Kan overtro og kristen tro forenes?

LØRDAG den 11. juni 1983 hastede landsbyboere på den indonesiske ø Java hen til deres huse og tilstoppede med febrilsk travlhed alle sprækker i lofter, vinduer og døre. Hvorfor var der panik? Jo, en solformørkelse var begyndt, og befolkningen frygtede at mørket ville trænge ind i deres huse og forårsage ulykker.

Folk i de såkaldte ulande er ofte yderst nøjeregnende med at følge sådanne skikke. Nogle steder i Afrika undgår folk at være ude i middagssolen fordi man „kan blive vanvittig af det“. Børn må ikke spise æg af frygt for at de „vil begynde at stjæle“. Forældre siger ikke højt hvor mange børn de har, for „måske høre heksene at man praler, og tager et af børnene“. — African Primal Religions (Afrikanske urreligioner).

Folk i den vestlige verden smiler måske overbærende af en sådan overtro. Religiøse mennesker vil måske affærdige sådanne skikke som et produkt af ’hedensk uvidenhed’. Men overtro er ikke kun et fænomen blandt ikkekristne. Den „findes blandt folk i hele verden,“ siger dr. Wayland Hand, folkemindeforsker og professor i germanske sprog. Han og en kollega, dr. Tally, har på nuværende tidspunkt registreret næsten en million eksempler på overtro alene i USA.

Mange såkaldte kristne er for eksempel ivrige efter at kende deres fremtid og vender sig derfor til astrologien — en af de ældste former for overtro. Og besynderligt nok billiger og fremmer religiøse ledere til tider ganske åbenlyst overtro. For eksempel forestod den græsk-katolske patriark i New York, Vasilios, den 10. januar 1982 en udendørs messe til fejring af helligtrekongersdag, hvorefter han, ifølge avisen New York Post, kastede et gyldent kors i East River og meddelte de omkringstående at den der hentede korset op, ville have lykken med sig resten af sit liv.

Men kan overtro og kristen tro forenes? Er de hinandens venner eller fjender? En forfatter bemærkede engang: „På troens grav blomstrer overtroen.“ Burde man ikke kunne forvente at den kristne tro ville modvirke og forjage overtroisk frygt?

Kan troen forjage overtroisk frygt?

Det bør den sande tro kunne, og i det første århundrede gjorde den det. De første kristne var i den romerske verden omgivet af overtro på alle sider, men selv ville de intet have med den at gøre. Men efter Kristi apostles død begyndte falsk lære, deriblandt overtro, at finde vej ind i menigheden. (1 Timoteus 4:1, 7; Apostelgerninger 20:30) Gradvis opstod der en præsteklasse som, ifølge bogen A History of the Christian Church (Den kristne kirkes historie), bifaldt at man anvendte horoskoper og fulgte andre overtroiske skikke. Men tiden blev sådanne folkelige skikke stemplet „kristne“.

Hvordan forholder det sig i dag? De forskellige trossamfund tolererer stadig i vid udstrækning overtro. Det gælder for eksempel i Suriname, hvor såkaldte kristne af afrikansk afstamning ofte bærer amuletter, angiveligt for at beskytte sig mod onde ånder. En iagttager siger: „Hver dag lever, spiser, arbejder og sover disse mennesker i frygt.“ Verden over lever millioner i frygt for de dødes „ånder“. Ironisk nok har mange trossamfund fremmet sådanne overtroiske antagelser.

Tag som eksempel det der skete på øen Madagaskar. Da kristenhedens missionærer begyndte at udbrede deres lære, var indbyggerne lydhøre, men uvillige til at opgive at følge deres overleveringer. Hvad gjorde kirkerne så? Den kenyanske avis Daily Nation siger: „De første missionærer var tolerante og smidige, og lærte at acceptere situationen.“ Hvad har det medført? At halvdelen af Madagaskars befolkning i dag regnes for kristne, men at de samme mennesker stadig frygter de døde forfædres „ånder“! Det er således skik og brug at bede en præst om at velsigne en afdød slægtnings knogler inden de anbringes i familiegraven. Ja, de religiøse ledere har holdt liv i den usandhed at Gud, Djævelen og de døde slægtninge kan formildes, smigres og bestikkes ved at man følger overtroiske skikke.

Det samme gælder i Sydafrika, hvor 77 procent af befolkningen kalder sig kristne. Gudstjenesterne er velbesøgte, men samtidig har de traditionelle afrikanske trosopfattelser, blandt andet den overtroiske frygt for afdøde forfædre, et solidt greb i millioner af disse kirkegængere. I mange såkaldt kristne lande er religionen derfor kun en facade. Går man om bag facaden, vil man se at den gamle overtro har overlevet og trives i bedste velgående.

Den sande tro forjager imidlertid overtroisk frygt. Hvordan? Nøglen hertil er oplysning — eller, som Bibelen kalder det: kundskab. Kundskab om hvad? Og hvordan får man denne kundskab?