Jehovas vidners historie i nyere tid

Niende del: Vidnerne vækkes til live efter krigen

RETSMØDET, ved hvilket Rutherfords og hans fællers appel skulle behandles, blev berammet til og afholdtes den 14. april 1919 i Andet Distrikts Forbundsappelret, New York. En måned senere, den 14. maj 1919, blev de uretfærdige domme, de den foregående sommer havde fået, omstødt.a (Det følgende år, den 5. maj 1920, blev de otte mænd fuldstændig renset, da statsadvokaten efter ordre fra rigsadvokaten ved et offentligt retsmøde i Brooklyn trak anklagen tilbage.)b Appelrettens omstødelse af de uretfærdige domme blev omtalt på side 1 i det daværende Brooklyn-blad Eagle for 15. maj 1919:

„Dommen over russellitterne omstødt efter appel; „Sagen uærligt behandlet“; dommerne Ward, Rogers og Manton fra de Forenede Staters Distriktsappelret for forbundsdistriktet New York omstødte i dag fængselskendelsen over russellitternes ledere, som i juni måned i Brooklyn af dommer Harland B. Howe fra Vermont kendtes skyldige i sammensværgelse med det formål for øje at modsætte sig indkaldelse, hindre hvervning og ægge til opstand og ulydighed blandt nationens væbnede styrker. Kendelsen går ud på, at dommer Howes holdning var ubillig med hensyn til behandlingen af [tre] vidner. . . . Eftersom kendelsen finder russellitternes krav om fritagelse for aktiv tjeneste i hæren lovhjemlet, idet deres organisation forbyder medlemmerne at dræbe, synes det lidet sandsynligt, at sektens ledere atter vil blive stillet for retten. . . . Dommer Martin T. Manton afgav dissens over for flertallets ved dommer Henry G. Ward skriftligt formulerede opinion.“c

Denne dommer Manton, en fremtrædende katolik, er den samme, som den 1. juli 1.918 uden angivelig grund nægtede at løslade Rutherford og hans fæller mod kaution og således påtvang dem ni måneders uretfærdig indespærring, mens deres appel behandledes. Det var også denne Manton, som paven i Vatikanet, Pius XI, senere belønnede med en udnævnelse til „Ridder af Sankt Gregor den Stores Orden“. Ja, og det var den samme Manton, „den mægtige“, der selv blev fornedret, da han den 3. juni 1939 idømtes fængselsstraf for skammeligt misbrug af sit høje embede som forbundsdommer ved i forbindelse med seks domsafsigelser at have modtaget bestikkelser på $186.000.d

Så snart lederne af Vagttaarnets Selskab blev løsladt i foråret 1919, følte de det som deres vigtigste opgave at få organisationens hjul i gang igen. Mere end fire årtiers vidnearbejde var sunket i grus og standset ved Satans slag udefra i 1918. De, der havde overlevet denne prøvende tid og gennemgået en renselse, oplevede nu en pludselig befrielse og udfrielse fra den babyloniske trældom. Som i et syn så de for sig en periode med fornyet intensiv virksomhed. Tiden var inde til at opbygge en ny jordisk organisation, en ny verdens samfund, under den levende Guds rige, som allerede var grundlagt i himmelen. I det midlertidige hovedkvarter i Pittsburgh blev der lagt planer om genåbning af hovedkvarteret i Brooklyn, New York. Denne fandt sted den 1. oktober 1919.e Man sikrede sig nye lokaler til trykkeriet på Myrtle Avenue i Brooklyn, ligesom en planlagt genforening af alle overlevende vidner fandt sted ved en åndelig fest, der afholdtes i Cedar Point, Ohio, i de syv dage fra 1.-7. september 1919. Den blev det største stævne, Selskabet indtil da havde arrangeret, idet der var 6000 til stede ved de almindelige møder, og 200 blev døbt, og 7500 overværede det offentlige foredrag.f Ved dette stævne blev der givet meddelelse om udgivelsen af et nyt blad, The Golden Age. Det første nummer udkom den 1. oktober 1919.g (Bladet udkom på norsk som Den Gylne Tidsalder fra marts 1925; dansk udgave, Ny Verden, begyndte at udkomme i januar 1930.) Kolportørtjenesten (pionertjenesten) blev hurtigt genoplivet, idet der i foråret 1919 var 150, der havde deres gerning i denne tjenestegren, og i efteråret var der 507, som var optaget af heltidstjenesten på arbejdsmarken. Også pilgrimstjenesten genindførtes. 86 særlige repræsentanter sendtes fra menighed til menighed for at knytte fastere bånd mellem dem og hovedkontoret, for at samle dem, der var blevet adspredt på grund af forfølgelserne under krigen, og indgive dem nyt mod og vække til ny begejstring. De stormfulde års krise var sandelig nu overstået,h og året 1919 blev vidne til, at forkynderarbejdet, der engang var døet hen, nu ved Guds aktive krafts magtfulde virken hurtigt genoplivedes til forbløffelse for nationerne. — Åb. 11:11.

Modigt og med stor styrke tog Jehovas overlevende rest af salvede vidner fat på den opgave at genoprette den sande gudsdyrkelse, den ægte kristendom, som fra det tidspunkt, da den sidste af Jesu apostle døde ca. år 100 e. Kr., var blevet overskygget af den babyloniske, falske religiøse tænkning. Kristenhedens frafaldne præsteskab havde, betragtet som en helhed, svarende til „lovløshedens menneske“, længe holdt folkene nede i tæt mørke. Skønt Jehovas folk fra 1870erne indtil 1918 gradvis havde revideret en overvejende del af deres oprindelige religiøse tankegang, der havde hvilet på de frafaldne navnkirkers babyloniske religioners forvanskede læresætninger, holdtes de dog stadig i vid udstrækning i urene lænker, nemlig de falske forestillinger og vaner, som de havde arvet fra de hedenske traditioner, der var antaget af kristenheden. For eksempel satte disse den højeste Guds vidner helt op til og med vanskelighederne i 1918 overordentlig megen lid til den såkaldte „karakterudvikling“,i de hengav sig i ret betydeligt omfang til dyrkelse af skabninger,j antog jordiske, politiske regeringer for at være de af Gud udnævnte foresatte „øvrigheder“ (Rom. 13:1) og holdtes således i frygt for mennesker, især for de borgerlige myndigheder.k De fejrede også visse hedenske, helligdage som f. eks. julen,l de anvendte korsets tegn som et symbol på kristen indvielse,a navnet Jehova holdtes i baggrunden, og i organisationsspørgsmål angående den lokale menigheds ledelse benyttede de sig fortsat af den demokratiske styreform.b I det store og hele gjorde enhver, hvad han anså for det rette. Den daværende indsamling af de salvede fra mange steder på jorden under Vagttaarnets Selskab resulterede kun i et løseligt fællesskab mellem de kristne, der forventede en endnu større genoprettelse.

Fra og med 1919 ændredes alt dette til fordel for en strålende fremtid, velsignet af Gud. De salvede vidner kom i skikkelse af et løseligt forenet samfund til live igen efter de hedenske regeringers næsten dødbringende slag i 1914-1918. Kendsgerningerne herom undersøgte vi i forrige afsnit (8) af denne historiske beretning. Som et genopbygget, kristent samfund bekendte de øjeblikkelig, at de havde syndet ved at gå på akkord, og at de havde ladet sig besmitte af falsk religion. De angrede deres hidtidige handlemåde, gav udtryk for ønsket om at ændre den og bad Jehova om tilgivelse. Det var som organisation betragtet, at de erindrede deres synder. De var f. eks. for at tækkes selvbestaltede censorer gået med til som et kompromis at klippe siderne 247-253 ud af deres syvende bind af Studies in the Scriptures, The Finished Mystery.c The Watch Tower opmuntrede sine læsere til at sætte dagen den 30. maj 1918 til side til bøn og påkaldelse, således som den amerikanske kongres havde opfordret til den 2. april, og som præsident Wilson havde bekendtgjort den 11. maj.d De fremførte hilsener over for regeringer i denne verdene og gav sig af med forehavender, der intet havde med religion at gøre.f Som et samlet hele bekendte de: „Vi syndede som vore fædre, handlede ilde og gudløst.“ „Hvo hengav Jakob til plyndring, gav Israel hen til ransmænd? Mon ikke HERREN, mod hvem vi synded, hvis veje de ej ville vandre, hvis lov de ikke hørte.“g (Sl. 106:6; Es. 42:24) De sensationelle artikler i Watch Tower for 1. og 15. august 1919 (Vagt-Taarnet, september og oktober 1919) med titlen: „Salige er de, som ikke frygter“, løste det menneskefrygtens greb, der lagde bånd på den trofaste rest, og som et folk, der havde fået tilgivelse, som en renset organisation, befriet fra Djævelens gamle verdens organisation, begyndte de at gå fremad. De var lykkelige over, at det korte tidsrum, i hvilket Jehova havde vist sit mishag, nu var til ende, at han havde vendt sin vrede bort fra dem, og at han for fremtiden kunne anerkende deres tjeneste. — Es. 12:1.

Hvad mon Bibelens profetier har at sige om denne genopbygningsperiode? Vi har tidligere undersøgt, hvorledes Zion, Jehovas universelle organisation, uden at føle smerte, lide vold eller trængsel i organisationsmæssig henseende, i 1914 fødte eller lykkeligt gennemførte frembringelsen af det himmelske riges drengebarn, en ny regering, legemliggjort i Kristus Jesus. (Dan. 7:14; Es. 66:7; Åb. 12:5) Efter denne begivenhed havde, siger profetierne imidlertid, Zion fødselsveer eller var i „barnsnød“, hvilket refererer til de forfølgelser og trængsler og den adspredelse, hendes salvede vidner på jorden (1914-1918) var udsat for, idet hun af dem skulle skabe et „land“ og et „folk“. (Es. 66:8) Det „land“, som Jehova frembragte på „een dag“, sigter til genindførelsen af frie forhold for dem på jorden, der dyrker Jehova, til genopbyggelsen af et teokratisk den nye verdens samfund, som grundlagdes i 1919.h (Es. 51:16) Et „land“, i betydningen en jordisk tilstand eller stilling, må have indbyggere, og de første, som skulle indgå i denne nye jordiske tilstand, „hustru“-landet, var de af det „åndelige Israels“ salvede rest, der udgjorde det hellige „folk“, som blev genrejst til sand gudsdyrkelse i 1919.i (Es. 62:4) Senere skulle fremmede, nemlig de, der tilhørte de „andre får“, samles i dette nye teokratiske „land“, i denne tilstand. På denne måde udvikledes efterhånden midt i en fordærvet, døende, gammel verden en iøjnefaldende skare af den „nye jords“ beboere. — Es. 66:20-22.

Efter at Zion så bemærkelsesværdigt har født sit afkom i 1919, „folket“ i „landet“, sørger den store „ørn“, Jehova, for, at der bliver en bogstavelig periode på 1260 dage, hvori disse nye børn kan udvikle sig i sikkerhed og få åndelig næring og styrke. (Åb. 12:6, 14; 5 Mos. 32:11, 12; 2 Mos. 19:4) I tre og et halvt år indtil 1922 beskyttede Jehova da som en ørn sin organisation i det nye teokratiske „land“. Det gjorde det muligt for de først ankomne, det åndelige Israels rest, at slå rod i det nye teokratiske land, at blive åndeligt næret og opbygget samt at blive akklimatiseret til den behagelige tilstand af guddommelig gunst.

Der lå profetisk betydning i, at der i fortiden skete en bogstavelig genrejsning af den trofaste rest af jøder i 537 f. Kr., da de blev ført fra det bogstavelige Babylon og bragt tilbage som retfærdige indbyggere i Israels „forjættede land“, hvor de igen forbilledligt blev Jehovas „hellige folk“ under en teokratisk tingenes ordning og genopbyggede templet, centrum for den rene tilbedelse af Jehova.j På samme måde befandt den kristne, salvede rest sig også fra 1919 e. Kr. i „hustru“-land, hvor den tog fat på arbejdet med at genindføre den sande tilbedelse af Jehova.

Det, som folket, Jehova havde tilgivet, nu skulle opleve, svarede til det, Israel i fortiden oplevede på den tid, da det teokratiske kongedømme, først under Saul og dernæst under David, indførtes hos dem. Nu var den tid forbi, da „enhver gjorde, hvad han fandt for godt“, sådan som tilfældet havde været, før der fandtes en regerende teokratisk konge. (Dom. 21:25) Det, at Kristus havde hersket som teokratisk konge over det nyfødte, himmelske rige siden 1914, betød nu, at der ikke længere blot kunne bestå et løseligt fællesskab mellem vidnerne her på jorden. I stedet måtte der organisationsmæssigt indføres en ny, fuldt ud teokratisk ordning, der helt samlede sig om og nøje var knyttet til Kongen selv både i opbygning og tjeneste. Den genrejsning af Jehovas vidner, der fandt sted 2.1919, bragte dem derfor ikke tilbage til den samme tilstand, som de havde befundet sig i fyrretyve år forud for krisen i 1917-1919. Nej, genoprettelsen førte til en teokratisk organisation som den, der fandtes i den første menigheds tid.

(Fortsættes)

[Fodnoter]