Jeg satte Riget først i efterkrigstidens Tyskland
FORTALT AF GERTRUD PÖTZINGER
Ud fra hvilke principper skal vi træffe vore afgørelser? Den bedste lærer der nogen sinde har levet, Jesus Kristus, sagde til sine disciple at de skulle søge Guds rige først. Hvis de gjorde det, ville alle deres andre behov blive dækket. (Mattæus 6:33) Lige siden jeg var ung har jeg erfaret at hvis man kaster sin byrde på Jehova, vidner om hans gerninger og søger Rigets interesser først, bliver man i sandhed åndeligt rig. (Ordsprogene 10:22; Salme 55:23; 71:5; 73:28) Følgende personlige oplevelser fra et spændende kapitel i mit liv illustrerer dette princip.
DET var begyndelsen af 1945. Den anden verdenskrig nærmede sig sin afslutning i Europa. Tyskernes krigsindsats vaklede, og både regeringen og folk i almindelighed ændrede holdning. Man så ikke længere frem til at sejre, men forventede nu et nederlag. Af denne grund ophørte nazisterne med at udsætte Jehovas vidner for så stærk en forfølgelse.
Flere kvindelige Jehovas vidner var blevet flyttet fra koncentrationslejren i Ravensbrück for at arbejde som guvernanter i naziofficerers hjem, og jeg var én af dem. En eftermiddag nogle få måneder før krigen sluttede, kom den SS-officer hvis to børn jeg passede, hen til mig for at tale fortroligt med mig. Han hed Kiener.
„Har De hørt at russerne rykker frem på østfronten?“ spurgte han koldt. Da jeg svarede at det havde jeg, spurgte han: „Hvad vil De gøre hvis de kommer herind?“ Jeg så ham lige i øjnene og svarede: „De er vore fjender ligesom I er vore fjender. Gør det så nogen forskel?“ Ja, Jehova gav os frimodighed til at stå fast som neutrale kristne og forkæmpere for Riget i denne vanskelige tid. — Johannes 15:19.
En vellykket flugt
Rapporterne om tyskernes tilbagetrækning var ikke kun rygter. I slutningen af april arrangerede Kiener at hans kone og deres børn skulle flygte sydpå. Jeg bad om at måtte rejse med dem og fik lov til det. Fru Kiener gav mig noget civilt tøj at gå i for at intet skulle afsløre at hun havde noget med nazisterne at gøre. Vi kom med i en lastvogn der kørte mod den nordlige del af Bayern, hvilket var nærmere den amerikanske end den russiske front.
Det var første gang i syv og et halvt år at jeg for alvor var væk fra koncentrationslejrene. Men krigen var endnu ikke slut og situationen var meget spændt. Som vi nu kom kørende i lastvognen dykkede en eskadrille af de allieredes kampfly ned over os. Med de to børn sad jeg foran hos chaufføren. Han var sikker på at flyene ville vende tilbage for at beskyde lastvognen med maskingeværild. I hjertet bad jeg en inderlig bøn: „Jehova, efter alt det du har beskyttet mig mod, beder jeg dig om ikke at lade mig dø her og nu!“
Som vi havde ventet beskrev kampflyene en stor bue i luften for at flyve hen over os igen. Chaufføren trådte speederen i bund, men vi kunne naturligvis ikke gøre os håb om at køre fra flyene. Pludselig fik vi øje på en sidevej der førte ned til en lille skov. Chaufføren slog et skarpt sving ind på den og kørte ind i skoven. Da bladhanget var ret tæt kunne lastvognen ikke ses fra oven, og flyene opgav at finde os.
Jeg kom ud for andre faretruende situationer som denne. Krigens slutning, der kom blot ti dage efter denne hændelse, bragte imidlertid udfordringer af en anden art.
Større forpligtelser
Fru Kiener, hendes børn og jeg havde sammen med flere andre flygtninge fundet logi i den lille landsby Mönchsdeggingen, i nærheden af Nördlingen. Da kamphandlingerne officielt blev indstillet i en uge, fortalte jeg hende at jeg måtte rejse. Hun blev forståeligt nok ked af det. Hvem andre kunne hun stole på? Nu var hele landet jo imod nazisterne og deres familier. Men jeg havde større forpligtelser. Da krigen sluttede måtte Jehovas Vidner reorganisere arbejdet med at forkynde Riget. Jeg måtte også forsøge at finde min mand, Martin.
Vi havde kun været gift i tre og en halv måned da Martin blev hentet og senere sendt til koncentrationslejren i Dachau. Nogen tid senere blev jeg selv arresteret, og det endte med at jeg blev indsat i koncentrationslejren i Ravensbrück. Der var gået to år siden jeg sidst havde hørt fra min mand, og ni lange år var gået siden vore veje skiltes. Levede Martin stadig? Og hvis han gjorde, var han da sund og rask?
En uforglemmelig dag
Tiden kom hvor jeg skulle rejse. Klokken var halv fem om morgenen. Min morgenmad bestod af et stykke klægt rugbrød. Jeg drog af sted til fods, uden penge, uden rationeringsmærker til mad og uden ejendele, med undtagelse af en lille børneskoletaske hvori jeg havde noget af brødet fra morgenmaden og nogle få personlige ting. Dagen gik mens jeg — langsomt men sikkert — nærmede mig München, min mands hjemby og det sted hvor det var mest sandsynligt at jeg kunne finde ham hvis han stadig levede.
Da aftenen nærmede sig befandt jeg mig i udkanten af en landsby. Der var stadig udgangsforbud, og det ville være umuligt at tilbringe natten under åben himmel uden at løbe en risiko for at blive arresteret. Jeg gik derfor lidt væk fra vejen og bad: „Jehova, vil du ikke nok hjælpe mig. I alle de år jeg har tjent dig, har jeg aldrig manglet et sted at sove om natten.“ Da jeg var færdig med at bede gik jeg tilbage på vejen og så mig omkring, men alt var som før.
Jeg gik ind i landsbyen, og foran det første hus jeg fik øje på, var der en have med en mur omkring. Gennem havelågen kunne jeg se en kvinde der arbejdede i haven, og jeg spurgte hende: „De kunne vel ikke sige mig om der er et sted hvor jeg kan overnatte her?“ Hun kiggede lidt på mig og svarede så temmelig forsigtigt at jeg måtte gå om til bagsiden af huset og spørge hendes mand, da der i forvejen boede en hel del mennesker i huset.
Jeg gik om bag huset, trådte indenfor og fik øje på et stort bord dækket med tyske delikatesser. Ni mennesker sad bænket om bordet og var klar til at begynde at spise. Et øjeblik stod jeg helt fortumlet — jeg havde jo ikke fået noget at spise siden meget tidligt om morgenen. Husets herre løftede blikket og sagde bydende: „Stå dog ikke dér og kig! Der er plads til en til!“
Før jeg satte mig ned og spiste, spurgte jeg manden om jeg kunne blive der om natten. Det kunne jeg godt, sagde han, og hans kone viste mig en feltseng der stod lige oven for trappen fra entreen. Jeg var lidt betænkelig fordi det myldrede med mænd i huset, men sagde alligevel til konen at jeg sagtens kunne sove på feltsengen. Så tog hun af sted til en aftengudstjeneste.
Mens vi spiste, lyttede en yngre kvinde der også boede i huset, opmærksomt til samtalen, som hurtigt havde givet mig mulighed for at aflægge et vidnesbyrd om Guds rige. Det var ikke let at finde ud af nøjagtig hvordan hun reagerede, og efter nogen tid trak hun sig tilbage til sit værelse.
Senere på aftenen kom husets frue hjem og bad mig om at komme ind i stuen. Hun viste mig en tysk Elberfelder-udgave af Bibelen, hvori Guds navn, Jehova, står mange steder. „Jeg fik denne bibel af en bibelstudent for nogle år siden,“ sagde hun. „Kan De fortælle mig om det er en rigtig bibel? Jeg har tit læst i den, men jeg kan ikke forstå den på egen hånd. Vil De ikke nok forklare mig noget om Bibelen?“
Det var allerede sent, men vores samtale fortsatte til langt ud på natten. Den kvinde der ved aftensmåltidet havde lyttet til drøftelsen om Riget, sluttede sig til os ved midnatstid — hun sagde at hun ikke kunne sove fordi hun lå og tænkte på det vi havde talt om. Hun tilføjede at hun gerne ville give mig noget der kunne hjælpe mig på min rejse, og så gav hun mig 20 mark — det var mange penge dengang.
Jeg fortalte de to kvinder at jeg skulle til München og at jeg måtte af sted så tidligt som muligt næste morgen. Damen der boede i huset spurgte hvornår jeg gerne ville op, og jeg svarede klokken fem, skønt det allerede var over midnat. Da jeg så var på vej hen til feltsengen standsede hun mig og sagde: „De skal ikke sove dér. Kom.“ Hun åbnede en dør i entreen og viste mig et smukt møbleret gæsteværelse med blondegardiner og fint linned på en magelig seng. „Her skal De sove,“ sagde hun.
En udfordring af en anden art
Da jeg stod op klokken fem næste morgen sad kvinden og hendes mand allerede i køkkenet med morgenmaden parat til mig. Efter måltidet tog hun min lille skoletaske og fyldte den med brød og pålæg. Da jeg gik, stod hun og hendes mand foran huset for at sige farvel til mig, og de vinkede til jeg var så langt væk at jeg ikke længere kunne se dem.
Jeg tænkte på at det kun var 24 timer siden jeg havde forladt fru Kiener, SS-officerens kone, praktisk talt uden materielle ejendele. Alt hvad jeg da havde var beslutningen om at sætte Jehovas rige først og gøre brug af min nyfundne frihed i den forbindelse. Før jeg nåede til München skulle mit ønske om at følge Jesu vejledning, ’søg først Guds rige og hans retfærdighed’, imidlertid blive stillet på en prøve. — Mattæus 6:33.
Midt på eftermiddagen var jeg træt og havde ømme fødder, så jeg forsøgte at komme op at køre med en af de amerikanske lastvogne der kørte andre flygtninge i retning af München. Det lykkedes mig at få en af dem til at standse, og med den smule engelsk jeg kunne forklarede jeg chaufføren hvad jeg gerne ville. Han sagde at der ikke kunne være flere bag i vognen men at jeg kunne sidde i førerhuset sammen med ham, og det gjorde jeg så.
Da vi nærmede os München standsede chaufføren flere gange, og hver gang steg nogle af passagererne ud. Da vi befandt os lige uden for byen drejede han lastvognen ind på en vej der førte op i bjergene. Jeg lagde mærke til det og prøvede at forklare ham at jeg gerne ville ind i byen. „Nej!“ sagde han. „Vi skal en tur op i bjergene.“
Så gik det op for mig at alle de andre passagerer var steget af. Jeg forsøgte at åbne døren men kunne ikke finde ud af det. Vejen snoede sig op i bjergene, og hele tiden prøvede jeg på mit gebrokne engelsk at gøre manden forståeligt at jeg ikke ville være med til det han havde i tanke. Men han kørte bare videre indtil vi nåede til en lille dal inde i skoven. Han standsede lastvognen og steg ud, gik om til min side og åbnede døren. Jeg steg ud og stod ansigt til ansigt med ham. Han begyndte at tale om hvor smuk en dag det var og hvor smukt stedet var, og at ingen kunne se os.
„Ja,“ sagde jeg, „det er virkelig en smuk dag og et smukt sted, og måske er der ingen her, men Jehova Gud kan se os, og Jehova vil . . . mig og dig.“ Men jeg kunne ikke komme i tanker om hvad „straffe“ hed på engelsk, så jeg viftede voldsomt med hænderne foran hans ansigt og skreg meget højt! Det så ud til at virke, for han skiftede tydeligvis indstilling. Han tøvede et øjeblik, tænkte sig om og bad mig så om at sætte mig ind i lastvognen igen. Uden et ord kørte vi ind til Münchens centrum hvor han standsede og spurgte mig om jeg nu var tæt nok på mit bestemmelsessted. Det forsikrede jeg ham om at jeg var. Igen åbnede han døren udefra, og endnu en gang stod jeg ansigt til ansigt med ham. Denne gang tog han mig imidlertid i hænderne og sagde: „De er en retskaffen kvinde. Bed for mig; bed om at min kone må være lige så trofast som De er.“
Jeg begyndte straks at virke som pioner eller heltidsforkynder i München. Jeg forsøgte at kontakte så mange andre Jehovas vidner som muligt for at gøre mit til at vore møder og andre aktiviteter igen kom i faste rammer, da så godt som hele vor forkyndervirksomhed havde ligget stille på grund af krigen og forfølgelsen.
Min mand lever!
Kort tid efter at jeg var kommet til München fandt jeg ud af at Martin levede og var sund og rask. Han var blevet overflyttet til koncentrationslejren i Mauthausen i Østrig, men havde overlevet. Sammen med omkring hundrede andre Jehovas vidner måtte han vente dér indtil deres papirer var færdige. Af disse papirer ville det fremgå at de var blevet forfulgt af Hitler-regimet, og uden dem ville det ikke være muligt for dem at rejse eller at skaffe tilstrækkeligt med fødevarer.
Da jeg erfarede hvordan det forholdt sig, henvendte jeg mig til den amerikanske militærkommandør i München og sagde: „Min mand sidder i en koncentrationslejr i Østrig, og jeg vil gerne have Dem til at sende en bil derover og hente ham hjem!“ Det endte med at kommandøren sendte to busser til Østrig og hentede alle Vidnerne tilbage til Tyskland.
En ny udfordring
Nu stod jeg over for en anden udfordring. Min mand kom tilbage! Men hvor kunne vi bo? Jeg havde boet i et redskabsskur bag et hus, og sovet i en stol omgivet af alle haveredskaberne. Vi havde brug for et sted at bo, men jeg vidste at Jesu tjenere skulle sætte Riget først.
Under bøn besluttede jeg derfor at tage en hel dag „fri“ fra min pionertjeneste for at lede efter et passende sted at bo. Jeg henvendte mig på boligkontoret der blev ledet af amerikanere, og hentede en liste over ledige lejligheder. Tidligt om morgenen på den fastsatte dag begyndte jeg at arbejde mig igennem listen. Ved solnedgang stod jeg foran det sidste hus på listen og havde lige fået at vide — ligesom alle de andre steder — at lejligheden var optaget. Hvad skulle jeg nu gøre?
Jeg bad til Jehova om hjælp. Han vidste jo hvad jeg havde brug for og sørger for dem der sætter Riget først. Denne ene dag havde jeg sat til side til at finde et sted at bo, og jeg havde intet fundet. Da jeg havde bedt min bøn, virkede det endnu en gang som om intet var forandret. Men jeg havde tillid til Jehova, den Gud „som hører bønner“. (Salme 65:2) Det eneste der var at gøre var altså at gå videre og se efter svaret. Det gjorde jeg så, bogstavelig talt, og nogle få skridt længere henne ad fortovet fik jeg øje på tre kvinder der stod og snakkede. Jeg gik hen til dem og spurgte om de vidste hvor jeg kunne finde en ledig lejlighed.
En af dem vendte sig om og sagde temmelig skarpt: „De skulle hellere selv gå ud og finde Dem en!“ Hendes uvenlighed overraskede mig, men jeg tænkte: ’Måske er dette svaret! Jeg begynder lige her på hjørnet og så går jeg fra hus til hus.’ Jeg gik op til det første hus og ringede på, og en kvinde hilste mig med ordene: „De må komme fra boligkontoret!“ Hendes husnummer stod imidlertid ikke på min liste. Hun viste mig op til en lejlighed på anden sal og åbnede døren til et dejligt værelse med et lille køkken på den anden side af entreen — og en pragtfuld udsigt over de bayerske alper!
Rige velsignelser for trofasthed
Martin og jeg flyttede ind i denne lejlighed. Lige fra begyndelsen var vi naturligvis begge travlt optaget af Rigets arbejde. Jeg fortsatte som pioner, og Martin begyndte at træffe foranstaltninger til at besøge grupper af Jehovas vidner et stykke vej fra München for at opbygge dem åndeligt. Han tog alene ud på disse ture, der varede en dag eller to, eftersom det stadig var meget vanskeligt at rejse fra det ene sted til det andet.
Engang vendte Martin hjem fra en rejse lige idet jeg skulle til at gå ud i tjenesten klokken ni om formiddagen. Han bad mig om at lægge rent tøj og hvad han ellers kunne få brug for, frem til ham, da han skulle på en anden rejse samme eftermiddag. Jeg sagde at jeg skulle ud og aflægge nogle genbesøg og lede nogle hjemmebibelstudier, og at jeg kom hjem til middag for at lave mad og hjælpe ham med at pakke. Det blev middag, men jeg kom ikke; der var heller ingen rene sokker eller andet han kunne pakke i kufferten. Klokken blev fire, den blev otte, og endelig kom jeg hjem klokken elleve om aftenen — glad over alle de gode oplevelser jeg havde haft i dagens løb. Så gik det op for mig! I min begejstring over tjenesten og mine spændende bibelstudier havde jeg glemt alt om Martin og hans rejse. På det tidspunkt var jeg simpelt hen slet ikke vant til at have en mand i huset!
Så tankeløs var jeg naturligvis ikke særlig længe. Martin var nødt til at være væk en stor del af tiden, og snart var jeg mig det smerteligt bevidst når han ikke var hjemme. Tit græd jeg fordi jeg savnede ham. Nu ville jeg helst ikke have at værtinden skulle se mig når jeg ikke var lige så glad som jeg plejede at være, så derfor gik jeg hen på en kirkegård i nærheden, hvor jeg sad på en træstub og græd. Jeg tænkte: ’Der kommer mange andre her og græder, så ingen vil undre sig over at jeg også gør det!’ Men det hjalp nu ikke noget at græde.
Jeg havde så mange gode oplevelser, og jeg ledte 22 bibelstudier med familier mindst en gang om ugen! Men alt dette ville jeg gerne dele med min mand. Martin var kommet tilbage, sund og rask — og alligevel kunne vi ikke være sammen. Jeg fremlagde sagen for Jehova i bøn. I min fortvivlelse betroede jeg mig også til broder Erich Frost, der dengang førte tilsyn med forkyndelsesarbejdet i Tyskland. At min mand var kommet tilbage, klagede jeg, betød blot at jeg skulle vaske hans sokker og undertøj. Broder Frost mente måske at han opmuntrede mig da han sagde at jeg skulle være glad for at jeg i det mindste kunne gøre dét. Jeg var nu ikke alt for tilfreds med det svar! Ikke desto mindre holdt jeg ud.
Nogen tid senere blev Martin indbudt til kontoret i Magdeburg for at blive oplært til at virke som vennetjener, som kredstilsynsmændene dengang blev kaldt. Ved afslutningen af dette kursus meddelte broder Frost at han havde en særlig nyhed til Gertrud. Fra Jehovas Vidners hovedkontor i Brooklyn havde man fået oplysninger om at alle hustruer der havde virket i pionertjenesten, nu kunne ledsage deres mænd når de besøgte de forskellige menigheder i rejsetjenesten. Igen var mine bønner blevet besvaret!
Jeg ser tilbage
Når jeg tænker på de mange oplevelser min mand og jeg har haft, er jeg overbevist om at vor himmelske Fader ved hvad vi har brug for og vil give os det når tiden er inde til det — hvis vi virkelig sætter Riget først i vort liv. Jeg kan også se nu at jeg faktisk kun har fået noget jeg havde brug for. — Mattæus 6:32.
I næsten 31 år efter krigen gennemrejste jeg Tyskland på kryds og tværs sammen med min mand mens han besøgte kristne menigheder og ydede dem åndelig hjælp. Siden 1978 har jeg imidlertid arbejdet på Jehovas Vidners hovedkontor i Brooklyn, New York, hvor Martin tjener som et medlem af Jehovas Vidners styrende råd. Nu er jeg 72 år gammel, og jeg takker Jehova for at jeg stadig har masser af kræfter — nok til at yde en hel dags arbejde i tjenesten for Riget!
[Illustration på side 26]
Jeg gik i fængselstøj mens jeg passede SS-officerens børn
[Illustration på side 28]
En uhyggelig tanke: Måske vendte flyene tilbage for at beskyde lastvognen
[Illustration på side 30]
Sammen med min mand, Martin, nyder jeg nu at forkynde offentligt og fra hus til hus i Brooklyn, New York