Dyrker du Gud på den måde han ønsker?
„GUD er ikke uordenens men fredens Gud.“ (1 Korinther 14:33) De mange trossamfund med deres modstridende læresætninger kan derfor ikke alle have Guds godkendelse. Der kan kun være ét trossamfund som opfylder hans krav til sand gudsdyrkelse. Hvordan kan man finde det trossamfund som dyrker Gud på den måde han ønsker?
Utvivlsomt føler mange at det svarer til at lede efter en nål i en høstak — noget nærmest uoverkommeligt! Men hvad knappenålen angår findes der en enklere fremgangsmåde — man kan bruge en kraftig magnet. Den vil tiltrække nålen af metal og skille den ud fra stråene. Bibelen kan, tilsvarende, skille sandt fra usandt. Hvordan? Ved at den beskriver hvad Gud regner for antagelig tilbedelse.
Apostelen Paulus skrev: „Hele Skriften er inspireret af Gud og gavnlig til undervisning, til retledning, til reformering, til optugtelse i retfærdighed, så Guds-mennesket kan være fuldt ud dygtigt, fuldt udrustet til enhver god gerning.“ (2 Timoteus 3:16, 17) Nøjagtig kundskab fra Bibelen har betydning for at vi kan undgå den faldgrube blot at gøre gudsdyrkelse til et spørgsmål om hvad der er bekvemt eller tiltalende.
Desuden sagde Jesus Kristus, Guds søn: „Gud er en ånd, og de der tilbeder ham bør tilbede i ånd og sandhed.“ (Johannes 4:24) Hvordan kan vi „tilbede i ånd og sandhed“? Ved at følge de sande retningslinjer som Gud ved inspiration har ladet nedskrive i sit ord, Bibelen.
Sande tilbedere viser kærlighed
Hvad giver Guds ord os grund til at forvente af den sande tilbedelse? Vi får et umiddelbart fingerpeg om det med de tre ord: „Gud er kærlighed.“ (1 Johannes 4:16) Den tilbedelse Gud ønsker, må altså bygge på ægte kærlighed.
Hvad vil det rent praktisk sige? At man ikke dyrker Gud på den måde han ønsker hvis ens trosretning prædiker eller billiger had. Bibelens bud lyder ganske enkelt: „Du skal elske din næste som dig selv.“ (Mattæus 22:39) Det vil sige at man tager afstand fra denne verdens had, fordomme og stridigheder. Det vil sige at man ikke mere lærer at føre krig, men stræber efter fred. — Esajas 2:2-4.
Vi kunne som tankeeksperiment forestille os at apostelen Paulus var franskmand og apostelen Peter tysker. Ville den ene drage ud for at dræbe den anden, blot fordi deres respektive lande havde erklæret hinanden krig? Nej, vel? Men under den anden verdenskrig var de fleste trossamfund så dybt engageret i deres respektive landes krigsindsats at de endda forsynede hærene med feltpræster! På én gang bad „kristne“ præster på begge sider den samme Gud om sejr. Men er Gud splittet? Kan man blande ham ind i den nationalisme der af Albert Einstein er blevet beskrevet som en „barnagtighed . . . menneskeslægtens børnesygdom“? Naturligvis ikke! De der dyrker Gud på den måde han ønsker, må derfor forblive neutrale og praktisere ægte kærlighed. (Johannes 13:34, 35; 17:16) De ’fører ikke krig efter hvad de er i kødet’. — Jævnfør Andet Korintherbrev 10:3, 4.
Sand tilbedelse ophøjer Jehovas navn
Apostelen Paulus pegede på endnu et kendetegn for den gudsdyrkelse som Gud ønsker, da han sagde at der ganske vist er mange såkaldte guder og herrer, men at der for sande tilbedere kun er „én Gud, Faderen“. (1 Korinther 8:5, 6) De der gør som Gud ønsker, vil altså afgjort kende og bruge hans navn.
På originalsprogene nævner Bibelen specifikt Guds navn over 7000 gange. For eksempel står der i Salme 83:18: „Så man kan vide at du, hvis navn er Jehova, du alene er den Højeste over hele jorden.“ Hvorfor tilbeder så mange trossamfund da en navnløs gud? Og hvorfor udelader de hans navn af deres bibeloversættelser? Det er ikke det Gud ønsker, for Jesus bad: „Lad dit navn blive helliget.“ — Mattæus 6:9.
Den gudsdyrkelse Gud ønsker
Findes der nogen verdensomspændende trosretning som opfylder de to grundlæggende krav til sand tilbedelse som vi netop har behandlet? Findes der noget trossamfund som virkelig praktiserer den kærlighed Kristus lærte? Og herliggør de samme tilbedere Gud og ærer hans navn her i det 20. århundrede?
Det er en velbevidnet kendsgerning at Jehovas vidner holder sig neutrale i nationernes krige. Af den grund har de måttet udstå lidelser i koncentrationslejre og fængsler. I stedet for at give slip på deres bibelsk begrundede principper har de foretrukket at følge de første kristne martyrers eksempel, i kærlighed til Gud og deres medmennesker. Denne kærlighed er ét af kendetegnene på den sande tilbedelse Gud ønsker.
Mange erkender at Jehovas vidner altid har stået fast i denne henseende. For eksempel sagde en sydamerikansk avisudgiver for få år siden at Vidnerne „af samvittighedsgrunde nægter at gøre tjeneste i de væbnede styrker“. Han fortsatte: „Allerede fra børn er Jehovas vidner . . . klar over at de, når de fylder 18, vil komme til at afsone en længere periode i fængsel på grund af deres neutralitet. De accepterer straffen som en del af deres tro. De er venlige og fredelige.“
Hvad med det andet krav til en gudsdyrkelse som Gud ønsker? Ja, hvem ærer Guds navn, Jehova? Det er selvindlysende at kun Jehovas vidner gør dette ved deres forkyndelse og deres adfærd overalt. — Romerne 10:13-15.
Hvorfor ikke lære Jehovas vidner bedre at kende? Se oversigten over nogle af deres trossætninger, sammen med den bibelske begrundelse for dem. Underkast Vidnernes gudsdyrkelse denne enkle prøve: Lever den op til Guds normer for sandhed som disse fremholdes i Bibelen? Frembringer den kærlighedens fredsstiftende frugt, som er en uadskillelig del af den sande tilbedelse? Ærer den Guds navn? I så fald har du fundet frem til den gudsdyrkelse som Gud virkelig ønsker.
[Ramme på side 6]
Hvad Jehovas Vidner tror
Trossætning: Guds navn er Jehova
Bibelsk begrundelse: 2 Mosebog 6:3; Salme 83:18
Trossætning: Bibelen er Guds ord
Bibelsk begrundelse: Johannes 17:17; 2 Timoteus 3:16, 17
Trossætning: Kristus er Guds søn
Bibelsk begrundelse: Mattæus 3:17; Johannes 14:28
Trossætning: Mennesket blev til ved en skabelse, ikke en udvikling
Bibelsk begrundelse: 1 Mosebog 1:27; 2:7
Trossætning: At vi dør skyldes Adams synd
Bibelsk begrundelse: Romerne 5:12
Trossætning: Sjælens eksistens ophører ved døden
Bibelsk begrundelse: Prædikeren 9:5, 10; Ezekiel 18:4
Trossætning: Helvede er menneskehedens fælles grav
Bibelsk begrundelse: Job 14:13; Åbenbaringen 12:13, Kalkar
Trossætning: Opstandelsen er håbet for de døde
Bibelsk begrundelse: Johannes 5:28, 29;11:25; Apostelgerninger 24:15
Trossætning: Kristi menneskeliv var løsesummen for lydige mennesker
Bibelsk begrundelse: Mattæus 20:28; 1 Peter 2:24; 1 Johannes 2:1, 2
Trossætning: Bønner må kun rettes til Jehova gennem Kristus
Bibelsk begrundelse: Mattæus 6:9; Johannes 14:6, 13, 14
Trossætning: Bibelens morallove skal adlydes
Bibelsk begrundelse: 1 Korinther 6:9, 10
Trossætning: Billeder må ikke anvendes i tilbedelsen
Bibelsk begrundelse: 2 Mosebog 20:4-6; 1 Korinther 10:14
Trossætning: Spiritisme må ikke praktiseres
Bibelsk begrundelse: 5 Mosebog 18:10-12; Galaterne 5:19-21
Trossætning: Blod må ikke indtages i organismen
Bibelsk begrundelse: 1 Mosebog 9:3, 4; Apostelgerninger 15:28, 29
Trossætning: En kristen skal holde sig adskilt fra verden
Bibelsk begrundelse: Johannes 15:19; 17:16; Jakob 1:27; 4:4
Trossætning: Kristne skal vidne og forkynde ’den gode nyhed’
Bibelsk begrundelse: Esajas 43:10-12; Mattæus 24:14; 28:19, 20
Trossætning: Dåb ved fuldstændig nedsænkning symboliserer indvielse til Gud
Bibelsk begrundelse: Markus 1:9, 10; Johannes 3:23; Apostelgerninger 19:4, 5
Trossætning: Gejstlige titler er ubibelske
Bibelsk begrundelse: Job 32:21, 22; Mattæus 23:8-12
Trossætning: Vi lever nu på „endens tid“
Bibelsk begrundelse: Daniel 12:4; Mattæus 24:3-14; 2 Timoteus 3:1-5
Trossætning: Kristus er nærværende i ånden
Bibelsk begrundelse: Mattæus 24:3; Johannes 14:19; 1 Peter 3:18
Trossætning: Satan er verdens usynlige hersker
Bibelsk begrundelse: Johannes 12:31; 1 Johannes 5:19
Trossætning: Gud vil udslette den nuværende onde tingenes ordning
Bibelsk begrundelse: Daniel 2:44; Åbenbaringen 16:14, 16; 18:1-8
Trossætning: Under Kristus vil Riget styre jorden med retfærdighed
Bibelsk begrundelse: Esajas 9:6, 7; Daniel 7:13, 14; Mattæus 6:10
Trossætning: Den „lille hjord“ skal herske sammen med Kristus i himmelen
Bibelsk begrundelse: Lukas 12:32; Åbenbaringen 14:1-4; 20:4
Trossætning: Andre som Gud godkender vil modtage evigt liv på en paradisisk jord
Bibelsk begrundelse: Lukas 23:43; Johannes 3:16
[Illustrationer på side 5]
Hvordan ville du finde en nål i en høstak?
Hvordan ville du finde den sande tro?