Er det skæbnen der driver sit spil?

„DET er lige meget hvem man er eller hvad man gør,“ sagde den sørgende mand. „Sådan noget sker bare.“ Nogle granitblokke var faldet ned fra en bygning og havde dræbt en af hans venner. „Det er skæbnen,“ lød hans dystre slutning.

Men er vi blot et værgeløst bytte for noget man kalder skæbnen? I århundreder har mennesker tumlet med denne gåde, og dét med god grund. Det forholder sig som kong Salomon engang sagde: „Hurtigløberen [er] ikke . . . herre over løbet eller heltene over kampen, ej heller de vise over brødet, ej heller de kløgtige over rigdom, ej heller de kloge over yndest.“ (Prædikeren 9:11) Hvad skyldes dette?

Som årsag angav Salomon: „Alle er de bundne af tid og tilfælde.“ Men mange tror at det er Gud der bestemmer deres skæbne. For eksempel går mange ind for den teori om „prædestination“ eller forudbestemmelse som i det 16. århundrede blev fremsat af teologen Johannes Calvin. Andre gejstlige havde hævdet at Gud forudbestemte enkeltpersoner til frelse. Ud fra dette drog Calvin da den logiske og skræmmende slutning at nogle så også var forudbestemt til fordømmelse! Dette benævnte han Guds decretum horribile eller „forfærdelige bestemmelse“.

Nogle indvendte at en sådan læresætning pålægger Gud ansvaret for synden. I et forsøg på at gendrive hvad „en vis pjalt“ havde fremført som indvending mod hans teori, svarede en opbragt Calvin: „Denne ynkelige fyr ser ikke at han, når han griber efter fejlagtige begrundelser for at undskylde Guds retfærdighed, derved undergraver hans magt.“ Det gik over Calvins forstand at en almægtig Gud ikke skulle gøre brug af absolut forudviden.

Troen på prædestination eller skæbne må nødvendigvis have en dybtgående virkning på et menneskes levevis. Men lærer Bibelen virkelig at vi er låst fast i en forudbestemt fremtid, at vi blot er skæbnens ofre?