’Lykkelige er alle der nærer forventning til Jehova’

FORTALT AF DOMENICK PICCONE

Mine forældre emigrerede fra Italien til De Forenede Stater i begyndelsen af 1920’erne og bosatte sig i South Philadelphia, der dengang kaldtes ’det lille Italien’. I 1927 begyndte de at komme sammen med bibelstudenterne, der senere fik navnet Jehovas Vidner.

JEG er født i 1929 og har således kendt sandheden fra Bibelen fra jeg var ganske lille. Jeg kan huske at forkynderne mødtes i vort hjem før de skulle ud at forkynde i de stærkt katolske egne i Pennsylvaniens kulmineområde, hvor brødrene ofte blev arresteret. Jeg blev døbt i 1941 ved Jehovas Vidners stævne i St. Louis, Missouri. Men kort efter kom jeg på gale veje.

Jeg begyndte at komme sammen med en kedelig type unge i nabolaget og begyndte at ryge og spille hasard på gadehjørnerne. Heldigvis indså mine forældre at de ikke længere havde hånd i hanke med mig og besluttede at flytte til en anden bydel. Det var jeg ikke begejstret for, eftersom jeg mistede alle mine venner på gaden. Men når jeg i dag ser tilbage, er jeg min far dybt taknemmelig for det. Han bragte et stort økonomisk offer for at få mig væk fra det skadelige miljø. Før havde han kunnet gå til sin arbejdsplads, nu måtte han tage en lang tur med undergrundsbanen. Efter at vi var flyttet, var jeg tilbage i teokratiske omgivelser.

Missionærsæden bliver sået

Næsten hvert år rejste vi til South Lansing i New York for at overvære afslutningshøjtideligheden for Vagttårnets Bibelskole Gilead. At se missionærerne blive sendt til forskellige egne af verden vakte et ønske i mit hjerte om at blive missionær. I maj 1947, efter highschool, blev jeg derfor almindelig pioner.

En anden ung og meget nidkær pioner i vor menighed var Elsa Schwarz. Hendes forældre havde altid tilskyndet hende til at blive missionær, så I kan sikkert gætte hvordan det gik. Vi blev gift i 1951. Mens vi tjente som pionerer i Pennsylvanien søgte vi ind på missionærskolen Gilead. I 1953 blev vi indbudt til at gennemgå den 23. klasse. Efter fem måneders intensivt studium og grundig forberedelse på Gilead fandt afslutningshøjtideligheden sted ved et stævne i Toronto i Canada, og vi modtog vor distriktstildeling — Spanien!

Problemer i Spanien

Mens Elsa og jeg gjorde os klar til at tage af sted til vort missionærdistrikt i 1955, var vi fulde af spørgsmål. Vi spurgte os selv hvordan der var i Spanien. Landet blev regeret af den katolske diktator generalissimus Francisco Franco, og Jehovas Vidners arbejde var forbudt. Hvordan ville vi klare os under disse omstændigheder?

Vi havde fået at vide af brødrene på Selskabets hovedkontor i Brooklyn at Frederick Franz, Vagttårnsselskabets daværende vicepræsident, og Alvaro Berecochea, en missionær fra Argentina, var blevet arresteret sammen med mange andre brødre. Der var blevet afholdt et hemmeligt stævne i skovene nær Barcelona. Men politiet havde fundet ud af hvor det fandt sted og havde arresteret de fleste af de tilstedeværende.a

Vi havde også fået at vide at der nok ikke ville være nogen til at hente os når vi ankom til Barcelona. De instruktioner vi havde fået, lød: „Tag ind på et hotel og oplys jeres adresse til Selskabet i New York.“ Vi huskede Esajas’ ord: „Lykkelige er alle der nærer forventning til [Jehova]. Og dine ører vil høre et ord bag dig sige: ’Dette er vejen. Gå på den!’“ (Esajas 30:18, 21) Vi måtte blive ved at nære forventning til Jehova og følge anvisningerne fra hans organisation.

Vi tog afsked med vore forældre og venner som var kommet til New York for at sige farvel, og snart stævnede vort skib, Saturnia, ned ad Hudsonfloden med kurs mod Atlanten. Det var sidste gang jeg så min far. To år senere døde han efter længere tids sygdom mens jeg var udenlands.

Til sidst nåede vi vort distrikt, havnebyen Barcelona. Det var en grå regnvejrsdag. Mens vi stod i tolden fik vi pludselig øje på nogle smilende ansigter. Alvaro Berecochea og nogle spanske brødre var troppet op for at møde os. Vi var glade for at vide at vore brødre var kommet på fri fod.

Nu måtte vi til at lære spansk. Dengang måtte missionærer lære sprog på den svære måde — uden lærebøger eller lærere. Der fandtes ingen sprogkurser. Og vi skulle nå det krævede antal timer i forkyndelsen mens vi lærte sproget.

Forkyndelse under det katolske diktatur

I Spanien befandt Jehovas organisation sig dengang i sin barndom. I 1955 nåedes et højdepunkt på 366 forkyndere i et land med 28 millioner indbyggere. Der var kun ti menigheder i hele landet. Ville der gå lang tid før dette ændrede sig? Så snart min kone og jeg kom i gang med at forkynde fra hus til hus, fandt vi ud af at Spanien var et paradis for forkyndere af den gode nyhed. Ja, folk hungrede efter sandheden.

Men hvordan blev forkyndelsesarbejdet udført når det var forbudt? Vi besøgte ikke alle huse i en gade, ej heller alle lejligheder i en bygning. Barcelona består af mange fem- og seksetages huse, og vi fik at vide at vi skulle begynde fra oven og arbejde os nedefter. Nogle gange besøgte vi kun én lejlighed på hver etage eller sprang nogle etager over. Denne metode gjorde det vanskeligere for politiet at få fat på os hvis en fanatisk beboer anmeldte os.

Menighedsmøderne blev holdt i private hjem. Hver menighed bestod af tre til fire bogstudiegrupper. På den måde kunne menighedstjeneren besøge hver gruppe én gang om måneden. Bogstudielederen var ansvarlig for alle møderne, som blev holdt på to forskellige aftener i ugens løb for en lille gruppe på mellem 10 og 20 personer.

Vi måtte tillægge os en ny livsform. Dengang fandtes der intet missionærhjem i Spanien. Når det var muligt boede vi hos brødrene i deres hjem. Det var en udfordring for Elsa at lære at lave mad på en kulovn! Senere købte vi en lille petroleumsovn med kogeplade, hvilket var en klar forbedring.

Forfølgelse og udvisning

Efter et stykke tid fik vi at vide at der var brudt en bølge af forfølgelse ud i Andalusien og at en specialpioner var blevet arresteret. Uheldigvis bar han en notesbog på sig med navne og adresser på brødre i alle egne af landet. Der begyndte at indløbe rapporter om at vore brødre blev arresteret i den ene by efter den anden. Politiet holdt razziaer tættere og tættere på Barcelona. Sluttelig udbrød der forfølgelse i Barcelona.

Et par måneder tidligere havde politiet arresteret mig og ført mig til deres hovedkvarter for at forhøre mig. Efter adskillige timer blev jeg løsladt, og jeg troede ikke at jeg skulle høre mere. Men så kontaktede den amerikanske ambassade mig og anbefalede at jeg forlod landet frivilligt for at undgå deportation. Kort efter meddelte politiet os at vi skulle være ude af landet inden ti dage. Hvad skulle vi gøre? Vi havde ikke tid til at skrive til Selskabet. Omstændighederne talte for at vi tog til det nærmeste missionærdistrikt uden for Spanien — nemlig Portugal mod vest.

Et andet distrikt, et andet sprog

Da vi kom til Lissabon i juli 1957 fik vi tildelt missionærdistrikt i byen Porto, som ligger noget nordligere end Lissabon. Den var landets anden hovedstad og lå i en egn som var berømt for sine portvine. En blomstrende menighed holdt møder i underetagen af en bygning i centrum. Forkyndelsesarbejdet var også forbudt i Portugal, eftersom landet blev regeret af diktatoren Salazar. Men forholdene her var helt forskellige fra dem i Spanien. Møderne blev holdt i brødrenes hjem i grupper på mellem 40 og 60 tilstedeværende. Man skiltede dog ikke med at hjemmene var mødesteder for Jehovas vidner. Selv om jeg ikke talte portugisisk blev jeg udnævnt til menighedstjener. Igen måtte vi lære et nyt sprog efter den svære metode.

Da vi ankom til Portugal var der kun 305 forkyndere og fem menigheder. Omkring et år senere blev vi flyttet til Lissabon. Her fik vi for første gang vort eget hjem, en lejlighed med udsigt over byen. Vi blev sat til at betjene en kreds — hele republikken Portugal.

Vanskelige tider begynder

På nogle af landkortene over Portugal og dets kolonier stod der: „Solen går aldrig ned over portugisisk jord.“ Det var sandt, for Portugal havde kolonier i mange dele af verden: To af de største var Moçambique og Angola i Afrika. I 1961 så det ud til at der var noget i gære i disse kolonier, og Portugal måtte derfor udvide sine væbnede styrker.

Hvad ville de unge brødre gøre når de blev indkaldt til militærtjeneste? Nogle blev fritaget på grund af dårligt helbred, men de fleste måtte stå op for deres neutralitet. Snart udbrød der en voldsom bølge af forfølgelse. Afdelingskontoret modtog rapporter om at specialpionerer blev arresteret og pryglet af det hemmelige politi, det forhadte P.I.D.E. (Polícia Internacional e Defesa do Estado). Nogle af os missionærer blev kaldt til politihovedkvarteret til forhør. Derefter fik tre par 30 dage til at forlade landet. Vi appellerede alle afgørelsen.

Et efter et blev missionærparrene kaldt til politihovedkvarteret for at blive udspurgt af chefen for P.I.D.E. Først afdelingstilsynsmanden, Eric Britten og hans kone, Christina, så Eric Beveridge og hans kone, Hazel, og til sidst Elsa og jeg. Politichefen beskyldte os falskeligt for at gå kommunisternes ærinde ved at underminere den vestlige verden med vor forkyndelse af neutralitet. Vore appeller hjalp intet.

Hvor var det svært at forlade de 1200 brødre og søstre som havde døjet strenge tider på grund af en urimelig diktators hårde styre! Broder og søster Beveridge tog tilbage til Spanien, og broder og søster Britten tog til England. Hvad blev vort næste distrikt? Det muslimske Marokko!

Forkyndelse i det muslimske Marokko

Igen nærede vi forventning til Jehova. Vi måtte vænne os til et nyt distrikt, nye skikke og nye sprog! Arabisk, fransk og spansk var de officielle sprog i kongeriget Marokko, hvor der var 234 forkyndere fordelt i otte menigheder. Landets officielle religion var islam, og det var ulovligt at hverve proselytter blandt muslimerne. Derfor forkyndte vi hovedsagelig for den ikkemuslimske europæiske befolkning.

Da de første missionærer ankom i slutningen af halvtredserne, blev der vækst. Men den marokkanske regering begyndte at lægge pres på den europæiske befolkning, og mange udlændinge udvandrede, deriblandt mange brødre.

Da den ikkemuslimske befolkning svandt ind, fandt vi os nødsagede til taktfuldt at henvende os til muslimerne. Dette førte til politianmeldelser. Efterhånden kom der flere og flere anmeldelser i Tanger og andre byer, og vi blev til sidst bedt om at forlade landet inden 30 dage. I maj 1969 blev Elsa og jeg således udvist fra endnu et distrikt.

En kortvarig opgave?

Vi fik besked på at vende tilbage til Brooklyn, hvor jeg blev indbudt til at overvære et møde for afdelingstjenere som blev holdt den sommer. Mens jeg var dér fik jeg at vide at vort nye distrikt ville blive El Salvador i Centralamerika og at jeg skulle tjene dér som afdelingstjener. Jeg fik at vide at denne opgave nok kun ville vare omkring fem år, hvilket var den tidsperiode missionærerne maksimalt fik lov til at opholde sig i landet, eftersom vort arbejde ikke var juridisk anerkendt.

El Salvador var et spændende distrikt! Der var 1290 forkyndere, herunder gennemsnitlig 114 pionerer som rapporterede hver måned. Folk var gudfrygtige, gavmilde og holdt af Bibelen. Ved næsten hver eneste dør blev vi budt indenfor. Efter kort tid havde vi så mange studier vi kunne overkomme.

Da vi så fremgangen og det store behov, var vi kede af det ved tanken om at skulle forlade dette distrikt efter blot fem år. Det blev derfor besluttet at vi skulle forsøge at få Jehovas Vidners arbejde anerkendt. Vi indgav ansøgningen til regeringen i december 1971, og den 26. april 1972 kunne vi til vores glæde læse i regeringsavisen, Diario Oficial, at vor ansøgning var blevet godkendt. Missionærerne behøvede ikke længere at forlade landet efter fem år, men kunne få permanent opholdstilladelse.

Prøver og velsignelser

I årenes løb har vi fået mange gode venner og høstet mange frugter i vor tjeneste i forskellige distrikter. Elsa havde en god oplevelse i San Salvador med en skolelærerinde og hendes mand, som var soldat. En af lærerindens venner blev også interesseret i sandheden. Til at begynde med viste hendes mand dog ingen interesse for Bibelen; alligevel besøgte vi ham mens han var på hospitalet og blev venligt modtaget. Senere begyndte han at studere Bibelen, opgav sin militære karriere og forkyndte sammen med os.

I mellemtiden dukkede en dame op ved rigssalen og spurgte Elsa om hun studerede med en forhenværende soldat. Det viste sig at være hans tidligere elskerinde! Hun studerede også Bibelen med Jehovas vidner. Ved områdestævnet blev både den forhenværende militærmand, hans kone, hendes ven og den tidligere elskerinde døbt!

Vækst i El Salvador

På grund af den store fremgang er der blevet opført mange rigssale, og landet har nu mere end 18.000 aktive forkyndere. Denne fremgang er dog ikke kommet uden prøver og vanskeligheder. I ti år har brødrene måttet udføre Guds vilje midt under en borgerkrig. Men de har holdt sig neutrale og er forblevet loyale mod Jehovas rige.

Elsa og jeg har tilsammen været 85 år i heltidstjenesten. Vi har lært at når vi nærer forventning til Jehova og lytter til ’ordet bagved’ der siger: „Dette er vejen. Gå på den!“ bliver vi aldrig skuffet. Vi har haft et rigt og tilfredsstillende liv som Jehovas heltidstjenere.

[Fodnote]

[Illustration på side 24]

Stævne i en skov i Spanien, 1956

[Illustration på side 25]

I Marokko forkyndte vi for ikkemuslimer

[Illustration på side 26]

Afdelingskontoret i El Salvador, vort nuværende hjem