Hvis vi gør Guds vilje, vil han aldrig forlade os
Fortalt af Grete Schmidt
JEG er født i Ungarns hovedstad, Budapest, i 1915, under den første verdenskrig. Min fader kæmpede ved fronten i den østrig-ungarske hær, og da han døde året efter tog min moder mig med tilbage til Jugoslavien, hvor hendes slægtninge boede.
Eftersom mor ikke giftede sig igen, var hun nødt til at arbejde og betroede derfor sin søster at passe mig. Min moster havde en gård i det nordlige Jugoslavien, cirka fem kilometer fra byen Maribor. Her tilbragte jeg mange dejlige år og så altid frem til søndagene hvor mor ville komme på besøg fra Maribor. Men samtidig savnede jeg meget en fader.
Et nært forhold til en Fader
Mine slægtninge var katolikker, og inden for katolicismen går man meget op i om man kommer i himmelen eller i helvede. Det gav mig sjælekvaler, for jeg følte mig ikke god nok til at komme i himmelen, men heller ikke så slem at jeg var hjemfalden til helvede. Jeg talte med alle og enhver om dette problem, lige fra min bedstemoder til landsbypræsten.
Det var mor det gik hårdest ud over. Efter nogle måneder gav hun mig en brochure på slovensk med titlen Hvor er de døde?, som hun havde fået i byen. Mor havde aldrig selv læst den, men hun mente at den måske kunne besvare mine spørgsmål.
Jeg har aldrig hverken før eller siden læst noget igennem så mange gange som denne brochure! Den ikke alene besvarede mine spørgsmål om livet og døden, men viste også hvordan jeg kunne opdyrke et nært forhold til min himmelske Fader. Jeg bestilte derfor fem brochurer som jeg kunne uddele foran kirken.
I vores landsby var det kun kvinderne der overværede søndagsgudstjenesten, for mændene blev udenfor og snakkede om deres yndlingsemner, kvægavl og jordbrug. Så mens præsten prædikede for kvinderne inde i kirken, forkyndte jeg for mændene udenfor. Jeg var kun 15 år, og de kunne åbenbart lide min ungdommelige begejstring; de betalte i hvert fald for brochurerne så jeg kunne købe en ny forsyning.
Præsten fik dog hurtigt nys om mine aktiviteter og kom derfor på besøg for at tale med min moster. Følgende søndag gav han denne advarsel fra prædikestolen: „Der er bestemt ingen i vores landsby der er så naive at de tror på en skolepiges sludder.“ Som følge heraf vendte hele landsbyen sig imod mig. Selv min moster skammede sig over mig og meddelte min moder at hun ikke længere ville have mig boende.
Jeg følte mig virkelig forladt, men ved at bede til Jehova fandt jeg trøst og ny styrke. Jeg flyttede så ind hos min moder i Maribor, hvor vi havde en meget lykkelig tid sammen. Selv om hun ikke delte mine åndelige interesser, tillod hun mig at overvære den lille lokale menigheds møder. Og den 15. august 1931 symboliserede jeg min indvielse til Gud ved vanddåben.
Til min store sorg blev mor pludselig syg og døde nogle få uger senere. Hendes afskedsord til mig står stadig prentet i mit sind: „Min kære lille Grete, hold fast ved din tro. Jeg er sikker på at det er sandheden.“ Efter hendes død følte jeg mig igen frygtelig forladt, men mit nære forhold til min himmelske Fader holdt mig oppe.
Et ægtepar som ikke selv havde nogen børn tog mig til sig, og jeg kom i lære i den skrædderforretning som konen bestyrede. Selv om jeg nu var sikret materielt, ønskede jeg af hele mit hjerte at tjene Gud på heltidsbasis. Alle i vores lille menighed i Maribor var overbeviste om at der kun var kort tid tilbage for denne tingenes ordning. (1 Korinther 7:29) I mit stille sind bad jeg Jehova om at udskyde sin indgriben indtil jeg var færdig med min læretid. Det var jeg den 15. juni 1933, og allerede næste dag rejste jeg ud for at begynde som pioner! På grund af min unge alder — jeg var kun 17 år — prøvede endog nogle af brødrene at tale mig fra det. Men der var ikke noget at gøre, jeg havde truffet min beslutning.
Den første tid som pioner
Min første distriktstildeling var Zagreb, en by på cirka 200.000 indbyggere nær Maribor. I menigheden var der kun seks forkyndere. Jeg lærte meget af at arbejde sammen med broder Tuc̀ek, Jugoslaviens første pioner. Senere arbejdede jeg næsten et helt år alene. Efterhånden kom der imidlertid adskillige pionerer fra Tyskland, hvor forkyndelsesarbejdet kort tid forinden var blevet forbudt af den nazistiske regering.
Jeg tjente som tolk for flere af pionerægteparrene. Ved at arbejde sammen med disse modne kristne høstede jeg nogle meget værdifulde erfaringer og voksede i kundskab og forståelse, mens jeg fik større og større værdsættelse af den forret det er at forkynde den gode nyhed om Riget.
Efterhånden blev vi hele 20 pionerer i Balkanlandene. Vores fælles indsats for at gøre Guds ord kendt knyttede os meget tæt sammen, og eftersom vi var besjælet af den villighed som kun findes blandt Guds folk, var vi alle parate til at hjælpe hinanden hvis vi kom i nød. De fra denne gruppe der endnu lever, er stadig knyttet sammen af denne kærlighed, „enhedens fuldkomne bånd“. — Kolossenserne 3:14.
Pionerlivet er mættet med oplevelser og er lige så afvekslende som himmelens skyer. Det var berigende at lære andre landes og folks skikke og levevis at kende. Vi erfarede også at Jehova sørger for sine trofaste tjenere, sådan som Paulus forsikrer os om i Efeserbrevet 3:20, hvor han siger at ’Gud, i overensstemmelse med den kraft der er virksom i os, gør mere end rigeligt, langt ud over hvad vi beder om eller fatter’.
Vi fik Guds kærlige omsorg at føle da broder Honegger fra Schweiz kom på besøg. Da han erfarede at vi måtte gå næsten 40 kilometer for at nå de fjerneste landsbyer i vort distrikt og at vi for ikke at slide på vore skosåler tog skoene af og hængte dem over skulderen så snart vi havde forladt byen, købte han os tolv cykler, skønt det, som han senere røbede, kostede ham alle hans penge. Jehova kan i sandhed kalde gavmildhed frem i retsindiges hjerte. Disse cykler kom som sendt fra himmelen, og de tjente som vore trofaste følgesvende gennem 25 års pionertjeneste.
Engang var Willi og Elisabeth Wilke og jeg kommet til en ret stor kroatisk landsby, som vi gennemgik fra udkanten og ind mod centrum. Vi gik alle tre alene mens vi tilbød brochuren En retfærdig Hersker, som på titelbladet havde et billede af Jesus Kristus. Året før, i 1934, var Jugoslaviens konge, Alexander, blevet myrdet, og hans søn Peter skulle efterfølge ham på tronen. Men landsbyens beboere foretrak selvstyre frem for at blive regeret af en monark fra Serbien (det sydlige Jugoslavien).
Efter at have forkyndt et par timer hørte vi pludselig en høj råben fra landsbyens torv. Da broder Wilke og jeg kom derhen, så vi at søster Wilke var omringet af omkring 20 mænd og kvinder, nogle bevæbnede med segl, andre i færd med at brænde vore brochurer. Søster Wilke talte ikke sproget godt nok til at hun kunne forsvare sig over for de vrede folk fra landsbyen.
„Mine damer og herrer,“ råbte jeg, „hvad er det De gør?“
„Vi vil ikke have kong Peter!“ svarede de næsten med én røst.
„Det vil vi heller ikke,“ svarede jeg.
Forbavset pegede folkene på billedet foran på brochuren og spurgte: „Hvorfor agiterer I så for ham?“ De havde forvekslet Jesus Kristus med kong Peter!
Misforståelsen blev klarlagt, og der blev aflagt et grundigt vidnesbyrd om kongen Jesus Kristus. Nogle af dem der havde brændt brochurerne bad endog om nogle nye. Opmuntrede forlod vi landsbyen, med en stærk følelse af at Jehova havde holdt sin beskyttende hånd over os.
Senere forkyndte vi også i den centrale del af Jugoslavien, Bosnien, hvor næsten halvdelen af befolkningen var muslimer. Igen blev vi konfronteret med nye skikke og en udbredt overtro. I landsbyerne havde folk for eksempel aldrig før set en kvinde på cykel, så vi vakte virkelig opsigt. De religiøse ledere spredte det rygte at en kvinde på cykel betød ulykke for en landsby. Derfor begyndte vi at efterlade vore cykler uden for landsbyen og i stedet komme til fods.
Eftersom vore publikationer nu var blevet forbudt, blev vi ofte arresteret af politiet. Normalt blev vi udvist af provinsen og fulgt til grænsen af to betjente. Det kunne dreje sig om en cykeltur på 50 til 100 kilometer. Betjentene var ofte overraskede over at vi kunne holde trit med dem på trods af at vi havde alt vort tøj, vore publikationer og en lille petroleumsovn at slæbe på. Vore ledsagere var altid glade for at finde en kro langs vejen, og ofte bød de os på noget at drikke eller endog på et måltid mad. Vi nød disse lejligheder, for vores lille godtgørelse tillod os ikke en sådan luksus. Selvfølgelig greb vi også chancen til at fortælle dem om vort håb, og ofte tog de imod nogle af de „forbudte“ publikationer. For det meste skiltes vi som venner.
Så kom året 1936. Under en forkyndertur i Serbien fik vi at vide at der i september samme år skulle afholdes et internationalt stævne i Luzern i Schweiz. Der ville afgå en særlig stævnebus fra Maribor, 700 kilometer fra hvor vi befandt os — i sandhed noget af en cykeltur! Ikke desto mindre begyndte vi at spare op, og senere på året tog vi af sted.
Vi bad landmændene om lov til at overnatte på deres høloft for ikke at skulle betale for et værelse på et herberg. Om morgenen forhørte vi os om vi kunne købe mælk af dem, men for det meste gav de os den gratis, og nogle gange fik vi tilmed et solidt morgenmåltid. Vi mødte megen venlighed, noget vi med glæde mindes fra vor pionertid.
Før bussen afgik fra Maribor, stødte der nogle pionerer til fra Tyskland. En af dem var Alfred Schmidt, som havde tjent otte år på det tyske Betel i Magdeburg. Året efter blev vi gift.
Næsten alle pionererne i Jugoslavien var i stand til at overvære stævnet i Luzern. Det var mit første stævne, og jeg var overvældet af den store kærlighed og omsorg de schweiziske brødre viste os. Desuden betog den smukke by Luzern mig. Dengang havde jeg ingen anelse om at jeg 20 år senere skulle komme til at tjene som pioner dér!
Arbejdet underlægges begrænsninger
Kort tid efter at vi var vendt tilbage fra det smukke Schweiz, begyndte vi at mærke direkte forfølgelse i Jugoslavien. Vi blev arresteret og indsat i Beograds største fængsel. Den broder som var ansvarlig for arbejdet i Jugoslavien bad om tilladelse til at besøge os, men det blev ham nægtet. Imidlertid talte han så højt med fængselsbetjenten at vi kunne høre hans stemme, hvilket var til stor opmuntring for os.
Efter et par dage blev vi lagt i håndjern og sendt til den ungarske grænse. Eftersom vore penge og vore publikationer var blevet beslaglagt, kom vi til Budapest næsten uden en øre, men til gengæld med en hærskare af lus som en påmindelse fra fængselet. Snart kom vi dog i kontakt med andre pionerer og deltog sammen med dem i forkyndelsesarbejdet.
Da vi var pionerer i Budapest, mødtes vi hver mandag med de andre pionerer i det tyrkiske bad. Samtidig med at vi i hver vort badeafsnit kunne pleje vore legemer, blev vi også ’opmuntret ved hinandens tro’. (Romerne 1:12) Ved således at mødes regelmæssigt kunne vi også kontrollere om nogle var blevet syge eller var blevet fængslet.
Vi havde knap nok vænnet os til de nye omgivelser, før vores ungarske opholdstilladelse på seks måneder udløb. I mellemtiden var Alfred og jeg blevet gift. Vi fik nu besked på at søge om visum til Bulgarien. Pionerægteparret dér var blevet udvist, og 10.000 brochurer, som de havde bestilt, lå færdigtrykt på et lille trykkeri i Sofija. Ægteparrets publikationer var blevet brændt offentligt, så vi vidste hvilken behandling vi kunne vente os.
Det endte med at vi fik et tremåneders visum til Bulgarien. Vi rejste igennem Jugoslavien om natten, og på en forud aftalt station ventede en ansvarlig broder på os med penge til at købe brochurerne for. Til sidst nåede vi velbeholdne Sofija og fandt os et passende værelse.
Sofija var en moderne by med omkring 300.000 indbyggere, men der var ingen forkyndere dér. Dagen efter vor ankomst tog vi hen til trykkeriet. Ejeren havde hørt om forbudet mod vore publikationer og om udvisningen af ægteparret der havde bestilt brochurerne, så da han hørte at vi kom for at afhente dem, var det lige før vi blev omfavnet. Brochurerne blev lagt i nogle sække. De politibetjente vi mødte på hjemvejen kunne lykkeligvis ikke høre vor heftige hjertebanken!
Vort næste problem var hvor vi skulle gøre af alle disse brochurer og hvordan vi skulle få dem afsat på blot tre måneder. Den enorme stak brochurer gjorde mig helt bange! Jeg havde aldrig før set så mange. Men endnu en gang kom Jehova os til hjælp. Det gik over al forventning; vi afsatte næsten 140 brochurer om dagen. Efter et par uger ankom broder og søster Wilke desuden for at hjælpe os.
En dag var det imidlertid nær gået galt. Jeg forkyndte i et forretningskvarter hvor der på hver dør sad en messingplade der foruden et navn bar en akademisk titel. Efter omkring to timers forløb mødte jeg en ældre herre som betragtede mig med et mistroisk og prøvende blik. Han spurgte om jeg vidste hvor jeg befandt mig.
„Jeg er ikke helt klar over hvad det er for en bygning, men jeg har lagt mærke til at alle de bedste jurister har kontorer her,“ svarede jeg.
„De er i Indenrigsministeriet,“ svarede han.
Selv om mit hjerte næsten holdt op med at slå, svarede jeg roligt: „Nå, så er det derfor alle disse herrer har været så venlige imod mig!“ Disse ord gjorde ham lidt mildere stemt, og efter at have studeret mit pas nøje gav han mig det tilbage. Jeg drog et lettelsens suk da jeg forlod bygningen, taknemmelig for Jehovas beskyttelse.
Vi nåede at afsætte alle brochurerne før den dag oprandt hvor vi skulle forlade „rosernes land“, Bulgarien. Det var svært at tage afsked med de mange venlige mennesker, men dybt i vore hjerter bevarede vi mindet om dem.
Eftersom vi havde tyske pas kunne vi vende tilbage til Jugoslavien, men fik kun tilladelse til at gøre et kort ophold der. For at undgå at blive arresteret måtte vi derefter sove et nyt sted hver nat. Sådan levede vi i cirka seks måneder. I slutningen af 1938 fik vi et brev fra Selskabets kontor i Bern med besked om at forsøge at komme til Schweiz. Den tyske hær havde besat Østrig, og det politiske pres blev stadig større. Den jugoslaviske regering havde faktisk allerede udleveret nogle af de tyske pionerer til nazisterne.
Min mand og jeg rejste hver for sig til Schweiz, Alfred via Italien og jeg gennem Østrig. Vi blev lykkeligt genforenet og derefter sat til at arbejde på Selskabets farm, Chanélaz, og senere på Betel i Bern. Det gav mig mange nye erfaringer. For eksempel måtte jeg lære at holde hus på schweizisk manér. Jeg kom til at værdsætte Jehovas organisation mere end nogen sinde.
Jehovas magt til at opretholde os
Efter at have tjent på Betel i årene under og efter den anden verdenskrig, begyndte Alfred og jeg i 1952 igen i pionertjenesten, den gerning som havde præget vort liv. Vi har aldrig selv fået børn, men i årenes løb har vi modtaget talrige kærlighedserklæringer fra vore åndelige børn. I februar 1975 fik vi for eksempel dette takkebrev:
„Jeg husker den dag hvor en klog, gråhåret mand besøgte en stivsindet embedsmand der tilhørte den evangeliske kirke og tilbød ham et bibelstudium. Kritisk og forbeholdent tog min familie og jeg imod tilbudet og undersøgte hver eneste detalje ligesom dem fra Berøa, indtil vi måtte indrømme at du havde bragt os sandheden. . . . Hvor er Jehova Gud en kærlig Fader! Lad al pris og tak og ære gå til ham for hans godhed og barmhjertighed. Men vi vil også af hjertet takke jer, kære Alfred og Grete, for den kolossale tålmodighed I har vist os. Måtte Jehova rigt velsigne jer for det. Vi håber oprigtigt at han også vil give os styrke til at holde ud.“
I november 1975 døde Alfred pludselig af et hjerteanfald. Vi havde da sammen tjent Jehova i 38 år, og oplevet medgang og modgang i pionertjenesten. Derfor var vi kommet til at stå hinanden meget nær. Hans død efterlod således et stort tomrum, og endnu en gang følte jeg mig forladt. Men ved at søge tilflugt hos Jehova blev jeg på ny trøstet.
Mit nære forhold til min himmelske Fader har holdt mig oppe gennem mine mere end 53 år i heltidstjenesten. Jeg føler på samme måde som Jesus, der sagde: „Jeg [er] ikke alene, for Faderen er hos mig.“ — Johannes 16:32.
[Illustration på side 23]
Pionererne Alfred og Frieda Tućek med fuld oppakning under en forkyndertur i Jugoslavien i 1937
[Illustration på side 25]
Alfred og Grete Schmidt forkynder i Mostar, den islamiske del af Jugoslavien, i 1938
[Illustration på side 26]