„Din loyale hengivenhed er bedre end livet“

FORTALT AF CALVIN H. HOLMES

Det var december 1930, og jeg var lige blevet færdig med at malke køerne da far kom hjem fra et besøg hos en nabo. „Denne bog har jeg lånt af Wyman,“ sagde han da han trak en blå publikation op af lommen. Bogen hed Verdensbefrielsen (dansk 1928) og var udgivet af Watch Tower Bible and Tract Society. Far, som ikke var nogen læsehest, var fordybet i bogen til sent ud på aftenen.

SENERE lånte far andre bøger af samme udgivere, for eksempel Lys og Forligelse. Han fandt mors gamle bibel frem og blev oppe til langt ud på aftenen mens han læste i skæret fra en petroleumslampe. Far forandrede sig meget. Den vinter talte han i timevis med os — min mor, mine tre søstre og mig — mens vi var samlet om vores gamle brændeovn.

Far sagde at de folk som udgav disse bøger, blev kaldt bibelstudenter, og at vi, ifølge dem, levede i „de sidste dage“. (2 Timoteus 3:1-5) Han forklarede at jorden ikke ville blive ødelagt ved verdens ende, men at den under Guds rige ville blive omdannet til et paradis. (2 Peter 3:5-7, 13; Åbenbaringen 21:3, 4) Det lød meget interessant i mine ører.

Når far og jeg arbejdede sammen, begyndte han at fortælle mig om det han havde læst. Jeg kan huske at vi pillede hylsterblade af majs mens han forklarede at Guds navn er Jehova. (Salme 83:18) I foråret 1931, da jeg kun var 14 år, tog jeg standpunkt for Jehova og hans rige. I den gamle æbleplantage bag huset bad jeg til Jehova og lovede højtideligt at jeg ville tjene ham for evigt. Mit hjerte var allerede blevet berørt af den loyale hengivenhed Gud viser. — Salme 63:3.

Vi boede på en gård omkring 30 kilometer fra St. Joseph i Missouri, USA, og mindre end 65 kilometer fra Kansas City. Far var født i en bjælkehytte som min oldefar havde bygget på gården i begyndelsen af det 19. århundrede.

Oplæring i forkyndelsen

I sommeren 1931 hørte vores familie i radioen det offentlige foredrag „Riget, Verdens Haab,“ som Joseph Rutherford, Vagttårnsselskabets daværende præsident, holdt ved et stævne i Columbus, Ohio. Det gjorde et dybt indtryk på mig, og jeg var glad for at jeg sammen med far kunne give vores bekendte brochuren der indeholdt oplysningerne fra dette vigtige foredrag.

I foråret 1932 overværede jeg mit første møde hos Jehovas Vidner. Vores nabo inviterede far og mig med til et foredrag i St. Joseph. George Draper, en af Jehovas Vidners rejsende tilsynsmænd, skulle holde det. Vi ankom halvt inde i mødet, og jeg fandt en siddeplads bag J. D. Dreyers brede ryg. Denne mand kom til at betyde meget for mig.

I september 1933 overværede far og jeg et stævne i Kansas City, hvor jeg for første gang deltog i den offentlige forkyndelse. Far gav mig tre brochurer og instruerede mig i at sige: „Jeg er et af Jehovas vidner som forkynder den gode nyhed om Guds rige. De har uden tvivl hørt dommer Rutherford i radioen. Hver uge bliver hans foredrag udsendt af over 300 radiostationer.“ Derefter tilbød jeg en brochure. Da jeg om aftenen malkede køer hjemme på gården, følte jeg at det havde været den mest uforglemmelige dag i mit liv.

Snart satte vinteren ind, og vores rejsemuligheder blev begrænset. Men så fik vi besøg af broder Dreyer og hans kone, som spurgte om jeg havde lyst til at besøge dem lørdag aften og overnatte hos dem. De 10 kilometer jeg måtte gå hen til Dreyers, var alle anstrengelserne værd, for jeg fik lov til at følges med dem i forkyndelsen den følgende dag og overvære vagttårnsstudiet i St. Joseph. Siden dengang har jeg så godt som hver søndag deltaget i forkyndelsen. Broder Dreyers oplæring og råd har været uvurderlige.

Den 2. september 1935 kunne jeg endelig symbolisere min indvielse til Jehova gennem vanddåben ved et stævne i Kansas City.

Begyndelsen på en livslang karriere

Først på året i 1936 ansøgte jeg om at blive pioner, eller heltidsforkynder, og blev sat på listen over dem der søgte en pionermakker. Kort efter modtog jeg et brev fra Edward Stead fra Arvada i Wyoming. Han forklarede at han var bundet til en kørestol og behøvede hjælp for at kunne være pioner. Jeg tog straks imod hans tilbud og blev udnævnt som pioner den 18. april 1936.

Inden jeg rejste for at arbejde sammen med broder Stead, talte min mor med mig under fire øjne. „Min dreng! Er du sikker på at det er det du vil?“ spurgte hun.

„Jeg kunne ikke tænke mig at leve mit liv på en anden måde,“ svarede jeg. Jeg havde indset at Jehovas loyale hengivenhed er vigtigere end noget andet.

At være pioner med Ted, som vi kaldte broder Stead, var en fortrinlig oplæring. Han var fyldt med nidkærhed og havde en meget sympatisk måde at præsentere Rigets budskab på. Det eneste Ted kunne, var faktisk at skrive og tale; alle hans led var låst af kronisk leddegigt (reumatoid artritis). Jeg stod tidligt op og vaskede og barberede ham, tilberedte morgenmad og madede ham. Derefter klædte jeg ham på og gjorde ham klar til at tage ud i forkyndelsen. Den sommer tjente vi som pionerer i Wyoming og Montana. Vi sov ude om natten. Ted sov under et specialbygget overdække på hans pickup, og jeg sov på jorden i en sovepose. Senere på året flyttede jeg sydpå for at være pioner i Tennessee i Arkansas og Mississippi.

I september 1937 overværede jeg mit første store stævne i Columbus, Ohio. Disse arrangementer blev afholdt for at sætte skub i forkyndelsen gennem brugen af grammofoner. Hver gang vi brugte grammofonen med det vi kaldte ’sæt op-metoden’, skrev vi det ned. Én måned havde jeg brugt ’sæt op-metoden’ over 500 gange, og mere end 800 havde lyttet. Efter at have forkyndt i mange byer i den østlige del af Tennessee, Virginia og West Virginia blev jeg indbudt til at tjene som specialpioner på en ny måde. Jeg skulle arbejde sammen med en zonetjener, som de rejsende tilsynsmænd dengang blev kaldt.

Menigheder og isolerede grupper i West Virginia fik et besøg af to til fire ugers varighed, hvor jeg så førte an i forkyndelsen. I januar 1941 blev jeg udnævnt som zonetjener. På det tidspunkt havde min mor og mine tre søstre — Clara, Lois og Ruth — taget standpunkt for Riget. Den sommer var hele familien derfor samlet til det store stævne i St. Louis.

Kort efter stævnet fik zonetjenerne at vide at zonearbejdet ville ophøre i slutningen af november 1941. Den følgende måned gik USA ind i den anden verdenskrig. Jeg fik til opgave at tjene som specialpioner og skulle derfor bruge 175 timer i forkyndelsen hver måned.

Særlige tjenesteforrettigheder

I juli 1942 modtog jeg et brev hvori jeg blev spurgt om jeg var villig til at tjene i udlandet. Efter at have svaret bekræftende blev jeg indbudt til at tjene på Jehovas Vidners hovedkontor i Brooklyn, New York. Omkring 20 ugifte brødre blev på samme tid kaldt ind for at få en særlig oplæring.

Nathan H. Knorr, Vagttårnsselskabets daværende præsident, forklarede at forkyndelsesaktiviteten var dalet, og at vi skulle oplæres til at styrke menighederne åndeligt. „Vi vil ikke kun høre om problemerne i menigheden,“ sagde han, „men også om hvordan I har løst dem.“

Mens vi var på Betel, holdt Fred Franz, som i 1977 efterfulgte broder Knorr som præsident, et foredrag hvori han sagde: „Den anden verdenskrig vil ophøre, og et omfattende forkyndelsesarbejde skal udføres. Der må uden tvivl skulle indsamles flere millioner til Jehovas organisation!“ Dette foredrag ændrede fuldstændig min tankegang. Da distriktstildelingerne blev foretaget, fik jeg at vide at jeg skulle besøge alle menighederne i staterne Tennessee og Kentucky. Vi blev kaldt vennetjenere, et udtryk som senere blev ændret til kredstilsynsmænd.

Den 1. oktober 1942 begyndte jeg at besøge menighederne i en alder af blot 25 år. Dengang var der menigheder man kun kunne nå til fods eller på hesteryg. Nogle gange sov jeg i samme værelse som familien jeg var indlogeret hos.

Da jeg i juli 1943 betjente Greeneville-menigheden i Tennessee, modtog jeg en indbydelse til at overvære den anden klasse på Vagttårnets Bibelskole Gilead. På Gileadskolen lærte jeg hvad det vil sige at „vise det vi har hørt, mere end almindelig opmærksomhed“ og altid at have „rigeligt at gøre i Herrens gerning“. (Hebræerne 2:1; 1 Korinther 15:58) De fem måneder kurset varede, gik hurtigt, og afslutningsdagen oprandt den 31. januar 1944.

Canada og videre til Belgien

Flere af os fik distriktstildeling i Canada, hvor et forbud mod Jehovas Vidners arbejde kort forinden var blevet ophævet. Jeg blev bedt om at virke i rejsetjenesten, hvilket krævede at jeg skulle tilbagelægge store afstande mellem nogle af menighederne. Under mine rejser var det en glæde at høre oplevelser om hvordan forkyndelsesarbejdet var blevet udført under forbudet i Canada. (Apostelgerninger 5:29) Mange fortalte om den såkaldte lynaktion, hvor forkynderne på én nat havde afleveret en brochure i så godt som alle hjem fra den ene ende af Canada til den anden. Det var en dejlig nyhed da vi i maj 1945 fik at vide at krigen i Europa var slut.

Da jeg om sommeren besøgte en menighed i den lille by Osage i Saskatchewan, modtog jeg et brev fra broder Knorr. Der stod: „Jeg tildeler dig det privilegium at tage til Belgien. . . . Der er meget arbejde som skal gøres i dette land. Det er et krigshærget land, og vore brødre har brug for hjælp. Det vil være godt hvis en fra Amerika kan give dem den rette hjælp og trøst.“ Jeg svarede straks og tog imod opgaven.

I november 1945 ankom jeg til Brooklyn Betel for at lære fransk af Charles Eicher, en ældre alsacisk broder. Jeg modtog også en kortfattet oplæring i arbejdsgangen på et afdelingskontor. Inden jeg rejste til Europa, aflagde jeg et kort besøg hos min familie og mine venner i St. Joseph i Missouri.

Den 11. december forlod jeg New York om bord på båden Queen Elizabeth, og fire dage senere ankom jeg til Southampton i England. Jeg blev en måned på det engelske afdelingskontor, hvor jeg modtog yderligere oplæring. Den 15. januar 1946 krydsede jeg Den Engelske Kanal og gik i land i Oostende i Belgien. Derfra kørte jeg med tog til Bruxelles, hvor hele betelfamilien tog imod mig på stationen.

Forkyndelsen optrappes efter krigen

Jeg fik til opgave at føre tilsyn med Rigets arbejde i Belgien selv om jeg ikke kunne tale sproget. Efter et halvt år havde jeg lært så meget fransk at jeg kunne klare mig. Det var en forret at arbejde sammen med nogle som havde sat deres liv på spil for at forkynde under nazisternes femårige besættelse. Nogle af dem var kort forinden blevet løsladt fra koncentrationslejre.

Brødrene var ivrige efter at få arbejdet organiseret og at hjælpe dem der hungrede efter at lære sandheden fra Bibelen at kende. Der blev arrangeret stævner og truffet foranstaltning til at rejsende tilsynsmænd kunne besøge menighederne. Vi fik også opmuntrende besøg af Nathan Knorr, Milton Henschel, Fred Franz, Grant Suiter og John Booth — alle repræsentanter fra hovedkontoret i Brooklyn. I denne tid tjente jeg som kredstilsynsmand, områdetilsynsmand og afdelingstilsynsmand. Den 6. december 1952, efter næsten syv års tjeneste i Belgien, giftede jeg mig med Emilia Vanopslaugh, som også arbejdede på det belgiske afdelingskontor.

Nogle få måneder senere, den 11. april 1953, blev jeg indkaldt til møde på den lokale politistation, og her fik jeg at vide at min tilstedeværelse var til fare for Belgiens sikkerhed. Jeg rejste til Luxembourg for at vente mens min appelsag blev behandlet af statsrådet.

I februar 1954 stadfæstede det belgiske statsråd dekretet om at min tilstedeværelse var til fare for landet. Der blev fremlagt bevis for at antallet af Jehovas vidner i Belgien var steget drastisk siden min ankomst — fra 804 i 1946 til 3304 i 1953 — og at Belgiens sikkerhed som følge heraf var truet fordi mange unge Jehovas vidner var besluttede på at fastholde deres kristne neutralitet. Emilia og jeg fik derfor til opgave at tjene i Schweiz, hvor vi begyndte i kredstjenesten i de fransksprogede menigheder.

Rigets Tjenesteskole — en skole der giver kristne ældste yderligere oplæring — blev oprettet i 1959 i South Lansing, New York. Jeg fik den forret at blive oplært til at undervise klasser på denne skole i Europa. Mens jeg var i USA, besøgte jeg min familie i St. Joseph, Missouri. Her så jeg min kære mor for sidste gang. Hun døde i januar 1962; far var sovet ind i juni 1955.

I marts 1961 begyndte Rigets Tjenesteskole i Paris, og Emilia rejste med mig. Områdetilsynsmænd, kredstilsynsmænd, tilsynsmænd for menighederne og specialpionerer kom fra Frankrig, Belgien og Schweiz for at overvære skolen. I de næste 14 måneder underviste jeg 12 klasser i dette fireugers kursus. I april 1962 opdagede vi imidlertid at Emilia var gravid.

Tilvænning til nye forhold

Vi rejste tilbage til Genève i Schweiz, hvor vi havde permanent opholdstilladelse. Det var imidlertid ikke nemt at finde et sted at bo eftersom der var stor boligmangel. Og at finde et job var også svært. Langt om længe fik jeg arbejde i et stormagasin i bykernen.

Jeg havde været 26 år i heltidstjenesten, så vores ændrede forhold krævede stor tilvænning. I de 22 år jeg arbejdede i stormagasinet og hjalp med at opdrage vores to døtre, Lois og Eunice, satte vores familie altid Rigets interesser først. (Mattæus 6:33) Da jeg i 1985 trak mig tilbage fra arbejdsmarkedet, begyndte jeg at tjene som vikar for kredstilsynsmanden.

I sommeren 1993 overværede jeg sammen med vores datter Lois, der havde været pioner i omkring ti år, et åndeligt højdepunkt, nemlig det pragtfulde internationale stævne i Moskva. Kort efter, på en ferie i Senegal, mistede Lois imidlertid livet under en svømmetur i havet. Jeg fandt stor trøst i den kærlighed og venlighed vores afrikanske brødre og missionærerne viste mig da jeg rejste til Senegal for at sørge for begravelsen. Hvor jeg længes efter at se Lois i opstandelsen. — Johannes 5:28, 29.

Emilias helbred er meget dårligt, men hun yder hvad hun kan i forkyndelsen. Jeg er taknemmelig for at jeg i over fyrre år har haft en loyal støtte i min kærlige hustru. Trods hjertesorger og problemer har Jehovas loyale hengivenhed været velgørende og har gjort livet værd at leve. Fra mit inderste kan jeg tilslutte mig det salmisten siger om Jehova: „Din loyale hengivenhed er bedre end livet; mine læber priser dig.“ — Salme 63:3.

[Illustration på side 26]

Vi forkyndte ved hjælp af grammofoner

[Illustration på side 26]

Mine forældre i 1936

[Illustration på side 26]

Gadearbejde i Belgien i 1948