Pionermakkere — for hele livet

I en pæn men enkelt møbleret stue i byen Cardiff i Wales har bogstudielederen netop afsluttet mødet. Han takker de to pionersøstre Maud Clark og Mary Grant, som nu er i halvfemserne, for deres gæstfrihed og opfordrer dem til at fortælle om gamle dage . . .

Maud: Det er nu 65 år siden Mary og jeg traf hinanden og blev pionermakkere.

Mary: Ja, det var i 1923, en kold januaraften i snevejr! Kan du huske det, Maud? Jeg hentede dig på stationen i Much Wenlock og tog dig med hjem. Vi fik lidt at spise og studerede derpå Tabernakel-Skygger af de „bedre Ofre“ sammen. Næste morgen cyklede vi ud og forkyndte i Shropshires landdistrikt.

Vores første kontakt med sandheden

Maud: Vi havde naturligvis forberedt det hele og havde begge været pionerer i nogen tid. Allerede som barn var jeg meget interesseret i Guds ord. Jeg kan huske at jeg i kirken fremsagde syv salmer som jeg havde lært udenad, for at få en gratis bibel! I 1908, da jeg var 11 år, læste min ældste søster bogen Guds Verdensplan og meldte sig ud af den kirke vi plejede at komme i, fordi hun ville være bibelstudent. Bibelens sandheder blev det store samtaleemne derhjemme. Men da fader døde begyndte jeg at spekulere på hvad der mon skete med de døde.

Hvilken oplevelse var det ikke for mig at få svaret da jeg gik ind for at se Skabelsens Fotodrama i min hjemby Sheffield! På de levende billeder der var synkroniseret med grammofonplader så man en skildring af opstandelsen af Sjunemkvindens søn. På den måde lærte jeg at de døde er uden bevidsthed indtil de bliver oprejst. — 2 Kongebog 4:32-37.

Med det samme trak jeg mig ud af den anglikanske kirke og begyndte i det såkaldte hyrdearbejde ved at tilbyde folk bibelsk læsestof i det område hvor jeg tidligere havde omdelt kirkebladet. Jeg symboliserede min indvielse til Jehova i august 1918 ved et stævne i Leeds.

Efter at have tilbragt nogle dejlige ferier sammen med to kolportørsøstre i Derbyshire besluttede jeg mig for at gøre pionertjenesten til min livsgerning. I august 1922 begyndte jeg i mit første pionerdistrikt: Biggleswade i Bedfordshire.

En af kolportørerne sagde til mig: „Hvis du klarer de første seks måneder skal det nok gå.“ Disse første måneder var ikke lette. Jeg kørte galt på min cykel, og min første pionermakker rejste hjem. Men jeg var fast besluttet på at fortsætte, så jeg skrev til Selskabet efter en ny makker, hvorefter Jehova gav mig Mary!

Men Mary tog standpunkt for sandheden tidligere end jeg, gjorde du ikke, Mary?

Mary: Jo, Maud. Vi boede dengang i Cardiff i South Wales. Da jeg var seksten opfordrede min bedstemoder mig til at læse bogen Guds Verdensplan, som hun havde fået ved et af bibelstudenternes offentlige møder. Jeg havde altid gerne villet forstå Bibelen, og jeg ville være missionær når jeg blev voksen. Da jeg læste denne bog vidste jeg at jeg havde fundet sandheden.

Jeg begyndte at overvære bibelstudenternes møder selv om min moder var meget imod det. Mine forældre var velstillede, så jeg måtte ikke arbejde, hvilket gjorde at jeg følte mig meget fastlåst derhjemme. Alligevel lykkedes det mig at få fat i resten af bibelhåndbøgerne. Da min moder fandt ud af det blev hun vred, brændte bøgerne og sagde at jeg var for ung til at beskæftige mig med den slags ting. Derfor måtte jeg smugle nogle nye bøger ind i huset, en efter en. Det lod sig gøre ved at en bibelstudent som boede i nærheden, kom med dem tidligt om morgenen. Jeg læste dem ivrigt før resten af huset vågnede, og gemte dem i havehuset om dagen.

I 1913, da jeg var 17 år, skulle jeg på ferie i London. Lykkeligvis faldt dette sammen med broder Russells besøg ved et stævne i Kingsway Hall. Dér ytrede jeg ønske om at blive døbt. Den søster der var kolportør i Cardiff gik til broder Russell for at høre om han mente jeg var for ung. Han spurgte mig hvor gammel jeg var, stillede mig nogle spørgsmål for at prøve min forståelse af Bibelen og for at finde ud af om jeg havde indviet mig til Jehova. Derefter blev jeg iført en lang, sort dåbskjole og blev døbt sammen med de andre dåbskandidater i London-Tabernaklet. Jeg kan tydeligt huske vores sang da vi kom op af vandet:

„Vort eget Liv vi har hengivet,

vi sænkes nu i Graven,

opstaar med dig igen til Livet

— en Vandring i Hellighed.“

Mens jeg tørrede mig kom en broder hen til mig og sagde: „Du må være den sidste af de 144.000 der er indsamlet. Du har kun ganske kort tid til at gøre din kaldelse og udvælgelse sikker.“ Den indstilling havde mange som imødeså det forestående år, 1914, med stor forventning. For mig viste det sig at blive en prøvelsens tid, og jeg måtte leve med hårdnakket modstand derhjemme. Jeg overværede møderne så ofte jeg kunne. I 1916 havde jeg den forret at vise publikum på plads ved forevisningen af Skabelsens Fotodrama i Cardiff. Efter at jeg var færdig med min uddannelse som sygeplejerske i Manchester, begyndte jeg i heltidstjenesten som pioner i 1922.

Forkyndelse i landdistrikter

Maud: Vi måtte virkelig klare os selv dengang. Vi fortalte alle at vi deltog i et kristent arbejde. Dengang læste folk meget. Vi tilbød dem de syv bind af Studier i Skriften og bogen Guds Harpe. Det var nødvendigt med en ret stor kuffert for at have alle disse bøger med. Min kuffert var så stor, at da jeg en dag kom ud til en afsidesliggende gård, troede konen at jeg var en slægtning der kom på besøg fra Canada. Hvor vi dog lo!

Da vi anvendte al vor tid i pionertjenesten, måtte vi skaffe vort udkomme fra de bøger med Rigets budskab som vi uddelte. Vi var påpasselige med hvordan vi brugte vores penge, og vi levede nøjsomt, idet vi byttede bøgerne for smør og andre landbrugsprodukter og samlede kartofler, kålroer og kålhoveder op som var faldet af bøndernes kærrer på de støvede, ujævne landeveje. Vi blev vant til at lappe cykel og blev med tiden ret gode syersker, så vi kunne sy vores tøj selv.

Når de brødre der tjente som omrejsende talere havde holdt foredrag i en by, fulgte Mary og jeg efter for at følge den interesse op de havde vakt. Der opstod små grupper af interesserede i Shrewsbury og andre byer. Og så var der stævnerne, som vi altid glædede os meget til! Jeg syntes at stævnet i 1926 i London var helt enestående. Der uddelte vi brochuren Et Banner for Folket i hovedstadens gader. Senere læste vi spændt indholdet af et brev fra Selskabet. Vi havde fået ny distriktstildeling, i Nordirland.

Nye pionerdistrikter

Vi ankom til Antrim i Nordirland for at forkynde for en befolkning der var delt i spørgsmålet om religion. Det første sted vi boede var Greenisland. Klimaet var koldt og vådt, og vi havde ikke noget at fyre med i ugevis på grund af en kulstrejke i England. Jeg kan stadig se os sidde dér om aftenen med frakker og vanter på, mens vi rystende af kulde prøvede at studere. Så kom sommeren, og vi var Jehova taknemmelige for at vi kunne arbejde i de smukke omgivelser omkring Antrims snævre dale. Befolkningen lyttede pænt til budskabet. Naturligvis gav de udtryk for deres egen opfattelse, men de var venlige. ’Kom med indenfor,’ kunne de sige, og så satte de en kedel vand over de glødende tørv mens vi fortsatte drøftelsen.

„Tro ikke at Sejren er vundet

og und dig ej Hvile en Stund,

du er af dit svære Hverv bundet

Maud: Det var en stor forandring da vi fik tildelt en helt ny opgave: Forkyndelse i forretningskvartererne. Hvordan skulle vi nogen sinde kunne forkynde for forretningsfolk, bankdirektører og den slags mennesker? Disse store bygninger i Belfast virkede afskrækkende på os. Men så tænkte vi på Filipperbrevet 4:13: „Alt har jeg styrke til ved ham som giver mig kraft.“ Og vi kunne aldrig drømme om at afvise en opgave. Det viste sig at være en stor oplevelse at forkynde for disse mennesker, og vi afsatte mange bøger og brochurer. I 1931 havde vi været fem år i Nordirland og havde gennemgået forretningskvartererne. Vi spekulerede på hvor vi mon nu skulle sendes hen. Til vores store overraskelse skulle vi gennemgå forretningskvartererne i Dublin.

Til Tarsis eller Nineve?

Vi må indrømme at vi til at begynde med havde det ligesom Jonas der fik til opgave at forkynde i Nineve men i stedet satte kursen mod Tarsis. Vi ville hellere have haft et andet distrikt. Vi forstod snart at vi måtte stole på Jehova. Det var ret nedslående at stå ved Nelsons søjle i Dublin og betragte gaderne der vrimlede med præster og nonner, hvor mændene tog hatten af og kvinderne slog kors for sig til ære for ’den hellige jomfru’. På det tidspunkt var der kun fire bibelstudenter i Dublin.

Det lykkedes os at leje et værelse hos nogle katolikker. Da familien fik regelmæssige besøg af præsten måtte vi gemme vore bøger under sengen. En dag ringede en forretningsmand på hvor vi boede og spurgte: „Det var jer der kom hen i banken med bøger, ikke sandt?“ Han var blevet så begejstret for dem at han havde opsøgt hver eneste boghandel i Dublin for at se om de solgte dommer Rutherfords bøger. Derefter havde han skrevet til New York og havde fået vores adresse. Han inviterede alle sine venner til en sammenkomst for at fortælle dem om det han havde lært.

Senere samme år var vi til stævne i Liverpool, hvor vi fik vort nye navn, Jehovas Vidner. Da vi vendte tilbage til Dublin deltog vi i kampagnen med at uddele brochuren Riget — Verdens Haab, som indeholdt resolutionen fra stævnet. Vi henvendte os til alle munke- og nonneklostre og til forretningsfolk for at tilbyde dem gratis eksemplarer af denne brochure. Alle tog imod den!

Mary: En dag fik vi øje på et skib der kom sejlende ned ad floden Liffey. Det gav os ideen til at forkynde for besætningen på de skibe der lå i dokkerne. Da jeg forsøgte at komme ind på dokområdet blev vi stoppet af en politibetjent der spurgte os hvad vi skulle. Da vi viste ham bøgerne sagde han: „Gå bare videre.“ Vi traf adskillige kaptajner fra andre lande som kendte Jehovas Vidner. Når vi ser tilbage på disse oplevelser tænker vi på hvordan Jehova må have beskyttet os når vi gik alene om bord på skibene.

Forkyndelse under luftkrigen

Maud: Da krigen brød ud i 1939 vendte vi tilbage til Liverpool og sluttede os til de 20 andre pionerer som boede på pionerhjemmet. Vi måtte nu leve med luftangreb og bombardementer, og forkyndte overalt hvor folk ville lytte. Det skete ofte at vi, mens vi spillede en grammofonplade for folk eller talte med dem om sandheden, måtte løbe tilbage til pionerhjemmet eller styrte fra det ene beskyttelsesrum til det andet. Men vi var ikke bange i denne periode, for vi udførte Herrens gerning.

Folk råbte tit ukvemsord efter os når vi gik på gaden, på grund af brødrenes neutrale standpunkt i konflikten. I den forbindelse husker jeg en ung mand som tog imod et bibelstudium efter at have lyttet til den plade vi spillede for ham. Der var imidlertid et problem. Han havde netop meldt sig som frivillig til den britiske flåde. Derfor skrev han et brev til myndighederne hvori han forklarede sin neutrale stilling, og svaret lød på fuldstændig fritagelse for værnepligt. Senere begyndte han i heltidstjenesten sammen med os.

Mary: Jeg glemmer aldrig krigsårene, Maud. Kan du huske hvad der skete da vi i 1942 flyttede til Knutsford i Cheshire? En dame råbte til os: ’Hvad gør I for at vi skal vinde krigen?’ Før jeg nåede at sige noget svarede en forbipasserende: ’Hun udfører det arbejde vi andre ikke tør gøre!’ Og en ældre mand faldt ind: ’De gør et godt stykke arbejde!’

Maud: Bibelstudiearbejdet gik virkelig godt. Jeg havde en stor oplevelse da jeg besøgte en gård og traf en dame som fortalte at hendes lille søn var blevet dræbt ved en trafikulykke. Hun tog imod brochuren Hvor er de døde? og vi påbegyndte et bibelstudium. Efter kun at have studeret syv gange tog denne dame med mig ud i forkyndelsen. Få måneder efter tog hendes mand også imod sandheden, og inden der var gået to år havde dette ægtepar solgt deres gård og var begyndt som pionerer. Senere begyndte deres datter også i heltidstjenesten, og nu tjener hun og hendes mand på Betel i London.

I 1941 ved stævnet i Leicester bekendtgjorde broder Schroeder at specialpionererne ville få en lille månedlig godtgørelse som en hjælp til at klare livets fornødenheder. I næsten 20 år havde Jehova velsignet vort arbejde med at afsætte bibelsk læsestof så vi derved havde skaffet os det nødvendige. Han havde aldrig svigtet os. Vi ved af erfaring at „ikke ét af alle de gode løfter som han har givet . . . er slået fejl“. — 1 Kongebog 8:56.

„Fårene“ viser sig i Wales

Vi går nu frem til 1954, hvor vi boede i Milford Haven i Wales. Vi forkyndte trods modstand fra præsteskabet og fandt da også nogle symbolske får som vi samlede i en gruppe og viste hvordan man holdt møder og hvordan de kunne give korte, indholdsrige kommentarer. Det var et stort øjeblik da syv blev døbt i et bassin beregnet til fårevask. Det var blevet fyldt med varmt vand vi havde hentet i mælkejunger.

I den walisiske landsby Abercynon gav et besøg på en bladrute gode resultater. Damen som tog imod bladene, sagde: ’Jeg tror ikke på det I fortæller mig,’ men hun læste dem alligevel. En dag traf vi hendes mand, der var ved at arbejde på huset. Efter en venlig samtale blev der aftalt bibelstudium den følgende uge. Vi gjorde os til venner med deres tre sønner, som også deltog i studiet. Senere indviede moderen og hendes tre sønner sig til Jehova og blev døbt. Indtil nu har 35 medlemmer af denne familie taget imod sandheden, og nogle tjener som ældste, andre som hjælpepionerer, almindelige pionerer eller specialpionerer.

Nu bor vi her i Cardiff og kan tænke tilbage på vort liv. Der er ikke noget vi har fortrudt. Jehova har dækket alle vore materielle behov. Vi har haft en vidunderlig tilværelse ved at tjene som pionerer sammen og betragter stadig heltidstjenesten som det mest værdifulde i vort liv.

Vi glæder os af hele vort hjerte over at se antallet af pionerer vokse — at se de mange unge der tager denne dyrebare tjeneste op. Mary og jeg har nu været pionerer sammen i 65 år. Vi har haft en enkel men travl tilværelse der har været krævende men samtidig udbytterig. Vi kan afgjort anbefale pionertjenesten som livsgerning.

[Illustration på side 23]

Maud (til venstre) og Mary. Heltidstjenesten for Jehova er stadig deres største glæde