„Jehovas glæde er jeres faste borg“
FORTALT AF ALICE HART
JEG KAN lige se det gamle skab der stod i entreen i vort hjem i London for mig. Det havde stået der så længe jeg kunne huske. Jeg var vokset op sammen med det og hvor var jeg kommet til at holde af det! Hvorfor? På grund af dets indhold og det det blev brugt til. Det havde oprindelig været en stor kasse, fyldt med bibelsk litteratur, der var blevet sendt fra Amerika af Watch Tower Society. Det var sket sidst i 1880erne, og da jeg blev født i 1892 havde min fader lavet den om til et skab hvori noget af den litteratur som Selskabet regelmæssigt sendte til England, blev opbevaret. Skabet tjente dette formål lige til Selskabet i 1900 oprettede et engelsk afdelingskontor i den østlige del af London. Indtil dette tidspunkt tjente vort hjem således som et ekspeditionskontor, og når ordrerne kom ind ekspederede min fader dem og gav sin lille datter lov til at gå på det nærliggende posthus med de mindre pakker. Jeg følte mig altid meget beæret over at få lov til det, og det medvirkede til at gøre min tidligste barndom til en lykkelig tid. Fra jeg var en lille pige begyndte mit liv således at dreje sig om den gerning der har fyldt så mange hjerter med Jehovas glæde.
Tidlig oplæring et grundlag for senere glæder
I 1883, ni år før jeg blev født, begyndte mine forældre at få The Watch Tower regelmæssigt. De var begge gudfrygtige, retfærdselskende mennesker. Jeg var den syvende af en børneflok på ti, og jeg har aldrig haft grund til at beklage den strenge opdragelse vi alle fik. Selv om vi en kort tid gik i søndagsskole indså min fader snart nødvendigheden af personligt at undervise sin familie i Bibelen, og han plejede at samle familiens yngste medlemmer søndag morgen for, ved hjælp af en bog der hed „Bible Stories in Simple Language“, at forklare Bibelen for os. Bibellæsning var en fast bestanddel af vort familieliv, og det var årsag til at jeg allerede i mine ganske unge år nærede stor kærlighed til Gud og følte den indre glæde og lykke som jeg senere hen fandt det umuligt at leve foruden.
Dengang var søndagene lige så travle og virksomme dage for Guds folk som de er nu. Jeg mindes endnu levende hvordan vi regelmæssigt stod uden for nogle af de kirker der fandtes i vort distrikt og uddelte forskellige af Selskabets traktater. Før vi begyndte dette arbejde samledes vi i en broders hjem og bad om Jehovas velsignelse over vore bestræbelser — akkurat som vi i dag gør det i vore gruppecentre. Om aftenen var der møder at gå til. Jeg kan endnu høre min fader sige til os børn: „Hvem vil med mig i aften?“ og det gør mig lykkelig at tænke på at jeg i en meget tidlig alder i de fleste tilfælde af egen fri vilje følte mig tilskyndet til at gå med ham. Jeg er taknemmelig for at min fader søgte at opdrage sine børn til den vej de skulle følge, og at vi således blev hellige i vor himmelske Faders, Jehovas, øjne. — 1 Kor. 7:14.
Så kom tiden da jeg var færdig med skolen, og efter at jeg en tid havde passet mine gamle bedsteforældre fik jeg plads i huset. Min fader holdt altid på at en pige skulle stræbe efter at blive dygtig til husgerning, og det kom mig sandelig til gode i Jehovas tjeneste senere hen. Men hvor blev min tilværelse dog forandret! Det var først da jeg kom hjemmefra og måtte omgås mennesker ude i verden at jeg forstod hvor meget den kristne atmosfære i mit hjem havde betydet for mig. De næste år følte jeg mig rastløs og utryg. Den dybe glæde og fred i sindet jeg engang havde, syntes at være forsvundet. Det var ofte svært for mig at komme til møderne. De mennesker jeg tjente hos foreslog at jeg skulle lade mig konfirmere i den stedlige kirke, men jeg var fuldstændig klar over at det aldrig kunne give mig den styrke fra Jehova som jeg længtes efter. Jeg begyndte et alvorligt studium af The Divine Plan of the Ages (Guds verdensplan), og efterhånden som jeg studerede denne bog og læste min bibel følte jeg en voksende styrke og overbevisning om hvad der virkelig var Guds ords sandhed.
Jeg får mit største ønske opfyldt
Jeg skal aldrig glemme foråret 1910. Gæt engang hvorfor. Ja, det er rigtigt — det var det år jeg symboliserede min indvielse til at gøre Guds vilje ved at lade mig døbe. Det var min egen fader der døbte mig og det er ikke svært at forestille sig hans glæde. Jeg må også fortælle om en af vore søstre fra dengang. Hun var fra Skotland, og der har aldrig været en mere ivrig bibellæser end hun. Vi plejede at kalde hende tante Sara. Jeg husker endnu hende og hendes varme smil da hun efter min dåb citerede et skriftsted for mig som jeg altid skulle have i tanke. Det var Salme 37:4 (AV): „Fryd dig også i HERREN; og han skal give dig dit hjertes attrå.“ At det er sandt har jeg erfaret gang på gang.
Hvad mit hjerte mere og mere attråede var altid at kunne arbejde i Guds tjeneste og at genvinde den følelse af tryghed og glæde jeg havde følt så stærkt dengang jeg boede hjemme. Dette ønske fik jeg opfyldt på en højst uventet måde. Min fader vidste at der på Selskabets afdelingskontor, som nu lå i Eversholt Street i den nordvestlige del af London, var brug for hjælp i huset, og han foreslog at jeg skulle tilbyde min hjælp. Jeg greb muligheden, og før ugen var omme var jeg blevet medlem af betelfamilien i London, der i 1910 bestod af seks medlemmer. Således begyndte min nu over enoghalvtredsårige heltidstjeneste på et af Selskabets mange afdelingskontorer. Jeg blev snart klar over at hemmeligheden ved at bevare Jehovas glæde bestod i at jeg tilpassede mig enhver tjeneste jeg blev bedt om at udføre. At jeg har fundet min plads i tjenesten har bragt mig en glæde og en følelse af sikkerhed der har været som en fast borg i alle de prøvende år vor generation har oplevet.
Hvordan jeg bevarede min stilling med glæde
Jeg vil gerne fortælle noget mere om de ting som jeg føler har hjulpet og styrket mig, så jeg op gennem årene har kunnet bevare min stilling i Jehovas tjeneste med glæde. Det er en vidunderlig forret at være medlem af en betelfamilie. Jeg tror at grunden hertil er at man i høj grad føler sig som en uadskillelig del af en familie der helt og holdent tjener Jehovas formål. Men lad mig sige dette: Glæden over det arbejde der er blevet mig tildelt inden for betelhjemmet har altid stået i forhold til min erkendelse af nødvendigheden af at tage del i tjenesten ude på arbejdsmarken. Jeg har fundet at jeg kun kan opnå den sande glæde dersom jeg passer tjenesten på arbejdsmarken samtidig med mine pligter i hjemmet. Derfor har jeg altid søgt at tage del i alle grene af Rigets arbejde, efterhånden som dette udviklede sig.
Kort efter, i 1911, flyttede afdelingskontoret til Craven Terrace i den vestlige del af London. Sammen med fire-fem andre plejede jeg at gå ned til City hver fredag aften for at uddele traktater ved folks døre. Disse traktater så ikke ud som dem Vagttårnets selskab nu udgiver; de blev foldet sammen to gange og havde da samme størrelse som bladet Vagttårnet nu har. Der er nogle af navnene på dem som jeg aldrig vil glemme, for eksempel „The Fall of Babylon“, „End of the World-1914“ og „Hope for Distressed Humanity“.
Min søster og jeg havde ansvaret for at en stor del af det distrikt der lå lige øst for betelhjemmet blev gennemarbejdet med disse traktater. Det eneste tidspunkt vi kunne få tid til dette arbejde var tidligt søndag morgen før vi lavede morgenmad til familien. Det betød at vi stod op klokken 5 om morgenen og anvendte to timer til „traktatarbejde“. Resten af søndagen var vi altid travlt og lykkeligt optaget både af at lave mad og overvære de forskellige møder. Klokken blev gerne 21 før vi kunne holde fri.
I de mange år jeg arbejdede i køkkenet måtte jeg i regelen tidligere op end de øvrige medlemmer af familien; det betød at jeg havde lidt fritid om eftermiddagen og den anvendte jeg ofte i „bogudlåningsarbejdet“ i distriktet umiddelbart i nærheden af betelhjemmet. Det var under udførelsen af dette arbejde at jeg, kort før den første verdenskrig, fik mit første bibelstudium med en interesseret dame. Efterhånden som årene gik så jeg hende vokse til åndelig modenhed. Min glæde var stor da jeg nu sidste sommer fik et brev fra hende hvori hun skrev: „Mit liv har været meget rigt i alle disse år, og arbejdet har beredt mig en glæde som verden aldrig kunne give . . .“ Altså stadig trofast efter alle disse år! Det er den slags oplevelser der skænker den virkelige glæde som styrker enhver Jehovas tjener, hvad enten man arbejder på et af Selskabets betelhjem eller andetsteds.
Efterhånden gik årene, og jeg kan huske at jeg engang omkring 1928 sagde til et af de andre medlemmer af familien at jeg syntes at jeg var ved at få et snævert udsyn. Han sagde at det var noget vrøvl, men inderst inde følte jeg at der manglede noget, selv om jeg havde mere travlt med mine pligter på Betel end nogen sinde. Da var det at Selskabet indførte tjeneste på arbejdsmarken om søndagen, og betelfamilien også fik fri om lørdagen for at kunne tage del i tjenesten. Det var lige det vi trængte til. Det betød både for mig og mange andre fornyet glæde og styrke i tilværelsen. Denne glæde er vokset mere og mere efterhånden som vi på forunderlig måde er blevet yderligere dygtiggjort til at „undervise andre“.
De af os der har haft den forret at opleve de erfaringer Jehovas folk måtte gennemgå i tiden før og under den første verdenskrig, ved hvilke prøvelser der har været. Vor lille familie i London undgik heller ikke prøvelser, og jeg husker at der var en tid omkring slutningen af den første verdenskrig hvor familien var delt i to partier. Det er under sådanne omstændigheder at man opdager dybden af sin kærlighed til sandheden, og om det er Jehova selv man tjener eller nogle mennesker i hans organisation. Jeg har ikke altid kunnet forstå hvorfor Jehova har tilladt visse forhold at eksistere, men gennem årene har jeg efterhånden lært altid at anerkende den teokratiske ordning og Selskabets udnævnelser, indtil Jehova selv griber ind og forandrer forholdene. Dette er også noget der har hjulpet mig til at bevare glæden i Jehovas tjeneste. Dersom man prøver at løbe foran Jehova gør man både sig selv og måske også andre ulykkelige.
Men der er også noget andet der har bidraget til min glæde over at leve for den nye verden: mit nære venskab med mange af pionererne. Jeg har altid følt mig hjemme sammen med pionererne og har mange gange tilbragt min ferie i tjenesten med dem. Det har været meget lykkelige stunder og jeg er vendt hjem styrket og opmuntret på sind og legeme. Selv inden for den nye verdens samfund har jeg altid været påpasselig med at min omgangskreds, i den korte fritid som det travle liv på Betel giver mulighed for, har bestået af dem der har en helhjertet teokratisk indstilling, enten fordi de er i heltidstjenesten eller fordi de har pionerånden.
Uventede forrettigheder
Det jeg her har nævnt er nogle af de ting der gennem årene har styrket mig til fortsat at tjene vor himmelske Fader med glæde, men der har naturligvis også været mange andre velsignelser. Mens vi nu for nylig har studeret bogen Jehovah’s Witnesses in the Divine Purpose har det været mig en glæde at genopleve de mange spændende tildragelser som jeg, ved at være tilsluttet betelfamilien i London, har haft den forret at opleve på nært hold: Skabelsens Fotodrama med de opsynspligter der skulle varetages adskillige gange om ugen når filmen skiftevis blev vist i Princes Theatre, Opera House og Royal Albert Hall; spredningen af Golden Age nr. 27; de store stævner der har været holdt i England, hvor Betel så ofte har været midtpunktet for al aktivitet; og nu efter den anden verdenskrig har det været min forret at overvære nogle af de store stævner i Amerika og Europa. Jeg havde i sandhed aldrig forestillet mig at der i et menneskes levetid kunne være så mange lykkelige oplevelser og uventede forrettigheder som jeg har kunnet glæde mig over!
Vor familie er vokset fra seks til over tres; vort betelhjem er fra at være et lille hus blevet til et smukt hjem og en stor fabrik, ja stor nok til at rumme tusindvis af bogskabe som det vi havde i mit gamle hjem, og nu kræves der mange postvogne for at bringe posten til posthuset.
Mit hjerte er fyldt med taknemmelighed mod Jehova. Jeg takker ham for den styrke hvormed han har holdt mig oppe. Jeg takker ham fordi han til stadighed har givet mig del i det velsignelsesrige, opbyggende arbejde som hans organisation af trofaste tjenere i dag udfører overalt på jorden. Og jeg takker ham fordi jeg må have en lille andel i dette og må erfare „Jehovas glæde“, for den er min „faste borg“. — Neh. 6:10, NW.