’Det sociale evangelium’ — hvilken virkning har det?
VED påsketid (marts-april) i år 32 bespiste Jesus Kristus mirakuløst mere end 5000 mænd, kvinder og børn med kun fem brød og to små fisk. (Mattæus 14:14-21; Johannes 6:1-13) Da folk så hvilke usædvanlige evner Jesus havde, ønskede de at gøre ham til deres konge. Måske øjnede de muligheden for at han kunne frigøre dem fra det romerske åg og forbedre deres lod i livet. Hvordan reagerede Jesus?
I stedet for at lade sig lede af folkets krav ’trak Jesus sig igen tilbage til bjerget, helt alene’. (Johannes 6:15) Men folkemængden gav ikke op så let. Næste dag opsøgte de ham igen. Jesus var klar over deres motiv og sagde til dem: „I søger mig ikke fordi I har set tegn, men fordi I spiste af brødene og blev mætte.“ Derefter tilføjede han: „Arbejd ikke for den mad der forgår, men for den mad der forbliver til evigt liv.“ — Johannes 6:25-27.
Hvad kan vi lære af denne beretning? Den viser blandt andet at man forholdsvis let kan tiltrække sig folks interesse hvis man kan tilbyde dem materielle fordele. Men når man søger at skabe ægte værdsættelse af åndelige værdier — varige værdier — forholder det sig ganske anderledes. Og i vor tid er der endnu større tendens til at man bedømmer tingene ud fra en rent materialistisk synsvinkel.
’Det sociale evangeliums’ dragende virkning
For folk i udviklingslandene står de vestlige lande for alle de muligheder og materielle fordele de ikke kan opnå i deres eget land. Set fra disse menneskers synsvinkel er den vestlige velstand og livsform misundelsesværdig. Praktisk talt alle skoleelever får at vide at en højere uddannelse er vejen til fremgang og succes. På den baggrund er det ikke så underligt at de udenlandske kirkers sociale hjælpeprogrammer virker så dragende på folk i disse lande. Men hvilke resultater har man opnået?
I østen er nogle for eksempel villige til at gøre hvad som helst kirkerne forlanger for at få det der uddeles gratis, hvilket har givet anledning til den nedsættende betegnelse „riskristne“. Det mest sørgelige er naturligvis at folks interesse ophører samtidig med hjælpen — mange „riskristne“ forsvinder ganske enkelt fra kirkerne igen. Om dette forhold hedder det i et kinesisk mundheld: „Gud elsker verden, men verden elsker tørmælk.“
Selv om de fleste kirkesamfund nu kun udfører nødhjælpsarbejde i katastrofesituationer, har den tidligere aktivitet sat sig dybe spor. Mange østerlændinge betragter blot kirkerne som velgørende organisationer. De går kun i kirke for at modtage, ikke for at give. De ser ingen grund til at de selv skulle ofre noget for kirken. Denne indstilling kommer blandt andet til udtryk i deres vægring ved at betale for bibelsk læsestof, fordi noget der kommer fra en kirke efter deres opfattelse bør være gratis.
At mange i disse lande blot benytter kirken for egen fordels skyld, ses meget tydeligt på undervisningsområdet. I mange udviklingslande betragter man en uddannelse efter vestligt mønster som en sikker vej til berømmelse og succes. En kilde beretter at da Indien opnåede uafhængighed af Storbritannien havde 85 procent af landets parlamentsmedlemmer gået i „kristne skoler“. Og i overensstemmelse med Kungfutses idealer betragtes en god uddannelse i østen som et af de højeste mål i livet. Mange anser derfor de kirkeejede skoler, hvor undervisningen almindeligvis foregår efter vestlige metoder og normer, som en mulighed for at komme frem i livet. Og da mange forældre i østen håber at få deres børn ind på de kirkeejede skoler, og måske senere til udlandet, går de med glæde i kirke og opfordrer deres børn til at gøre det samme selv om de almindeligvis følger stedets traditionelle religioner.
Hvad har frugten været?
Missionskirkerne er almindeligvis godt besøgt, i sammenligning med hjemlandets kirker. Mange kommer således i forbindelse med kirkens lære og en eller anden form for kristendom. Men har dette hjulpet dem til at forstå Bibelen og dens budskab? Er de virkelig blevet kristne, det vil sige sande disciple af Jesus Kristus?
Tag for eksempel Kuo Tung, den unge mand vi nævnte tidligere. Da han blev spurgt om han nu troede på Gud efter at han var kommet i kirken i nogen tid, svarede han: „Nej. Der blev aldrig nævnt noget vidnesbyrd om at Gud er til.“ Han indrømmede også at han ikke var sikker på om nogen af hans venner troede på en personlig Gud, selv om de var kommet i kirken sammen med ham. De kom hovedsagelig fordi det gav dem lejlighed til at lære engelsk, fortalte han.
En anden ung mand kom hjem på ferie fra et universitet i De forenede Stater. Da han fik besøg af et af Jehovas vidner, spurgte han om de afholdt deres møder på engelsk. Hvorfor? „Så kan jeg holde mit engelsk ved lige,“ svarede han. Da han fik at vide at møderne blev afholdt på det lokale sprog, sådan at alle kunne nyde åndeligt gavn af dem, svarede den unge mand at han ville tage hen hvor der blev afholdt engelske møder.
Selv de der har ladet sig døbe som medlemmer af kirken har kun ændret deres livsanskuelse ganske lidt. Mange hænger stadig ved deres tidligere religion eller skikke — ofte med kirkens godkendelse, eller endda med dens velsignelse. I Kina tillader den katolske kirke for eksempel at dens medlemmer fortsat giver sig af med forfædredyrkelse, selv om dette er forbudt alle andre steder. Ved hoveddøren til såkaldt kristne hjem ser man ofte skilte hvorpå beboerne beder ’dørens gud’ om velsignelser. Og på Okinawa sætter man dyrelignende billeder af de lokale guder på hustagenes hjørner for at beskytte familien.
De der har opnået økonomisk sikkerhed som følge af kirkernes hjælpeprogrammer giver ofte udtryk for at svaret på vor tids problemer er at man stoler på sig selv. Dette har resulteret i at mange af dem enten har vendt sig helt bort fra de forskellige kirker og trossamfund eller at de i hvert fald holder sig pænt på afstand.
De forskellige kirkers missionærer har haft mange gode muligheder for at lære folk om hvad Bibelen indeholder. Men i stedet for at oplære dem til at følge Jesu befaling: „Bliv da ved med først at søge riget og hans retfærdighed, og alle disse andre ting vil blive givet jer i tilgift,“ har de lagt vægten på „alle disse andre ting“. (Mattæus 6:33) Gennem deres sociale programmer har de gjort meget for at hjælpe folk fysisk, medicinsk og undervisningsmæssigt. Men de gavnlige virkninger er hovedsagelig af midlertidig karakter. Da missionærerne ikke har givet folk et nyt åndeligt udsyn kommer sådanne hjælpeprogrammer ofte blot til at virke som en tilskyndelse til at stræbe efter flere midlertidige eller verdslige fordele.
I begyndelsen var det kirkernes hensigt at forkynde evangeliet. Men i mange tilfælde har det blot resulteret i et fremstød for den vestlige, materialistiske livsform. Mange er ganske vist blevet omvendt — men som vi har set er de ofte blevet endnu mere verdslige og materialistisk indstillet end de tidligere har været. Jesus sagde til sin tids religiøse ledere: „I rejser over havet og det tørre land for at gøre en enkelt til proselyt, og når han bliver det, gør I ham til et emne for Gehenna, dobbelt så slem som I selv.“ (Mattæus 23:15) I denne henseende har kristenhedens bestræbelser for at forkynde evangeliet gennem socialt arbejde givet bagslag. Kristenheden er i høj grad kommet til kort over for det betydningsfulde påbud Jesus Kristus gav: „Gå derfor ud og gør disciple af folk af alle nationerne, . . . idet I lærer dem at holde alt det jeg har befalet jer.“ — Mattæus 28:19, 20.