Når advarsler overhøres og Gud sættes på prøve

„Selv da vandet nåede dem til anklerne nægtede de at flygte.“ — Dagbladet El País, Colombia.

DENNE overskrift fra en avis i det sydamerikanske land Colombia pegede på én af grundene til at så mange mistede livet i den kæmpemæssige mudderbølge der ramte byen Armero i november 1985. En af byens telefonister, Dora Elisa Rada Esguerra, var alarmeret af asken der regnede ned og floden der steg og steg. Hun besluttede at flygte. Hun advarede de andre på centralen om at der ville ske en katastrofe. Senere fortalte hun: „De så selv vandet, de så . . . hvordan det fossede af sted med rivende kraft, men alligevel rørte de sig ikke ud af stedet.“ Dora undslap fra den dødsdømte by.

De øvrige ansatte ved telefoncentralen var blandt de 21.000 som døde da vulkanen Nevado del Ruiz kom i udbrud og udspyede en brølende lavine af mudder, is og klippestykker. Blandt de andre der blev skyllet bort var byens borgmester og størstedelen af politistyrken, hvilket understreger at næsten ingen indså situationens alvor før det var for sent.

Hvorfor flygtede de ikke?

Der havde været advarsler om at katastrofen ville komme. Hvorfor ignorerede da så mange af Armeros indbyggere disse advarsler? For det første kom de officielle advarsler for sent, nemlig da byen allerede var ved at blive ramt af ulykken. Forinden havde befolkningen fået at vide at man skulle forholde sig roligt, at der måske ville forekomme nogle oversvømmelser, men at det ikke var noget alvorligt. Hvad skete der så? Byen blev fejet bort fra landkortet da dødens flodbølge skyllede ned mod den langs floden Lagunilla.

Når nogle nægtede at forlade deres hjem og ejendele var det sikkert fordi de vidste at deres boliger ville blive hjemsøgt af tyve mens de var borte. Dette viste sig at være ganske rigtigt. Nogle blev grebet i plyndring og skudt af militæret. Flere af dem der vendte hjem til deres huse efter at have overlevet katastrofen, fandt at låsen var blevet skudt i stykker og at værdigenstande i huset var blevet stjålet. Men kun de færreste af byens folk levede længe nok til at vende tilbage til deres hjem. Og i de fleste tilfælde var der heller ikke noget hjem at vende tilbage til.

Andre har måske ment at Gud eller Jomfru Maria ville træde til og hjælpe dem. Men er det rimeligt at forvente at Gud vil træde til og hjælpe enkeltpersoner i dag når der indtræffer naturkatastrofer? Hvorfor skulle nogle blive reddet ved guddommelig indgriben, mens andre, i nøjagtig samme situation, får lov at dø?

Er der grund til at tro at noget menneske kan regne med særlig beskyttelse fra Gud? Kan for eksempel en bilist regne med at hans „skytsengel“ eller „yndlingshelgen“ vil holde hånden over ham? At dømme efter hvor mange troende katolikker der er omkommet ved trafikulykker skønt de havde medaljoner med de vejfarendes skytsengel „Sankt Christopher“ hængende i bilen, er dette næppe troligt. Eller kan en kristen regne med Guds særlige beskyttelse når han rejser med flyvemaskine? Eller når han deltager i en farlig sportsgren? Er det rimeligt at stille Gud på prøve under sådanne omstændigheder?

Jehovas hånd er ikke for kort

Det fremgår af Bibelen at der er situationer hvor Gud muligvis vil gribe ind til fordel for sine tjenere, når forkyndelsen af den gode nyhed er berørt af situationen, eller når hans menighed er truet. Profeten Esajas giver os denne forsikring: „Se! Jehovas hånd er ikke for kort til at frelse, og hans øre er ikke for tungt til at høre.“ — Esajas 59:1.

I forbindelse med apostlene giver Bibelen klare eksempler på at Jehova har udrakt sin beskyttende hånd. Kong Herodes havde, for at vinde jødernes gunst, ladet Peter fængsle og holdt ham under skarp bevogtning. Menigheden i Jerusalem bad inderligt for ham. Hvad skete der? Jehovas engel kom og udfriede Peter fra fængselet. Peter selv var forbløffet over det der skete. Omsider forstod han det, og sagde: „Nu ved jeg virkelig at Jehova har sendt sin engel og udfriet mig af Herodes’ hånd.“ — Apostelgerninger 12:1-11.

På den anden side fremgår det af den samme beretning at Herodes allerede havde ladet apostelen Jakob, Johannes’ broder, henrette. Jehova tillod altså at denne led martyrdøden. Det fremgår således at Jehova kan give beskyttelse og udfrielse, men at han undertiden tillader at begivenhederne går deres gang og at nogle af hans hengivne tjenere får lejlighed til at bevise deres uangribelighed lige til døden. Derfor er disse ord af Jakob, Jesu halvbroder, på sin plads: „I [ved ikke] hvad jeres liv vil være i morgen. For I er en tåge der viser sig for en kort tid og derefter forsvinder. I stedet burde I sige: ’Hvis Jehova vil, skal vi leve og også gøre dette eller hint.’“ — Jakob 4:14, 15; se også Job 2:3-5.

Når det drejer sig om naturkatastrofer og ulykker gælder følgende bibelske princip i lige høj grad for alle: „Tiden og tilfældet berører dem alle.“ (Prædikeren 9:11) Og når det drejer sig om forfølgelse er det ganske vist helt på sin plads at bede om hjælp og beskyttelse, men vi må dog erkende at ’alle de som ønsker at leve gudhengivent i samfund med Kristus Jesus også vil blive forfulgt’. — 2 Timoteus 3:12.

Et sundt sinds ånd

Sandt nok har Jehova i tidligere tider grebet ind til forsvar for sit folk, som dengang han frelste Israel fra Ægypten og fra Faraos hær, men det ville være forkert af os at mene at Gud er forpligtet til at beskytte hver enkelt kristen mod følgerne af ’tid og tilfælde’ eller mod følgerne af vedkommendes egen ufornuft. Det brev Paulus skrev til de kristne i Rom, hvoraf nogle måske senere måtte lide døden i arenaen som martyrer, lærer os noget om dette: „Jeg [siger] nemlig til enhver iblandt jer at han ikke skal tænke højere om sig selv end han bør tænke, men tænke med et sundt sind, hver enkelt sådan som Gud har tildelt ham et mål af tro.“ (Romerne 12:3) Seidelins oversættelse bruger det udtryk at man skal „stræbe efter rolig, nøgtern selvvurdering“.

Denne vejledning har lige så stor gyldighed i dag, skønt i en anden sammenhæng. Hvis en kristen forestiller sig at han ikke behøver at passe på når han kører bil, eller at han kan køre selv om han har drukket for meget alkohol, fordi Gud vil beskytte ham, viser han da at han har „et sundt sind“? Tyder det på „rolig, nøgtern selvvurdering“? Og hvis han udsætter sin næste for fare, kan man da sige at han ’elsker sin næste som sig selv’? — Mattæus 22:39.

Lad os nu overføre princippet om et sundt sinds ånd til den situation hvor mennesker har bygget byer i jordskælvsområder eller nær ved aktive vulkaner som repræsenterer en stadig fare. Et godt eksempel er det allerede nævnte område ved vulkanen Nevado del Ruiz i Colombia. Ifølge den colombianske avis El País udarbejdede arkitekten César Zárate i 1982 en undersøgelse som viste at floden Lagunilla før havde oversvømmet Armero og at byen stadig ikke havde nogen tilstrækkelig beskyttelse. Det var også kendt at vulkanen Nevado del Ruiz havde været i udbrud seks gange siden 1570. Ifølge de historiske kilder er mellemrummene mellem udbruddene helt regelmæssige, idet de veksler mellem intervaller på 140 år og ni måneder og 110 år og to måneder.

Disse oplysninger blev sendt til søndagsudgaven af den colombianske avis El Tiempo flere uger før katastrofen ved Armero. Det blev sagt rent ud: „Den næste oversvømmelse . . . vil finde sted omkring midten af november i år. Tydelige tegn på det har allerede kunnet ses: Røg fra ’Arenas’-krateret. Regn af aske og gasarter. Forurening af vand og afgrøder. Kvalmende lugt. . . . En brølende lyd, som hørtes fra vulkanen den 11. september. Tiltagende optøning af snetoppen. . . . Tiden er altså inde til at der må gøres noget.“

Denne artikel blev imidlertid ikke trykt. Indholdet blev måske betragtet som en helt urealistisk ulykkesprofeti. Udgiverne af El Tiempo erklærede selv senere at det skyldtes „mangel på fremsyn og intuition, eller en naiv tro på at intet ville ske“.

Men Nevado del Ruiz sprængte toppen af sig selv — nøjagtig til den forudsete tid, den 13. november 1985. Over 20.000 mennesker mistede livet i Armero, og i Chinchiná og nærliggende byer var der yderligere tusinder som døde. Blandt dem som døde i Armero var 41 af Jehovas vidner og andre som havde tilknytning til deres menighed. Nogle af dem havde uklogt søgt tilflugt i rigssalen, som var lavt beliggende. De blev skyllet bort og begravet sammen med bygningen. Lykkeligvis var andre Jehovas vidner i stand til at nå i sikkerhed på højere beliggende steder.

Det er naturligvis nemt at være bagklog. Men man har dog lov at tage ved lære af sådanne uhyggelige hændelser.

Eksempler fra fortiden

Bibelen indeholder eksempler på at nogle overhørte betimelige advarsler eller mente at det der var blevet advaret om, ’ikke kunne ske på deres tid’ eller der hvor de boede. Et tydeligt eksempel er Lots familie, der blev advaret om at de måtte flygte fra Sodoma og Gomorra. Lot lod advarselen gå videre til sine svigersønner, og sagde: „Bryd op! Gå bort fra dette sted, for Jehova står i begreb med at ødelægge byen!“ Men hvordan reagerede de? „I hans svigersønners øjne var det som om [han] blot spøgte.“ Men snart blev ’spøgen’ alvor. Jehova lod ild og svovl regne ned over de fordærvede og fordømte byer. Svigersønnerne omkom sammen med alle egnens umoralske indbyggere. Lots hustru lå tilsyneladende under for tvivl og betænkeligheder. Hun „så sig omkring bag ved [Lot], og hun blev til en saltstøtte“. — 1 Mosebog 19:12-26.

For over 1900 år siden profeterede Jesus om at datidens Jerusalem ville lide en forfærdelig ødelæggelse. Han gav en nøje forudsigelse af begivenheder der ville finde sted op til byens ødelæggelse, idet han sagde: „Når I ser Jerusalem omringet af lejrede hære, så skal I vide at dens ødelæggelse er kommet nær.“ Han tilføjede denne advarsel: „Så lad dem der er i Judæa flygte til bjergene, og lad dem der er i dens midte gå ud, og lad dem der er på landet ikke gå ind.“ — Lukas 21:20-24.

Da de romerske hære i år 66 omringede Jerusalem, forstod de kristne i byen at dette var det tegn Jesus havde omtalt. Af ukendte årsager trak hærføreren, Cestius Gallus, pludselig sine tropper tilbage, skønt den endelige indtagelse af byen var inden for hans rækkevidde. Det var denne lejlighed de kristne havde ventet på, og de flygtede nu til den anden siden af Jordanfloden. I år 70 vendte romerne tilbage under hærføreren Titus og ødelagde Jerusalem. Hundredtusinder af jøder som var blevet i den dødsdømte by, mistede livet under belejringen og kampen.

I disse tilfælde blev der ganske vist givet en guddommelig advarsel. Men vi kan lære det af det at kun nogle få lyttede til advarselen og blev reddet. De fleste ignorerede den. De nægtede at tage Guds advarsel alvorligt.

Hvornår har vi lov at sætte Gud på prøve?

Selv naturkatastrofer forudvarsles undertiden af visse tegn. Måske giver områdets historie et fingerpeg, måske kan visse tegn iagttages i stigende grad, eller videnskabelige oplysninger peger på en stærk risiko inden for en bestemt periode. Visse områder er til stadighed i fare for at blive oversvømmet. Den fornuftige tager alle faktorer i betragtning når han overvejer om det er nødvendigt, og muligt, at flytte til et andet sted. Det er selvfølgelig langtfra altid man kan forudsige tid og sted for en naturkatastrofe. Man har dog lov at foretage en almindelig sandsynlighedsberegning, og samtidig tænke på hvor stor risikoen er hvis det værste skulle ske. Det er ikke rimeligt at gå ud fra at Gud vil beskytte én. Det ville være at sætte Gud på prøve på en uligevægtig måde, en måde vi ikke har bibelsk belæg for.

Men der er en anden måde hvorpå Jehova selv opfordrer os til at sætte ham på prøve. På profeten Malakias’ tid satte Israel på uret vis Gud på prøve ved at frembære ringe ofre ved alteret. De ofrede besmittet brød og halte dyr, og viste derved deres foragt for Jehovas ord. Gennem Malakias opfordrede Jehova dem til at omvende sig og rette deres handlemåde. „’Bring hele tienden til forrådshuset, så der kan være mad i mit hus, ja, sæt mig dog på prøve på denne måde,’ siger hærstyrkers Jehova, ’om jeg så ikke åbner himmelens sluser for jer og tømmer velsignelse i overmål ud over jer.’“ — Malakias 3:10.

Ja, når det drejer sig om åndelige velsignelser har vi lov at sætte Jehovas trofasthed på prøve. Hvis vi søger Guds rige og hans retfærdighed først, vil ’alle andre nødvendige ting blive givet os i tilgift’, som Jesus sagde. Jesus sagde også: „Bliv ved med at bede, og der vil blive givet jer; bliv ved med at søge, og I vil finde; bliv ved med at banke på, og der vil blive lukket op for jer.“ Hvis ufuldkomne mennesker i kærlighed giver deres børn gaver, „hvor langt snarere vil da ikke jeres Fader som er i himlene give noget godt til dem der beder ham [i overensstemmelse med hans vilje]?“ — Mattæus 6:33; 7:7-11; 1 Johannes 5:14.

Netop i vor tid advares nationerne om at Jehova snart vil øve gengæld mod alle dele af Satans tingenes ordning. (Åbenbaringen 16:14, 16; 18:20) Millioner af forstandige mennesker lytter til det budskab Jehovas Vidner forkynder, skiller sig ud fra verden og stiller sig på Guds riges side. De forlader den fordærvede alliance mellem politiske og religiøse elementer, før det er for sent. (Åbenbaringen 18:4) Derved forbereder de sig på at leve evigt under Kristi herredømme over jorden — en jord som vil blive forvandlet til et paradis, hvor retfærdighed og lighed råder. Lytter du til denne advarsel? — 2 Peter 3:13; Titus 1:2.

[Illustration på side 21]

Et eksamensbevis fundet blandt Armeros ruiner — et dystert minde om de tusinder som ikke lyttede til advarslerne

[Illustration på side 22]

Vidner din opførsel i trafikken om at du har et sundt sinds ånd?

[Illustrationer på side 23]

Alt er ødelæggelse her hvor byen Armero lå. Over 20.000 mistede livet

Denne ødelagte bil afspejler katastrofens omfang