„Målesnoren tildelte mig de herligste steder“

Fortalt af D. H. Maclean

TIME efter time sad jeg ved siden af betjenten fra Royal Mounted Police med følelsen af at den 2400 kilometer lange togrejse aldrig ville få ende. Jeg var hans fange, og vi var på vej til fangelejren ved Chalk River i Ontario i Canada.

Året var 1944, og den anden verdenskrig var på sit højeste. Men hvorfor skulle jeg i fængsel? Forklaringen skal faktisk findes i noget min far havde lært mig lige fra jeg var barn. Når talen faldt på alvorlige emner plejede han som regel at anvende følgende ord af salmisten om sit eget liv: „Målesnoren tildelte mig de herligste steder.“ Derefter plejede han at give mig en kraftig opfordring til at stræbe efter engang at kunne sige det samme. — Salme 16:6, Davids Salmer.

En åndelig opdragelse

Det min far havde oplevet i de fire år han var sergent under den første verdenskrig, ikke mindst præsteskabets hykleri, havde gjort ham desillusioneret. Da en nidkær bibelstudent i 1920 forklarede ham Guds løsning på verdens problemer, var han derfor modtagelig for sandheden ud fra Bibelen. Min mor viste også interesse og blev en hengiven tjener for Jehova. Min søster Kay og jeg var dermed så heldige at få en åndelig opdragelse.

Med tiden solgte far sin forretning og begyndte sammen med mor at rejse fra by til by for at forkynde på heltidsbasis. Det bevirkede at vi i skoleåret 1928, da jeg var seks og Kay var otte, kom til at gå på otte forskellige skoler! Denne omrejsende tilværelse varede de følgende 18 måneder. Men da det blev stadig vanskeligere at sørge for at vi fik den nødvendige undervisning, købte mine forældre en tankstation med autoværksted samt en tilhørende slikbutik. Disse 18 måneders pionertjeneste havde dog gjort et varigt indtryk på min søster og mig.

Vort hjem, der lå i nærheden af Halifax i Nova Scotia, stod altid åbent for pionerer og rejsende tilsynsmænd. Far ydede gavmildt hjælp når nogle af dem manglede reservedele til bilen eller den skulle repareres. Mor dækkede samtidig vore mange gæsters behov for mad og drikke. Jeg kan tydeligt huske nogle af de trosstyrkende oplevelser som disse trofaste heltidsforkyndere fortalte. Da jeg var 18 år inviterede en af de rejsende brødre mig til at ledsage ham i tre uger på hans besøg i de nærliggende menigheder. Dette uventede privilegium står uudsletteligt prentet i mit sind.

Årene med forbud

I 1940, da jeg kun var 17 år gammel, erklærede myndighederne i Canada Jehovas Vidner for en illegal organisation, og forkyndelsesarbejdet blev forbudt. Vagttårnet blev i al hemmelighed trykt i vort hjem og derfra bragt ud i hele provinsen Nova Scotia. Jeg husker spændingen når en kurer ankom midt om natten med stencils, papir og farve.

I den første tid under forbudet var hele vores familie med i en landsomfattende uddeling af en særlig brochure med titlen Nazismens endeligt. Det foregik midt om natten, og jeg må indrømme at det var med bankende hjerte jeg stod ud af bilen i den mørke, kolde nat. Far gav os nogle hurtige, klare anvisninger, hvorefter vi skiltes og gik i hver sin retning.

I kan sikkert forestille jer vores bekymring da Kay ikke kom tilbage til bilen på det aftalte tidspunkt. Efter at have ventet i over en time, kunne vi ikke gøre andet end at tage hjem. Til vores store lettelse sad hun ængsteligt og ventede på os. Hun var blevet samlet op af politiet, men ikke fordi hun havde uddelt illegale tryksager. En betjent havde opdaget hende og undret sig over hvorfor en køn, ung pige gik alene omkring i Halifax’ gader en tidlig vintermorgen. Han havde derfor tilbudt at køre hende hjem, hvilket hun havde taget imod — hun var nemlig færdig med at uddele alle sine brochurer. Denne kampagne blev en stor succes og fik megen omtale i hele Canada.

Hvorfor jeg kom i fængsel

Efter at jeg var gået ud af gymnasiet i 1941, havde jeg et verdsligt arbejde i omtrent to år. Så overværede jeg et områdestævne i De Forenede Stater hvor jeg mødte Milton Bartlett, en nidkær pioner på min egen alder. Hans begejstring for sandheden og store glæde ved pionertjenesten var stærkt medvirkende til at jeg i marts 1943 besluttede mig til at sige mit arbejde op og begynde i heltidstjenesten.

Eftersom forbudet stadig var i kraft, oplevede politiet og forkynderne faktisk hus-til-hus-forkyndelsen som kattens leg med musen. Da jeg engang havde fået tildelt nyt distrikt i Charlottetown på Prince Edward Island, var jeg så ivrig efter at komme ud i forkyndelsen og se hvordan folk reagerede i dette område at jeg helt glemte at lægge mærke til adressen på mit logi.

Jeg havde kun taget nogle få besøg da politiet mødte op og undersøgte min taske, hvorefter de arresterede mig. Da jeg ikke kunne opgive min adresse, blev jeg fængslet og sat i enecelle i fire dage. Heldigvis hørte datteren af en forkynder i menigheden ved et tilfælde politichefen tale om et ungt Jehovas vidne som de havde siddende. Det førte til at brødrene fik mig løsladt mod kaution.

Min sag blev udskudt i flere måneder, og jeg fortsatte derfor med at forkynde fra dør til dør. Så fik jeg tildelt et nyt distrikt i Glace Bay i Nova Scotia. Få måneder senere fik jeg en tilsigelse om at møde i retten i Charlottetown. Jeg forberedte mig omhyggeligt til retssagen i håb om at jeg ville få mulighed for at fremlægge vægtige beviser for at jeg var en ordets tjener.

Dommeren fandt at jeg levede op til de kvalifikationer man kunne forvente af en ordets tjener. Men han tilføjede at det ifølge landets værnepligtslov var kutyme at sende Jehovas vidner i fangelejr. Det var grunden til at jeg sad i toget på vej til fangelejren ved Chalk River i Ontario. I løbet af de næste to år opholdt jeg mig i tre forskellige lejre.

Frihed — men flere slag

Jeg blev løsladt i 1946 og genoptog min pionertjeneste i Glace Bay. Forbudet mod Jehovas Vidner var blevet ophævet, og nu var vi atter i stand til frit at udføre vort arbejde i Canada under lovens beskyttelse. Den eneste undtagelse var den fransktalende, katolske provins Quebec, hvor den religiøse forfølgelse var stor. Nu begyndte det der senere blev kaldt Slaget om Quebec.

Søndag den 3. november 1946 blev der afholdt et særligt møde i Montreal hvor Vagttårnsselskabets præsident og andre fra hovedkontoret i Brooklyn var til stede. En flammende traktat blev frigivet. Den havde titlen „Quebecs brændende had til Gud og Kristus og friheden er en skamplet på Canada“, og en landsomfattende plan for dens udbredelse blev skitseret. Pionerer blev opfordret til at søge på Gilead, hvor de ville modtage en undervisning der ville sætte dem i stand til at følge denne specielle kampagne i Quebec op. Jeg indsendte en ansøgning, og efter få måneder blev jeg indbudt til Gileadskolens niende klasse.

Et nyt land

Jeg troede at jeg var blevet specielt oplært med henblik på at skulle være i Quebec, så min overraskelse var stor da jeg efter afslutningshøjtideligheden fik at vide at jeg skulle ud som kredstilsynsmand for de engelsktalende menigheder i Ontario i Canada. Men det var ingenting i sammenligning med det chok jeg fik da jeg seks måneder senere modtog et brev fra Selskabet med besked om min nye distriktstildeling — Australien.

Her i dette nye land bestod min første opgave i at betjene en kreds der omfattede hele staten Western Australia, et enormt område på 2.528.000 kvadratkilometer. En anden af de kredse jeg i begyndelsen skulle betjene lå i den centrale del af Australien og omfattede et afsidesliggende sted ved navn William Creek. Her boede kun en enkelt forkynder. Han drev stedets eneste købmandsbutik, der lå ved et trinbræt. Til min forbavselse kom der en dag nogle uraustraliere ridende på deres kameler, og de gjorde holdt ved butikken for at købe proviant. Samtalen foregik nogenlunde sådan her:

Kunden: Vil ha’ støvler.

Købmanden: Store eller små?

Kunden: Store.

Dermed var handelen afsluttet og kunden trissede ud af butikken og læssede sine nye støvler på kamelen. Så kom der en ny kunde ind.

Kunden: Jeg ønsker kjole til lubra (uraustralsk ord for kone).

Købmanden: Tyk eller tynd?

Kunden: Tynd.

Kjolen blev hentet frem, betalt og lagt i en pose så den kunne lægges på kamelen der stod og ventede.

Jeg gifter mig

Tre år efter min ankomst til Australien giftede jeg mig med en køn pige fra Brisbane ved navn June Dobson. Efter at vi var blevet gift tilbragte vi et år i pionertjenesten inden vi blev indbudt til at være med i rejsetjenesten, først i kredstjenesten og senere i områdetjenesten.

Som ugift havde jeg besøgt mange områder i den australske ødemark på motorcykel, men nu rejste min kone og jeg rundt i bil. En strækning på over 1200 kilometer tværs over den ujævne Nullarbor Plain, hvor temperaturen ofte nærmede sig 50 grader celsius, var ikke asfalteret. „Vejen“ bestod af fint støv, der hvirvlede op omkring bilen så den lignede en speedbåd der pløjer sig gennem vandet. Vi klistrede omhyggeligt vinduer og døre til med tape for at hindre støvet i at trænge ind. Dette gjorde at temperaturen i bilen blev uhyggeligt høj, men vi slap i det mindste for at blive dækket med støv og snavs.

Mens vi var i områdetjenesten, gennemrejste vi adskillige gange det australske kontinent på kryds og tværs og besøgte i snesevis af byer samt kredsstævner der blev afholdt alle mulige steder. Da vi i 1953 begyndte i områdetjenesten var der kun ét „område“ i Australien. I dag er det delt op i fem områder.

I 1960 blev vi uventet indbudt til at tjene på Betel i Strathfield i Sydney. Det var en stor forandring fra rejsetjenesten, men med tiden vænnede jeg mig til skrivebordsarbejdet. Snart ventede der os endnu en overraskelse. Efter at have været på Betel i 18 måneder, blev June og jeg indbudt til at overvære et nyt timåneders-kursus på Gileadskolen.

I modsætning til min første gileaduddannelse, der fandt sted i South Lansing, skulle vi denne gang være på selve Jehovas Vidners hovedkontor i Brooklyn, New York. Efter kurset blev vi atter sendt til Australien, hvor vi endnu en gang kom ud i rejsetjenesten. Vi forblev i denne tjenestegren indtil 1981, hvorefter vi igen blev indbudt til at tjene på Sydney Betel. Her var vi med til den store opgave det var at flytte hele afdelingskontoret, trykkeriet og betelfamilien fra Strathfield til de nyopførte bygninger i Ingleburn, cirka 50 kilometer fra Sydneys centrum.

„De herligste steder“

Her på Betel glæder jeg mig hver dag over at arbejde i tjenesteafdelingen. Som følge af mine mange år i områdetjenesten kender jeg mange brødre og søstre fra hele kontinentet personligt. Så når kredstilsynsmændenes rapporter hver uge kommer ind, er det næsten som om jeg selv har besøgt menigheden sammen med dem. Rapporterne fra områdetilsynsmændene giver mig fornemmelsen af at være til stede i stævnehallerne eller de steder hvor stævnet holdes, med hele den atmosfære der omgiver et kredsstævne. I en betelfamilie på over 110 der bor i næsten landlige omgivelser, i god afstand fra byens larm og forurening, føler min kone og jeg at Betel er et af de „herligste steder“ man kan befinde sig.

En efterårsdag i maj 1984 kom Vivian Mouritz, koordinator for afdelingskontorets udvalg, hen til mig og fortalte mig roligt at Det Styrende Råd havde udnævnt mig til at tjene som medlem af afdelingskontorets udvalg i Australien. Den eftermiddag havde jeg det næsten som da jeg i 1947 læste brevet med meddelelsen om at jeg havde fået tildelt distrikt i Australien — dette dejlige land på den anden side af jordkloden.

Når jeg tænker tilbage på mine 63 år i Jehovas organisation, er det med en følelse af at jeg personligt har erfaret opfyldelsen af Salme 16:6. „Målesnoren“ har afgjort ’tildelt mig de herligste steder’. Hvis jeg skulle leve mit liv om ville jeg uden tøven træffe præcis de samme valg som jeg allerede har truffet. Jeg kan ikke forestille mig mere berigende oplevelser eller noget bedre enderesultat.