Jehova har været min tilflugt og min borg
Fortalt af Margaret West
FORESTIL jer at bo på det slot hvor Anna Sofie af Danmark i 1721 blev kronet som dronning. Dette slot, der har været den danske kongefamilies sommerresidens og er omkranset af smukke parker, var mit barndomshjem. De prægtige værelser, de imponerende trapper og lofterne der var udsmykket af gamle franske malere, forekom alt sammen at høre til i en drømmeverden.
Ikke langt fra dette slot lå der en anden bygning. Det var en langt mere beskeden bygning, men de 30 år jeg tilbragte her var i høj grad med til at berige mit liv. Det var det danske betelhjem, Jehovas Vidners daværende afdelingskontor i Danmark.
Men lad mig først berette om hvordan det gik til at jeg kom til at bo på Frederiksberg Slot i København. Min fader, der var oberst i den danske hær, var chef for Hærens Officersskole, som havde til huse på slottet. Det var i kraft af denne stilling at han sammen med sin familie var berettiget til at bo så fornemt. For en lille pige var det som et eventyr at leve en beskyttet tilværelse i disse smukke omgivelser. Jeg troede aldrig at de lykkelige og spændende barndomsår nogen sinde skulle få ende. Men en uforglemmelig dag i 1921 bristede drømmen.
Vi børn blev kaldt ind i faders soveværelse. Han lå i sin seng, bleg og med begge hænder oven på lagenet. Vores læge, som også stod ved sengen, havde et meget alvorligt udtryk i ansigtet. Mens moder lagde armene omkring os, sagde hun stille: „Fader er død.“ Min første tanke var: „Det kan ikke passe! Han har jo næsten ikke været syg.“ Det var en overvældende oplevelse for et tiårs barn. Dengang anede jeg ikke at faders død skulle hjælpe mig til at forstå meningen med livet.
Hans død medførte en kolossal forandring i vores tilværelse. Vores hjem på slottet var en embedsbolig, så moder måtte se sig om efter et andet sted hvor vi kunne bo. Det var en vanskelig tid, men for at hjælpe os over tragedien gjorde hun noget der forbløffede både familie og venner. Hun tog os alle fire ud af skolen og begav sig ud på en europarejse der skulle vare et helt år.
En søgen der bærer frugt
Da vi kom tilbage til Danmark, hang faders død dog stadig som en skygge over os, og moder spurgte hele tiden sig selv hvorfor det lige skulle ramme os. For at finde svaret begyndte hun at undersøge Østens filosofier, men hun fandt intet der gav hende den logiske forklaring hun søgte. Hun besluttede derfor at vende sig til Bibelen ud fra den overbevisning at den måtte indeholde svarene på hendes spørgsmål. Da hun ville hente Bibelen i bogreolen faldt hendes øjne på en rød bog hun aldrig før havde set. Den hed Guds Verdensplan. Min broder havde lige købt den af en bibelstudent som havde besøgt os ved døren.
Moder begyndte at læse bogen, og det gik hurtigt op for hende at hun havde fundet svarene på sine spørgsmål. På dette tidspunkt gik jeg i skole i Frankrig, men da jeg få måneder senere kom hjem på ferie, fortalte hun mig begejstret om den skat hun havde fundet. Hun fortalte mig om Guds rige — et rige der vil komme til at herske over hele jorden, et rige som vil gøre ende på al krig, et rige der vil medføre utallige velsignelser for menneskeheden, deriblandt en opstandelse af de døde. Det var vidunderligt. Omsider havde vi fundet et tilflugtssted der befriede os fra tvivl og usikkerhed.
Da jeg gik i seng den aften bad jeg for første gang i mit liv. Vores familie havde aldrig været særlig religiøs, men i skolen havde jeg lært at bede Fadervor. Tøvende begyndte jeg at fremsige bønnen. Da jeg kom til ordene: „Komme dit rige . . .,“ var mit hjerte næsten ved at sprænges af glæde. Jeg forstod hvad det var jeg bad om! Der er siden gået tres år, men jeg kan stadig tydeligt huske den ubeskrivelige glæde jeg følte den aften.
Efter at have afsluttet min skolegang i Frankrig, tog jeg et år til England for at bruge mit engelsk. Min moder havde altid holdt på at piger skulle lære sprog og drenge matematik. Det endte med at jeg lærte fem forskellige sprog, hvilket har været en uvurderlig hjælp for mig. I årene der er gået har jeg ofte takket hende for at hun gav mig denne mulighed.
Da jeg ankom til England opdagede jeg at moder havde givet mig bogen Guds Harpe med i kufferten. Jeg læste den grundigt igennem og begyndte at fortælle min engelske værtsfamilie om det jeg lærte. Da en slægtning til denne familie ved en lejlighed kom på besøg, forkyndte jeg også for hende. (Jeg blev efterhånden ret ferm til at spille på denne „harpes“ ti strenge.) Damen ville gerne have et eksemplar af bogen, så jeg skrev til Vagttårnsselskabets afdelingskontor i London, som satte mig i forbindelse med de lokale brødre.
Nu begyndte jeg at komme sammen med en lille gruppe bibelstudenter i Wickford i Essex, som mødtes i et privat hjem. Ved et møde blev der sagt at der den følgende søndag var arrangeret en „udflugt“, og jeg blev også inviteret med. Jeg glædede mig til en dejlig tur i det grønne, men da jeg ankom blev der indledt med en bøn, og jeg fik overdraget nogle publikationer og blev sendt ud i forkyndelsen med en ældre søster der sagde: „Du tager den ene side af vejen og jeg den anden!“
Jeg fortsatte med at komme sammen med bibelstudenterne efter at jeg var vendt tilbage til Danmark, og i 1929 blev jeg døbt. Stævnet i København i 1931 var en uforglemmelig oplevelse. Det var ved dette stævne at vi antog navnet Jehovas Vidner. For at gøre alle de styrende opmærksomme på dette, blev broder Rutherfords foredrag og den resolution der blev vedtaget ved stævnet, trykt i brochuren Riget, Verdens Haab. Vi skulle personligt overbringe den til alle fremtrædende personer i samfundet, deriblandt dommere, politikere, velkendte forretningsmænd og samtlige præster.
Den lille dame og biskoppen
Landstjeneren fik audiens hos kongen af Danmark og overbragte ham et eksemplar af brochuren. Selv fik jeg en stak brochurer og nogle kuverter med navne og adresser på dem jeg skulle besøge under denne kampagne. Jeg fik et chok da jeg så det første navn. Det var en fremtrædende biskop der var kendt for sin modstand mod Jehovas Vidner.
Biskoppen boede i et fornemt kvarter i København, og da jeg ringede på dørklokken, må jeg indrømme at jeg følte mig endnu mindre end mine halvanden meter. En tjenestepige åbnede døren, og idet hun skeptisk målte mig fra top til tå spurgte hun: „Hvad ønsker De?“ „Tak, jeg vil gerne tale med biskoppen,“ svarede jeg med fast stemme. Min moder havde givet mig en elegant persianerpels til lejligheden, og måske var det den der overbeviste tjenestepigen om at det nok var bedst at efterkomme mit ønske. „Lige et øjeblik.“ Efter en pause der føltes som en evighed, kom hun tilbage og førte mig gennem en lang korridor, åbnede en dør, og dér, bag et kolossalt skrivebord, sad biskoppen, en høj, kraftig mand. Han løftede blikket og smilede venligt til mig.
Jeg mindede mig selv om at han der stod bag mig var større end ham der sad foran mig, hvorefter jeg forklarede hensigten med mit besøg, og overrakte ham kuverten. Han tog den og kastede den på skrivebordet som var der ild i den. Derefter sprang han op, greb mig i hånden og førte mig gennem den endeløse korridor hen til hoveddøren, der blev smækket i bag mig. Men jeg smilede ved mig selv. Brochuren lå på biskoppens skrivebord; jeg havde udført min opgave.
I 1933 begyndte jeg som pioner, da jeg følte at det var den måde hvorpå jeg bedst kunne udvide min tjeneste for Jehova. Et år senere giftede jeg mig med broder Albert West, en englænder der var blevet sendt til Danmark et par år forinden. Sammen tjente vi på det danske betelhjem i 30 år.
Danmarks besættelse
Den 9. april 1940 er en dag jeg aldrig glemmer. Jeg blev vækket klokken seks om morgenen af den vedvarende brummen fra flyvemaskiner der lod til at flyve lige hen over hustagene. Hvad skete der? Danmark var jo et neutralt land. Folk samledes på gaderne og rygterne svirrede. Atmosfæren var spændt. Så blev der over radioen meddelt: „Danmark er blevet besat af tyske tropper.“
Med det samme begyndte vi at overveje hvad vi skulle gøre med alle de publikationer vi havde oplagret på Betel. Brødrene i København lagde stor klogskab og forudseenhed for dagen. Inden længe var bøgerne fordelt blandt de lokale brødre, og afdelingskontorets optegnelser blev anbragt hos en ældre, årvågen søster, som i alle krigsårene opbevarede dem under sin seng.
Men hvad skulle vi gøre med de 350.000 brochurer som lige var kommet? Man besluttede sig for at uddele dem med det samme. Jeg ville aldrig have troet at man kunne klare så mange trapper på blot to dage. Men det lykkedes uden at vække mistanke hos de tyske soldater som patruljerede i gaderne. Når vi mødte dem lod vi som om vi var ude at se på vinduer. Alle deltog i denne uddeling, både unge og gamle, og efter 48 timers lynaktion var alle brochurerne kommet ud til offentligheden.
Med den tyske besættelse blev forbindelsen til hovedkontoret i Brooklyn fuldstændig afbrudt. Men vi fik stadig den åndelige føde vi skulle have. En ung søster var barnepige hos en diplomatfamilie hvis bagage aldrig blev undersøgt. De rejste jævnligt til Sverige, og søsteren var derfor i stand til at skaffe os Vagttårnet på svensk. Jeg havde noget kendskab til svensk, så det blev min lod at oversætte hvert nummer til dansk. Det var en overvældende opgave, men jeg gik i gang med at lære så meget svensk jeg kunne. På den måde kunne Vagttårnet blive ved med at udkomme under hele krigen.
Vi så os endog i stand til at sende nogle danske eksemplarer af Vagttårnet til brødrene i det besatte Norge. Fra Danmark blev der regelmæssigt sendt kasser med æg til naziofficerer i Norge. Vi havde mulighed for at pakke disse æg ind i sider fra de danske blade, hvorefter norske brødre omhyggeligt pakkede æggene ud før de blev afleveret til tyskerne.
Et usædvanligt møde
Under krigen fik broder Eneroth, der var landstjener i Sverige, tilladelse til at besøge Danmark, og Albert tog ned til færgen for at hente ham. Da broder Eneroth gik ned ad landgangsbroen, dukkede to tyske officerer op og bad Albert og broder Eneroth om at følge med.
De blev ført til hotel Cosmopolite, som var et af den tyske hærs militære hovedkvarterer, og her blev de eskorteret op til et kontor på første sal, hvor de blev modtaget af en tysker i civil. På perfekt engelsk sagde han: „Som De udmærket ved er der krig. Jeg er forretningsmand fra Hamburg og er blevet sendt hertil som censor. Det er min opgave at censurere al Vagttårnsselskabets korrespondance [mellem Danmark og Sverige]. Det er mig imod, men jeg har intet valg. Jeg vil gerne gratulere Dem for Deres korrespondance, som er ærlig og forfriskende at læse. De kan ikke forestille Dem hvilke svigagtige ting jeg må læse i forskellige firmaers brevveksling.“
Derefter stillede han brødrene et spørgsmål: „Hvad er et genbesøg?“ Albert viste ham i en kort demonstration hvordan man foretager et genbesøg, idet broder Eneroth spillede rollen som den besøgte. Officeren afsluttede derefter samtalen idet han sagde: „Tak, mine herrer. Det var alt hvad jeg ønskede at vide.“ Måske ville han på denne måde advare brødrene om at være forsigtige med hvad de skrev i deres breve.
Gileaduddannelse
I slutningen af 1945 havde vi den glæde at få besøg af broder Knorr og broder Henschel. Under dette besøg blev Albert og jeg indbudt til at overvære Vagttårnets Bibelskole Gilead. Vi kom i den 11. klasse i 1948. Efter gileaduddannelsen rejste vi seks måneder i kredstjenesten i Maryland, Virginia og Washington, D.C., før vi atter vendte tilbage til Danmark.
Nogle få år senere blev Albert syg, og fik efter nogen tid at vide at han led af kræft. Jeg passede ham i ti år samtidig med at jeg gjorde hvad jeg kunne som oversætter, indtil hans død i 1963. Det følgende år måtte jeg påtage mig et andet ansvar. Min moder var nu blevet 88 år gammel og havde brug for at nogen passede hende. Det var med sorg i hjertet at jeg nu måtte holde op i heltidstjenesten. Moder blev 101 år gammel og var trofast lige til det sidste.
En travl pensionisttilværelse
I de sidste år af min moders liv tilbragte vi vintermånederne i Spanien, og efter hendes død besluttede jeg mig for at blive der. Jeg havde lært spansk og følte desuden at jeg på denne måde kunne tjene i en fremmed arbejdsmark. Skønt jeg på grund af alder ikke overkommer så meget som jeg gerne ville, er jeg stadig i stand til at være fast hjælpepioner.
Jeg har brugt over 20 år af mit liv på at passe en syg mand og en gammel moder. Men jeg har aldrig tænkt på dette som en byrde. Jeg har altid syntes at de fortjente en sådan omsorg og pasning, og jeg har betragtet det som en del af min tjeneste for Jehova, der altid har hjulpet mig til at overvinde den nedtrykthed og de prøvelser man skal igennem under sådanne omstændigheder.
I dag bor jeg i en lille lejlighed der er helt anderledes end det imponerende slot hvor jeg tilbragte min barndom. Men jeg var ikke ret gammel før jeg erfarede at bygninger ikke kan yde virkelig sikkerhed. Derimod har jeg fundet en tilflugt og en borg der aldrig har svigtet mig. Jeg kan sige som salmisten: „Du er min tilflugt og min borg, min Gud, som jeg stoler på.“ — Salme 91:2.