Fred og sikkerhed — hvordan?
DET er sandt at De forenede Nationer har ydet en værdifuld indsats på nogle områder, men enhver der følger med i nyhederne må indrømme FNs fiasko på området fred og sikkerhed, sådan som selv organisationens ivrigste fortalere åbent gør.
I 1953, kun otte år efter oprettelsen, vedgik daværende generalsekretær Dag Hammarskjöld således: „Hvor vore forgængere drømte om en ny himmel, er vort største håb at vi får lov at redde den gamle jord.“ Seksogtyve år senere følte C. William Maynes, viceudenrigsminister i De forenede Stater, sig tvunget til at indrømme: „Sikkerhedsrådets og generalforsamlingens hovedformål var at opretholde international fred og sikkerhed. . . . Det ses klart at organisationen ikke har kunnet opfylde sit centrale formål.“
Hvor stor en rolle spiller FN?
Sandheden er at de fleste afgørende beslutninger angående fred og sikkerhed i de forløbne 40 år er blevet truffet uden for De forenede Nationer. I 1982 sagde generalsekretær Javier Pérez de Cuéllar beklagende: „Vi har i år set, hvordan organisationen gang på gang er blevet tilsidesat eller direkte afvist af den ene eller anden grund i situationer, hvor den burde og kunne have spillet en betydningsfuld og konstruktiv rolle.“ Hvad skyldes det?
Nogle angiver organisationens betragtelige medlemstilgang som grund. De 51 oprindelige medlemmer er blevet til 159, hver med én stemme i generalforsamlingen, skønt nogle af dem er meget små. Østaten St. Christopher & Nevis, den 158. nation der tilsluttede sig FN, har en befolkning på mindre end 50.000, men har i afstemninger lige så stor indflydelse som Kina, hvis befolkning ligger tæt på en milliard. Det betyder sandt nok at mindre nationer får lejlighed til at blive hørt; men det giver næppe stormagterne anledning til at tage organisationens beslutninger mere alvorligt.
Shirley Hazzard berører et andet problem: „De forenede Nationers organisation blev ikke forsynet med tvangsmidler, bortset fra at de måske ligger i hænderne på selve de medlemmer som tvang sandsynligvis er mest påkrævet over for.“ Med andre ord kan organisationen træffe beslutninger, men sjældent gennemtvinge dem. Man fører hyppigt langstrakte drøftelser af betydningsfulde verdensproblemer. Resolutioner vedtages højtideligt — og glemmes så. I 1982 følte generalsekretæren sig foranlediget til at beklage „mangelen på respekt for dets [FNs] beslutninger hos dem, de er henvendt til“.
Dette er organisationsmæssige problemer — og kommentatorerne nævner flere. Men der er dybere, alvorligere grunde til FNs fiasko.
De dybere problemer
„Det syntes dengang muligt at give forrang til oprettelsen af en ordning der opretholdt den internationale fred og sikkerhed under pagtens bestemmelser,“ har Javier Pérez de Cuéllar udtalt med tanke på FNs grundlæggeres idealisme. „Hvad er der sket med denne storladne vision? Den fordunkledes snart af stormagternes uoverensstemmelser. . . . Verden viste sig desuden at være mere indviklet og langt mindre ordenspræget end man havde håbet.“
Faktisk har der aldrig været skyggen af chance for at FN kunne indføre fred og sikkerhed. Opgaven er ganske enkelt for svær. Generalsekretærens bemærkninger minder os om profeten Jeremias’ ord: „Det står ikke til en mand der vandrer, at styre sine skridt.“ (Jeremias 10:23) Mennesker vil med deres begrænsede indsigt og evner aldrig kunne løse den opgave at indføre fred og sikkerhed for alle.
Generalsekretæren sagde at FNs grundlæggere opdagede at verden var „mere indviklet“ end de havde forestillet sig. Det er der en væsentlig årsag til, og det har de sandsynligvis ikke været klar over. Men apostelen Johannes fortæller: „Hele verden ligger i den ondes magt.“ (1 Johannes 5:19) Bibelen fortæller os at ’den onde’, Satan, i dag forårsager „ve“ over jorden og „har stor harme“. (Åbenbaringen 12:12) Den omstændighed at Satan og hans indflydelse er en dyster realitet, dømte FNs fredsbestræbelser til at mislykkes allerede før organisationen blev påbegyndt.
Husk også at FN er fostret af denne verden og derfor har arvet dens kendetegn. De svagheder og onder og den korruption som kendetegner de enkelte nationer, findes derfor uundgåeligt også i De forenede Nationer. Alexánder Solsjenítsyn er blevet citeret for i 1972 at have sagt: „For et kvart århundrede siden fødtes De forenede Nationers organisation under store forhåbninger fra hele menneskeheden. Men ak, i en umoralsk verden voksede den også op som umoralsk.“ Bibelen siger advarende: ’For de ugudelige er der ingen fred.’ (Esajas 48:22) En „umoralsk“ organisation kan aldrig indføre fred og sikkerhed.
Spørgsmålet om fred og sikkerhed
Vil det gøre nogen forskel at man har erklæret 1986 for „internationalt fredsår“? Det er højst usandsynligt, da mennesker slet ikke kan løse de førnævnte problemer. Der er ikke større sandsynlighed for at ’fredsåret’ bringer menneskeheden nærmere fred og sikkerhed end der var for at ’børneåret’ i 1979 forbedrede børnenes vilkår internationalt, eller for at „det internationale kvindeår“ i 1975 gjorde verden til et bedre sted for kvinder.
Men skal menneskeheden overleve, er det klart at nogen må gøre noget for fred og sikkerhed. I dag er de atomoprustede nationer i stand til at udslette så godt som alt liv på jorden. Avancerede konventionelle våben forårsager forfærdende tab af liv hvert år. Virkelig fred synes længere borte end nogen sinde! Hvis FN ikke har kunnet løse disse problemer, hvem kan så?
Et blik på historien peger på et lovende svar. For omkring 3000 år siden skrev David, der var både soldat og konge, om en fremtidig hersker som ville have held til at indføre international fred. I en bøn angående denne hersker sagde han: „Måtte bjergene bære fred til folket, og højene ligeså, ved retfærdighed. I hans dage blomstrer den retfærdige, og fred i overflod, indtil månen ikke er mere.“ — Salme 72:3, 7.
Hvilken hersker kan indføre denne varige fred? David viste ikke hen til en menneskelig organisation, men til sin Gud, Jehova, som den gennem hvis myndighed dette ville ske. Var dette blot ønsketænkning? Nej. Davids søn Salomon stolede på den samme Gud, og under hans styre viste Jehova forbilledligt sin magt ved at bringe fred til Salomons rige, som lå i en af de mest krigshærgede dele af jorden. Salomon var ikke krigerkonge, men under hans styre „boede [Juda og Israel] trygt, hver mand under sin vinstok og sit figentræ, fra Dan [i nord] til Be’er-Sjeba [i syd], alle Salomons dage“. — 1 Kongebog 4:25.
Denne fred varede naturligvis ikke ved. Israelitterne forfaldt til at efterligne den umoralske verdens adfærd og mistede deres gudgivne sikkerhed. Men mere end to århundreder senere, da de grusomme assyrere ville gennemtvinge en fred der hvilede på afskrækkelse, forudsagde profeten Esajas den konges komme som Salomon havde forudskildret. Han skrev: „Hans navn skal være Underfuld Rådgiver . . . Fredsfyrste. På det fyrstelige herredømmes omfang og på freden vil der ingen ende være.“ — Esajas 9:6, 7.
Hvem er denne „Fredsfyrste“? Mere end 700 år efter Esajas’ levetid, mens den romerske verdensmagt prøvede at gennemtvinge sin udgave af international fred og sikkerhed, fremstod denne konge i Davids land, Judæa, i skikkelse af Jesus Kristus. Han fortalte sine landsmænd om Guds rige, som han skulle være konge i. Riget skulle være himmelsk og dermed være i stand til at fjerne Satans indflydelse og opveje menneskets medfødte manglende evne til at styre sig selv. Jesu landsmænd foretrak øjensynlig det romerske styre og begik justitsmord på Jesus. Men som historien tydeligt bevidner blev han oprejst fra de døde og steg til himmelen for at afvente den tid da Gud havde bestemt at han skulle herske som konge i hans rige.
Faktisk udpeger opfyldelsen af profetien vor tid som tiden for denne store begivenhed. Da Guds rige fødtes i himmelen og Satan derefter nedkastedes til jorden, forårsagede det „stor harme“ hos ham og „ve“ over jorden. (Åbenbaringen 12:7-12) Følgen har været krige og andre veer over mennesker, som profeteret af Jesus. Jorden er blevet skueplads for „angst blandt nationerne, som ved hverken ud eller ind“. — Lukas 21:25, 26; Mattæus 24:3-13.
På menneskers måde eller Guds måde?
Jesu næsten 2000 år gamle profetier giver en nøjagtigere beskrivelse af verdensforholdene end de optimistiske udtalelser der blev fremsat ved FNs fremståen for 40 år siden. At denne organisation ’hverken ved ud eller ind’ tjener kun til at fremhæve Bibelens forudsigelsers nøjagtighed. Sagt med Esajas’ ord ’græder fredens sendebud bittert’ i skuffelse over deres manglende held. — Esajas 33:7.
Dette fremhæver en sidste grund til at FN aldrig vil kunne indføre fred på jorden. FN griber sagen an på en måde som står i fuldstændig modsætning til Guds. Ifølge Jehovas erklærede hensigt vil freden ikke opstå ved at verdens nationer forenes, men ved at de fuldstændig erstattes af Guds rige. (Daniel 2:44) Dag Hammarskjöld sagde at han arbejdede på at „redde den gamle jord“. Hvis han dermed mente den nuværende verdensordning bestående af uafhængige politiske nationer, så var hans forhåbninger dømt til at slå fejl fra begyndelsen. Sagen er at „den gamle jord“ må vige for en ny ordning. „Verden forsvinder.“ (1 Johannes 2:17) Intet kan redde den, selv ikke FN.
Med staternes nationalistiske selviskhed findes der kun én realistisk fremgangsmåde til opnåelse af fred og sikkerhed. Kun Guds rige kan indføre den form for fred som mennesket har længtes efter siden det blev uddrevet af Edens have. En beskrivelse af den sikkerhed som vil blive følgen af Rigets virksomhed, lyder: „[Gud] vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere. Det som var før er forsvundet.“ — Åbenbaringen 21:4.
Lyder dette løfte urealistisk? Sandheden er at det er vort eneste håb, og det følgende nummer af Vagttårnet vil dyberegående behandle grunden til at det forholder sig sådan. Imens vil vi gerne henlede læsernes opmærksomhed på en vigtig kendsgerning: FNs historie er ikke slut endnu. Organisationen har en betydningsfuld rolle at spille i fremtidige begivenheder. Læs de to følgende artikler, som behandler FNs fremtid i lyset af Bibelens profetier.
[Illustration på side 5]
Det overstiger ganske enkelt De forenede Nationers formåen at indføre fred
[Kildeangivelse]
Foto: U.S. Army
[Illustration på side 6]
„Hele verden ligger i den ondes magt.“ Det gælder også De forenede Nationer
[Illustration på side 7]
De forenede Nationers moralske standard vil aldrig kunne hæve sig over standarden hos de enkelte nationer den består af