Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • w89 1/4 s. 26-29
  • En vidunderlig livsgerning

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • En vidunderlig livsgerning
  • Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1989
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • Hvordan det begyndte
  • Cyklende pionerer i Frankrig
  • Spanien — en udfordring
  • Beskyldt for at være fascister
  • Kaldt kommunister i Irland
  • Anden Verdenskrig, og videre til Gilead
  • Missionærtjeneste i Afrika
  • To personlige forandringer
  • Tjeneste i Sydafrika
  • Velsignelser i missionærtjenesten
  • 2. afsnit — Vidner til jordens fjerneste egne
    Jehovas Vidner — forkyndere af Guds rige
  • ’Lykkelige er alle der nærer forventning til Jehova’
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1991
  • 4. afsnit — Vidner til jordens fjerneste egne
    Jehovas Vidner — forkyndere af Guds rige
  • I et nyt distrikt som 80-årig
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1998
Se mere
Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1989
w89 1/4 s. 26-29

En vidunderlig livsgerning

57 år i missionærtjenesten

Fortalt af Eric Cooke

DET var i det tidlige morgengry. Jeg lænede mig ud over kanalbådens ræling med blikket rettet mod en lille plet i horisonten. Aftenen før havde min broder og jeg forladt Southampton i England og var nu på vej til Saint-Malo i Frankrig. Var vi turister? Nej, vort ærinde var at bringe budskabet om Guds rige til Frankrig. Da vi ankom til Saint-Malo, fik vi fat i vore cykler og kørte sydpå.

Sådan begyndte min lillebroder John og jeg for 57 år siden vor missionærtjeneste i det fremmede. Men hvad fik os til at tage heltidstjenesten op? Hvad tilskyndede os til at forlade en tryg tilværelse i et komfortabelt engelsk hjem?

Hvordan det begyndte

I 1922 overværede min moder et offentligt foredrag med titlen: „Hvor er de døde?“ Hun blev så begejstret for foredraget at hun kort efter indviede sig og blev en tjener for Jehova. Men det var min fader ikke så glad for. Han var medlem af den anglikanske kirke, og i flere år tog han os børn med i kirke søndag formiddag, mens moder underviste os i Bibelen om eftermiddagen.

I 1927, da John blev 14 år, begyndte han at overvære møderne sammen med moder og at deltage i forkyndelsen fra dør til dør. Jeg havde imidlertid ikke lyst til at gøre nogen forandringer, da jeg havde et godt job i Barclay’s Bank. For min moders skyld begyndte jeg dog til sidst at studere Bibelen og Vagttårnsselskabets publikationer. Da jeg kom i gang med det, gjorde jeg hurtigt åndelige fremskridt, og i 1930 blev jeg døbt.

Da John i 1931 var færdig med skolen begyndte han i heltidstjenesten som pioner. Da han foreslog mig at følges med ham i pionertjenesten, opgav jeg min karriere i banken og sluttede mig til ham. Vores beslutning blev yderligere styrket da vi antog det nye navn, Jehovas Vidner. Den første distriktstildeling vi fik, var byen La Rochelle og omegn ved den franske vestkyst.

Cyklende pionerer i Frankrig

Mens vi cyklede sydpå fra Saint-Malo nød vi synet af Normandiets æbleplantager og duften af modne mostæbler fra mosterierne — lidet anende at de nærliggende strande tretten år senere, under den anden verdenskrig, ville blive skueplads for nogle af historiens blodigste slag. Vi forestillede os heller ikke at vi ville forblive så længe i heltidstjenesten. For sjovs skyld sagde jeg til John: „Jeg tror vi kan klare fem år som pionerer. Harmagedon må være lige om hjørnet!“

Efter at have cyklet i tre dage ankom vi til La Rochelle. Vi kunne begge lidt fransk, så det var ikke svært at finde et beskedent møbleret værelse. Vi cyklede ud til samtlige landsbyer i en radius af 20 kilometer hvor vi forkyndte og spredte bibelsk læsestof. Derpå rejste vi videre til næste by, og anvendte dér samme fremgangsmåde. Vi var de eneste forkyndere i den del af Frankrig.

I juli 1932 blev John, der havde lært spansk i skolen, af Selskabet sendt til Spanien for at tjene der. Jeg fortsatte i den sydlige del af Frankrig og havde i de næste to år forskellige makkere fra England. Eftersom vi ikke havde noget samvær med andre Jehovas vidner, var det vigtigt med regelmæssig bøn og bibelstudium for at kunne bevare den åndelige styrke. Ligeledes rejste vi én gang om året til stævne i England.

I 1934 blev jeg udvist af Frankrig på foranledning af den romersk-katolske kirke, der dengang havde stor indflydelse. I stedet for at tage tilbage til England rejste jeg sammen med to andre engelske pionerer til Spanien — som sædvanlig på cykel. Én nat sov vi under nogle buske, en anden i en høstak, og en tredje på en strand. Til sidst ankom vi til Barcelona i den nordøstlige del af Spanien, hvor vi sluttede os til John, der bød os velkommen.

Spanien — en udfordring

På det tidspunkt var der ingen menigheder af Jehovas Vidner i Spanien. Så da vi havde forkyndt i nogle måneder i Barcelona, tog vi videre til Tarragona. Dér begyndte vi for første gang at bruge en transportabel grammofon med indspilninger af korte bibelske foredrag på spansk. Den var meget nyttig, særlig i stuvende fulde cafeer og taverner.

I Lérida i Nordvestspanien fik vi følgeskab af en isoleret forkynder ved navn Salvador Sirera. Opmuntret af vort ophold i området virkede han et stykke tid som pioner. I Huesca blev vi budt velkommen af Nemesio Orus, der gav os lov til at bo i hans lille hjem oven over hans urmagerbutik. Han var den første vi havde hjemmebibelstudium med. Det var over en af de første brochurer Selskabet havde udgivet. Vi studerede med ham et par timer hver dag, og ikke længe efter sluttede han sig til os i pionertjenesten.

I den næste by vi forkyndte i, Zaragoza, havde vi den glæde at hjælpe Antonio Gargallo og José Romanos, to unge i slutningen af teenageårene. Hver eneste aften kom de til vores lille værelse for at studere sammen med os i bogen Regering. Efter et stykke tid sluttede de sig begge til os i pionertjenesten.

Beskyldt for at være fascister

I mellemtiden trak det op til uroligheder. Den spanske borgerkrig var under opsejling. Denne konflikt skulle komme til at koste hundredtusinder af mennesker livet. I en landsby i nærheden af Zaragoza løb Antonio og jeg ind i problemer. En kvinde der havde modtaget vore brochurer troede at det var katolsk propaganda og anklagede os for at være fascister. Vi blev arresteret og ført hen på politistationen. „Hvad laver I i denne by?“ spurgte betjenten os. „Indbyggerne her er kommunister og kan ikke lide fascistisk propaganda!“

Da vi havde forklaret hvad vores arbejde gik ud på, var han tilfreds. Han var så venlig at give os frokost og rådede os til stille at forlade landsbyen under siestaen. Men da vi gik stod der en pøbelsværm og ventede på os. De tog alle vore publikationer. Det var en ubehagelig oplevelse. Vi var imidlertid taknemmelige for at betjenten kom og diplomatisk forsøgte at tale pøbelen til rette. Han fik beroliget gemytterne ved at love at føre os til myndighederne i Zaragoza. Dér talte han vores sag for en embedsmand, hvorefter vi blev løsladt.

I juli 1936 udbrød borgerkrigen, og da Antonio nægtede at kæmpe for Francos styrker blev han henrettet. Det bliver en stor glæde for John og mig at byde ham velkommen i opstandelsen og gense hans milde smil!

Kaldt kommunister i Irland

Kort før borgerkrigen udbrød tog John og jeg vanen tro tilbage til England på vort årlige besøg. Da krigen gjorde det umuligt for os at vende tilbage til Spanien, tjente vi nogle uger som pionerer i Kent, nær vort barndomshjem i Broadstairs. Derpå modtog vi vor næste distriktstildeling — Irland. Selskabets præsident, Joseph F. Rutherford, ordnede det sådan at vi kunne tage dertil og uddele en særlig traktat med titlen You Have Been Warned (De er blevet advaret). I den sydlige del af Irland var der ingen menigheder, kun nogle få isolerede forkyndere.

På foranledning af det katolske præsteskab blev vi denne gang beskyldt for at være kommunister — lige det modsatte af hvad vi var blevet anklaget for i Spanien! På et tidspunkt trængte en rasende flok katolikker ind i det hus hvor vi boede, tog vore kartoner med bøger og brændte dem. Vi kom ud for flere lignende episoder før vi i sommeren 1937 tog tilbage til England.

Anden Verdenskrig, og videre til Gilead

Da den anden verdenskrig brød ud i september 1939, tjente John i Bordeaux i Frankrig, mens jeg var menighedstilsynsmand i Derby i England. Nogle pionerer, heriblandt John, der sluttede sig til mig igen, blev fritaget for tvungen militærtjeneste, mens andre, deriblandt mig selv, blev nægtet fritagelse. Under krigen vandrede jeg derfor ind og ud af fængslerne. Det var nødvendigt med udholdenhed for at kunne klare de forhold der rådede i fængslerne under krigen; imidlertid vidste vi at vore brødre på kontinentet måtte lide langt mere.

Efter krigen besøgte Vagttårnsselskabets nye præsident, Nathan H. Knorr, England, og indbød nogle pionerer til at overvære Vagttårnets Bibelskole Gilead, i den nordlige del af staten New York, for at blive uddannet til missionærer. Så i maj 1946 var John og jeg på vej over Atlanterhavet om bord på et liberty-skib, der var blevet bygget under krigen.

Gileads 8. klasse var den første virkelig internationale klasse. Det var en meget gribende oplevelse at studere og være sammen med erfarne pionerer i de fem måneder kurset varede! Endelig kom dagen med afslutningshøjtideligheden og vi fik at vide hvor vi skulle sendes hen. Jeg skulle til Sydrhodesia, det nuværende Zimbabwe, og John til Portugal og Spanien.

Missionærtjeneste i Afrika

I november 1947 ankom jeg til Cape Town i Sydafrika. To andre klassekammerater, Ian Fergusson og Harry Arnott, ankom med en anden båd. Kort tid efter kom broder Knorr på besøg, og vi overværede et stævne i Johannesburg. Derefter fortsatte vi nordpå til vore tildelte distrikter — Ian til Nyasaland (det nuværende Malawi), Harry til Nordrhodesia (det nuværende Zambia), og jeg til Sydrhodesia (Zimbabwe). Da tiden var inde til det, oprettede Selskabet et afdelingskontor og jeg blev udnævnt til landstjener. Vi havde 117 menigheder med omkring 3500 forkyndere i hele landet.

Et stykke tid senere ankom der fire nye missionærer. De havde forestillet sig et distrikt med folk der boede i lerhytter, brølende løver om natten, slanger under sengen og primitive forhold. I stedet kom de til ’en pioners paradis’ med blomstrende træer langs Bulawayos alleer, moderne bekvemmeligheder og mennesker der var lydhøre for Rigets budskab.

To personlige forandringer

I 1930, da jeg blev døbt, havde man ikke så stor forståelse af hvem der ville komme til at leve evigt på jorden. John og jeg nød derfor symbolerne ved mindehøjtiden, ligesom alle andre gjorde dengang. Selv da ’den store skare’ i Åbenbaringen, kapitel 7, i 1935 blev identificeret som en jordisk skare af „får“, ændrede det ikke vores overbevisning. (Åbenbaringen 7:9; Johannes 10:16) Men Vagttaarnet for 1952 indeholdt på side 95 en nærmere redegørelse for forskellen mellem det jordiske og det himmelske håb. På det tidspunkt gik det op for os at vort virkelige håb ikke var at komme til at leve i himmelen, men på en paradisisk jord. — Esajas 11:6-9; Mattæus 5:5; Åbenbaringen 21:3, 4.

Hvad var så den anden forandring? Jeg var kommet til at holde mere og mere af Myrtle Taylor, der havde tjent sammen med os i tre år. Da det blev klart at hun følte det samme over for mig, og at vi begge værdsatte missionærtjenesten højt, blev vi forlovet, og i juli 1955 gift. Myrtle har vist sig at være mig en god støtte.

Tjeneste i Sydafrika

I 1959 besøgte broder Knorr Sydrhodesia, og Myrtle og jeg fik en ny distriktstildeling, i Sydafrika. Kort tid efter begyndte vi i kredstjenesten. Det var en herlig tid. Men jeg blev ældre, og Myrtles helbred havde voldt os nogle bekymringer. Efter et stykke tid kunne vi ikke længere klare tempoet i rejsetjenesten; vi oprettede derfor et missionærhjem i Cape Town, hvor vi tjente i nogle år. Senere fik vi tildelt et nyt distrikt, i Durban i Natalprovinsen.

Vort distrikt viste sig at være Chatsworth, en stor indisk bydel. Dette var et fremmed distrikt midt i et i forvejen fremmed distrikt — en virkelig udfordring for nogle ældre missionærer som os. Da vi kom dertil i februar 1978 var der en menighed på 96 forkyndere, hvoraf de fleste var indere. Vi var derfor nødt til at undersøge hinduernes religiøse tænkemåde og prøve at forstå deres skikke. Den måde apostelen Paulus klarede en lignende situation på da han skulle forkynde i Athen, viste sig at være et godt eksempel for os. — Apostelgerninger 17:16-34.

Velsignelser i missionærtjenesten

Jeg er nu 78 år gammel og har 57 år i missionærtjenesten bag mig. Det er meget opmuntrende at se den utrolige vækst der har fundet sted i de lande hvor jeg har tjent! Frankrig har nu 100.000 forkyndere, Spanien over 70.000, og forkyndertallet i Sydafrika er steget fra 15.000 da vi kom, til over 43.000 i dag.

Til hver enkelt af jer unge vil jeg sige: Tillader dine omstændigheder dig at gå ud i heltidstjenesten? Hvis de gør, kan jeg forsikre dig om at det er den bedste livsgerning man kan vælge. Den er ikke alene en beskyttelse mod de problemer og fristelser der omgiver unge i dag, men den kan også forme din personlighed så den kan blive i overensstemmelse med Jehovas retfærdige principper. Det er en stor fordel og et enestående privilegium for både unge og gamle at tjene Jehova nu!

[Illustration på side 29]

En besøgende kommer til Myrtle Cookes lejrkøkken

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del