Guds navn og bibeloversætterne
I 1952 bragte tidsskriftet The Bible Translator en behandling af dette „problem“: Hvordan skal Guds navn gengives i de bibeloversættelser man bruger på kristenhedens missionsmarker? I nogle af indlæggene anerkendtes vigtigheden af dette navn i Bibelen, hvor det i De Hebraiske Skrifter forekommer næsten 7000 gange. Men de kunne ikke blive enige om hvordan det skulle gengives på nutidssprog. Nogle gik ind for en betegnelse som „Den Evige“. Andre foretrak titlen „Herre“. Ingen anbefalede gengivelsen „Jehova“ eller „Jahve“. Hvorfor ikke?
En af deltagerne, H. Rosin, nævnte to grunde. For det første mente han at oversætterne havde gengivet Guds navn med det græske ord for „Herre“ da De Hebraiske Skrifter oprindelig blev oversat til græsk (den førkristne Septuaginta-oversættelse). For det andet var han bange for at man ved at indføre navnet Jehova i oversættelsen „kunne komme til at splitte kirken“. Som han tilføjede: „Er Jehovas vidner ikke modstandere af treenighedslæren?“
Med hensyn til det første punkt, har arkæologiske fund vist det modsatte af det nævnte synspunkt. Oversætterne af Septuaginta gengav ikke Guds navn med det græske ord for „Herre“, men skrev navnet med hebraiske bogstaver inde i den græske tekst. Derfor har de afskrifter af Septuaginta som de første kristne brugte, indeholdt navnet.
Det er højst usandsynligt at de første kristne udelod navnet når de citerede fra Septuaginta. Derfor er det mere end sandsynligt at de originale eksemplarer af De Kristne Græske Skrifter („Det Nye Testamente“) indeholdt Guds navn. Professor George Howard fremførte i en artikel i Biblical Archaeology Review fra marts 1978 vægtige argumenter til støtte for denne slutning. Han nævner for eksempel „en berømt rabbinsk passage (Talmud Shabbat 13.5)“ som „behandler et problem i forbindelse med det at ødelægge kætterske skrifter (som højst sandsynlig indbefatter jødekristnes bøger)“. Hvad var problemet? „De kætterske skrifter indeholder Guds navn, og en omfattende ødelæggelse af sådanne skrifter ville betyde at man ødelagde Guds navn.“
Men hvad med H. Rosins anden indvending? Ville brugen af Guds navn bringe kristenheden i vanskeligheder? Overvej engang hvad der skete dengang navnet blev fjernet. Efter det første århundrede erstattede „kristne“ afskrivere Guds navn med ord som „Gud“ og „Herre“ i såvel Septuaginta som i De Kristne Græske Skrifter. Ifølge professor Howard bidrog dette utvivlsomt til den uro kristenheden oplevede i tiden derefter: „Det er muligt at fjernelsen af tetragrammet [Guds navn på hebraisk] i høj grad bidrog til de senere diskussioner om kristologi og treenighed som plagede kirken i de første århundreder.“
Fjernelsen af Guds navn fra Bibelen har utvivlsomt gjort kristenhedens antagelse af treenighedslæren en del lettere. Derfor ville det volde dem problemer nu at skulle genindsætte navnet i hele Bibelen og indføre det i deres tilbedelse. Den måde Jehova åbenbares på i De Hebraiske og i De Kristne Græske Skrifter viser tydeligt at han er adskilt fra Jesus Kristus og ikke en del af en treenighed.
Professor Howard tilføjer endvidere: „Fjernelsen af tetragrammet har sandsynligvis skabt et ændret teologisk klima i forhold til det første århundredes nytestamentlige periode. Jødernes Gud, som altid havde været holdt omhyggeligt adskilt fra alle andre ved brugen af sit hebraiske navn, mistede noget af sit særpræg efter udeladelsen af tetragrammet.“ Jehovas vidner har ikke alene genindsat Guds navn i hele Bibelen men bruger det også i deres daglige tilbedelse. På denne måde holder de den sande Gud og denne verdens falske guder „omhyggeligt adskilt“, og har således været i stand til at genoprette det „teologiske klima“ som fandtes i det første århundredes kristne menighed.