Den sande tro fordriver frygten — hvordan?

EFTER at de engelske forfattere Edwin og Mona Radford havde indsamlet over to tusind eksempler på overtro, undrede de sig over at frygten for bestemte fænomener gik igen i Skotland, Indien, Uganda og Mellemamerika. ’Hvad kan det skyldes?’ spurgte de. Herom har forfatteren Robertson Davies korrekt bemærket: „Overtroen synes at være forbundet med en samling trosbegreber der rækker meget længere tilbage end til tiden før de religioner vi kender.“ Hvad er det for „en samling trosbekendelser“ fra førkristen tid overtroen har rødder i?

Overtroens rødder og forgreninger

Bibelen udpeger Sinears land (området mellem floderne Tigris og Eufrat, det senere Babylon) som arnested for falske religiøse begreber, deriblandt forskellige former for overtro. Her begyndte „en vældig jæger“ ved navn Nimrod at bygge det berygtede Babelstårn, som skulle anvendes til falsk tilbedelse. Jehova Gud forvirrede imidlertid byggearbejdernes sprog og kuldkastede derved deres planer. Lidt efter lidt hørte byggeriet op, og folk spredtes. (1 Mosebog 10:8-10; 11:2-9) Alle vegne hvor de kom hen, bragte de hver især de samme anskuelser, forestillinger og myter med sig. Men Babel forblev et center for falsk religion, og med tiden fik byen endnu større indflydelse som stedet hvor magi, trolddomskunst og overtroiske fænomener som for eksempel astrologi blev udklækket og næret. (Jævnfør Esajas 47:12, 13; Daniel 2:27; 4:7.) I den forbindelse bemærker bogen Great Cities of the Ancient World (Store byer i oldtiden): „Astrologien blev grundlagt på to babyloniske forestillinger: dyrekredsen og himmellegemernes guddommelighed. . . . Babylonierne tillagde planeterne den indflydelse man ville forvente at finde hos deres respektive guddomme.“

Hvordan er vi berørt af disse fortidige begivenheder? Det fremgår af Åbenbaringens bog i Bibelen, der fortæller at et verdensomspændende system af falsk religion har udviklet sig fra de forestillinger man nærede i fortidens Babylon. Det findes den dag i dag og kaldes „Babylon den Store“. (Åbenbaringen 17:5) Naturligvis har tidens gang og lokale forandringer påvirket de oprindelige babyloniske forestillinger. Det er årsagen til nutidens mangfoldighed af trossamfund. Men ligesom forskellige træer kan vokse i samme jord, sådan har forskelligartede trossamfund og former for overtro verden over fælles udspring — i Babylon. Lad os belyse det ved at se på hvordan en af de babyloniske former for overtro har sneget sig ind i næsten alle nutidens trossamfund verden over.

Hvad skyldes frygten for de døde?

Babylonierne antog at mennesket havde en usynlig del der overlevede når det kødelige legeme døde, og som kunne vende tilbage og gøre godt eller ondt mod de levende. De udtænkte derfor nogle ritualer som var beregnet på at forsone de døde og afværge deres hævn. Denne antagelse trives stadig i mange lande. I Afrika spiller den for eksempel „en vigtig rolle i hverdagslivet i næsten ethvert . . . samfund“. — African Religions — Symbol, Ritual, and Community (Afrikanske religioner — symboler, ritualer og samfundsliv).

Selv såkaldte kristne i disse lande berøres heraf. For eksempel indrømmer Henriette, en 63-årig kvinde af afrikansk afstamning: „Skønt jeg var aktivt medlem af den stedlige protestantiske kirke, frygtede jeg de dødes ’ånder’. Vi boede i nærheden af en kirkegård, og hver gang en begravelsesprocession nærmere sig vort hus, vækkede jeg mit barn og knugede det til mig indtil processionen var kommet forbi. Ellers ville den dødes ’ånd’ trænge ind i mit hus og besætte det sovende barn.“

Sådanne former for overtro er levedygtige fordi læren om den udødelige sjæl er almindeligt udbredt i kristenheden. Historien viser at græske filosoffer — især Platon — udbyggede det babyloniske udødelighedsbegreb. Under deres påvirkning „blev den kristne kirke efterhånden gennemsyret af begrebet den udødelige sjæl,“ skriver docent i teologi John Dunnett. Denne babyloniske lære har holdt millioner i trældom under overtroisk frygt.

Den sande tro fordriver imidlertid en sådan frygt. Den er nemlig ikke grundlagt på antagelser der stammer fra Babylon, men på Bibelens lære.

Bibelens beskrivelse af sjælen

Bibelens første bog fortæller os at mennesket blev en sjæl, en levende person. (1 Mosebog 2:7) Når en person dør, dør sjælen derfor også. Dette bekræftes af profeten Ezekiel: „Den sjæl der synder, den skal dø.“ (Ezekiel 18:4; Romerne 3:23) Sjælen er dødelig; den lever ikke videre efter døden. Det forholder sig som Salme 146:4 siger: „Hans ånd går bort; han vender tilbage til den jord han er kommet fra; samme dag går hans tanker til grunde.“ John Dunnett konkluderer derfor at sjælens udødelighed „er og bliver en ikke-bibelsk antagelse“.

Hvis der ikke findes en udødelig sjæl, findes der heller ikke „ånder“ som tilhører de afdøde og som kan skræmme mennesker. Overtroisk frygt for de døde savner derfor ethvert grundlag.

Frygt der skyldes bedrag

Den overtroiske frygt for de døde er imidlertid sejlivet, da der jo som bekendt indtræffer sælsomme, uhyggelige hændelser. En midaldrende kvinde i Suriname hørte for eksempel en nat nogen der nævnte hendes navn. Hun ignorerede det, men det føltes som om usynlige „hænder“ derpå begyndte at berøre hende, og da hun satte sig til modværge, blev hun næsten kvalt af en usynlig kraft. Måske tænker du: ’Hvis de døde ikke har „ånder“ der er i live, hvad skyldes disse fænomener da?’ Igen kan kundskab fra Bibelen fordrive overtroisk frygt.

Bibelen oplyser at der faktisk findes onde åndemagter, kaldet dæmoner. Disse dæmoner er imidlertid ikke afdøde menneskers sjæle. De er åndeskabninger der i begyndelsen tjente Gud som engle, men som gjorde oprør og tog parti for Satan, der „vildleder hele den beboede jord“. (Åbenbaringen 12:9; Jakob 2:19; Efeserne 6:12; 2 Peter 2:4) Bibelen viser at dæmonerne finder fornøjelse i at vildlede, skræmme og plage mennesker. I Lukas 9:37-43 berettes der om en dæmon som gav en dreng „krampe med fråde“ og mishandlede ham. Endog da drengen blev ført til Jesus „rev dæmonen ham omkuld og gav ham et voldsomt krampeanfald“. Beretningen fortsætter: „Jesus talte imidlertid strengt til den urene ånd og helbredte drengen og gav ham tilbage til hans fader.“

Det er interessant at Cyclopedia of Biblical, Theological, and Ecclesiastical Literature definerer overtro som „dyrkelse af falske guder“. Hvis man giver sig af med overtroiske handlinger behager man derfor, måske uden at vide af det, „falske guder“ eller dæmoner! Falsk tilbedelse af denne art er en alvorlig krænkelse af Jehova Gud. — Jævnfør Første Korintherbrev 10:20 og Femte Mosebog 18:10-12.a

Underordner du dig Gud?

Har du mod til at vende disse dæmoner ryggen ved at afvise overtro? Sandt nok har dæmonerne stor magt. Men som Paulus sagde efter at have vist at vi må vælge at tjene enten Jehova eller dæmonerne: „Vi er ikke stærkere end han, vel?“ (1 Korinther 10:21, 22) Nej, vi er ikke stærkere end Jehova — men husk at det er Satan og hans dæmoner heller ikke! De „gyser“ af frygt for Jehova. (Jakob 2:19) Men den almægtige Gud tilbyder dig sin beskyttelse hvis du beder ham om den. Bibelskribenten Jakob siger også: „I skal derfor underordne jer Gud; men stå Djævelen imod, og han vil flygte fra jer.“ (Jakob 4:7) På samme måde vil din frygt blive slået på flugt, hvis du er angst på grund af overtro.

Over hele jorden kan i tusindvis af mennesker der engang levede i frygt og trældom under overtroiske skikke bekræfte at Djævelen er flygtet fra dem! Hvordan er det sket! Ved hjælp af kundskab, som er det bedste middel mod overtroisk frygt. Professor Rudolph Brasch, der er ekspert i oprindelsen til overtro, udtaler: „Det er et spørgsmål om oplysning — jo mere oplyste folk bliver, desto mindre overtroiske bliver de.“

Da føromtalte Henriette tog imod Jehovas vidners tilbud om et gratis bibelstudium, gennemskuede hun snart dæmonernes list. Overtroens fangarme mistede grebet om hende. Hun og i tusindvis af andre har erfaret at det er sandt hvad der står i Hebræerbrevet 2:15. Her siger apostelen Paulus at Jesus vil „frigøre alle dem som af frygt for døden har været holdt i trældom hele deres liv“. Ligesom morgensolen i troperne får regnskovens rigelige dug til at fordampe, sådan fordriver Bibelens sandhedslys al frygt der skyldes overtro.

I dag har mange der tidligere har været frygtsomme trælle af overtro fjernet amuletterne fra deres hals og de ’beskyttende’ snore fra deres børn. Nu føler de som Isaac, en 68-årig tidligere heksedoktor i Sydafrika. Efter at han havde studeret Bibelen med Jehovas vidner sagde han: „Jeg føler mig meget lykkelig og fri fordi jeg ikke længere er tynget af frygten for ånderne.“ Jesu ord har vist sig at være sande: „I skal kende sandheden, og sandheden skal frigøre jer.“ — Johannes 8:32.

Ja, den sande tro fordriver virkelig frygten!

[Fodnote]

[Illustration på side 5]

Fra sit udspring i Babylon har overtroen bredt sig til hele verden