Spørgsmål fra læserne
◼ Da Jesus hang på pælen råbte han: „Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?“ Manglede han tro? Var han bange for at Gud havde vendt ham ryggen?
Ordene i Mattæus 27:46 og Markus 15:34 har fået nogle til at drage den slutning at Jesus mistede tilliden til Gud da han stod over for en smertefuld død. Andre mener at dette blot var en menneskelig reaktion hos Jesus, et udtryk for en forståelig fortvivlelse hos et lidende menneske af kød og blod. Der er dog god grund til at sætte spørgsmålstegn ved sådanne menneskelige bedømmelser der er baseret på en overfladisk betragtning. I dag kan vi ikke vide med sikkerhed hvad der fik Jesus til at råbe disse ord, men vi kan anføre to sandsynlige motiver.
Jesus vidste på forhånd at han „måtte tage til Jerusalem og gennemgå mange lidelser . . ., og dræbes, og oprejses på den tredje dag“. (Mattæus 16:21) Mens Guds søn befandt sig i himmelen havde han set ufuldkomne mennesker bevare deres uangribelighed skønt de led døden under tortur. (Hebræerne 11:36-38) Der er derfor ikke nogen grund til at tro at Jesus — et fuldkomment menneske — blev grebet af frygt på grund af det han skulle gennemgå, eller at han ville opfatte sin død på en marterpæl som et tegn på at hans Fader havde forladt ham. Jesus vidste forud „hvilken slags død han skulle dø“, nemlig døden på en marterpæl. (Johannes 12:32, 33) Han vidste også med sikkerhed at han ville blive oprejst på den tredje dag. Hvordan kunne Jesus da sige at Gud havde forladt ham?
Han kan have ment det i den modificerede betydning at Jehova havde fjernet sit beskyttende skjold fra ham så hans uangribelighed blev prøvet til det yderste, til han led en forsmædelig og smertefuld død. Men at Gud tillod fjenderne under anførsel af Satan at lade deres vrede gå ud over Jesus, betød ikke at han fuldstændig havde forladt ham. Jehova nærede fortsat kærlighed til Jesus, og som et bevis på sin kærlighed oprejste han ham på den tredje dag, hvilket Jesus i forvejen vidste ville ske. — Apostelgerninger 2:31-36; 10:40; 17:31.
Endnu et sandsynligt motiv har forbindelse med det foregående, idet Jesus ved at udtale disse ord kunne opfylde en profeti om Messias. Nogle timer tidligere havde Jesus sagt til apostlene at det ville gå ’sådan som der stod skrevet om ham’. (Mattæus 26:24; Markus 14:21) Ja, han ønskede at opfylde det der stod skrevet i profetierne, deriblandt ordene i Salme 22. Du vil måske finde det lærerigt at sammenligne Salme 22:7, 8 med Mattæus 27:39, 43; Salme 22:15 med Johannes 19:28, 29; Salme 22:16 med Markus 15:25 og Johannes 20:27; og Salme 22:18 med Mattæus 27:35. Salme 22, der indeholder mange profetier om Messias’ liv, begynder: „Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?“ Da Jesus udstødte dette råb, opfyldte han altså endnu en profeti. — Lukas 24:44.
Salmisten David mente ikke at hans Gud havde forladt ham eller vendt ham ryggen, for han gav senere i Salme 22 udtryk for at han ville ’forkynde Guds navn for sine brødre’, og han tilskyndede også andre til at lovsynge Jehova. (Vers 22, 23) Jesus, der kendte Salme 22 godt, havde også grund til at nære tillid til at hans Fader stadig elskede ham og godkendte ham, på trods af det Han lod ham gennemgå på marterpælen.