Mit liv som en Kristi soldat
FORTALT AF JOHAN HENRIK ENEROTH
DA NATIONERNE befandt sig midt i den første verdenskrig var jeg ung premierløjtnant i Den kongelige svenske Hær. Jeg havde været ved militæret i fem år da der skete noget som fik mig til at forstå at menneskeheden stod over for en langt vigtigere krig end den de verdslige nationer var optaget af.
En dag ankom der med posten en pakke der indeholdt fjerde bind af Studier i Skriften. Det hed „Slaget ved Harmagedon“. Min mor havde overværet et bibelsk foredrag og efter foredraget havde hun fået denne bog. Nu ville det glæde hende hvis jeg kunne få lige så meget ud af den som hun havde fået. Jeg svarede at jeg kunne se den henviste til Bibelen, og da jeg ikke havde nogen bibel ville det være umuligt for mig at læse den. (At jeg selv købte mig en bibel kunne der ikke være tale om. Det var utænkeligt at en svensk officer skulle gå ind i en boghandel og bede om en bibel!)
Min mor svarede imidlertid klogeligt at jeg ikke behøvede en bibel for at læse bogen da skriftstederne var citeret i den. Så måtte jeg til at læse den for ikke at fornærme hende. Efter nogen tid lagde jeg den til side. Jeg havde læst tilstrækkeligt til at forstå at hvis denne bog talte sandt, ville jeg befinde mig på den forkerte side af fronten i Harmagedonslaget. Dette ønskede jeg ikke at indrømme.
Ved juletid fik jeg to ugers orlov og rejste hjem. Dér lod min mor af og til taktfuldt et ord falde om hvad Bibelen lærer, og hun sørgede for at anbringe bøger inden for min rækkevidde. En aften mellem jul og nytår tog jeg en bog op der lå på bordet — det var bind tre af Studier i Skriften, „Komme dit Rige“ — og jeg blev så grebet af det jeg læste, at jeg blev ved at læse i timevis. Den overbeviste mig om at Bibelen virkelig er Guds ord. For første gang så længe jeg kunne huske, knælede jeg ned og bad. Lidet anede jeg at dette i tidens løb skulle føre til en karriere som soldat i Guds hær!
Da min orlov var forbi, vendte jeg tilbage til min post i det nordlige Sverige, hvor jeg fortsatte med at læse Vagttårnets litteratur. Min mor fik Vagttårnets afdelingskontor i Örebro til at sende mig adressen på andre bibelstudenter, og med tiden samlede jeg mod nok til at besøge dem. Manden og konen så temmelig overraskede ud da de så en officer stå i døren, men da jeg forklarede at jeg var interesseret i at studere Bibelen, tog de imod mig med åbne arme. Derefter var vi fem der mødtes om søndagen for at studere Bibelen ved hjælp af bladet Vagttårnet.
En ny tjeneste
Efterhånden som tiden gik, begyndte det at gå op for mig at jeg ikke fortsat kunne tjene i hæren; jeg indsendte derfor en afskedsbegæring. Da jeg havde fået min afsked tog jeg arbejde hos en slægtning der havde en gård nær Göteborg. Der begyndte jeg at forkynde den gode nyhed om Guds rige således som Guds udnævnte hærfører, Jesus Kristus, har befalet (Es. 55:4, NW; Matt. 10:7; 24:14), og jeg overværede også møderne i Göteborg menighed af Jehovas vidner.
Med tiden fik jeg en indbydelse til at blive medlem af betelfamilien i Örebro, og i august 1920 begyndte jeg at arbejde der. Min første opgave bestod i at oversætte brochuren Millions Now Living Will Never Die. Denne brochure skulle uddeles i forbindelse med nogle offentlige foredrag der skulle afholdes under det ventede besøg af A. H. Macmillan, en særlig udsending fra Selskabets hovedkontor i Brooklyn.
Tjeneste i Danmark
Det var under dette besøg af broder Macmillan i efteråret 1920 at situationen på det svenske afdelingskontor tilspidsede sig på en måde der resulterede i at jeg flyttede til Danmark. I Apostlenes Gerninger 20:30 havde apostelen Paulus forudsagt at der selv i Guds menighed af åndelige stridsmænd ville fremstå mænd som ville søge at „drage disciplene efter sig“. Sådan var forholdet på Örebro betel, og jeg følte det var min pligt at oplyse Macmillan herom.
Landstjeneren der førte tilsyn med forkyndelsen i Sverige havde henledt opmærksomheden på sig selv som leder og havde ikke anvendt hovedkontorets vejledning. Da jeg bragte dette for lyset fik han en alvorlig irettesættelse af broder Macmillan. Resultatet blev at landstjeneren nogle uger senere bad mig forlade det svenske betelhjem. Da var det at nogle brødre i Danmark, som vidste hvordan det stod til, inviterede mig til at besøge dem og blive dér en tid.
I Danmark glædede jeg mig over mange tjenesteforrettigheder i forkyndergerningens frontlinje. Jeg arbejdede som heltidstjener i Ålborg og Århus, og også i de omliggende byer og landdistrikter. Med tiden blev jeg overflyttet til det der dengang kaldtes pilgrimstjenesten, der bestod i at man gennemrejste landet på kryds og tværs og styrkede menighederne og studiegrupperne.
I marts 1925 fik jeg et telegram fra landskontoret der bad mig om straks at komme til København. Der overrakte landstjeneren mig The Watchtower for 1. marts, der indeholdt artiklen „Birth of the Nation“ (Den nye Nations Fødsel). Han bad mig om at studere den og lade ham vide hvad jeg syntes om den. Det gjorde jeg, og derpå blev jeg bedt om at forberede et foredrag til et todages stævne i Skive den følgende weekend. Der fremholdt jeg de betagende bibelske beviser for at Djævelen havde fået lov til at forblive i himmelen indtil året 1914, da han blev angrebet af den nyindsatte konge, Jesus Kristus, og kastet ned til jorden.
Tilbage til Sverige
I Sverige var forholdene blevet værre, og Vagttårnsselskabets præsident, J. F. Rutherford, traf foranstaltninger til at afholde et skandinavisk stævne i Örebro i maj 1925. Jeg havde planlagt at gifte mig den 15. maj, da jeg den 12. fik besked om næste dag at møde broder Macmillan i Gedser, hvortil han ville ankomme forud for broder Rutherford og broder R. J. Martin fra Schweiz. Jeg nåede at blive gift i København den 15. maj, og allerede om morgenen vinkede min hustru, som en sand soldaterbrud, farvel til sin mand da han tog af sted til Sverige. Broder Rutherford ønskede at jeg skulle assistere med forberedelserne til det kommende stævne.
Konventsdagene oprandt med 500 tilstedeværende. På stævnets sidste dag da jeg trådte ind for at tolke broder Rutherford — en opgave der ellers påhvilede landstjeneren — lød der en overrasket mumlen. Ved slutningen af sit foredrag bekendtgjorde broder Rutherford at en skotte, William Dey, nu skulle føre tilsyn med forkyndelsen i hele Skandinavien og De baltiske Stater. Jeg skulle være broder Deys sekretær og ledsage ham som tolk på hans rejser i Sverige. Den svenske landstjener lovede at respektere denne ordning.
Mindre end en måned senere nægtede landstjeneren imidlertid at samarbejde mere, og jeg blev sat i hans sted. Efter at jeg i juni 1925 havde overtaget mine pligter blev det nødvendigt at foretage en samling af brødrene så de kunne fortsætte forkyndergerningen. Broder Dey og jeg besøgte menighederne i hele landet. Mange steder måtte vi ligefrem opdele brødrene i to grupper, den ene for og den anden imod Selskabet. Med tiden begyndte de brødre der forblev trofaste, at arbejde på en organiseret måde og erfare Jehovas velsignelse.
Førkrigsårene
I årene før den anden verdenskrig kunne jeg glæde mig over mange interessante tjenesteforrettigheder. Da brochuren Riget — Verdens Haab i 1932 skulle overrækkes regenter og højtstående embedsmænd, fik jeg foretræde hos kongen, kronprinsen, det er den nuværende kong Gustav VI Adolf, og ministrene. Kronprinsen var særlig venlig, og jeg talte med ham i tyve minutter.
En anden opgave førte mig til Paris, hvor jeg indtalte broder Rutherfords fem-minutters grammofonforedrag på svensk. Jeg husker en ganske morsom oplevelse fra hus-til-hus-arbejdet med disse grammofonplader. Efter at jeg havde spillet en af dem for et ægtepar i Stockholm sagde konen: „Ih hvor Deres stemme dog ligner den vi hørte. De må havde lyttet til den mange gange.“ Det havde jeg!
Den 7. oktober 1934 sluttede brødrene i Sverige op om den verdensomfattende protest der blev sendt til Hitler og som krævede at han skulle indstille forfølgelsen af Jehovas vidner i Tyskland. Vi ved at nogle af vore telegrammer nåede Berlin, men i løbet af nogle timer blev telegrammerne standset. Det blev ikke betragtet som passende at sende en sådan advarsel til det man dengang betragtede som en venlig regering. Senere blev brochuren Facisme eller Frihed forbudt fordi den kaldte Hitler for Djævelens repræsentant.
Under verdenskrigen
Da Danmark og Norge i april 1940 blev besat af nazisterne forblev Sverige en neutral ø i et krigsoprørt hav. Det blev derfor min opgave at samle oplysninger og rapporter, bringe dem til broder Dey i København og så vende tilbage til Sverige for at sende det hele til Brooklyn.
Da jeg en morgen sidst i 1940 ankom til København var der imidlertid ingen fra landskontoret til at tage imod mig; i stedet ventede to danske politibetjente og nogle fra det tyske sikkerhedspoliti på mig. De tog alle mine papirer og sagde at de ville returnere dem til mit hotel. I dagens løb fik jeg at vide at broder Dey var blevet arresteret og sad i fængsel. Om aftenen kom der en fra det tyske sikkerhedspoliti til hotellet for at aflevere mine papirer. Han sagde at han havde læst Deys korrespondance og at han beundrede den ånd der kendetegnede vor organisation. Jeg fik lejlighed til at fortælle ham om Jehovas nye tingenes orden, og da jeg skulle til at forklare hvad der ville blive den altoverskyggende egenskab dér, udbrød han selv: „Kærlighed!“ Det lykkedes os aldrig at få at vide hvad der skete med denne mand.
Det blev nu nødvendigt at bruge teokratisk krigsstrategi for at bevare den ønskede kontakt med de besatte lande. For at få visum til at besøge Norge måtte jeg optræde som handelsrejsende der repræsenterede en broder som var grossist i tarme! Vi løste problemet med at få åndelig føde ind i Norge ved regelmæssigt at sende brødrene pakker med fødevarer, især æg, hvor hvert enkelt æg var pakket ind i adskillige sider af Vagttårnet. Da tyskerne til sidst opdagede dette fandt vi en anden udvej.
Under mine besøg i Norge havde jeg fået kontakt med en venligt indstillet handelsmand der var tvunget til at have nogle tyske officerer boende i sit hus. Da disse tyskere spurgte ham om de kunne få nogle ekstra fødevarer fra Danmark, sagde denne mand at han ville ordne det hvis han selv måtte få en pakke med i deres sending fødevarer. Det gik de ind på, og således lykkedes det altid at have en pakke med Vagttårnet i den sending fødevarer der blev bragt til militærlufthavnen ved Ålborg i Danmark, og som blev fløjet til Norge af Hitlers egen luftstyrke.
Den måde hvorpå bladene kom til Danmark fra Sverige var også usædvanlig. En ung dansk søster var ansat som barneplejerske hos en tysk diplomatfamilie i København, og denne diplomat var meget villig til at tage gavepakker med tilbage til hende fra Sverige. På denne måde medvirkede selv Guds fjender til at hans folk kunne få åndelig føde!
Et andet eksempel på hvordan vi fandt en udvej har vi fra Finland. Der var vor litteratur forbudt, og eftersom Vagttårnets trykkeri i Helsinki ikke havde noget at lave, var der fare for at regeringen ville overtage bygningen. Men da den finske regering var ivrig efter at få svenske penge ind i landet gik den med til at lade trykkeriet trykke bøger og brochurer der skulle eksporteres til Sverige. Resultatet var at ikke alene blev der fremstillet litteratur til Sverige men der blev også ført blade med tilbage til Finland!
Vækst og fremgang
Skønt Rigets forkyndere i Sverige har mødt megen modstand, er de med den almægtige Guds hjælp gået sejrende ud af kampen. I 1951 blev vi for eksempel afvist da vi søgte at leje det statsejede Stockholm stadion til vort stævne. „Det ville ikke være foreneligt med stadionnets værdighed,“ forklarede myndighederne. Men fire år senere markerede brugen af det kommunale Johanneshov stadion en fuldstændig ændring. Da kunne man endog høre Stockholms sporvognskonduktører råbe: „Johanneshov — Jehovas vidners stævne!“ Lige siden har vi kunnet leje en hvilken som helst hal og et hvilket som helst stadion vi ønskede. I 1963 benyttede vi landets største stadion, og der var over 25.000 til stede.
Det har i sandhed været vidunderligt at se hvordan forkyndelsen af Riget er vokset i årenes løb. I 1926, da landskontoret blev flyttet fra Örebro til Stockholm, kunne vi mønstre 325 åndelige stridsmænd. Ved udbruddet af den anden verdenskrig i 1939 var antallet vokset til 1361, og i 1951 nødvendiggjorde en ny rekord på 5140 forkyndere købet af en ny grund i Jakobsberg, cirka 20 kilometer uden for Stockholm. Her blev der bygget et smukt betelhjem og et trykkeri. Da vi flyttede ind den 1. april 1954 syntes det umuligt at vi kunne udnytte al den plads på denne side Harmagedon. Men i 1961 blev der påbegyndt en ny tilbygning, der blev fuldført omkring et år senere. Nu er der 10.300 åndelige stridsmænd i Sverige.
På grund af den hurtige udvikling i forbindelse med nye former for krigsførelse finder de forskellige hære nu om dage det nødvendigt at arrangere særlige kursus hvor de væbnede styrkers strategi og samarbejde studeres. Jehovas hær har en lignende ordning, og jeg er lykkelig for at jeg, i en alder af enoghalvfjerds, i 1964 kunne besøge Vagttårnets bibelskole Gilead i Brooklyn og modtage yderligere teokratisk oplæring. Det er min bøn at „[Jehova], Hærskarers Gud,“ og hans udnævnte hærfører, Kristus Jesus, må styrke alle deres åndelige stridsmænd så disse kan fortsætte trofast til den endelige sejr. — Jer. 38:17.