Hvad er der sket med den kristne årvågenhed?
„HVAD jeg siger til jer, det siger jeg til alle: våg!“ Disse ord af Jesus Kristus har i århundreder lydt for oprigtige kristnes ører. Men hvor mange medlemmer af den katolske eller den græsk-ortodokse kirke eller de store protestantiske kirkeretninger låner stadig denne opflammende advarsel øre? — Markus 13:37, da. aut.
Hvorfor skulle kristne holde sig vågne? Jo, Jesus havde netop sagt: „Hold jer . . . vågne; I ved jo ikke hvornår husets herre kommer, . . . for at han ikke, når han pludselig kommer, finder jer sovende.“ (Markus 13:35, 36) Jesu disciple skulle altså holde sig vågne fordi de skulle afvente deres Herres, det vil sige Kristi, komme.
Hvad skulle formålet med Jesu komme være? Hans befaling om at være årvågen indgik i et svar på noget hans disciple direkte havde spurgt om: „Hvad vil være tegnet på din nærværelse og afslutningen på tingenes ordning [verdens ende, da. aut.]?“ (Mattæus 24:3) Ifølge en parallel beretning svarede Kristus, efter at have beskrevet et mangesidet tegn: „Da skal de se Menneskesønnen komme i en sky med magt og megen herlighed. Men når disse ting begynder at ske, da ret jer op og løft jeres hoveder, for jeres befrielse nærmer sig. . . . når I ser disse ting ske, [ved I] at Guds rige er nær.“ — Lukas 21:27-31.
Gode grunde til årvågenhed
Jesus Kristus gav altså sine disciple gode grunde til at forblive åndeligt agtpågivende og vågne over for opfyldelsen af „tegnet“. At der blev givet et tegn må betyde at deres Herre skulle være usynligt nærværende; et tegn ville jo være unødvendigt hvis hans nærværelse skulle ske fysisk og synligt. Imidlertid ville hans nærværelse i ånd også betyde at det var ’afslutningens’ eller endens tid for denne onde ’verden’ eller „tingenes ordning“. Og for kristne ville dette betyde at deres ’befrielse nærmede sig’. Ja, det ville betyde at ’Guds rige var nær’.
Er dette ikke selve essensen af det kristne håb? Er det ikke netop det som alle kristne har lært at bede om med ordene: „Vor Fader, du som er i Himlene! Helliget vorde dit navn; komme dit rige; ske din vilje på jorden, som den sker i Himmelen“? (Mattæus 6:9, 10, da. aut.) Burde ikke katolikker som fremsiger deres „Paternoster“ (fadervor) eller medlemmer af andre kirker som beder fadervor, logisk set være årvågne for opfyldelsen af de bønner de selv beder? Eller kan det tænkes at kirkerne med deres lære har berøvet denne bøn sit hovedindhold, så der ikke er meget tilbage at være årvågen over for?
Hvorfor mange ikke længere er årvågne
Kristne skulle altså holde et vågent øje med tegnet på Kristi nærværelse (græsk: parousiʹa, i mange bibeludgaver oversat med „komme“). Hvorfor? Fordi tegnet ville betyde at Guds rige — og dermed også deres udfrielse og „verdens ende“, eller enden på den nuværende onde „tingenes ordning“ — ville være nær. Kristenhedens forskellige kirker burde have hjulpet deres medlemmer til at være åndeligt agtpågivende, så de ikke ville blive fundet sovende når deres Herre kom. Har kirkerne røgtet deres ansvar i denne henseende?
Et teologisk opslagsværk siger: „Som tiden gik uden at parousia’en fandt sted, blev denne skubbet længere og længere ud i fremtiden for kirkens vedkommende, og kom med tiden i fare for fuldstændig at blive opgivet som trosartikel.“ — The New International Dictionary of New Testament Theology.
Sådan er det netop gået. Kristenhedens kirker har opgivet den kristne årvågenhed som Jesus befalede sine disciple aldrig at slække på. De er ikke længere agtpågivende over for Kristi nærværelse og Guds riges komme. De har bortforklaret forventningen om „afslutningen på tingenes ordning“ eller „verdens ende“.
Det franske etbinds leksikon QUID 1984 definerer hvordan kirken i dag opfatter verdens ende. Under emnet „Den katolske tros særpræg“ siges der: „Kirken synes for tiden at definere Verdens ende som den personlige prøve hver enkelt stilles over for ved sin død.“ The New Encyclopædia Britannica går endda så vidt som til at sige: „De etablerede kristne kirker har forkastet eskatologien [læren om „de sidste ting“] som meningsløs eller som en ubetydelig myte.“
Hvad er da svaret på spørgsmålet: „Hvad er der sket med den kristne årvågenhed?“ Det overraskende men uundgåelige svar er at den har fået et banesår inden for „de etablerede kristne kirker“, det vil sige den katolske og den græsk-ortodokse kirke og de store protestantiske kirkeretninger. Hovedskylden for dette ligger ikke hos disse kirkers enkelte medlemmer, og måske er der alligevel mange af dem der spekulerer på hvordan og hvorfor deres kirke har bortforklaret den kristne forventning om Kristi nærværelse, Guds riges komme og afslutningen på den nuværende onde tingenes ordning. De historiske omstændigheder der har ført dertil, vil blive behandlet i næste artikel.