Graverende eksempler på magtmisbrug i nutiden

I DEN lov der blev givet ved Moses blev det stærkt fordømt at dommere tog imod bestikkelse. (2 Mosebog 23:8; 5 Mosebog 10:17; 16:19) Vi kan se hvor viis denne vejledning var ved at lægge mærke til nogle nutidige tilfælde af embedsmænds magtmisbrug.

Et af disse drejer sig om dommer Martin T. Manton. Tilbage i 1918 modarbejdede han de bestræbelser bibelstudenterne, som Jehovas Vidner dengang blev kaldt, gjorde for at få J. F. Rutherford og syv af hans medarbejdere løsladt mod kaution. Disse otte kristne ordets tjenere var anklaget for at lægge hindringer i vejen for krigsbestræbelserne og blev sendt til forbundsfængselet i Atlanta i staten Georgia. Den appelret der senere påhørte deres sag bestod af tre dommere, deriblandt Manton selv. Han afgav dissens, men de to andre dommere imødekom appellen, og den urigtige dom blev omstødt.

Hvilken slags dommer var Manton? Pressen har kaldt ham „den mest fremtrædende dommer [i De forenede Stater] efter de ni højesteretsdommere“. Han var også en af Amerikas mest fremtrædende lægmænd, og paven udnævnte ham til „ridder af Gregor-ordenen“. Manton mistede sin høje position da han blev idømt en bøde på 10.000 dollars samt to års fængsel. For hvad? For at ’sælge’ domsafgørelser. Han havde endog dristet sig til at øve pengeafpresning mod dem der gav møde i retten, idet han truede med at afsige en dom der gik dem imod, medmindre de betalte ham en stor sum penge. The New York Times sagde om ham: „Forbundsretten var arnested for pengeafpresning.“ Hvilket misbrug af magtbeføjelser!

Mange år senere dukkede en anden graverende sag op. Her var hovedpersonen Spiro Agnew, De forenede Staters vicepræsident fra 1969 til 1973. Han var anklaget for at have snydt det offentlige for tusinder af dollars, og derfor trådte han tilbage. Så sent som i 1983 måtte han betale over 250.000 dollars til staten Maryland på grund af den bestikkelse han havde taget imod.

Så var der Richard M. Nixon, der havde valgt Agnew som vicepræsident. Det amerikanske Senatsudvalg der havde med Watergate-sagen at gøre, anbefalede at Nixon blev anklaget på tre punkter: for at have misbrugt sine magtbeføjelser som præsident; for at have stået i vejen for retfærdigheden; og for at have nægtet at møde i retten som vidne. Som bekendt trådte han tilbage den 9. august 1974, hvor der endnu var to og et halvt år tilbage af hans præsidenttid.

Magtmisbrug finder sted overalt. For eksempel skrev det canadiske blad Maclean’s den 15. juli 1985 om „vilde sexorgier på Parliament Hill [regeringssædet i Canada] . . . og uautoriserede pengeudbetalinger“. En statslig personalechef skal ved et selskab have sagt til en 30-årig kvinde: „Hvis du ikke smider tøjet, får du ikke noget job.“

Omkring samme tid offentliggjorde et internationalt nyhedsblad artiklen „Kinas nye politik bremses af korruption“. Det skrev: „På det seneste har den officielle presse praktisk taget hver eneste dag haft beretninger om økonomisk svindel, i nogle tilfælde begået af højtstående embedsmænd.“

Siden har New Zealand Herald under overskriften „Korruptionens forbandelse en alvorlig trussel i ’Lykkelandet’“, gengivet følgende udtalelse af en pensioneret dommer: „Australien er her i midten af 1980erne rigt, sorgløst og korrupt.“ Artiklen omtalte „et retssystem der inden for det sidste år har set en dommer fra landets højeste domstol sat bag lås og slå og som næsten daglig chokeres af forbløffende vidnesbyrd om politifolk der tager imod bestikkelse“.

Det er tydeligt at alle disse magtmisbrugere ignorerer det princip Jesus Kristus fremsatte: „Der findes intet tildækket som ikke vil blive afsløret, og intet hemmeligt som ikke vil blive kendt.“ — Mattæus 10:26.