten vedligeholdt vi telefonforbindelsen mellem de forskellige kampgrupper, og jeg havde til opgave at holde linjerne åbne. Det var et endeløst arbejde, da granaterne hele tiden forårsagede kabelbrud. På mine reparationsrunder kom jeg forbi mange tyske soldatergrave. Man kunne kende dem på det simple kors af grene, på hvilke man øverst havde anbragt den døde soldats stålhjelm — eller dens sønderskudte rester. Jeg havde aldrig i mit liv bedt til Gud. Jeg vidste ikke engang hvem jeg skulle bede til. Men mange gange stod jeg ved disse grave og bad stille til en ukendt Gud om at måtte forstå livets mening.
Der var noget andet som jeg heller ikke kunne få til at stemme. Ifølge det de lutherske og katolske præster prædikede, havde de tyske tropper Guds gunst i krigen; han ville skænke os den endelige sejr over vore fjender. På spændet til det bælte som alle tyske soldater havde på, stod ordene Gott mit uns („Gud med os“) indgraveret.
Men vi vidste at vore „fjender“ havde samme tro som os. Og præsterne på deres side prædikede det samme, bortset fra at for dem var vi den fjende som fortjente Guds straf. Disse gejstliges bedrag var så iøjnefaldende. ’Sikke nogle hyklere!’ tænkte jeg. Alligevel blev jeg ved med igen og igen at spørge mig selv: „Hvorfor sker alt dette? Hvad er meningen med livet?“ Ingen kunne give mig et tilfredsstillende svar.
Min søgen fortsætter
Vi havde svære tab af menneskeliv. Af de omtrent 180 mand vores kompagni oprindelig bestod af, var kun 5 tilbage. Og resten? Enten døde eller sårede. I adskillige måneder levede vi i skovene. Ligegyldigt hvor vi gravede et hul, fyldtes det straks med vand. For at kunne sove måtte vi skære grene af træerne og lægge et lag der var tykt nok til at beskytte os mod vandet. Jeg aner ikke hvordan det lykkedes os at forblive raske. Også nervepresset var enormt. Vi vidste at hvert minut kunne være vort sidste.
Til sidst kom turen også til mig — granatangrebet der sendte mig på hospitalet i Sydtyskland. Da jeg efter mange måneder på hospitalet kunne rejse tilbage til Hamburg, var jeg ude af stand til at deltage mere i krigen.
Krigen sluttede, og jeg satte mig for at jeg aldrig mere ville have et våben i mine hænder. Jeg blev ved med at søge efter livets mening, mere energisk end nogen sinde. Jeg blev medlem af et kosmologisk selskab. Vi studerede okkultisme, astrologi og mange andre emner. Men intet besvarede mit grundlæggende spørgsmål: Hvorfor er vi til?
I 1947 giftede jeg mig med Dolly, den pige jeg havde gjort min opvartning. Men vi måtte undvære hinanden et stykke tid da jeg besluttede mig for at søge lykken under oversøiske himmelstrøg. Mit mål var Sydamerika — helt nøjagtigt Chile.
I februar 1949 ankom jeg derfor til Valparaíso og begyndte at opbygge en ny tilværelse. Min hustru ankom et år efter da der var økonomisk grundlag for det. Men vi manglede stadig et eller andet, noget betydningsfuldt — noget at leve for. Mange aftener så jeg ud ad soveværelsesvinduet før jeg skulle i seng, løftede mit blik mod stjernehimmelen og bad til en Gud der stadig var ukendt for mig, lidet anende hvor nær jeg var ved at finde noget at leve for.
Jeg finder noget at leve for
I 1953 sagde jeg ja tak til et bibelstudium med et af Jehovas vidner. Der fandtes en lille menighed i Valparaíso, og det var en tysk forkynder der studerede med mig på mit eget sprog. Hvor stor var min glæde ikke første gang han fortalte mig at Jehovas vidner er neutrale når det drejer sig om verdens anliggender! Det faldt udmærket sammen med min tankegang. — Johannes 15:19; 17:14, 16.
Men jeg havde langt igen. Jeg havde aldrig læst Bibelen. Det var meget svært for mig at antage den som Guds ord og gøre forandringer i mit liv. Ved hvert studium trak vore drøftelser ud til klokken to eller tre om natten. Jeg anskaffede mig en tysk bibel og læste den fra ende til anden i løbet af nogle måneder. Jeg stillede forkynderen over for alle de „selvmodsigelser“ jeg fandt. Men lidt efter lidt måtte jeg indrømme at de „selvmodsigelser“ jeg så, i virkeligheden skyldtes mangel på kundskab og forståelse fra min side.
Jeg besværede givetvis forkynderen en hel del. Men han havde stor tålmodighed, og lidt efter lidt begyndte Bibelens sandheder at trænge ind i mit sind.
Det der overbeviste mig om at Bibelen virkelig er Guds ord, var opfyldelsen af dens mange profetier. Jeg ræsonnerede: Hvilket menneske er i stand til at forudsige en begivenhed hundreder, ja, tusinder, af år i forvejen? En profeti der for eksempel gjorde stort indtryk på mig, var den i Daniel 9:24-27 (NW), hvor tiden for Messias’ fremståen blev forudsagt over 500 år i forvejen. Som en opfyldelse heraf fremstod Jesus i år 29 e.v.t., nøjagtig til tiden! (Lukas 3:1, 2) En anden overbevisende profeti fandt jeg i Mika 5:1, hvor det over 700 år i forvejen var blevet forudsagt hvor Messias skulle fødes, nemlig i Betlehem. Jesus blev ganske rigtigt født i Betlehem! (Lukas 2:1-7) Det kom til at stå mig klart at en overmenneskelig forfatter havde ledet bibelskribenterne.
Mit kendskab til mekanik var mig en stor hjælp. Jeg fandt så mange ubestridelige beviser på en alvidende Skabers eksistens. For eksempel fandt jeg engang en krabbeklo på stranden som jeg tog op og undersøgte. Den var konstrueret med forbløffende snilde. Set fra et mekanisk synspunkt sad de sener der gjorde at den kunne bevæge sig, fæstnet det bedst mulige sted, sådan at den besad den størst tænkelige kraft og bevægelighed. Hvem havde foretaget beregningerne? Krabben? Jo mere jeg udforskede naturen og fik øjnene op for de undere jeg var omgivet af, jo mere erkendte jeg at en højere Intelligens er til, en der står over alle.
Findes der så noget at leve for? Ja, afgjort! Og det er både enkelt og logisk! Hvad er det? Følgende: Vor kærlige Skabers hensigt var at mennesket skulle leve evigt med fuldkomment helbred, i fred og lykke i et jordisk paradis under en fuldkommen, himmelsk regering. Guds hensigt var desuden at vor livsform skulle genspejle varig kærlighed til ham og næsten. Det betog mig at lære at den tid er nært forestående hvor denne hensigt vil blive virkeliggjort! Det var i sandhed noget vidunderligt at leve for! — Salme 37:10, 11, 29; Lukas 23:43; Åbenbaringen 21:1-4; Markus 12:29-31.
Da jeg omsider havde fattet det, var der ikke længere noget der kunne holde mig tilbage. I 1957 begyndte jeg derfor at dele „den gode nyhed“ med andre. I februar 1959 indviede jeg derpå mit liv til at gøre Jehovas vilje og lod mig døbe. Min hustru fortsatte med at studere, og det var en glædelig begivenhed da vi i 1961 kunne rejse til Hamburg for at overvære et af Jehovas Vidners internationale stævner, hvor hun blev døbt.
Jeg er glad for at kunne sige at vore to døtre har været virksomme forkyndere i mange år nu, og den ene har tjent som pioner (heltidsforkynder) i seks år. Kundskab fra Bibelen har været en stor hjælp i vort familieliv. Vi udgør en forenet og lykkelig familie, idet vi alle uden undtagelse er fælles om vort håb og mål.
I årenes løb har jeg haft den forret at hjælpe andre til at lære Jehova at kende. Det har i sandhed været en glæde at sætte dem ind i hvad meningen med livet er! Jeg har især været glad for at vise andre hvordan man kan kende den sande kristendom. Til det brug har jeg et yndlingsskriftsted, et som står mit hjerte særlig nær på grund af mine erfaringer. Som Jesus siger i Johannes 13:34, 35: „Jeg giver jer et nyt bud, at I skal elske hinanden; at ligesom jeg har elsket jer, skal I også elske hinanden. På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.“ Én ting er at efterkomme dette bud i fredstid, men hvilket trossamfund lever efter det til hver en tid, selv i krigstid?
Hvilken glæde er det ikke at tjene sammen med sande kristne og se frem til en ny tingenes ordning hvor der ikke længere skal findes sygdom, tårer eller død, og hvor krigen med dens mangel på kærlighed ikke længere skal ødelægge menneskets lykke! Ja, vi har sandelig noget at leve for.
[Illustration på side 22]
Det gjorde mig ondt at tænke på de forældre der aldrig skulle gense deres sønner, og de familier som havde mistet en ægtemand eller en fader