Nyt fra Rigets arbejdsmark
Kærlighed forener familier
MAN kan kun opnå enhed i en familie hvis familielivet bygger på uselvisk kærlighed. En sådan kærlighed udspringer fra Jehova og er derfor en af Guds ånds frugter. (Galaterne 5:22, 23; 1 Johannes 4:8) Følgende erfaringer viser hvordan kærlighed der udspringer af kundskab om Bibelen kan forene familier.
Hongkong
◻ En pioner i Hongkong begyndte at studere med en husmoder og hendes to døtre. Kvindens mand udtrykte imidlertid bekymring for at hun skulle komme ind i en yderliggående religiøs sekt. Pioneren foreslog derfor hustruen at hun kunne indbyde sin mand til at overvære studiet så han kunne iagttage hvad der foregik. Denne indbydelse tog han imod. I mellemtiden begyndte hustruen at overvære møderne. Men hun havde svært ved at opdrage sine børn retfærdigt; hun skændte altid på den ældste men forkælede den yngste. Desuden havde hun og hendes mand ægteskabelige problemer, der ofte endte med voldsepisoder, og adskillige gange var politiet blevet tilkaldt. Pioneren forklarede dem ved hjælp af Guds magtfulde ord hvordan man viser hinanden kærlighed i ægteskabet. Snart begyndte ægtefællerne at ændre adfærd og blev begge regelmæssige mødedeltagere. Der kom til at herske en langt gladere atmosfære i hjemmet. Manden har nu lagt tobakken på hylden og har tilmeldt sig den teokratiske skole. Hustruen er blevet en døbt forkynder.
Kærligheden forenede således denne familie.
Storbritannien
◻ En erfaring fra Storbritannien viser hvordan Jehova velsignede en kærlig, tålmodig og udholdende ægtemand. Da han kom i sandheden for tolv år siden, var hans hustru stærk modstander og lod sig skille fra ham. Men manden blev ved med at vise hende venlighed, støtte hende økonomisk og regelmæssigt at hjælpe hende med forskellige småting. På trods af hendes tidligere modstand besluttede han efter fire års forløb igen at forkynde for hende. Da han foreslog at en søster kunne studere Bibelen med hende, gik hun til hans forbløffelse ind på det. Det endte med at hun blev indviet og døbt. Nu da hustruen havde taget standpunkt for sandheden, friede manden, som stadig elskede hende, atter til hende. Lykkelig accepterede hun hans ægteskabstilbud. Hun havde ikke turdet håbe at han ville fri på ny i betragtning af hvor dårligt hun tidligere havde opført sig. De har nu været gift igen i næsten otte år, og gør begge gode fremskridt.
Stillehavsøerne
◻ For over 20 år siden skrev en ung mand fra en ø i øgruppen Tuvalu i Stillehavet til Vagttårnets Selskab og bad om noget bibelsk læsestof. Dengang var der ingen Jehovas vidner på øen. Manden læste de tilsendte bøger på egen hånd og forstod at de indeholdt sandheden — men da hans kone var meget imod hans nye tro, opgav han den.
Konen læste imidlertid nogle bibelske publikationer da de for kort tid siden begyndte at udkomme på tuvaluansk. Hun kunne nu se at det var sandheden, og sagde til sin mand: „I alle disse år har du haft lyset, men du har skjult det. Du kunne da i det mindste have forklaret mig hvorfor du mente Jehovas vidner havde ret!“ Da parret nu var forenede om Bibelens sandhed, begyndte de at komme sammen med Jehovas vidner.
De havde to døtre som gik i skole på Fiji. Da de kom hjem fortalte forældrene dem at de havde besluttet at blive Jehovas vidner. De opfordrede pigerne til at deltage i bibelstudiet sammen med dem, men fik til deres overraskelse at vide at pigerne allerede havde overværet Jehovas Vidners møder på Fiji. Den samlede familie tog med glæde imod sandheden, og faderen, moderen og en af døtrene er blevet forkyndere af Riget.
Hvor er det dejligt at se at Bibelens sandhed og kærlighed forener familier i hele verden.