Alle er lige — hvordan?
ER DET muligt for mænd og kvinder af alle nationer at betragte — og behandle — hinanden som ligemænd? Ikke efter den nuværende verdensorden at dømme. Men vi kan være trygt forvissede om at det er muligt. Hvorfor? Fordi millioner af kristne allerede har bevist det.
Det er velkendt at sand kristendom er blevet kædet sammen med lighed. For eksempel skrev apostelen Paulus: „Her er der ikke længere forskel på jøde og græker, slave og fri; for vi er alle det samme: Vi er ét i Kristus Jesus!“ (Galaterne 3:28, Ny Testamente — på hverdagsdansk) Men var det blot idealistisk tale? Hvordan fungerede det i praksis blandt de første kristne som levede i en verden fyldt med ulighed?
Der er skrevet meget om det overvældende indtryk de første kristne gjorde på samtiden efterhånden som de udviklede det broderskab Jesus Kristus havde lært dem. Eberhard Arnold siger i sin bog The Early Christians After the Death of the Apostles (De første kristne efter apostlenes død):
„Det at de kristne regnede hinanden for ligemænd, for brødre der havde del i samme dom og samme kald, medførte lighed og fællesskab i alt. Denne ligeværdighed medførte at alle havde samme rettighed, samme pligt til at arbejde og samme mulighed i livet. . . . Den gensidige agtelse de kristne på den tid nærede for hinanden, medførte samfundsmæssig solidaritet, som var funderet på kærlighed, på det grundlag at alle var født lige.“
Et storartet vidnesbyrd om gudgiven enhed!
Lighed i et forenet legeme
De enkelte i den første kristne menighed havde naturligvis forskellige evner. Nogle har måske udmærket sig inden for musik, mens andre har haft en bedre hukommelse eller været fysisk stærkere. Til disse forskelle kom at den hellige ånd indgav forskellige gaver og evner, der dog supplerede hinanden. Paulus kunne derfor skrive: „For ligesom legemet er ét men har mange lemmer, og alle legemets lemmer, skønt de er mange, er ét legeme, således er også Messias. For ved én ånd blev vi jo alle døbt til at være ét legeme, enten vi er jøder eller grækere, enten vi er trælle eller fri.“ (1 Korinther 12:11-13) Alle var forkyndere, skønt der var rig variation blandt dem der var „gaver i form af mennesker“, som hyrderne i menigheden profetisk blev kaldt. — Efeserne 4:8; Salme 68:18.
Disse åndeligt modne tilsynsmænd blev på græsk kaldt epiʹskopoi. Om det beslægtede udsagnsord episkopeʹo (at føre tilsyn) skriver W. E. Vine: „I ordet ligger der ikke at man påtager sig et sådant ansvar, men at man røgter det. Det drejer sig ikke om at få en stilling, men om at udføre nogle pligter.“ Disse udnævnte tilsynsmænd havde medarbejdere, diakoʹnoi, et græsk ord som oversættes ’tjenere’, ’menighedstjenere’ eller ’diakoner’. W. E. Vine siger at dette ord „fortrinsvis betegner en tjener, hvad enten han udfører beskedent arbejde som ansat eller er en medhjælper der yder ulønnet tjeneste, uden nøjagtig angivelse af arbejdets karakter“. Ved begge hverv var tjenesteforrettighederne hovedsagen. Man lagde ikke vægt på stillingen, for som tilbedere af Gud var de lige og var alle hans tjenere.
Skønt Jesus valgte tolv mænd som sine apostle, hørte også kvinder til hans omgangskreds. De var meget aktive, og det nævnes specifikt at Maria Magdalene, Johanna og Susanna betjente Jesus. Kvinder modtog også den hellige ånds gave på pinsedagen i år 33 e.v.t. De kunne således tale offentligt på fremmede tungemål og vidne om deres kristne tros sandheder. Kristne søstre førte imidlertid ikke an i undervisningen i menighederne, men forkyndte sammen med brødrene offentligt Guds ord. — Lukas 8:1-3; Apostelgerninger 1:14; 2:17, 18; 18:26.
På det mere personlige plan dannede de kristne også præcedens ved at hjælpe hinanden. Da nogle besøgende i Jerusalem for eksempel stiftede bekendtskab med apostlenes mirakler omkring pinsedagen i år 33 blev de der længere end planlagt og kom til at mangle både mad og penge. Men Bibelens beretning fortæller: „Der var ikke én iblandt dem som led nød; for alle de der var ejere af jordstykker eller huse, solgte dem og kom med beløbene for det solgte,“ og apostlene stod så for uddelingen af dem. Disse første kristne lagde en fremragende ånd for dagen som åbenbarede at kærligheden og ligheden blandt dem gjaldt i praksis! Man kunne sige om dem at „de havde alle ting fælles“. — Apostelgerninger 4:32, 34, 35.
Lighed i praksis i dag
Selve samfundsstrukturen i nutidens verden, i tilgift til de splittelser der er i den, betyder at det ikke er let at efterligne disse første kristne. Men det har altid været Jehovas Vidners målsætning. Vidnesbyrdene viser at de har haft betragteligt held til dette. Encyclopedia Canadiana bemærker:
„Jehovas Vidners arbejde er en genoplivelse og genoprettelse af urkristendommen der blev praktiseret af Jesus og hans disciple i det første og andet århundrede efter vor tidsregning. . . . Alle er brødre.“
Dette kristne brodersamfund yder i dag som for 1900 år siden praktisk hjælp i vanskelige tider. Da dele af Italien i november 1980 rystedes af et alvorligt jordskælv, ankom allerede samme aften den første vognladning forsyninger, klargjort af Vidnerne, til det ramte område. I en rapport hedder det:
„Det var forbløffende for brødrene at se hvor hurtigt den nødvendige hjælp ankom. Vi oprettede straks vort eget køkken, hvor søstrene lavede mad som blev uddelt til vennerne hver dag. De andre indbyggere i byen havde endnu ikke fået hjælp, så de måtte klare sig som de bedst kunne. Vore brødre var selvfølgelig ikke selviske, så de delte ud af deres mad til mange som ikke var Jehovas vidner.“
Efter at kong Sobhuza II af Swaziland i august 1982 var død, blev Jehovas vidner her forfulgt fordi de ikke ville deltage i de traditionelle religiøse sørgeskikke. I England aflagde to Jehovas vidner, den ene hvid og den anden farvet, i fællesskab besøg ved landets højkommissariat i et forsøg på at få situationen lettet. Efter at have lyttet en tid vendte embedsmanden fra Swaziland sig til det farvede vidne, en veluddannet, højtstående forretningsmand, og spurgte: „Men hvorfor er De her?“ Svaret lød: „Fordi jeg bekymrer mig om mine kristne brødres velfærd i Deres land.“ Embedsmanden havde svært ved at forstå hvordan en så velstående mand kunne føle sig som ét med nogle afrikanere i et land som han aldrig så meget som havde besøgt.
Hvorfor ikke ved selvsyn konstatere hvordan et møde i den lokale rigssal eller ved et større stævne forløber? Du vil finde et samfund hvor du bliver budt velkommen uanset om du er ung eller gammel, fattig eller rig, har en større uddannelse eller slet ingen uddannelse. Alle bliver kaldt brødre og søstre, og den enkelte vurderes ikke efter race, baggrund eller verdslig stilling. Hver enkelt bliver værdsat for sin kristne personlighed og sine kristne egenskaber.
Den første kristne menigheds opbygning har dannet mønster for undervisningen, som varetages af udnævnte ældste og menighedstjenere. Og møderne er præget af lighed eller harmoni overalt på jorden. En præst fra den engelske statskirke bemærkede engang:
„Hvert møde er, hvad enten det er formelt eller uformelt, et møde med intensiv undervisning. Medlemmerne forventes at forberede sig til deres søndagsmøder ved at gennemlæse artiklen i Vagttårnet, slå bibelhenvisninger efter og udarbejde svar på spørgsmålene, som de kender i forvejen. Selve møderne har god deltagelse af menigheden. De bestyrkes af deres viden om at den samme lære udbredes overalt i verden på samme tid.“
Hvis du medbringer dette nummer af Vagttårnet til den lokale menighed på de datoer der er anført på side 2, vil du kunne følge med i en sådan drøftelse.
Drøftelsen kommer ofte ind på det håb de enkelte i menigheden har: liv på en paradisisk jord hvor krige vil ophøre og folk vil bruge deres evner på noget opbyggende og glæde sig over „deres hænders værk“. Alle lydige mennesker vil leve under Guds riges styre. Sulten vil være udryddet, for der vil være overflod af mad på vor righoldige jordklode. Sygdommens svøbe vil også høre fortiden til, og alle jordens indbyggere vil ligeligt nyde et fuldkomment helbreds livskraft. — Esajas 2:4; 33:24; 65:22, 23; Zakarias 8:11, 12.
Ja, dette kristne håb er lige så virkeligt som kundskaben om at den kristne menighed i sin nuværende skikkelse vil blive ført ind i det jordiske paradis. Det faste grundlag som allerede er lagt for at fjerne alle klasseskel og nationale skel, vil blive udvidet. Hvordan kan vi være sikre på det? Bibelen forudsiger at kristne „af alle nationer og stammer og folk og tungemål“ til den tid vil fortsætte deres sande tilbedelse af Jehova Gud, idet de står som ligemænd foran ham. Du og din familie kan være iblandt dem. — Åbenbaringen 7:9, 10.
[Illustration på side 7]
Ved Jehovas Vidners møder vil du finde lighed