Er der et brændende helvede?

„PÅ ET eller andet tidspunkt i tresserne forsvandt helvede.“ Med disse ord hentydede den engelske forfatter David Lodge i bogen Souls and Bodies til den nye holdning hos mange katolikker og protestanter i efterkrigstiden. I bestræbelserne på at tilpasse sig den moderne tankegang lod mange af de store kirker efterhånden læren om et brændende helvede glide i baggrunden.

Tanken om straf efter døden var efterhånden blevet uacceptabel, især fordi selve syndsbegrebet var så godt som fortrængt fra folks bevidsthed. Kardinal Ratzinger fra Rom udtalte i et interview i 1984: „Vor civilisation . . . retter opmærksomheden mod formildende og undskyldende omstændigheder i et forsøg på at fjerne folks følelse af skyld og synd . . ., selve den virkelighed som troen på helvede og skærsilden er forbundet med.“

Er det i vor tid muligt at tro på synden som et virkeligt begreb uden samtidig at antage læren om straf efter døden i en skærsild eller et brændende helvede? En nyere bog, Abrégé de la foi catholique (Kort fremstilling af den katolske tro), med forord af den franske kardinal Decourtray, spørger ligeud: „Er det nødvendigt at tro på helvede?“ Svaret lyder: „Det er umuligt at undgå det skræmmende spørgsmål om helvede.“ Og den athanasianske trosbekendelse, som kirken benytter, siger blandt andet: „De, som har handlet godt, vil indgå til det evige liv, de, som har handlet ondt, til den evige ild.“

Trods alle teologiske krumspring for at bevise det modsatte, er læren om et brændende helvede altså stadig et hævdvundet katolsk dogme. A New Dictionary of Christian Theology fra 1983 nævner imidlertid at talrige medlemmer af kristenhedens kirker føler „forlegenhed“ og „ubehag“ ved læren om evig fortabelse. Det falder dem vanskeligt at forene dette dogme med opfattelsen af Gud som kærlighedens Gud, og de spørger: ’Er læren om et brændende helvede virkelig kristen? Er den bibelsk? Og i benægtende fald, hvor stammer den da fra?’

[Illustration på side 3]

Katedralen i Bourges, Frankrig