Hvordan den kristne forventning døde hen

JESUS befalede sine disciple at ’holde sig vågne’ over for hans nærværelse og hans riges komme. (Markus 13:37) Der findes en mængde vidnesbyrd i De kristne græske Skrifter om at dette netop var hvad de kristne i det første århundrede gjorde. Nogle blev endda ret utålmodige. (2 Thessaloniker 2:1, 2) Men for på den anden side at foregribe enhver afmatning i den kristne forventning skrev Paulus, Jakob, Peter og Johannes hver især breve hvori de tilskyndede deres brødre til at forblive åndeligt agtpågivende mens de tålmodigt afventede Kristi „nærværelse“ og „Jehovas dag“. — Hebræerne 10:25, 37; Jakob 5:7, 8; 1 Peter 4:7; 2 Peter 3:1-15; 1 Johannes 2:18, 28.

Dette anerkendes i opslagsværker udgivet af kristenhedens historikere og teologer. I det omfattende Supplément til den autoritative franske katolske Dictionnaire de la Bible hedder det: „Det er omsonst at prøve for enhver pris at benægte den tilstand af forventning om enden som fremgår af de fleste af Det nye Testamentes skrifter. . . . I den tidlige kristendom . . . spiller forventningen om Parousia’en [nærværelsen] en betydelig rolle, og den fastholdes hele vejen igennem Det nye Testamente.“

Men hvordan kan det da være at nogle af kristenhedens teologer ’for enhver pris prøver at benægte den tilstand af forventning om enden’ som var tydelig blandt de første kristne? Det er utvivlsomt et forsøg på at retfærdiggøre den tilstand af åndelig døsighed som i dag kendetegner mange såkaldte kristne og deres åndelige ledere. Hvordan indtraf dette omslag?

Hvordan forventningen døde hen

Afmatningen i den kristne forventning var en af følgerne af det frafald der allerede var begyndt at vise sig før apostlenes død. Apostelen Paulus sagde advarende at frafaldet allerede var „i virksomhed“ i den kristne menighed på hans tid. (2 Thessaloniker 2:3, 4, 7) Få år efter varskoede apostelen Peter sine medkristne om at de måtte tage sig i agt for „falske lærere“ og ’folk som angreb med latterliggørelse’, og som sagde: „Hvor er denne hans lovede nærværelse? Fra den dag vore forfædre sov ind i døden, er alt jo forblevet ganske som det var fra skabelsens begyndelse.“ — 2 Peter 2:1; 3:3, 4.

Interessant nok blev den rette kristne forventning for en tid opretholdt af dem der troede på den bibelske sandhed at Jesu lovede „nærværelse“ ville bebude den snarlige oprettelse af hans tusindårige styre over jorden. Justinus Martyr (død omkring år 165), Irenæus (død omkring år 202) og Tertullian (død efter år 220) troede alle på Kristi tusindårsrige og talte for at man med spændt forventning skulle se hen til enden på den nuværende onde tingenes ordning.

Som tiden gik og frafaldet bredte sig, blev håbet om tusindårsriget, hvorunder jorden skulle forvandles til et altomfattende paradis under Kristi styre, gradvis erstattet af en imaginær forventning grundlagt på forestillingen om at mennesket havde iboende udødelighed — en forestilling fra græsk filosofi. Man ændrede paradishåbet fra at dreje sig om en tilværelse på jorden til at dreje sig om en tilværelse i himmelen straks efter døden. Den kristne forventning om Kristi parousia eller nærværelse og hans riges komme svækkedes derfor. ’Hvorfor spejde ivrigt efter tegnet på Jesu nærværelse, når man kan håbe at blive forenet med Kristus i himmelen ved sin død?’ ræsonnerede man.

Den kristne årvågenheds hendøen foranledigede frafaldne kristne til at slutte sig sammen i en stramt opbygget kirke der ikke længere ufravendt så frem til Kristi kommende parousia eller nærværelse, men i stedet koncentrerede sig om det fuldstændige herredømme over sine medlemmer og, om muligt, verden. The New Encyclopædia Britannica siger: „Den [tilsyneladende] udskydelse af Parousia’en resulterede i en svækkelse af urkirkens umiddelbare forventning. I denne ’afeskatologisering’ [svækkelse af læren om „de sidste ting“] trådte institutionskirken i stigende omfang i det forventede gudsriges sted. Dannelsen af den katolske kirke som en hierarkisk institution skal ses i direkte sammenhæng med den umiddelbare forventnings aftagen.“

Dødsstødet

Den „kirkefader“ eller „doktor“ som gav den kristne årvågenhed dødsstødet, var utvivlsomt Augustin af Hippo (354-430). I sit berømte værk De Civitate Dei [Om Guds stat] siger han: „Kirken som nu er på jorden, er både Kristi rige og himmelens rige.“

The New Bible Dictionary oplyser hvilken virkning på katolsk teologi denne betragtningsmåde fik: „Et særkende for katolsk teologi er Guds riges identificering med kirken i dens jordiske forvaltning, en identifikation som hovedsagelig skyldes Augustins indflydelse. Gennem det gejstlige hierarki virkeliggøres Kristus som konge i Guds rige. Rigets område [har samme udstrækning og grænser som] kirkens magt og myndighed. Himmelens rige udbredes ved kirkens missionsvirksomhed og fremgang i verden.“

Dette bortvejrede fuldstændig nødvendigheden af at ’holde sig vågen’ for det tegn der skulle vise at Guds rige var nær. Dette bekræftes af professor E. W. Benz, som i The New Encyclopædia Britannica skriver: „Han [Augustin] svækkede den oprindelige umiddelbare forventning ved at erklære at Guds rige allerede var begyndt i denne verden med kirkens dannelse; kirken er den historiske repræsentant for Guds rige på jorden. Ifølge Augustin finder den første opstandelse fortløbende sted inden for kirken i form af dåbens sakramente, hvorigennem de troende føres ind i Guds rige.“

Det var også Augustin der fuldbyrdede kristenhedens afvigen fra det bibelske håb om Jesu Kristi tusindårige styre, det styre under hvilket han vil genskabe paradiset på jorden. (Åbenbaringen 20:1-3, 6; 21:1-5) The Catholic Encyclopedia indrømmer: „Skt. Augustin kom til sidst til den overbevisning at der ikke ville blive noget millennium; . . . den tusindårige sabbat efter historiens seks tusind år er hele det evige liv; eller med andre ord: tallet tusind skal udtrykke fuldstændighed.“ Britannica Macropædia (1977) tilføjer: „For ham [Augustin] var tusindårsriget blevet en åndelig tilstand som kirken kollektivt var kommet ind i på Pinsedagen. . . . Der forventedes ingen umiddelbar overnaturlig indgriben i historien.“ For katolikker blev bønnen „komme dit rige“ derfor indholdsløs.

I den mørke middelalder

Det oplyses videre at Augustins fortolkning „i middelalderen blev en grundlæggende læresætning“, og den kristne forventning nåede derfor sit hidtidige lavpunkt. Vi læser: „Hos middelalderens kristenhed fik den nytestamentlige eskatologi plads i et dogmatisk system hvis filosofiske grundlag først var platonistisk [efter den græske filosof Platon] og senere, i vest, aristotelisk [efter den græske filosof Aristoteles]. Traditionelle opfattelser af parousia’en, opstandelsen og andre lærepunkter blev sammenblandet med grækernes opfattelse af sjælen og dens udødelighed. . . . Middelalderens kristendom . . . [gav] den eskatologiske passion trange kår. Denne passion var imidlertid ikke død; den levede videre i visse kætterske bevægelser.“ — Encyclopædia Britannica, 1970-udgaven.

Den katolske kirke taler ringeagtende om sådanne „kætterske bevægelser“ og benævner dem „millennistsekter“. Dens historikere taler nedsættende om „år 1000-skrækken“. Men hvis var skylden for at mange jævne mennesker var bange for at verden skulle ende i år 1000? Denne „skræk“ var en direkte følge af den katolske „Sankt“ Augustins teologi. Han hævdede at Satan blev bundet ved Kristi første komme. Da Åbenbaringen 20:3, 7, 8 siger at Satan skulle være bundet i 1000 år og derpå „blive løsladt . . . for at forføre folkeslagene“ (da. aut.), er det intet under at nogle i det tiende århundrede frygtede for hvad der kunne ske i år 1000.

Naturligvis fordømte den katolske kirke officielt denne „skræk“, som den fordømte cistercienserabbeden Joachim fra Fiore, der forudsagde at den kristne tidsalder ville ende i 1260. Ved det femte Laterankoncil i 1516 forbød Pave Leo X formelt alle katolikker at forudsige hvornår antikrist og den sidste dom skulle komme — under trussel om ekskommunikation!

Protestanternes opfattelse

I teorien skulle reformationen i det 16. århundrede med dens formodede tilbagevenden til Bibelen have medført en opblussen af den kristne forventning. Det skete da også for en tid. Men på dette punkt, som på så mange andre, holdt reformationen ikke hvad den lovede. Den markerede ikke en tilbagevenden til den bibeltro kristendom. De protestantiske kirker som reformationen fostrede, mistede snart deres kristne årvågenhed og indrettede sig på fordragelig sameksistens med den bestående verden.

Vi læser: „Reformationskirkerne blev imidlertid snart til institutionelle kirker, med territoriale [nationale] tilhørsforhold, som undertrykte forventningen om endens tid, og læren om ’de sidste ting’ blev således blot et appendiks til dogmatikken.“ „I den religiøse liberalisme som især viste sig blandt protestanter og jøder henimod slutningen af det 18. og i hele det 19. århundrede, var der ikke rum for eskatologien. Den henregnedes til folketroens naive, simple og udslidte staffage, noget som ikke længere kunne accepteres i en oplysningstid. I de fleste tilfælde gik man fuldstændig bort fra de eskatologiske forestillinger, og man fremholdt i al enkelhed sjælens udødelige liv efter døden som menneskets lod. Andre teologer gav deres fortolkning af forventningen om Guds rige et etisk, mysteriepræget eller socialt indhold.“ — Encyclopædia Britannica.

I stedet for at hjælpe kristne til at ’holde sig vågne’ over for Kristi nærværelse og Guds riges komme, har de protestantiske teologer således helt bortforklaret den sande kristne forventning. For mange af dem „blev . . . Guds rige . . . i stadig stigende omfang opfattet individualistisk; det er nådens og fredens herredømme i menneskers hjerter“. For andre „består rigets komme i den sociale retfærdigheds og samfundsudviklingens fremmarch“. — Den protestantiske The New Bible Dictionary.

Katolikkers forventninger

I det mindste i teorien burde katolikker stadig være åndeligt vågne over for Kristi nærværelse. Uanset at Augustins teologi gjorde ende på katolikkernes forventning og håb om Guds styre og om tusindårsriget, lærer den katolske kirke stadig at kristne må være vågne for Kristi genkomst. For eksempel sendte Vatikanets kongregation for troslære alle katolske biskopper i verden et brev, tiltrådt af pave Johannes Paul II og dateret 17. maj 1979, hvori der stod: „I overensstemmelse med Skriften forventer kirken ’vor Herre Jesu Kristi herlige tilsynekomst’.“

Det er hvad den katolske kirke teoretisk lærer. Men hvor tit hører den jævne katolik sin præst prædike om nødvendigheden af at holde sig vågen over for Kristi nærværelse og Guds riges komme? Interessant nok var selve formålet med det ovenfor citerede brev fra den romerske kurie „at styrke de kristnes tro på punkter der er blevet draget i tvivl“. Men hvorfor har såkaldte kristne draget Kristi genkomst i tvivl? Giver følgende citater fra The New Encyclopædia Britannica mon svaret? „Kirken har længe forsømt lærespørgsmål om alt hvad der angår ’de sidste ting’.“ „Siden reformationen har romerkirken bogstavelig talt været uimodtagelig over for eskatologiske bevægelser.“

Den kristne årvågenhed er ikke død

Den kristne forventning døde hen inden for kristenhedens kirker fordi disse veg bort fra Bibelens tydelige sandheder og valgte at følge græsk filosofi og „Sankt“ Augustins teologi. Kommende artikler vil vise at Guds sande tjenere altid har levet i forventning om Kristi nærværelse, og at der i dag findes et folk som gennem en årrække har afgivet bevis for sin kristne årvågenhed og genopdaget et vidunderligt håb som kan blive dit. Læs disse artikler og bed et af Jehovas vidner hjælpe dig til at ’holde dig vågen’ over for opfyldelsen af dette bibelske håb.

[Tekstcitat på side 27]

„Det er omsonst . . . at benægte den tilstand af forventning om enden som fremgår af de fleste af Det nye Testamentes skrifter“

[Illustration på side 28]

Augustin mente at kirken på jorden er Kristi rige

[Illustration på side 29]

Pave Leo X forbød alle katolikker at forudsige tiden for den sidste dom