Da reformationsbølgen skyllede frem

„PLUDSELIG hørte jeg en anden lyd, som var det torden der nærmede sig. . . . Vi gav os alle til at løbe som vanvittige mod en nærliggende bakke. De frådende søer indhentede os. Vi svømmede det bedste vi havde lært. Selv om vi slugte en hel del vand . . . reddede vi os dog i sikkerhed.“

Sådan beretter en filippiner om en rædselsvækkende begivenhed der fuldstændig ændrede hans verden. Du har måske aldrig været udsat for en naturkatastrofe, men historien viser at millioner af mennesker op gennem tiden har fået deres tilværelse drastisk forandret af forskellige former for omvæltninger.

Også i religiøs henseende er der passeret en del voldsomme begivenheder som har vendt op og ned på utallige menneskers dagligdag — det gælder både for hinduer, buddhister, muslimer, jøder og kristne. Er dit liv blevet berørt af sådanne omvæltninger? Det er det ganske givet, uanset hvor du bor. Lad os anskueliggøre dette ved at se på hvad der skete for omkring 400 år siden, i det 16. århundrede. Vi vil først og fremmest rette opmærksomheden mod Europa, som dengang befandt sig i en tiltagende bølge af stridigheder.

Trykket vokser

Før den såkaldte reformation havde den romersk-katolske kirke og de europæiske konger i flere hundrede år ligget i strid med hinanden om hvem der havde magten over hvem og over befolkningen. Mange tog til orde i protest mod de misligheder som kirken efter deres opfattelse gjorde sig skyldig i.

Kirken var i høj grad præget af begærlighed, åbenlys umoralitet og indblanding i politik. Jævne mennesker var forargede over at mænd og kvinder gjorde krav på særlige privilegier som følge af de løfter de havde afgivet om at leve i fattigdom og kyskhed, men samtidig lod hånt om loven ved ganske åbenlyst at give sig af med korruption og umoralske handlinger. Engelske adelsmænd var forbitrede over det noget ejendommelige forhold at de skulle betale skat til paven, som dengang boede i, og var allieret med, Frankrig, Englands krigsfjende.

Korruption gennemsyrede den katolske kirke fra øverst til nederst. Historikeren Barbara W. Tuchman skriver i sin bog The March of Folly at de seks paver der fra 1471 fulgte hinanden „i udtalt grad var præget af korruption, amoralitet, griskhed og påfaldende skadelig magtpolitik“ i deres embedsførelse. Barbara Tuchman beskriver videre hvordan pave Sixtus IV, for at ophøje og berige sin hidtil fattige familie, udnævnte fem nevøer og en grandnevø til kardinaler, samt endnu en grandnevø til biskop. Desuden sørgede han for at seks andre slægtninge blev gift ind i familier fra den herskende klasse. Om Alexander VI var det en kendt sag at han havde haft adskillige elskerinder og havde syv børn. I sin iver for at blive valgt til embedet bestak han to af sine største rivaler — en af disse modtog „fire muldyrladninger møntmetal“, skriver Barbara Tuchman. Pave Alexander VI førte senere forsædet ved en festlighed i Vatikanet der blev „berømt i pornografiens historie“. Bogen omtaler også en tildragelse der fandt sted da den berømte billedhugger Michelangelo fik til opgave at fremstille en statue af pave Julius II. Da kunstneren spurgte paven om hvorvidt han ville foretrække at se sig som statue med en bog i hånden, svarede han: „Nej, giv statuen et sværd i hånden. Jeg har ikke begreb om det skrevne ord.“

Dæmningen brister

Den jævne europæiske befolkning havde stadig behov for åndelig vejledning. Men alle de ledende skikkelser var på det nærmeste sygeligt optaget af at behage sig selv. Derfor vendte folk sig til en anden autoritet — en autoritet de betragtede som den allerhøjeste — nemlig Bibelen. Ifølge forfatteren Joel Hurstfield var reformationen „dybest set en autoritetskrise“. I forfærdelse over den korruption der fandtes inden for kirken begyndte italienske præster og munke at tale åbent om behovet for reformer. Men intetsteds var utilfredsheden mere ildevarslende end i Tyskland.

Blandt de tidligere hedenske germanske stammer havde der været tradition for at man kunne betale sig fri for straf for kriminelle handlinger. Efterhånden som den romerske religion fik større udbredelse fandt denne skik plads i kirken i form af afladshandel. Ifølge denne praksis kunne en synder få eftergivet timelige syndestraffe ved at købe sig til værdien af helgenernes fortjenstfulde gerninger som paven disponerede over. Under pave Leo X havde kirken stort behov for penge til at finansiere krigen mod Frankrig samt en omfattende byggeaktivitet i Rom. Paven sanktionerede derfor afladshandelen og tilbød fuldstændig syndsforladelse. Dette fik den harmdirrende Martin Luther til at fremsætte sine berømte 95 teser om kirkens falske læresætninger. Reformbevægelsen, der nogle generationer tidligere var begyndt som en lille bæk, var nu ved at udvikle sig til en rivende flod efterhånden som stadig flere mennesker sluttede sig til den.

I det 16. århundrede blev enkeltpersoner som Luther i Tyskland, Zwingli og Calvin i Schweiz og Knox i Skotland samlingspunkter for de mange der her øjnede muligheden for at lutre kristendommen og vende tilbage til de oprindelige bibelske normer. I Tyskland opfandt man en ny betegnelse for dem der nægtede at underlægge sig de romersk-katolske fyrsters religiøse bånd, og som holdt fast ved deres troskab mod Gud frem for nogen anden. Denne betegnelse kom senere til at dække alle der støttede reformationen. Man kaldte slet og ret disse mennesker for „protestanter“.

Protestantismens flodbølge skyllede gennem Europa med utrolig fart, mens den omformede det religiøse landskab og lagde grunden til nye teologiske grænser. Tyskland og Schweiz førte an, med Skotland, Norge, Sverige og Danmark lige i hælene. Der var også reformationsbevægelser i Østrig, Böhmen, Polen, Transsilvanien, Holland og Frankrig.

I England havde utilfredsheden luret under overfladen i mere end et århundrede, lige siden John Wycliffes og hans lollarders dage. Det endelige brud med den katolske kirke var dog i højere grad verdsligt begrundet. Kongen ønskede ikke først og fremmest at skifte religion, men at få en ny hustru. I 1534 udnævnte Henrik VIII sig selv til overhoved for den nye engelske statskirke, Church of England. Skønt kongen ikke havde de samme motiver som oprørerne på det europæiske fastland, medførte hans handling ikke desto mindre at sluseportene blev åbnet, hvorefter de nye religiøse strømninger for alvor trængte ind over England. I Europa blev disse vande dog hurtigt farvet røde af blodet fra de tusinder der faldt som ofre for den religiøse polarisering.

I de lande hvor reformationen slog igennem, havde man et godt øje til kirkens ejendomme. I løbet af blot fire år beslaglagde den engelske krone 560 klostre, hvoraf nogle havde enorme indtægter. I andre lande blev de kirkeejede jorder overtaget af såvel konge som lægfolk. Og under Roms plyndring kendte grusomheden ingen grænser. „Den vildskab og blodtørst angriberne lagde for dagen ’kunne røre en sten’,“ skriver Barbara Tuchman. „Overalt i byen hørtes skrig og stønnen. Tiberen var fyldt med lig.“ Minoriteter blev udsat for brutale overgreb — det gjaldt både katolikker og protestanter. I Böhmen blev det protestantiske mindretal udsat for ekspropriation, mens det samme overgik katolikkerne i Irland. De protestantiske franske huguenotter blev jaget som hunde — det samme gjaldt de skotske presbyterianere og de engelske puritanere. Det var som om alle var grebet af en afsindig blodrus, hovedsagelig næret af religionen. Ville disse grusomheder aldrig få ende?

Kirken havde ikke nogen oliegren den kunne række frem i fredens tjeneste. Men de europæiske monarker var efterhånden trætte af den udmarvende borgerkrig og nåede endelig til enighed om en formel fastlæggelse af grænserne mellem de modstridende kirker. Den augsburgske religionsfred fra 1555 og den westfalske fred fra 1648 forenede de religiøse og nationale grænser, sådan at de enkelte fyrster kunne afgøre hvilken tro deres undersåtter skulle følge. Europa trådte således ind i en ny epoke, der skulle komme til at vare omtrent 300 år — helt frem til slutningen af den anden verdenskrig, hvor magtbalancen atter blev gennemgribende ændret af de sejrende allierede.

Længselen efter religionsfrihed og reformer havde øget presset mod den dæmning af religiøs undertrykkelse bag hvilken kirken havde indesluttet de europæiske folkeslag. Men endelig, efter flere hundrede års omhyggelig indespærring, slap reformationens oprørte vande løs. De skyllede gennem Europas lavninger og efterlod sig et hærget landskab. Da vandmasserne havde fundet et leje var monopolet på åndelig vejledning i de protestantiske lande skyllet ud af hænderne på gejstligheden og lå nu som drivgods på de verdslige magters strande. Men Europa var stadig gennemsyret af religiøs intolerance, og folk flygtede fra det ene land til det andet. Kontinentet kunne ikke længere holde på de frigjorte vande, der snart begyndte at løbe over. I det 17. århundrede viste der sig en overløbskanal — Den Nye Verden blev koloniseret.

Oversvømmelsen finder et afløb

„En af de væsentligste grunde til at folk begyndte at udvandre til Amerika, var ønsket om religionsfrihed,“ skriver A. P. Stokes i bogen Church and State in the United States. Folk var trætte af den evindelige forfølgelse. Baptister, kvækere, katolikker, huguenotter, puritanere, mennonitter og mange andre var indstillet på at finde sig i de barske vilkår på den lange rejse og at tage springet ud i det ukendte. A. P. Stokes citerer en flygtning, der har sagt: „Jeg længtes efter et land hvor jeg frit kunne tilbede Gud i overensstemmelse med Bibelens forskrifter.“ Man kan få en idé om hvilke forhold disse emigranter flygtede fra, når man tager de strabadser i betragtning som de var villige til at gennemgå for at slippe væk. Historikeren David Hawke beretter i bogen The Colonial Experience om hvordan den hjerteskærende afsked med fædrelandet i mange tilfælde blev fulgt af en rejse på „to, tre eller fire måneder, med daglig frygt for det altopslugende hav og grusomme pirater“. Derefter blev de vejrbidte rejsende „sat i land blandt barbariske indianere der udelukkende var kendt for deres grusomhed . . . [de ville] i lang tid [leve] på sultedødens rand“.

Menigmand følte sig draget af udsigten til frihed og kolonimagterne af udsigten til rigdom. Uanset hvilke motiver nybyggerne har haft, bragte de deres egne religioner med sig. Tyskland, Holland og England gjorde i forening Nordamerika til en protestantisk højborg. Navnlig den britiske regering ønskede „at forhindre at den romersk-katolske kirke . . . skulle få tag i Nordamerika“. Canada kom både under fransk og britisk styre. Den franske regering ønskede at befolkningen i de nye kolonier „skulle forblive i den romersk-katolske tro“, og nægtede endog at give huguenotterne opholdstilladelse i Quebec. Sydafrika og dele af Vestafrika kom under protestantisk herredømme — et herredømme der voksede efterhånden som Australien, New Zealand og mange af Stillehavsøerne også blev indlemmet i den protestantiske fold.

Spanien og Portugal var allerede i færd med at katolicere Syd- og Mellemamerika. Frankrig og Portugal hejste de katolske flag i Centralafrika. Portugiserne havde også herredømmet over Goa-området i Indien, hvor katolicismen derfor også fik fodfæste.

I det 16. århundrede blev jesuiterordenen dannet med henblik på at fremme den katolske kirkes sag. I midten af det 18. århundrede var mere end 22.000 jesuitter i aktivitet over hele verden. De formåede endog at grundfæste den katolske kirkes indflydelse i Kina og Japan.

Et nyt landskab

Opstemmet vand der pludselig slippes løs besidder en kolossal kraft, som det også fremgik af beretningen der indledte denne artikel. De frådende vandmasser knuser alle forhindringer på deres vej, udraderer landskaber og graver nye dale og kløfter. En sådan rivende strøm lader sig hverken tæmme eller dirigere. Reformationen var ingen undtagelse.

„[Reformationen] mundede ikke først og fremmest ud i sejr for en ny separatistreligion,“ fastslår G. R. Elton i bogen The Reformation Crisis, „men i at man generelt, med tiden, accepterede tanken om en splittet kristenhed, hvilket ingen havde ønsket.“ Ja, kristenheden var splittet, stormomtumlet og kraftesløs. Folk følte sig nu i højere grad knyttet til deres fædrelands monark og til mindre statskirker. Den magt romerkirken så længe havde haft var blevet brudt, og nationalismen fik nu lejlighed til at slå rødder i protestantismens gennemblødte jord. Storbritannien og De Forenede Stater blev i det 18. århundrede til bibelhistoriens syvende verdensmagt, med protestantiske, håndfaste verdslige ledere ved roret.

Reformationen formåede imidlertid ikke at gennemføre det man egentlig havde håbet på. De første reformatorer havde drømt om at kirken skulle vende tilbage til den rene kristendom og følge de oprindelige bibelske normer. Men efterhånden som bølgerne tog til i omfang og styrke mistede man kursen og målet af syne, og disse idealistiske drømme blev skyllet bort af tidevandet. Og med tiden er de protestantiske kirkers grundlæggende læresætninger atter kommet på linje med romerkirkens lære.

Ikke desto mindre har dønningerne fra reformationen efterladt sig spor der stadig er synlige, selv i vort 20. århundrede. Kan du genkende nogle af dem? Vi står imidlertid over for en række begivenheder af endnu større betydning — en afgørende, verdensomspændende, religiøs omvæltning. Det nuværende religionssystem nærmer sig sit endeligt. Vil du være blandt dem der overlever og får lov til at udforske det nye land? Disse spørgsmål vil blive behandlet i et af dette blads novembernumre.