Hvordan jeg overvandt min ærgerrighed

FORTALT AF WAIKATO GRAY

JEG blev født den 2. december 1928, men det var ingen helt almindelig fødsel. Det var en sædefødsel der nær havde kostet både min moder og mig livet. Som følge heraf blev jeg født med skæve fødder. Heldigvis tog min grandtante affære og fik dem rettet ud. Hendes hjælp skulle vise sig at blive af afgørende betydning for det liv jeg kom til at føre som maori i New Zealand.

Min fader, Clark Gray, var maori fra Ngati-Tuwharetoa-stammen og min moder, Hore Teree, kom fra Ngati-Kahungunu-stammen. Ifølge maoriernes gamle slægtshistorie havde jeg et godt stamtræ, idet jeg nedstammede fra to meget ærgerrige stammehøvdinge. Og ærgerrighed blev drivkraften i mit liv.

Jeg lægger fattigdommen bag mig

Jeg var det tredje barn i en familie der med tiden skulle komme til at bestå af otte børn. Det var i tiden under depressionen og mine forældre var meget fattige. Vi boede alle ti i et to-værelses hus i Bay View i nærheden af Napier på Nordøen i New Zealand. Jeg husker tydeligt vore daglige pligter: at samle træ på stranden og hente vand ved en kilde hos naboen i en 15-liters petroleumsdunk. Vi gik otte kilometer til skole på bare fødder både sommer og vinter.

Denne fattigdom øgede min ærgerrighed efter at skabe mig en bedre fremtid — at få en ordentlig uddannelse og blive til noget. Skolen var det rigtige sted at begynde. Samtidig med at jeg passede min skolegang udmærkede jeg mig også inden for atletik og rugby. Jeg blev den bedste hurtigløber i mellemskolen og kom inden længe på rugbyholdet. I skoletiden blev jeg kendt som en af de bedste rugbyspillere på hele Nordøen.

Efter skolen læste jeg videre på et lærerseminarium i Wellington og tilbragte et år ved universitetet i Victoria, hvorefter jeg tog imod et job som lærer ved Manutahi District High School. Her blev jeg valgt til at spille med i en udtagelseskamp til rugbyholdet Maori All Blacks. Mange maorier drømmer om at komme til at spille på New Zealands rugbylandshold. Det var en stor ære for mig at være med i disse udtagelseskampe.

Min ærgerrighed blev efterhånden stillet tilfreds. Jeg var maorilærer og opnåede både anerkendelse på det akademiske område og inden for sportsverdenen. Fattigdom var nu et overstået kapitel — hvilket langt spring fra at være en fattig maoridreng i 30rne!

’Kender du Guds navn?’

Mens jeg gik på universitetet skete der noget der fik mig til at interessere mig nærmere for religion. Jeg blev opdraget som anglikaner. Faktisk blev der på et tidspunkt holdt gudstjenester i vort hjem. Da min fader døde følte jeg det som en virkelig prøvelse. Jeg blev ved med at spørge mig selv hvorfor Gud havde taget min fader til sig når nu min moder og hendes otte børn havde så hårdt brug for ham. Jeg syntes ikke det var retfærdigt.

Det var omkring dette tidspunkt at min moder begyndte at overvære nogle bibelstudier som Jehovas vidner ledte med nogle af vores naboer. Jeg blev forarget. Vi havde vores egen tro, så hvorfor kunne hun ikke være ligeglad med Jehovas Vidner?

Så en dag kom Rudolph Rawiri, et Jehovas vidne fra egnen, og besøgte mig. Jeg besluttede mig til at ’sætte ham på plads’. Men hans smil og venlige væsen afvæbnede mig. Han stillede mig et enkelt spørgsmål: Kender du Guds navn? Jeg svarede at det var Jesus. Han bad mig derefter slå op på Salme 83:18 i min King James-bibel. Hvilken overraskelse! Dér stod Guds navn i min egen bibel: „At mennesker må kende at du, hvis navn alene er JEHOVA, er den højeste over hele jorden.“

Jeg var imponeret. Hvorfor havde min egen kirke aldrig fremhævet dette hellige navn? Senere kom Charles Tareha, et andet Jehovas vidne der var maori, hjem til os og ledte et regelmæssigt bibelstudium med os. Vi indså at det var sandheden og afskar enhver forbindelse med Den engelske Statskirke. Jeg blev et døbt Jehovas vidne i 1955.

Hvad der tiltalte mig ved sandheden

Når jeg nu var opdraget i den anglikanske kirke, hvordan kan det da være at Jehovas Vidners lære tiltalte mig? Jo, efterhånden som de forklarede Guds ord for mig, gjorde det enkle og logiske i det de sagde, indtryk på mig. Sandt nok er denne enkelhed for mange mennesker i sig selv en hindring. Men jeg indså at Bibelen har grundlæggende principper, love og forskrifter der omhandler ethvert problem der måtte opstå i livet. — Jævnfør Salme 119.

Dette gør sig især gældende hvad ægteskabet angår. I Bibelen fandt jeg retningslinjer der viser hvordan man får et godt ægteskab. Det hjalp mig til at se hvordan jeg som ægtemand og fader kunne gøre fremskridt ved at tage mit familieansvar alvorligt. Selvfølgelig har jeg også været så heldig at finde en god hustru i Hinewaka, der er fra Ngati-Porou-stammen på østkysten. Vi blev gift i 1954. Hun tog snart imod sandheden fra Bibelen, og sammen har vi arbejdet på at anvende Guds ords principper i vort liv. — Se Ordsprogene 31:10-31.

Desuden gjorde det et stort indtryk på mig at se de høje moralnormer som Jehovas vidner følger. For at få et godkendt forhold til Jehova må man aflægge enhver umoralsk handlemåde. Utugt, ægteskabsbrud, løgn, tyveri, vold, mord, had og racisme er alt sammen noget der fordømmes i Guds ord. Jeg kunne se hvilken gavnlig indvirkning en god adfærd ville have på mig selv og andre. Man ville ikke gøre noget man senere kom til at fortryde. — 1 Korinther 6:9, 10.

Udfriet fra overtro

Det at være maori er ofte ensbetydende med at være overtroisk. Vi var meget bange for de afdødes sjæle, og den anglikanske lære om den udødelige sjæl tjente blot til at forøge den frygt jeg som maori allerede havde. Men da jeg begyndte at studere Bibelen med Jehovas vidner lærte jeg at Jesus har sagt: „I skal kende sandheden, og sandheden skal frigøre jer.“ (Johannes 8:32) Ja, nøjagtig kundskab fra Guds ord udfriede mig fra trældom under min overtro som maori.

Jeg husker især én situation. Min bedstefader døde, og inden der var gået to døgn døde også min bedstemoder — af sorg. Hun blev lagt på gulvet i dagligstuen ved siden af min bedstefader, der lå i en kiste. Mange ældre maorier stod rundt om liget, men da bedemanden bad om hjælp til at få hende lagt i kisten, forsvandt de alle ud af værelset! Hvis ikke det havde været fordi jeg kendte sandheden ville jeg også være flygtet. Men eftersom jeg vidste at de døde blot sover, tøvede jeg ikke med at hjælpe med at løfte min kære bedstemoders lig op i kisten.

Siden da har jeg som tilsynsmand i Jehovas Vidners menighed holdt mange begravelsestaler og været i stand til at trøste mange med Bibelens enkle lære om de døde. Jeg tror at den enkle beretning i Johannes 11:11-44 virkelig gør rede for spørgsmålet. Jesus sammenlignede døden med en søvn. De døde lider ikke, de venter blot på at blive vækket nøjagtig som hvis de sov.

En loyalitetsprøve

Yderligere kundskab om Bibelen og om Kristi eksempel satte mig nu på en prøve. Ærgerrighed var stadig en stærk drivkraft i mit liv. Min karriere som lærer og mine sportsinteresser havde givet mig alt hvad jeg ønskede. Nu måtte jeg træffe et valg. Enten måtte jeg vælge det ydmyge, enkle liv som et kristent vidne for Jehova, eller jeg måtte forsøge at indpasse min ærgerrighed i min nyfundne tro.

I 1957 måtte jeg træffe en vanskelig afgørelse der virkelig var en prøve på min loyalitet over for Gud. Jeg fik til opgave at holde et bibelsk foredrag ved et af Jehovas Vidners områdestævner der skulle holdes i Lower Hutt. Men som lærer måtte jeg have særlig tilladelse til at få fri for at overvære stævnet. Skolekommissionen i Hawke’s Bay afslog.

Jeg stod på skillevejen — skulle jeg blive på skolen og afslå opgaven ved stævnet? Eller skulle jeg risikere at miste mit arbejde og overvære stævnet uden at have fået tilladelse? Det var ingen let afgørelse. Jeg elskede mit arbejde som lærer, og børnene og forældrene stolede på mig. Skoleinspektøren tryglede mig om at blive på skolen. Men jeg huskede Jesu ord: „Den der ikke tager sin marterpæl og følger efter mig, er mig ikke værdig.“ (Mattæus 10:38) Var jeg villig til at yde et materielt offer for at modtage en åndelig velsignelse? Eller ville min ærgerrighed stille sig i vejen?

Jeg forsagede min ærgerrige livsindstilling og et arbejde jeg var kommet til at holde af, nemlig at undervise børn. Jeg tog til det kristne stævne — og mistede mit lærerjob. Men når jeg nu ser tilbage ved jeg at jeg traf den rette beslutning. Jeg opgav mit arbejde med at undervise børn, men det førte faktisk til at jeg i et langt større omfang kom til at undervise voksne. For at forsørge min familie gik jeg i gang med noget rengørings- og havearbejde. Til sidst fik jeg deltidsbeskæftigelse med kontor- og forretningsarbejde, hvilket satte mig i stand til at bruge mere tid i forkyndelsen.

Alvorlige helbredsproblemer

På et tidspunkt fik jeg et hårdt slag. Som atlet har jeg altid holdt mig i form. Men som et lyn fra en klar himmel blev jeg ramt af tuberkulose. Jeg kom på sanatoriet i Waipukurau for at blive helbredt for min sygdom. Min lunge reagerede imidlertid ikke på behandlingen. Lægerne kom til det resultat at jeg måtte gennemgå en operation og have fjernet den øverste venstre lungelap, men kirurgen ville ikke udføre operationen uden brug af blodtransfusion. De bibelske principper jeg levede efter tillod mig ikke at modtage en andens blod i min organisme, så jeg foreslog lægen at anvende de bloderstatningsmidler som jeg var villig til at modtage. (Apostelgerninger 15:28, 29) Det afslog han, og jeg lagde sagen frem for Jehova i bøn.

Lægerne besluttede så at standse enhver form for medicinsk behandling. I stedet gennemgik jeg i to uger en fysisk terapi i form af motionsøvelser. Da de to uger var gået, blev jeg røntgenfotograferet og derefter kaldt ind på overlægens kontor for at få resultatet at vide. Hvilket spændende øjeblik! „Deres lunge er rask. De kan tage hjem,“ sagde han. Min bøn var blevet besvaret og jeg kunne vende hjem til min hustru og mit barn.

Tilfredshed i tjenesten uden ærgerrighed

Efterhånden som jeg gjorde fremskridt i sandheden stillede jeg mig tilfreds med livets nødvendige ting i stedet for ærgerrigt at søge at skaffe mig ydre tegn på verdslig succes. I 28 år tjente jeg som ældste i Jehovas Vidners menighed i Wairoa. Wairoa er en by med kun 5000 indbyggere foruden en landbefolkning på omkring 7000. Befolkningen består hovedsagelig af maorier og som alle polynesiere er de venlige, sorgløse og gavmilde. En sådan ånd var også kendetegnende for vores menighed, der voksede til 90 aktive forkyndere af den gode nyhed.

En af de særlige opgaver jeg havde i min tjeneste bestod i at hjælpe ikke-troende ægtemænd. En af dem var John McAndrew, der var storryger og dranker, og kendt som det mest grove og uforskammede menneske i byen. Men Bibelens sandheder ændrede ham, og i dag tjener han som præsiderende tilsynsmand i menigheden i Wairoa.

En anden ikke-troende ægtemand hed John Salmon. Han var forretningsmand og var flyttet til Wairoa for at få sin hustru væk fra Jehovas vidner. Da jeg traf ham ville han kun tale med mig hvis jeg brugte King James-oversættelsen af Bibelen. Det var ikke noget problem. Det var trods alt den oversættelse Jehovas vidner hovedsagelig brugte før 1950, inden New World Translation begyndte at udkomme. På den måde hjalp vi ham til ud fra sin egen bibel at forstå og tage imod sandheden.

Et andet dejligt menneske var Tutura Waihape, en ung gift maori med en strålende rugbykarriere foran sig. Da jeg begyndte at studere Bibelen med ham havde han det længste hår jeg nogen sinde har set på en mand. Efterhånden som han fik større kundskab om Jehova og Jesus Kristus forandrede han indstilling. Hans kærlighed til sandheden var vigtigere end at være kendt på grund af sit lange hår, og han fik det derfor klippet. I dag tjener han som menighedstjener.

Undervisning på heltidsbasis

I de sidste ti år har jeg tjent som almindelig pioner og gennemsnitlig anvendt 90 timer om måneden i forkyndelsen. Min hustru har været pioner i 15 år, og også mine tre børn har smagt pionertjenestens glæder.

Som et højdepunkt i vor teokratiske karriere tjener min hustru og jeg nu hvor der er større behov, nemlig på øen Niue. Denne er beliggende et stykke nord for New Zealand ude i Stillehavet. Vi har erfaret at den lille befolkning på omkring 2800 indbyggere er religiøst indstillet, og mange elsker at drøfte Bibelen. Vi har også hjulpet en lille menighed her til at blive bedre organiseret.

Min ærgerrighed efter personlig fremgang og ære er forsvundet. Jeg har indset at den ære som mennesker kan vise Jehova Gud, er af langt større betydning. Som kong David udtrykte det: „I folkeslagenes slægter, tilskriv Jehova herlighed og styrke. Tilskriv Jehova hans navns herlighed.“ Dette forsøger vi at gøre her på vor lille ø Niue. — 1 Krønikebog 16:28, 29.

[Illustration på side 12]

Iført traditionel maoridragt