Tarawera — vulkankatastrofen i New Zealand

Af Vågn op!-​korrespondent i New Zealand

PRØV at forestille dig hvordan det ville være at blive vækket i de tidlige morgentimer ved lyden af at et bjerg blev sprængt i stykker. Hvad ville du tænke hvis du kiggede ud ad vinduet og 30 kilometer borte så kolossale flammer slå op og en vedvarende byge af brændende, røde sten blive kastet gennem luften, samtidig med at din seng begyndte at ryste? Ville du ikke blive skrækslagen? Det var hvad der skete den 10. juni 1886 klokken 2 om natten i Rotorua, der ligger i den centrale del af North Island i New Zealand, da Tarawerabjerget kom i udbrud. Det gik landsbyen Te Wairoa som det gik Pompeji i Italien der blev ødelagt og dækket af aske ved Vesuvs udbrud i 79 e.v.t.

Det var en frygtelig oplevelse. En der overlevede katastrofen beretter: „Det var et syn man aldrig glemmer. . . . Bjerget havde tre kratere og spyede ildflammer godt tre hundrede meter op i luften.“ En anden, der var gået udendørs for at betragte sceneriet, siger: „Vinden tog til, og vi var knap nok nået tilbage til huset da det begyndte at regne kraftigt — troede vi. Vinduerne blev knust, for dét vi troede var regn, viste sig at være slagger og sten. . . . Så stod vi dér mellem jordskælv og ild og ventede på at dø.“

Eksplosionen i den 19 kilometer lange bjergkæde skabte en række på ni dybe kratere. Damp blandet med flyvende aske faldt ned som regn. Landsbyerne omkring søen blev begravet — og med dem deres indbyggere, omkring 155 maorier og andre — mange under et flere meter tykt lag mudder!

Et areal på omkring 16.000 kvadratkilometer skov og landbrugsjord blev dækket af mudder, og selv dækkene på skibe der lå 160 kilometer fra kysten blev overstrøet med nedfaldssten fra vulkanen. Et underværk uden sidestykke i verden, De Røde og Hvide Terrasser, „naturlige arkitektoniske mesterværker af skinnende kiselformationer“, blev ødelagt, og sammen med dem de hellige knogler fra maoriernes forfædre. (Wild New Zealand, udgivet af Reader’s Digest) Det var en katastrofe af enorme dimensioner for den fredfyldte ø i Stillehavet.

Livet i maorilandsbyen

I den gamle landsby Te Wairoa, der lå 14 kilometer fra Tarawera, var livet forud for udbruddet fredeligt og præget af fremgang. Byen lå omgivet af tæt skov ved bredden af en kold sø, Tarawera, og manglede den termiske aktivitet som kendetegnede byerne tættere på Rotorua. Selv på kolde dage var der omkring landsbyen Ohinemutu områder med varmt græs. Men Te Wairoa var på andre måder enestående for sin tid. Den var anlagt med gader. Grundstykkerne hvorpå husene lå var på 0,2 hektarers størrelse, og de var indhegnede og individuelt ejede i stedet for fællesejet stammejord.

To hoteller i Te Wairoa var bekvemt placeret nær Tarawerasøen og havde i 1880’erne sørget for husly til trætte europæiske turister. Dér kunne de holde hvil efter hesteridt og kørsel med hestevogn på de ujævne, nedslidte hjulspor i skoven. Næste dag havde de, som skik var, taget turen til De Røde og Hvide Terrasser i deres fineste søndagstøj. Terrasserne, der var kendt som et af verdens vidundere, blev beskrevet som „store, hvide bassiner der aftog i størrelse . . . op mod bjergets top og var fyldt med vand i den skønneste blå farve mens siderne var blændende hvide . . . og De Røde Terrasser, alle i klare, lyserøde nuancer, havde det samme skønne blå vand i de store, lavvandede bassiner“. De små maoribørn plaskede i de varme mineralbassiner på terrasserne, og de voksne badede for at svale deres rejsetrætte legemer.

Under terrasserne, i det grumsede grønne vand i Rotomahanasøen, boblede varme kilder. Nogle rejste sig som springvand fra vandets overflade og var så varme at maorikokken kunne koge sine kumeras (en art kartofler) eller sine koura (ferskvandskrebs) i dem. Turisterne nød disse delikatesser når de spiste ved søbredden sammen med maoriguiderne, for eksempel Kate og Sophia, der sejlede dem til terrasserne i både lavet af udhulede træstammer.

Advaret om katastrofen

Det var helt uventet at alle tre toppe på Tarawerabjerget kom i udbrud. Maorinavnene Wahanga, Ruawahia og Tarawera indeholder alle tanken om ild, men der var ingen vulkankratere på bjerget og derfor ingen antydning af fare. Faktisk blev Tarawera (som hele bjerget blev kaldt) betragtet som en sikker begravelsesplads for maoriernes forfædre og var tabu eller hellig. Derfor er det formodentlig den røde jord, og ikke ilden, navnene hentyder til. Der var forekommet en usædvanlig men ret ubetydelig aktivitet; for eksempel var Sophia ti dage før udbruddet gået tilbage til den bugt hvor bådene plejede at ligge, og havde fundet dem strandede på bredden. Mens hun stod dér var vandstanden pludselig steget ligesom en flodbølge og havde løftet bådene op, for derefter at kaste dem tilbage på bredden. Når man ser tilbage var den eneste virkelige advarsel de usædvanlig hyppige jordskælv og den høje termiske aktivitet der havde fundet sted på Rotomahanasøen. Dette forårsagede en vis bekymring, men gav ingen idé om den ødelæggelse der var i vente.

Et bevægende besøg

I dag, hundrede år senere, besøger turister udgravningsområdet i Te Wairoa, der nu kaldes Den Begravede Landsby, og får et indtryk af den rædsel som denne nat førte med sig.

Vi fulgte de snoede veje mellem resterne af maorihytterne, hvor udgravningen er fortsat siden 1930’erne. Fluesnappere svirrede om hovedet på os da vi undervejs vækkede deres yndlingsinsekter. Det var svært at forestille sig den gru og rædsel der havde regnet ned over de mennesker der engang boede her.

Vi gjorde holdt ved indgangen til en svagt oplyst hytte og trådte ned på det oprindelige niveau. Vi tænkte på de mudderdækkede babysko og den rustne barneseng fra det 19. århundrede vi tidligere havde fået forevist. Tilhørte de en lille pige der havde boet i dette hus? Havde hun leget på det lergulv vi nu stod på?

Vi blev forbløffede da vi senere så vinflasker der var udgravet i 1949 og tre glas marinerede valnødder, fundet i 1963 — alle med plomberingen ubrudt. Vi spurgte os selv hvordan hundrede år gammel vin og valnødder mon ville smage, selv om vi ikke lige havde lyst til at prøve det! Det bedrøvede os dybt at læse rapporter om overlevende i en gammel avis vi så. Fru Haszard, der var moder til fire, var i live da hun blev gravet fri af redningsholdet. Tre af hendes børn, et på hver side af hende og et i hendes arme, var alle dræbt af nedfalden mudder og aske. Magtesløs havde hun hørt deres råb om hjælp mens hun selv lå fastklemt under den tunge vægt af mudder og spær fra huset.

Eftervirkningen

Det berører ikke de 50.000 mennesker der i dag bor i Rotorua at de lever i skyggen af et så voldsomt bjerg. Det bekymrer heller ikke de mere end 800.000 turister der hvert år stifter bekendtskab med de mange enestående naturoplevelser som dette termiske område har at tilbyde. Fra undergrunden leder nogle newzealændere den termiske damp og mineralvand op gennem rør for at opvarme deres indendørs- og udendørsswimmingpools. Men det ligger i baghovedet at det skoldhede vand de ser trænge op gennem spalter i jorden og samle sig i kogende mudder er et bevis på eksistensen af en skjult energi der engang for mange år siden søndersprængte et bjerg der hed Tarawera og begravede landsbyen Te Wairoa.

[Illustration på side 16 og 17]

Tarawerabjerget og den seks kilometer lange kløft med Tarawerasøen i det fjerne

[Illustrationer på side 18]

En karakteristisk maorihytte der blev begravet af vulkansk aske

Det indvendige af en udgravet maorihytte med ildsted og redskaber

Resterne af en bageovn — ødelagt i 1886

[Kildeangivelse]

Billederne overfor: Gengivet med tilladelse fra Den Begravede Landsby