Nyt fra Rigets arbejdsmark

Jehova velsignede deres loyalitet mod hans lov

I ET LAND i Mellemøsten var en fader i færd med at skifte hjul på sin bil, der holdt i vejsiden, da en forbipasserende bil ramte hans fireårige søn hvorefter bilisten skyndte sig at køre væk. Med det kvæstede barn på moderens skød kørte faderen hurtigt til det nærmeste hospital, blot for at blive henvist til et andet hospital 25 kilometer derfra. Lægen sagde at drengen havde pådraget sig nogle indre blødninger og derfor måtte opereres og have blodtransfusion, hvilket otte andre læger var enige med ham i. Forældrene nægtede at gå med til dette da de vidste at Guds lov forbyder blodtransfusion. „De har kun fem minutter til at bestemme Dem i. Ellers vil vi ikke røre Deres barn, selv ikke hvis De bagefter går med til blodtransfusion,“ truede lægen. I mellemtiden var barnets mave svulmet mere og mere op, og dets tilstand var faretruende.

Faderens kødelige broder, der ikke var i sandheden, lagde pres på faderen for at han skulle lade barnet få blod. Han foreslog endda: „Lad som om barnet er mit og ikke dit. Jeg skal nok bære ansvaret og dække udgifterne til hospitalet så barnet kan få det blod det behøver, siden din samvittighed plager dig. Husk, det er den eneste søn du har.“ Presset var meget hårdt, men forældrene holdt fast ved deres beslutning.

De tog drengen med og begyndte at lede efter et bestemt hospital men fór vild. Tilfældigvis så de et skilt der viste hen til et andet hospital, som de i stedet tog hen til. Efter at have set på drengen sagde lægen: „Barnets opsvulmede mave behøver ikke at være et tegn på indre blødninger. Lad drengen sove til i morgen tidlig, så foretager vi de nødvendige undersøgelser for at finde ud af det.“ Det viste sig at der ikke var tale om blødninger men om en hævelse der skyldtes ulykken. Det blev slet ikke nødvendigt at operere. Tværtimod sagde lægen at en operation kunne have været meget farlig. „Vi takkede Jehova,“ sagde forældrene, „fordi vores søn var blevet reddet og fordi han havde ledet os til det rette hospital og til den rette læge.“

Det er interessant at høre hvad der er sket i de efterfølgende ti år. Faderen beretter: „Min kødelige broder, som havde lagt pres på mig på hospitalet, indså værdien af vort standpunkt og kunne se Jehovas ledelse i det der var sket. Han blev interesseret i sandheden, tog imod den, og er nu døbt og tjener som ældste i menigheden. Hans hustru og børn tjener nidkært Jehova sammen med ham. Mine to andre brødre er også kommet i sandheden med deres familier, og en af dem tjener som menighedstjener. For nylig blev min fader og moder døbt trods deres høje alder. Selv om oplevelsen med vores søn var frygtelig for min hustru og mig, er omkring 30 medlemmer af min familie kommet med i sandheden som en følge heraf, og nogle af dem virker allerede som ældste og menighedstjenere. Andre er på vej til dåb. Min søn er nu 14 år og er en rask, nidkær forkynder der også står over for at skulle døbes. Hvor er min hustru og jeg Jehova taknemmelige for at han hjalp os til at træffe den rette beslutning i overensstemmelse med hans lov som findes i Apostelgerninger 15:29.“

[Illustration på side 27]

„. . . at I afholder jer fra det der er ofret til afguder og fra blod“