Et liv i nært samfund med Jehovas organisation

FORTALT AF JOHN BARR

DET var i juni 1986. Jeg skulle hjem på besøg i Skotland og befandt mig på rejsens sidste etape, i flyet fra Glasgow til Aberdeen. Mens vi steg til vejrs over de grønne skotske vidder og den dovne Clydeflod, var jeg snart i tankerne hensat til året 1906 i den lille landsby Bishopton, der ligger dernede et sted syd for floden.

Netop det år og i den by begyndte min mormor, Emily Jewell, at læse Charles T. Russells bog Tidsaldrenes Plan. Hun fik straks øjnene op for den sandhed at Bibelen ikke lærer om et brændende helvede. Hendes to voksne døtre, Emily — der senere blev min mor — og Bessie, begyndte også at se strålerne fra sandhedens lys skinne gennem sløret af de falske læresætninger Den Skotske Frikirke forkyndte. I 1908 lod min mormor sig døbe som symbol på at hun havde indviet sig til at gøre Guds vilje, og inden længe fik hun følgeskab af sine døtre.

Også min far havde tilknytning til Den Skotske Frikirke, idet han virkede som degn i Bishopton. Han havde altid haft vanskeligt ved at acceptere treenighedslæren, så en søndag holdt præsten en særlig prædiken med henblik på ham. Efter dette var min far ikke længere i tvivl! Præstens ulogiske forklaring overbeviste ham om at treenighedslæren er et falsum. Han meldte sig ud af kirken og lod sig døbe i 1912, som symbol på sin indvielse til Jehova. Kort efter flyttede mine forældre med deres to børn, Louie og James, til Aberdeen, hvor jeg blev født i 1913.

Mens flyet i morgenstundens sollys gled hen over de bakker, dale og floder som jeg kendte så godt fra min barndom, mindedes jeg den tid og de anstrengelser mine forældre havde gjort sig for at opdrage os børn „i Jehovas tugt og formaning“. (Efeserne 6:4) Jeg er Jehova meget taknemmelig for den oplæring mine forældre har givet mig! Jeg ved at det har medvirket til at jeg altid har holdt mig nær til Jehovas organisation.

Oplært fra barndommen af

Der herskede altid en god ånd i vores familie. Hvis far og mor nogen sinde var uenige om et eller andet, bestræbte de sig på aldrig at vise det over for os børn. Dette indgød os ikke alene respekt for vore forældre men skabte også en tryg atmosfære i vores hjem.

De aftener hvor hele familien var samlet er blandt de herligste minder jeg har fra dengang. Vi underholdt os selv med sang og musik eller ved at spille forskellige brætspil, som for eksempel matador. Og uanset hvor travlt far havde, sørgede han næsten hver dag for at bruge nogen tid sammen med os, hvor han læste højt fra Bibelen og Vagttårnsselskabets publikationer samt fra anden litteratur, både af den lettere og den mere seriøse slags. Alt dette medvirkede til et godt familiesammenhold mens vi voksede op.

Dengang var vi den eneste familie i denne nordlige del af Skotland der kendte „sandheden“. Derfor fik vores hjem besøg af mange af Vagttårnsselskabets rejsende tilsynsmænd (der blev kaldt pilgrimme) som for eksempel Albert Lloyd, Herbert Senior og Fred Scott. Der kom endog gæster fra Selskabets hovedkontor i Brooklyn, New York, deriblandt W. E. Van Amburgh og A. H. Macmillan. Disse besøg var højdepunkter i mine barne- og ungdomsår.

Den dag i dag er jeg taknemmelig for at mine forældre viste en sådan ægte gæstfrihedens ånd. Det berigede vores familieliv, og selv om jeg ikke var ret gammel medvirkede det også til at forøge min værdsættelse af hele brodersamfundet. Ja, forældre kan gøre meget for at knytte et varmt kærlighedsbånd mellem deres børn og det verdensomspændende brodersamfund!

Et personligt problem overvindes

Efterhånden som jeg nåede op i teenageårene blev jeg genert og indesluttet. Jo ældre jeg blev, jo vanskeligere fik jeg ved at kontakte andre og tale med dem. Denne generthed var en stor hindring på mange måder, men navnlig når jeg skulle bevise min tro ved at forkynde den gode nyhed om Riget.

I tiden efter den første verdenskrig havde min mor og mormor været de første forkyndere der gik fra hus til hus i Aberdeen. Vi børn havde hjulpet med at uddele traktater, men det jeg nu stod over for — at skulle besøge folk i deres hjem for at tale med dem — var noget helt andet! Det var virkelig en udfordring. Men endelig tog jeg den op. Jeg vil aldrig glemme den søndag eftermiddag i november 1927, da jeg sagde til min far at jeg gerne ville følges med ham i forkyndelsen fra dør til dør. Det var første gang jeg nogen sinde havde set tårer på min fars kinder — men dette var glædestårer!

En familietragedie ændrer mit liv

Den 25. juni 1929, om aftenen, blev vores fredelige familie dybt rystet. Jeg var 16 år dengang. Min mor og min søster havde tilbragt en hel dag i forkyndelsen og var nu på vej hjem for at tilberede aftensmaden. En motorcykel der kørte for stærkt ramte pludselig mor og trak hende omkring 40 meter hen ad gaden. Hun blev så alvorligt kvæstet i hovedet at alle troede hun ville dø. Men hun overlevede trods alt, takket være min søster Louie der gav hende kærlig pleje i adskillige måneder. Efterhånden blev mor i stand til at føre en forholdsvis normal tilværelse, indtil sin død i 1952.

Denne rystende oplevelse fik stor betydning for mig — den fik mig til at tage mit liv op til en alvorlig revision for at finde ud af hvad jeg ville med det. Den sommer begyndte jeg at studere Bibelen langt grundigere end før — jeg gjorde sandheden til en del af mig selv. Dette var det store vendepunkt i mit liv, som jeg indviede til tjenesten for Jehova. Der gik imidlertid endnu nogle år før jeg fik lejlighed til at symbolisere min indvielse ved vanddåben.

Heltidstjeneste

Da jeg var gået ud af skolen i 1932 begyndte jeg på en uddannelse som maskin- og elektroingeniør. Dengang fik vi ikke de samme tilskyndelser som de unge får i dag til at gå ud i heltidstjenesten som pionerer. Men som årene gik blev det klart for mig hvor jeg burde lægge mine kræfter — nemlig i heltidstjenesten.

Jeg husker tydeligt en artikel i bladet Vagttårnet som vi studerede i begyndelsen af 1938. Her blev det fremhævet hvilke velsignelser det medfører når man personligt holder sig nær til Jehovas organisation og følger dens anvisninger. Artiklen handlede om Jonas og var en gennemgang af de erfaringer han gjorde da han søgte at løbe fra sit ansvar i tjenesten. Denne påmindelse rørte mig dybt, og jeg besluttede at jeg aldrig ville afvise nogen opgave jeg måtte få tildelt gennem Jehovas organisation. Dengang havde jeg ikke den ringeste anelse om hvordan jeg skulle blive prøvet i denne beslutning gennem de mange teokratiske opgaver der lå foran mig.

Jeg bad om at Gud måtte lede mig, og svaret kom i form af et overraskende brev fra Selskabets kontor i London, hvor man opfordrede mig til at blive medlem af betelfamilien. Jeg greb ivrigt lejligheden til at gå ind gennem denne store dør til større tjenesteprivilegier, og i april 1939 kom jeg på Betel, hvor jeg arbejdede sammen med Harold King. Han kom senere til at tjene som missionær i Kina — hvor han som følge af sin forkyndelse blev dømt til at afsone flere år i et kommunistisk fængsel. Vi arbejdede med at samle rejsegrammofoner der skulle bruges ude ved folks døre til at afspille prædikener på grammofonplader.

Harold og jeg prøvede at forestille os de vidt forskellige mennesker der ville få budskabet om Riget at høre ved hjælp af de grammofoner vi samlede. Det hjalp os til at huske hensigten med vores arbejde. Uanset hvilke opgaver jeg siden har fået betroet på Betel har jeg bestræbt mig for at have målet for øje. Derfor har mit arbejde her altid været en glæde, eftersom det har haft relation til forkyndelsen af den gode nyhed.

Tjenesteprivilegier

Kort efter at jeg var ankommet til Betel i London blev jeg udnævnt til kredstjener (nu kaldet præsiderende tilsynsmand) i en menighed med over 200 forkyndere. Tidligere havde jeg fungeret som tilsynsmand i en menighed med kun ti forkyndere! I 1941 blev der afholdt et pragtfuldt landsstævne i Leicester, hvor jeg havde ansvaret for højttalerafdelingen. Indtil da havde jeg kun haft ringe erfaring inden for dette område.

Senere fik jeg til opgave at rejse som vennetjener (der nu kaldes kredstilsynsmand). Der var kun seks vennetjenere i Storbritannien da denne virksomhed blev iværksat i januar 1943. Jeg skulle kun have fungeret som vennetjener i en måned, men det endte med at jeg kom til at rejse rundt til menighederne i over tre år. I løbet af disse tre vanskelige år under den anden verdenskrig havde jeg tilsyn med tre store stævner — hvilket jeg aldrig havde prøvet tidligere.

Rejsetjenesten dengang formede sig helt anderledes end i dag. Vi var altid på farten, og det var ofte meget besværligt at rejse rundt i landet i disse krigsår. Ved flere lejligheder måtte jeg cykle en del af vejen for at nå frem til menighederne. I dag tilbringer de rejsende tilsynsmænd en uge sammen med hver menighed. Hvis menighederne var små kunne vi dengang nå at besøge seks på en uge!

En typisk dag forløb omtrent sådan: Op klokken 5.30. Efter morgenmaden, af sted til næste menighed for at begynde gennemgangen af menighedens optegnelser klokken 8. Eftermiddagen blev almindeligvis brugt i forkyndelsen, hvorefter der om aftenen var et møde med tjenerne i menigheden på en time, fulgt af et foredrag til hele menigheden. Jeg kom sjældent i seng før klokken 23 — ofte blev det senere hvis jeg samme aften skrev rapport over besøget i menigheden. Hver mandag var sat til side til at færdiggøre rapporterne over ugens arbejde, til personligt studium og til forberedelse af den følgende uges besøg.

Hvis nogen synes det var en stram timeplan, har de ret. Men dét at kunne styrke brødrene i disse krigsår, hvor der ikke altid var den samme nære kontakt til organisationen, var i sandhed en velsignelse! Vi følte stor tilfredshed når vi mærkede at vi kunne hjælpe menighederne til ’fortsat at blive styrket i troen’. — Apostelgerninger 16:5.

Tilbage til Betel

I april 1946 bad man mig atter om at tjene på Betel. Det gjorde jeg naturligvis med glæde, men jeg følte også at mit liv var blevet åndeligt beriget efter disse tre og et halvt år i rejsetjenesten. Organisationen betød langt mere for mig nu, og jeg følte det som om jeg havde udført det der beskrives i Salme 48:12, 13: „Gå rundt om Zion, ja, drag omkring det; tæl dets tårne. . . . Bese dets tårnborge.“ Min omfattende rejseaktivitet blandt Guds folk havde fået mig til i endnu højere grad at ’elske hele brodersamfundet’. — 1 Peter 2:17.

Da jeg nu atter var på Betel i London fik jeg den forret at deltage i ledelsen af trykkeriet og stereotypiafdelingen. I september 1977 fik jeg så den enestående forret at blive medlem af Jehovas Vidners Styrende Råd, der har sæde i Brooklyn, New York, USA.

Jeg må indrømme at jeg til tider har haft mest lyst til at bede mig fri for nogle af de mere vanskelige opgaver jeg har fået overdraget. Men så har jeg tænkt på Jonas og den fejl han begik, samt på det vidunderlige løfte vi får i Salme 55:22, hvor der står: „Kast din byrde på Jehova, og han vil sørge for dig. Han vil aldrig tillade at den retfærdige vakler.“ Jeg kan afgjort bekræfte sandheden i disse ord!

Jehova beder os aldrig om at gøre noget som han ved vi ikke kan magte. Det er imidlertid kun ved hans kraft at vi er i stand til at tage vare på de opgaver han giver os. Dertil kommer at hvis man viser sand kærlighed til de brødre man arbejder sammen med, vil man opleve deres støtte og opbakning idet de samarbejder med én „skulder ved skulder“, for at hjælpe én til at varetage de opgaver man har fået pålagt. — Zefanias 3:9.

Dyrebare venskaber

Der vil altid være nogle kristne brødre man føler sig særligt knyttet til. For mit vedkommende var en af disse broder Alfred Pryce Hughes, der døde i 1978. Hans livsberetning stod at læse i The Watchtower for 1. april 1963. I mange år tjente han som afdelingstjener, og senere som medlem af afdelingskontorets udvalg. Broder Hughes var meget afholdt af brødrene i England, fordi han havde stor kærlighed til dem og fordi han viste stor respekt for og loyalitet mod Jehovas organisation. Han holdt også meget af tjenesten på arbejdsmarken. Dette kendetegnede ham livet igennem, uanset hvilke ansvarsbyrder han måtte skuldre. Det at arbejde sammen med trofaste brødre som broder Pryce Hughes har betydet uendelig meget for mig, på den måde at det har styrket min beslutning om at bevare et nært forhold til Jehovas organisation og forblive aktiv i forkyndelsen.

Den 29. oktober 1960 fik jeg et særlig dyrebart forhold til en nidkær forkynder der i lang tid havde tjent som pioner og som var blevet sendt til Irland efter at have gennemgået Gileadskolens 11. klasse. Den dag giftede jeg mig med Mildred Willett, og lige siden har hun været mig en trofast støtte i beteltjenesten.

Mildreds mor havde før sin død i 1965 rådet sin datter til aldrig at være „jaloux på Jehova“. Mildred har altid husket sin mors ord, og dette har hjulpet hende til ikke at blive utålmodig når jeg ofte har været nødt til at arbejde over. Dette har også i høj grad hjulpet mig, så jeg med glæde har kunnet tage imod en hvilken som helst opgave jeg har fået tildelt. Vi glæder os navnlig over de mange berigende oplevelser vi har haft sammen i forkyndelsen.

For eksempel var der et ungt par vi studerede Bibelen med. De gjorde hurtige fremskridt mod indvielse og dåb og tog også regelmæssigt del i forkyndelsen. Det var vi meget glade for! Men pludselig, tilsyneladende uden grund, trak de sig tilbage. Mildred og jeg var naturligvis kede af det, og vi spekulerede på hvor vi havde fejlet i vores undervisning. Vi bad uophørligt til Jehova om at han ville åbne deres hjerter så de kunne vise deres kærlighed til sandheden. Tænk hvor glade vi blev da vi ti år senere modtog et brev fra dette par, hvori de fortalte at de igen var aktivt tilsluttet Jehovas folk og at deres hjem nu fungerede som gruppecenter.

Manden, Will, skrev: „Jeg vil gerne takke jer for al den hjælp og kærlige omsorg I gav os . . . Det var min egen fejl at jeg gik i stå. Jeg havde ikke den rette værdsættelse i hjertet . . . Vi er meget lykkelige for at være tilbage i Jehovas organisation . . . Mange dejlige minder er dukket op i aften mens jeg har skrevet til jer, må Jehova fortsat velsigne jer begge i jeres tjeneste for ham.“

I et andet brev skrev en mor til os om sin søn Mike: „Jeg er vel nok glad for at englene placerede ham ved siden af dig.“ Hvad mente hun med det? Jo, Mike var kommet til stævne sammen med sin mor og sin lillebror. Men han var ikke særlig interesseret i sandheden. Mildred lagde mærke til at den unge mand sad for sig selv, og gav sig til at tale med ham. Så inviterede vi ham og hans bror til at aflægge Betel i London et besøg.

Det Mike så da han senere besøgte os vakte hans interesse i den grad at han fortsatte med at studere Bibelen. Hvad blev resultatet? I dag tjener han som ældste i menigheden, og hans kone og to drenge er alle aktive i forkyndelsen. For nogen tid siden skrev Mikes kone: „[Mike] har ofte nævnt sit møde med jer . . . hvor betaget han var af jeres venlighed og interesse for ham.“

Når min kone og jeg hører om den værdsættelse nogle som Will og Mike giver udtryk for, føler vi det som en forret at have fået lov til at hjælpe dem, og vore hjerter strømmer ganske enkelt over af taknemmelighed mod Jehova! Sådanne levende „anbefalingsbreve“ er nogle af de uvurderlige velsignelser der medvirker til den glæde man nyder ved at holde sig nær til Jehovas organisation. — 2 Korinther 3:1-3.

Tjeneste på hovedkontoret

„En stat i staten.“ Sådan beskrev en redaktør ved en Brooklynavis den store familie på mere end 3500 forkyndere der bor og arbejder sammen på Jehovas Vidners hovedkontor i Brooklyn, New York, samt på Watchtower Farms, der ligger omkring 160 kilometer borte i den nordligste del af staten New York. Det er sandt at Jehovas salvede er en åndelig nation i hans øjne! Men desuden strømmer der fra alle verdens lande i dag en stor skare til, en skare som siger til medlemmerne af denne nation: „Vi vil gå med jer, for vi har hørt at Gud er med jer.“ — Zakarias 8:23; 1 Peter 2:9.

Derfor var det naturligvis en stor oplevelse for min kone og mig at blive en fast del af denne store betelfamilie. Jeg kan uden forbehold sige at de forløbne otte år af mit liv har været de mest spændende i hele min teokratiske tilværelse. Her på hovedkontoret fornemmer man pulsen i hele Jehovas synlige organisation. Her bliver den åndelige føde tilberedt og sendt ud til alle verdenshjørner. Her oplever man hvordan Jehovas ånd virker når der skal træffes store betydningsfulde beslutninger. Og her oplever man stærkere end noget andet sted det samlede vidnesbyrd om at Jehova velsigner arbejdet med at forkynde Riget og gøre disciple. Alle disse erfaringer og indtryk har tilskyndet mig til at have et endnu nærmere forhold til Jehovas folk.

Jeg har kun fortalt nogle brudstykker af min livshistorie — men måske forstår du nu bedre hvorfor jeg denne strålende junimorgen mens mit fly lagde an til landing i Aberdeen, takkede Jehova for at jeg stadig var en del af det verdensomspændende brodersamfund. Jeg havde brugt flyvetiden til et tilbageblik over mine år i sandheden, og dette mindede mig igen om hvor gavnligt det er fra tid til anden at stoppe op og lade tankerne dvæle ved de mange velsignelser vi får fra Jehovas hånd. — Salme 40:5.

Min søster Louie stod i lufthavnen for at tage imod mig — stadig trofast, nidkær og loyal efter mere end 60 år som indviet tjener for Jehova. Jeg takkede Jehova for denne vidunderlige velsignelse, for sagde apostelen Paulus ikke at det netop er trofasthed Jehova ser efter hos alle sine „husholdere“? (1 Korinther 4:2) Familiemedlemmer kan sandelig være en stor opmuntring for hinanden når de forbliver trofaste!

Moses bad engang: „Lær os at tælle vore dage således at vi får visdom i hjertet.“ (Salme 90:12) Mens Mildred og jeg bliver ældre står det hele tiden klart for os at vi altid må støtte os til Jehovas visdom for at vi kan anvende livet på en måde så vi kan vise vores kærlighed til ham og vore brødre. Og Jehova hjælper os kærligt ad denne vej hvis vi holder os nær til hans organisation.

[Illustration på side 28]

John Barr (forrest til venstre) omkring 1930, sammen med sine søskende og sine forældre

[Illustration på side 31]

John Barr i dag, sammen med sin hustru, Mildred